Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
9. september. 2022

Anmeldelse: Klimabevægelsen er ved at tabe. Den kan vinde, hvis den tør tale om klasse

Klimabevægelsen har tabt, hvis den ikke udvikler en økosocialistisk strategi for arbejderklassen. Det er et af de centrale budskaber i geografi-professor Matthew Hubers nye bog, som bør tages alvorligt af en afmægtig klimabevægelse.

Klimabevægelsen må holde fokus på klassekampen, og styre udenom den grønne kapitalisme. Foto: Paul Mattsson

I Europa oplevede vi denne sommer den værste tørke i 500 år. Samtidig hærger der i Pakistan flodbølger, som har dræbt over 1000 liv, ødelagt over 800.000 hektar landbrugsjord og en million hjem, udslettet hundrede tusinder af husdyr og berørt over 30 millioner mennesker.

CO2-udledninger er kumulative, og fremover vil samme katastrofale scenarier udspille sig i stadig større omfang. Alligevel bare stiger forbruget af fossile energikilder og nye fossile projekter godkendes igen og igen.

Har klimabevægelsen tabt? Ja, mener Matthew Huber, professor i geografi ved Syracuse University i New York, og forfatter til en af de vigtigste nye bøger om økosocialistisk strategi, Climate Change as Class War: Building Socialism on a Warming Planet.

Alle er i dag enige om, at klimakrisen er menneskeskabt, og at en hurtig og drastisk reduktion af CO2-udledninger er nødvendig. Men vi er stadig langt fra at gennemføre de afgørende forandringer, der skal til for at dæmme op for klimakrisen.

Det skyldes, ifølge Huber, først og fremmest, at klimabevægelsen ikke har været i stand til at udfordre den helt afgørende forhindring for at løse klimakrisen: Den fossile kapitals klassemagt.

Kapitalismens tendens til uafbrudt at ekspandere er drevet af produktionen af den relative merværdi, dvs. den merværdi eller ekstraprofit, som den enkelte kapital kan opnå ved at være en smule mere produktiv end andre. For at holde sig konkurrencedygtig og sikre profitabelt afkast på deres investeringer, er kapitalen nødt til konstant at øge arbejdskraftens produktivitet og udbytningsgrad.

Af historiske grunde er denne konstante akkumulationstvang blevet drevet af fossile energikilder. Den fossile kapital er i dag derfor en helt afgørende drivkraft i den globale kapitalisme, og så længe der ikke er nogen bevægelse med magten til at udfordre den, vil den ufortrødent fortsætte med at profitere på olie, gas og kul.

Den største forhindring for at afbøde klimaforandringerne er derfor, at der er en bestemt klasse, den fossile kapital, som besidder vidtrækkende magt og kontrol over produktionen. Som et eksempel viser Huber i et særdeles spændende og veldokumenteret kapitel, hvordan den fossile kapital ejer og kontrollerer midlerne til at producere kunstgødning (kvælstof-kapitalen) – og dermed grundlaget for store dele af den nuværende fødevareproduktion.

Den professionelle klasse står i vejen

Ifølge Huber har klimabevægelsen ikke været i stand til at udfordre den fossile kapitals klassemagt, fordi bevægelsen primært ledes og består af folk fra det, han kalder den ”professionelle klasse”, dvs. akademikere, journalister, videnskabsfolk, studenter, osv.

Særligt to ting kendetegner den professionelle klasse: dens klasseposition baserer sig på tilegnelsen af viden, og den er i overvejende grad placeret langt fra den materielle og industrielle produktion, hvor det største forbrug af fossile energikilder foregår.

Af denne grund har den professionelle klasse en tilbøjelighed til for det første at fokusere på forbrug og begrænsning af forbrug gennem CO2-skatter, afgifter, osv. Men dermed udelader man det afgørende spørgsmål om magten og kontrollen over produktionen.

