Anmeldelse: København var centrum for et skrumpende imperium. Nu er byen en superregion i verdensklasse

David Kempels nye bog Superregion København er spændende, og ægger til diskussion. Den har et klart overordnet budskab: Statsmagten har siden Christian IV’s tid bevidst favoriseret København – på bekostning af provinsbyer og landbrugsland.

Favoriseringen har været af en kaliber, som har gjort Danmark til et af de mest centraliserede lande i Vesten med en markant skævvridning til følge. Det er hovedtesen, omend den grundige, ofte empiriske dokumentation naturligt giver forfatteren plads til nogle nuancer.

Undertitlen: ”Skygger fra kolonitiden” signalerer, at forfatteren går dybtgående historisk til værks. Måske for dybtgående, men det afhænger naturligvis af interessen for forhistorien. Landboreformerne og deres konsekvenser for landbruget er f.eks. meget detaljeret behandlet. Relationen til bogens overordnede problemstilling fortoner sig ind imellem. Den historiske udvikling frem til 1945 udgør knapt en tredjedel af bogens indhold.

Der argumenteres overbevisende for, at Superregion Københavns aktuelle position som international metropol kun kan forstås på baggrund af, at København fra 1600-tallet op til i nærheden af vor tid har været centrum for et ganske vist skrumpende imperium. Ressourcer og skatteindtægter er blevet trukket ud af såvel imperiets fjernere egne som det, der blev til nationen, og anvendt til hær, flåde, byggeri og bureaukrati. Den merkantilistiske handels- og industripolitik, der hvilede på kongeligt privilegerede monopoler, medvirkede til, at hovedstaden ikke alene blev landets politiske, men også økonomiske og storforbrugende centrum.

Anlæggelsen af de militære anlæg: Vestvolden i årene op til 1900 og i mindre skala Tunestillingen omkring 1. Verdenskrig kan markere en slags slutsten på statsmagtens utvetydige favorisering af København, hvorefter udviklingsstrategien bliver mere grumset, hvilket også gøres klart i bogen.

Det parlamentariske demokrati skaber politiske forskydninger ikke alene klassemæssigt, men også geografisk, og får den politiske magt til at ville tilgodese hele landet, og måske især de dele, der ligger uden for Københavnsområdet. I vores tid taler man om det tunge ‘Jyllands-parti’ og Den jyske trafikmafia, når det handler om trafikinvesteringer. Stats- og uddannelsesinstitutioner skal hele tiden rykke væk fra København. Og så var der 1960’erne og 70’ernes egnsudviklingsstøtte til det, der senere bliver kaldt UdkantsDanmark. Osv. – Men skaber det en skelsættende forandring i den geografiske skævvridning af landet?

Fra udvidelse til krise

David Kempel betegner perioden fra 1950’erne eller 60’erne til midt i 90’erne som en guldalder for udjævning af de geografiske forskelle – men på overfladen! Ikke alene tilflyttere fra provinsen, men også mange københavnere rykker til byens forstæder, men det bliver det ikke mindre København af. Op til 70’erne vokser Københavns forstæder, men derefter er det provinsbyernes forstæder, der driver urbaniseringsraten, skriver forfatteren.

I det omfang det handler om Køge, Roskilde, Ringsted, Hillerød og Helsingør evt. suppleret med et par andre sjællandske provinsbyer, så handler det vel blot om en udvidelse af Superregion København. Uddannelsesniveauet i Københavns Kommune er højt sammenlignet med andre dele af landet og beskæftigelsen i regionen i reglen bedre, opregner David Kempel. At den geografiske enhed således skifter i dokumentationen af den geografiske forskellighed i forhold til resten af landet er ikke så heldigt, men det forstyrrer sandsynligvis ikke det overordnede billede.

I 1980’erne og 90’erne er Københavns Kommune i lighed med mange andre af Vestens storbyers indre kerne i alvorlig krise. Den gamle industri har forladt dem til fordel for omegn, provins og udkantsområder, hvor der er bedre plads til moderne produktionsanlæg, og hvor en kampvillig fagbevægelse er mere eller mindre fraværende – et aspekt, der forbigås.

Bygningsmassen i de centrale dele af Københavns Kommune er nedslidt. De mindrebemidlede og ældre er blevet ladt tilbage sammen med en hel del unge, der ikke har etableret sig og blevet gode skatteborgere. Ikke alene Københavns Kommune, men overalt i Vesten er storbyers centrumkommuner på fallittens rand og dermed i krise. Krise betyder vendepunkt, og vendepunktet er generelt, så i stedet for at lede efter lokale forklaringer, er det nærliggende at søge en generel økonomisk forklaring på vendingen.

