Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
29. august. 2021

Anmeldelse: Kolonial tavshed på Louisiana

‘Drøm og fortrængning’ handler om dansk kolonisering af Grønland – ikke fra et grønlandsk perspektiv, men heller ikke fra et dansk. Snarere er det en udstilling om tavshed og magtforskelle, der befinder sig et sted imellem.

Pia Arke: De tre gratier (1983). Foto: Louisiana / presse
Denne artikel tager cirka 9 minutter at læse.

Louisiana Museum giver for tiden mulighed for at opleve fotografier af den grønlandske kunstner Pia Arke. Hun er datter af en grønlandsk mor og en dansk far, og befinder sig et sted midt mellem Danmark og Grønland. Hun er fanget i en kolonial tavshed, som hun beskæftiger sig med i sine fotografiske værker. Det er ikke særligt ofte, at der er mulighed for at opleve fotografisk kunst, men her er en mulighed – som man ikke bør gå glip af.

Værkerne handler om det, som vi ikke ellers får lov til at se, fordi det er udskrevet af horisonten, udraderet af kolonial magt og overherredømme. Det er imidlertid forhold vi burde se for at genvinde vores menneskelighed, men spørgsmålet er hvordan? Det giver Pia Arke måske svar på i sine værker og med sin måde at arbejde på.

Udstillingen suppleres af et meget spændende katalog, som næsten kan opfattes som en selvstændig udgivelse. Kataloget tager form af en antologi med en række bidrag, som forklarer, udlægger og præsenterer Pia Arke og hendes betydning. Kataloget er mindst lige så interessant som udstillingen selv. Derfor vil vi vandre gennem kataloget, citere fra det og causere over betragtninger for at lokke publikum til museet – men endnu vigtigere, for at overbevise flere om at beskæftige sig med Pia Arke, udstilling eller ej.om at beskæftige sig med Pia Arke, udstilling eller ej.

Pia Arkes splittelse mellem Danmark og Grønland som følge af hendes opvækst og herkomst antyder en konflikt, men det virker ikke, som hun oplevede det som en konflikt. Derimod er hendes forhold til de to meget forskellige steder som et ”multi-locale”. Hun er begge dele.

Tavshed og fortielse

Tavshed er et gennemgående tema i hendes værker og hendes kunstneriske praksis. Tavsheden synes at være koloniseringens egentlige stemme. Der er noget smertefuldt ved det, som ikke bliver udtalt, det som vi ikke kan få lov til at vide, se eller opleve.

I Stefan Jonssons bidrag ”Billedernes genopstandelse” får vi at vide, at Pia Arke var meget optaget af arkiverne – det koloniale arkiv med billeder og tekst, som hun rev fra hinanden og klistrer sammen på nye måder. Her finder hun billeder af noget, som er skjult, noget som ikke er der. Her finder hun billeder af noget, som er skåret væk. Det er vigtigt at gøre noget ved tavsheden, fordi den ellers flytter med. Hvis tavsheden ikke brydes, flytter den med ind i fremtiden. Det tavse og tavsheden er ensbetydende med det ikke eksisterende, det som ikke er her. Stefan Jonsson slutter således:

Louisiana on Paper

Pia Arke’s udstilling ‘Drøm og fortrængning’ er en del af udstillingsserien Louisiana on Paper. Her er der mulighed for at se kunstmuseets store samling af Arkes værker året ud. Udstillingen løber fra 15. juli 2021 – 2. januar 2022.

‘Læs mere om udstillingen her’

+

”Nok var hun (altså, Pia Arke) en billedstormer. Men hun var også en restaurator, der skrabede magtens billeder væk for at blotlægge konturerne af mennesker, der havde været skjult indenunder. Således skabte hun visuelle fremstillinger af fortidens smerte. Hendes kunstneriske virke var ét stort fremkalderbad. Når Pia havde fikseret billedet, var livet vendt tilbage, genopstået.”

Det er en interessant formulering, for det også er en beskrivelse af fotografiet, af hvordan fotografiet opfører sig, fungerer og virker – fotografiet tager et billede, som dermed bliver fremkaldt. Måske betyder det, at det i virkeligheden var fotografiet, der valgte Pia Arke og ikke omvendt.