“Klimabevægelsen har ikke været i stand til at udfordre den fossile kapitals klassemagt, fordi bevægelsen primært ledes og består af folk fra det, Huber kalder den professionelle klasse”

De mere radikale dele af klimabevægelsen har fokuseret på civil ulydighed og blokering af vigtige transportveje for cirkulationen af den fossile kapital. Men også dette fokus på cirkulations-sfæren – hvor vigtigt det end er – demonstrerer, hvordan klimabevægelsen ikke er i stand til at udfordre magten og ejerskabet over produktionen.

For det andet har den professionelle klasse, ifølge Huber, for høj en tro på, at udbredelsen af videnskabelige fakta om klimakrisen vil medføre de nødvendige tiltag. Men som han skriver, så er viden ikke magt, og videnskabelig viden er ikke i stand til at udfordre den fossile kapitals klassemagt over produktionen.

Den professionelle klasse, der lige nu præger klimabevægelsen, repræsenterer desuden kun en mindre del af befolkningen. Men den fossile kapital kan kun udfordres af en bevægelse, der kan mobilisere det store flertal.

Arbejderklassens økologiske dimension

Huber peger på, at kun én klasse repræsenterer det store flertal, og det er arbejderklassen. Desværre har klimabevægelsen haft en tendens til at betragte miljø og klima som spørgsmål, der er adskilte fra klasseforhold. Men ifølge Huber er vi nødt til at forankre vores forståelse af klimakrisen i en klasseanalyse.

I sin klasseanalyse af klimakrisen og nuværende former for klimapolitik, giver Huber den klassiske marxistiske definition af arbejderklassen eller proletariatet en økologisk dimension: Proletariatet er, ifølge ham, kendetegnet ved at være adskilt fra de økologiske midler til at reproducere sig selv og er derfor overladt til markedskræfterne.

Arbejderklassen har derfor, ifølge Huber, en økologisk interesse i at vriste midlerne til livet (mad, energi, bolig, transport) fra kapitalens magt. Fordi arbejderklassen samtidig udgør et flertal og besidder en potentiel strukturel magt jævnfør dens placering i den materielle og industrielle produktion, har den også det største potentiale til at gennemføre en social og økologisk transformation af samfundet.

Det skal nævnes, at der ifølge Huber ikke er en skarp adskillelse mellem den professionelle klasse (som egentlig ikke er en ”klasse” i snæver forstand) og arbejderklassen, hvor sidstnævnte primært defineres ud fra dens placering i produktionen.

Arbejderklassens potentiale forbliver dog grundet klimabevægelsens forankring i den professionelle klasse uforløst. Huber kritiserer særligt den måske mest radikale gren, nemlig degrowth-bevægelsen, der grundet dens fokus på generel afvækst af hele økonomien, og at alle dermed skal sænke forbruget i klimaets navn, forbliver ude af stand til at mobilisere arbejderklassen på en klimaretfærdig dagsorden.

Hubers fremstilling af degrowth-bevægelsens fokus på, at alle skal sænke forbruget i klimaets navn, virker dog ikke helt overbevisende i lyset af, at mange i bevægelsen netop har understreget nødvendigheden af at skelne mellem de dele af samfundet (eller ”økonomien” om man vil), der skal vokse – herunder sundhed, bæredygtig produktion, undervisning, gode boliger – og de dele, der skal nedbrydes og må forsvinde. Den pointe slår Huber selv fast.

Genrejsning af arbejderklassen

Mere overbevisende er Hubers kritik af degrowth-bevægelsens manglende eller lidet overbevisende strategiske overvejelser. I modsætningen til klimabevægelsens nuværende strategiske fokus, foreslår Huber i stedet en tostrenget økosocialistisk strategi. For det første må arbejderklassens økologiske interesser forbindes med dens økonomiske interesser gennem en radikal version af Green New Deal.

“Hvis det ikke er realistisk at genmobilisere bare dele af arbejderklassen på et klimabevidst program, så har vi (og kloden) på forhånd tabt. Derfor er vi nødt til at gøre forsøget.”

