Anmeldelse: Stærke essays om vrede

For ca. 1½ år siden udkom for første gang en oversættelse af Audre Lorde’s digte med titlen ”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder”.  Ved den lejlighed anmeldte Vibeke Nielsen bogen for Solidaritet. Den anmeldelse kan med fordel genlæses som en introduktion til Audre Lorde og hendes forfatterskab.

Den britiske avis The Guardian har kaldt Audre Lorde ”en kendsgerning”. Måske fordi hun er en nødvendig stemme i debatten om race og sorthed. Hun udmærker sig ved at hæve sig op over de almindelige, identitetspolitiske trækasserier. I min egen anmeldelse af hendes digte forrige år skrev jeg, at hun insisterer på at skrive om sine egne, specifikke erfaringer, men hun ekskluderer ingen.

Derfor kan det alligevel godt være, at der er nogle hvide kvinder, som kommer til at føle sig udenfor, når de læser Lordes essays – fordi de så direkte handler om en sort og lesbisk kvindes erfaring.

Vrede som anti-racisme

I den aktuelle udgivelse er der oversat ca. halvdelen af essayene fra samlingen ”Sister Outsider”. Jeg vil koncentrere mig om det første og det sidste af essayene, fordi de forekommer mest relevante for den danske debat, mens de mellemliggende essays mest har dokumentarisk værdi og bekriver vilkårene for sorte kvinder i USA.

Det afsluttende essay handler om vrede, og her insisterer Audre Lorde på sin ret til at være vred og rasende. Hun fortæller, hvordan hvide kvinder ofte tager afstand, fordi de synes, at det er for hårdt og voldsomt, og de synes, det modarbejder deres skyldfølelse over den racisme, sorte kvinder bliver udsat for. Men Lorde’s pointe er, at raseri er en naturlig reaktion over for uretfærdighed – og derfor skal man ikke føle skyld over sin vrede, men derimod lade den komme til fri udfoldelse.

Formelt set burde jeg som hvid mand opvokset i en dansk middelklasse ikke forstå meget af, hvad Audre Lorde taler om, men jeg tror hendes diskussion af vrede rækker langt ud over en sort, lesbisk kvindes erfaring. Enhver som afviger fra det normale, ordinære og middelmådige vil kunne lære noget af Audre Lorde, fordi det handler at være afskrevet, tilsidesat og afvist. Da jeg voksede op, blev jeg ofte beskyldt for at være en vred ung mand, og det var aldrig et kompliment. Jeg fik besked på at lade være. Alle voldsomme følelsesmæssige udtryk var uvelkomne. Også i en moden alder bliver jeg ofte kaldt den vrede mand, ikke kun den vrede mand fra Tranquebar Boghandel, men den vrede mand mange forskellige steder. Heller ikke det er venligt ment. Derimod er det en stigmatisering og et forsøg på at destruere min tilstedeværelse.

“Enhver som afviger fra det normale, ordinære og middelmådige vil kunne lære noget af Audre Lorde, fordi det handler at være afskrevet, tilsidesat og afvist.”

”Det er ikke andre kvinders vrede, der ødelægger os, men at vi nægter at stå stille og lytte til vredens rytmer, lære af den, sætte os ud over den måde, hvorpå den udtrykkes, bevæge os hen til substansen for at udnytte vreden som en vigtig kilde til empowerment.” (Brug af vrede: Kvinder der reagerer på racisme)

Jeg forsøger ikke at formindske Lorde’s vrede med min generalisering. De mange kvinder, der racialiseres som ikke-hvide, udtrykker en smerte, der er meget større og dybere end min, men det er ikke nogen modsætning. Det drejer sig derimod om at omfavne hinandens vrede og bruge den til at bekæmpe uretfærdighed. Mange mennesker vil måske sige, at voldsomme følelser skræmmer andre væk og gør dem til fjender. Men nogle gange har vi brug for at blive skræmt eller påvirket kraftfuldt for at vække os fra det hukommelsestab, som vores privilegier medfører. Den amerikanske digter Elisa Gonzalez skriver i sit digt om privilegium: ”Privilegie er en aggressiv form for hukommelsestab”.

Digtets nødvendighed

Audre Lordes digte er måske mere interessante end hendes essays for et dansk publikum – med mindre man er meget bekendt med raceproblemstillinger i enten USA eller Sydafrika.

I den første af de oversatte essays forholder Lorde sig netop eksplicit til digtning og poesi. Her siger hun, at ”poesi ikke er en luksus”. Tværtimod er poesi en nødvendighed for at kunne overleve som menneske, for at kunne blive menneskelig. Den form for poesi, der her er tale om, er ikke en stilistisk leg med ord eller harmløse rim, men Lorde opfatter derimod poesi som knyttet til levet erfaring. I et digt har vi mulighed for at sætte sprog på de erfaringer, som ellers ikke kan komme til udtryk, eller som bliver undertrykt eller tilsidesat i samfundet – det gælder også de følelser, som vi kan mærke er der, men endnu ikke er bevidste om eksistensen af, og derfor ikke kan tale om. Digtet besidder således en revolutionær kraft, men et digt er ikke en uniform eller et geværløb. Digtene oplyser og udskiller vores erfaring, sådan at vi kan forstå og forholde os til dem, Det sker med en konkret skrøbelighed og intimitet, som giver os modet og kraften til at jage frygten på porten, som ellers styrer vores livsførelse og gør os tavse.

Tavsheden kan du ikke bruge til noget, og derfor må du transformere din tavse vrede – det indre raseri som bringer dig lidelse – til en bevidst, sproglig artikuleret smerte, som kan blive grundstof for handling. Det er ikke nogen luksus – og kun poesien kan ledsage dig på den radikale vandring mod frigørelse, fordi kun den ”..er på forkant med vores bevægelser mod forandring..”. ”Vores digte udtrykker vores selverkendelser, hvad vi føler og tør realisere.. (..).., vores frygt, håb og mægtigste rædsler”.

Der er ingen ærlige digte om døde kvinder er udgivet på OVO press.

Din tavshed kan ikke beskytte dig er udgivet på Forlaget Mindscape.