Økonomiske lokomotiver

David Kempel forklarer den økonomiske vending med en mere vidensintensiv og teknologisk avanceret produktion af service og produkter. Forfatteren har stort fokus på medicinalindustrien. Den er central, men finanskapitalens voldsomme ekspansion, suppleret af advokatvirksomheder, revisions- og konsulenthuse og lobbyistfirmaer med flere, burde i højere grad være inddraget.

“Den benhårde verdensomspændende konkurrence foregår mellem superregioner… de skal fungere som landets økonomiske lokomotiv.”

Den rette ekspertise i den nye type virksomheder er rigtigt set afgørende, og den er der international konkurrence om. Samtidig er vareudvekslingen, ja hele det økonomiske system inde i en voldsom globalisering, hvor tidligere barrierer svinder ind. Meget mere uddybende forklaret i bogen leder det frem til, at den benhårde verdensomspændende konkurrence foregår mellem superregioner og til tesen om, at en nations superregion eller superregioner fungerer eller skal fungere som landets økonomiske lokomotiv. Det bliver således rationelt og dermed legitimt, at statsmagten favoriserer Superregion København. Superregionen som helhed og ikke mindre dens kerne skal internationalt set være lækker for kapital, ekspertise og specialiseret arbejdskraft.

Forfatteren retter derefter blikket mod Københavns Kommune. Han mener, at statens dispositioner har haft stor betydning for de dynamiske forandringer i Superregionens kerne. Befolkningstallet vokser. Middelklassen i den erhvervsaktive alder, de veluddannede og de velhavende vender tilbage.

At staten er part i konstruktionen By og Havn, som finansierer metroen, og at staten måske, måske ikke redder Københavns Kommune ved at tvinge Kommunen til et ophørsudsalg af de kommunale boliger, er uomtvistelig. Men om den danske stat på den måde er nogen primus motor i udviklingen for slet ikke at tale om udviklingens finansielle grundlag, er yderst tvivlsomt. Nogle tillægger overborgmester Jens Kramer Mikkelsen & co. æren som den væsentligste aktør i forandringerne af havnen, udviklingen af Ørestaden og skabelsen af metroen, ja hele byen. Det indgår ikke i bogen, men den udlægning skal der også stilles et stort spørgsmålstegn ved.

Beboerne drev forandringen

Forandringerne i kapitalismen gjorde sit til forandringerne i Københavns Kommune og den demografiske udvikling måtte vende med den store ældrebefolknings uddøen, men hvilke politiske kræfter løste i virkeligheden problemerne og gjorde Københavns Kommune relativ lækker?

Min tese er, at det ikke var statsmagten, Kramer & Co., men beboerbevægelserne og venstrefløjen, der skabte de afgørende forandringer. Det var dem, der fik sat gang i gårdrydningerne – i første omgang ved selvtægt. Nørrebros Beboeraktion (Blågårdsgade) bekæmpede indædt totalsaneringen af ”Sorte Firkant”. Forfatteren nævner i forbifarten slaget om Byggeren, dog uden at forbinde det med en udviklingsstrategi.

Kramer & Co. ville ikke have en gentagelse af modstand og slagsmål i saneringen af Vesterbro, hvilket skabte en langt mere bevarende sanering, der gjorde kvarteret meget mere attraktivt end nybyggeriet i Sorte Firkant/Blågårdskvarteret. Strategien var derfra en anden. Det var ligeledes venstrefløjen, der ihærdigt kæmpede imod mere plads til bilerne bl.a. i forbindelse med Lyngbyvejen som motorgade til Søerne og motorgaden Søringen, og kæmpede for den forureningsfrie og fredeligere cyklisme. I dag er kendsgerningen, at cykler flytter langt flere i København end både biler og metro.

David Kempels ”Superregion København” har væsentlige kvaliteter. En af dem er, at den indbyder til diskussion af byudviklings- og superregionsstrategier.

Det står lidt uklart om udviklingen af superregionen er en uomgængelig nødvendighedens politik, men bogen emmer af, at den geografiske skævvridning er uretfærdig, og løsningen ikke blot er bedre økonomiske udligningsordninger. En ny og mere retfærdig udviklingsstrategi kunne være næste step i forfatterskabet.

David Kempel: Superregion København – Skygger fra kolonitiden. Hovedland 2022. 108 s. Bogen udkommer 4. oktober.