Et sådan politisk program kan dog kun gennemtrumfes af en organiseret arbejderklasse. Derfor foreslår Huber, som andet led i sin strategi, at opbygge en radikal rank-and-file-bevægelse i fagbevægelsen. Specifikt mener Huber, at man skal fokusere på el-sektoren som det centrale organiseringsområde for en økosocialistisk strategi grundet dens afgørende placering for en grøn omstilling.

Hubers strategiske forslag om i højere grad at fokusere på organisering af arbejderklassen for en socialøkologisk transformation af samfundet virker overbevisende i lyset af klimabevægelsens nuværende afmagt. Uden mobilisering af arbejderklassens store flertal, ingen afskaffelse af kapitalens klassemagt, og dermed ingen socialøkologisk transformation af samfundet.

I lyset af de seneste årtiers demobilisering og atomisering af arbejderklassen i den vestlige verden, virker de strukturelle begrænsninger for en genmobilisering og organisering dog utvivlsomt store. Det er Huber klar over, og vel også grunden til at han foreslår det strategiske fokus på en enkelt sektor.

De mest pessimistisk anlagte vil måske sige, at det ikke virker realistisk. Men hvis det ikke er realistisk at genmobilisere bare dele af arbejderklassen på et klimabevidst program, så har vi (og kloden) på forhånd tabt. Derfor er vi nødt til at gøre forsøget.

Huber koncentrerer sig eksplicit kun om USA og lignende vestlige lande. Selv hvis strategien lykkes her, forbliver spørgsmålet dog, hvordan man forbinder en klimabevidst amerikansk (og vestlig) arbejderklasse med arbejderklassen i resten af verden, for ikke at tale om det svindende, men dog stadig store antal bønder? Selvom det er legitimt kun at beskæftige sig med en bestemt del af verden, så er det stadig ærgerligt, at spørgsmålet slet ikke berøres.

Matt Huber koncentrer sig i bogen Climate Change as Class War hovedsageligt om den vestlige arbejderklasse. Men hvordan forbinder man sig til resten af verden, hvor bønder står i frontlinjen mod klimakrisen? Illustration: La Via Campesina

Til kamp mod grøn kapitalisme

I bogen kritiserer Huber klimapolitik, der fokuserer på decentraliserede og lokale løsninger og peger rigtigt nok på, at klimakrisens globale skala må imødegås af centraliseret, national og global offentlig planlægning.

Desværre genetablerer han ikke forbindelsen mellem det decentrale, lokale niveau og det centraliserede, offentlige og globale niveau. Men ligesom den klassiske arbejderbevægelse formåede at forbinde et omfattende netværk af kooperativer med opbygningen af en velfærdsstat, bør også en økosocialistisk strategi kunne forbinde sådan noget som lokale kooperativer og solidarisk landbrug med central offentlig planlægning.

Endelig skriver Huber sig også ind i en lang økosocialistisk tradition, der ikke tager den voksende grønne kapitalisme alvorligt.

Det bør dog bekymre den økosocialistiske venstrefløj, at den grønne omstilling – der rent faktisk foregår i dag – hovedsageligt sker på kapitalistiske præmisser. For det første fordi den grønne kapital nemt kan trives side om side med den fossile. For det andet, og lige så vigtigt, fordi den grønne omstilling risikerer at blive et kapitalistisk projekt, med alt hvad det indebærer af angreb på arbejderklassen, bønder og oprindelige folks vilkår verden over.

Hubers bog vil uden tvivl skabe debat inden for klimabevægelsen. Styrken i Hubers bog er, at den anviser en konkret vej ud af den vestlige klimabevægelses nuværende afmagt. En økosocialistisk strategi, der rent faktisk har potentialet til at mobilisere et stort flertal af befolkningen. Taget den akutte situation i betragtning, bør klimabevægelsen i Danmark såvel som internationalt tage hans strategiske forslag dybt alvorligt.

Matt Huber: Climate Change as Class War. Verso 2022. Vejl. pris. 100 kr.

Om skribenten

Esben Bøgh Sørensen

Esben Bøgh Sørensen

Ph.d. i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Forsker i kapitalistisk landbrug, og er ansat som postdoc på Aarhus Universitet og University of Cambridge. Læs mere