Anders Kold, udstillingens kurator, fortæller ved museets åbning af udstillingen 15.juli, at der er tale om ‘en sammensmeltning mellem kunstner og medium’. Det betyder, at Pia Arke’s praksis synes at være identisk med fotografiets teknik, hun er som et kamera, identisk med kameraets linse, og med sin krop fremkalder hun billeder.

Anders Kold bidrager også til kataloget for udstillingen. I artiklen ”Den arktiske portal” lægger han megen vægt på, at kunstneren altid tager udgangspunkt i sin egen identitet. Vi synes, at han overfokuserer på det identitetsmæssige. Han fortæller og beskriver Pia Arke som en bastard mellem det grønlandske og danske. Hun er bastard på grund af sin opvækst og sine forældre. Hun foregriber den måde, som mange mennesker lever på i dag med migration og globalisering. Derfor er hendes person interessant, hendes erfaring er relevant. Det er ikke hendes identitet – men på grund af det hun gør med den – hun er. Det hun gør, er at stille sig midt imellem, og uden at fortage store værdidomme.

Opfindelsen af arktisk hysteri

Laura Smith’s bidrag til kataloget koncentrerer sig om begrebet Arctic Hysteria. Arktisk hysteri er et begreb, en beskrivelse af et fænomen; de danske mænd, de hvide mænds oplevelse af kvinder på Grønland. De brugte arktisk hysteri til at beskrive grønlandske kvinder. Det kvindelige har en særlig status i det koloniale – kvinden bærer en særlig byrde som følge af koloniseringen. Laura Smith henviser til Kuratorisk Aktion, der siger, at: ”Kolonialismens vigtigste ideologiske form for undertrykkelse er ikke blot racisme, men også den særlige form for sexisme, der ligger i hyper-feminiseringen af den etniske kvinde.”

Og begrebet arktisk hysteri er et resultat af en sådan form for kolonisering, et blik på den ‘etniske kvinde’. Det var en opfundet sindslidelse i begyndelsen af det 20.århundrede, som hvide polarforskere brugte til at beskrive deres møde med inuit-kvinder. Kvinderne blev beskrevet som ‘grebet af raseri’ og havende ‘en vild og voldsom adfærd’. Pia Arke tager begrebet til sig. Hun laver et værk, hvor hun modstiller billeder af den nordamerikanske polarforsker Robert E. Peary med nøgne inuitkvinder. Kvinderne er unavngivne og dermed udstilles de grove uligheder i magt mellem kolonisatorerne og de koloniserede. Pia Arke kræver sin egen krop og sit eget landskab tilbage. Laura Smith siger, at landskabet er en vigtig metafor for frihed og magt hinsides de eksisterende og undertrykkende kulturer – eller som Catherine Clément og Hélène Cixous siger i The Newly Born Woman:

”Der er en stemme som græder i vildmarken – en dansende, leende, hvinende, grædende stemme. Hvis er den? En kvindes stemme, nyfødt og dog arkaisk, en stemme af mælk og blod.”

Her bruges landskabet altså som en art frigørelse, og det er ikke fordi, at man derved bør gøre sig identisk med landskabet, eller at kvinden er vild – bestemt ikke. Men enhver frigørelse kræver, at man udforsker noget, som endnu ikke er kendt. Det er i de ting, et samfund udelukker, at vi skal finde friheden og frigørelsen. Vi må stille os hen på grænsen af dét, vi ikke rigtig vil kendes ved, for at blive os selv og blive virkelige mennesker. Den her følelse af at blive berøvet noget, men også at føle et spirende håb over for det, vi ikke kender, finder genklang i Audre Lorde’s ord:

”For os, der lever ved kystlinjen
stående ved randen af den stadige beslutning
afgørende og alene
for os, der ikke kan hengive os til
valgets forbigående drømme,
som elsker i døråbninger, kommende og gående
i timerne mellem daggryene
med blikket rettet indad og udad
på én gang før og efter
og søger et nu, der kan avle fremtider”

(fra: A Litany for Survival)

Pia Arke graver sig som en arkæolog ned i sin fortid og i sit land ved at tage det personligt. Hun bringer hermed sine udfordringer ind i en dialog med sin egen krop.

Der findes et tredje sted

I et interview med Jessie Kleemann med titlen ”Hvilken kunst er vores?”, som også indgår i kataloget, kommer vi måske lidt tættere på, hvilket menneske Pia Arke er.

“Værket udstiller de grove uligheder i magt mellem kolonisatorerne og de koloniserede. Pia Arke kræver sin egen krop og sit eget landskab tilbage.”

Pia Arke insisterer på, at vi er noget andet, at vi er kunstnere i kraft af os selv, ikke på grund af vores herkomst. Vi er hverken eller, både og. Følelsen af ikke at høre til, skaber et behov for et tredje sted, som er hverken eller, både og. At gøre kolonihistorien personlig betyder en kunst, der udspringer fra et bestemt sted.

I katalogets afsluttende artikel ”Tupilakosaurus” skrevet af Minik Rosing, bliver der reflekteret over vores forhold til virkeligheden, til landskabet og vores forhold til sproget. Disse betragtninger fortæller også noget om, hvad vi kan lære af Pia Arke.

Læs fx dette: ”Jeg tror, at når man har haft sin tidligere barndom med et andet sprog omkring sig, vil man altid kunne forstå meningen med, hvad der bliver sagt, selvom man ikke forstår ordene. Omvendt kan man som voksen lære at tale et sprog og forstå alle ordene, uden nogensinde rigtigt at forstå meningen. Pia Arke forstod østgrønlandsk, selvom hun ikke kunne tale det”.

Der eksisterer den samme skelnen mellem videnskabens og kartografiens beskrivelse af landskabet og de lokale folks navngivning og tilskrivning af mening til landet.

Pia Arke benytter begrebet etnoæstetik til at beskrive sit blik fra et tredje sted. Det vil sige at se på ’vesten’ udefra. Etnoæstetikken placerer sig mellem anti-kolonial kulturkamp og poststrukturalistisk fornuft-kritik. Udfordringen er: For at kunne kritisere ’vesten’ udefra kræver det, at der findes et sted udenfor. Pia Arke anfører i bogen ”Etnoæstetik”, at det fortrængte forbliver fortrængt, uanset hvor meget man er opmærksom på fortrængningerne. Derfor er dette tredje perspektiv en nødvendighed – især for dem, der hverken tilhører ’vesten’ (det etnografiske subjekt) eller de udgrænsede (det etnografiske objekt).

Pia Arke (1958 – 2007) stod med et ben i forskellige kulturer, og brugte begrebet ‘etnoæstetik’ til at beskrive sit eksterne blik på mødet mellem kolonimagt og koloniseret. Foto: Wiki Commons

Kvinder i kunsten

Pia Arke er også med i Statens Museums for Kunsts udstilling om kunstens kvinder. Udstillingen tager udgangspunkt i 1970erne og rødstrømpebevægelsen, og den forsøger at vise – hvordan kvinder gennem de seneste 100 år har brugt kunsten til at skabe forandring i verden. Dette afsæt i 1970erne politiske kunst lægger et stort fokus på eksplicit agiterende kunst. Der er også eksempler fra tidligere i århundredet, fx Käthe Kollwitz’ ”Nie wieder krieg! (Aldrig mere krig!)” fra 1924, og Hannah Ryggens vævede værker fra 1940erne. Udstillingen har et stort fokus på det narrative, de politiske budskaber og aktivisme, mens det kunstneriske udtryk og det æstetiske er mere underspillet.

Mange af værkernes temaer er lige så aktuelle nu som dengang, mens udstillingen er mere tavs om fremtiden for politisk kunst. Udstillingen indeholder også enkelte nyere værker, der alle sammen handler om kolonialisme, fx La Vaughn Belle og Jeanette Ehlers’ værk Queen Mary. Men også andre nutidige værker, som beskæftiger sig med, hvordan luftrummet og anden global infrastruktur fortsat er organiseret langs koloniale linjer. Hele den vigtige udstilling kan ses året ud på museet i Nordsjælland.


Om skribenten

Morten Ranum

Morten Ranum

Digter og forfatter. Anmelder kunst og kultur på Solidaritet, og laver interviews med kunstnere med særligt fokus på sociale og kulturelle forhold i det østlige og sydlige Afrika. Han har tidligere boet i Uganda, og opholder sig for tiden 3-4 måneder om året i Sydafrika. Læs mere