Der er ingen ærlige digte om døde kvinder

Den afroamerikanske digter med rødder i Caribien, Audre Lorde (1934-1992), har med ”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” nu 27 år efter sin død endelig fået oversat et udvalg af digte til dansk. Digteren Shadi Angelina Bazeghi har rollen som redaktør, oversætter og formidler. Hendes digtudvalg er fra den modne del af Audre Lordes forfatterskab, der spænder fra 1974 til 1992. Hun har i tilgift skrevet et efterord – og stod for præsentation og oplæsning af nogle af de nye oversættelser ved bogens lancering i Filmhuset, midt i maj. Her blev en anbefalelsesværdig film om Audre Lordes år i Berlin vist, hvor også den betydning, som hendes person, tanker og digtning har haft for fremvæksten af selvbevidste afro-tyske miljøer tematiseres. Med film og oplæsning blev bogen sendt rigtig flot af sted.

Audre Lorde debuterede som 16-årig i tidsskrifter, men fik først udgivet en digtsamling – ”The first cities” i USA i 1968. Hun skrev sig ind i en generation hvor “det personlige er det politiske”, og var aktiv i venstreorienterede miljøer for kvinders, sortes, fattiges og homoseksuelles befrielse. Hun var uddannet litterat, og delte sine undertrykkelseserfaringer på en fuldkommen frygt- og hudløs måde. Samtidig formidlede hun sin viden bredt i blandt andet essays om forbindelsen mellem følelser, politik og digtning. De rækker langt ud over den simple forståelse, at digte er politiske, hvis de handler om politiske begivenheder af den type, man kan læse om i aviserne. Hele forfatterskabet – også de digte, der ikke har en udtalt politisk dagsorden – er i virkeligheden politisk.

Hendes essays kan berige læsningen af digtene. Man kan med fordel starte med essayet ”Poetry is not a luxury” fra essaysamlingen ”Sister Outsider”. Selve dét at føle og skrive digte er i sig selv en politisk protest, da det er at nægte at knæle for de undertrykkende strukturer:

”For within living structures defined by profit, by linear power, by institutional dehumanization, our feelings were not meant to survive. Kept around as unavoidable adjuncts or pleasant pastimes, our feelings were expected to kneel to thought as women were expected to kneel to men. But women have survived. As poets.”

Den politiske udvælgelse

”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” giver en lille rundtur i forfatterskabet. Det virker som om, at man har forsøgt at gå lidt ‘pædagogisk’ til værks i udvælgelsen, hvor man har foretrukket de mere simple og eksplicit politiske digte. Mange digte taler direkte om konkrete historiske begivenheder eller kendte personer. De kræver ikke et forkundskab af læseren for at være umiddelbart forståelige, hvor andre, udeladte dele af forfatterskabet er rigere på metaforer, mytologisk stof og personlige referencer.

Shadi Angelina Bazeghis efterord lader desværre læseren stå lidt alene med sine overvejelser om, hvorfor digtene er udvalgt, og helheden er tilrettelagt sådan. Det er en skam, da udvalg og rækkefølge naturligvis farver læserens opfattelse af forfatterskabet og det enkelte digt. En redaktør og oversætter vil nødvendigvis altid præge førstehåndsindtrykket af et fjernt forfatterskab fra et helt andet land, som folk ikke kender. Der er små knaster, fordi oversætteren og redaktøren ikke rigtig træder i karakter og viser sin egen politiske intention med digtudvalg og ordvalg, så det står klart, hvad hun vil med sin formidling. Alt er politisk – også litteraturformidlingen.

Opsamlingsværket Chosen poems : Old and new (1982) var eksempelvis struktureret kronologisk med årstalsangivelse under hvert digt. Den blev udgivet samme år som Audre Lordes selvbiografiske – eller med Lordes egne ord – “biomytografiske” tekster i Zami : Or a new spelling of my name. Man kunne således læse prosafortællingen om hendes liv, sideløbende med de digte, hun skrev i de år, som fortællingen henviser til. I Chosen poems havde man desuden bevidst fravalgt at plukke fra samlingen “The Black Unicorn”, da denne samling blev betragtet som et helstøbt værk, hvor der blev arbejdet med en sammenhængende afrikansk mytologi. I “Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” er digtene ordnet på en anden måde, men intentionen med nyordningen er uigennemskuelig. Og digte fra “The Black Unicorn” er taget ud af værket, og sat ind i denne nye kontekst. Hvorfor? Viljen er sikkert den bedste, men hensigten er uklar.

Nation, revolution, kvinder, mænd, sorte, hvide og vold – meget vold – er genkommende emner i de udvalgte digte, hvor kærlighed og seksualitet ikke får så meget opmærksomhed, som i den fravalgte del af forfatterskabet. Mange af de valgte digte forekommer umiddelbart ligetil, men rummer dybe konflikter, som man ikke bliver færdig med, og har en ambivalens eller multivalens, som sikkert har gjort Audre Lorde uegnet som partisoldat eller propagandaminister. Til gengæld giver digtene kunstnerisk kvalitet, og kan gøre dem relevante at læse for alle, igen og igen.

Et karakteristisk eksempel på de meget direkte digte i samlingen er digtet “200 års jubilæumsdigt #21.000.000” om befrielsen af Frankrig, sidst i 2. verdenskrig.:

Den form for historieskrivning, der er dominerende i den vestlige verden i dag – inklusiv venstrefløjens historieskrivning – har stadig sin rod i den nationale opbygning fra slutningen af 1700-tallet og frem, og den fælles fortælling, som blev konstrueret om et land, der er “vores”. Det “vi” inkluderer ikke Audrey Lorde, hvilket udtrykkes kontant.

Hun siger ikke blot noget om følelsen af hjemløshed hos USA’s sorte befolkning i kraft af deres historie, men også på subtil vis noget om den europæiske nationalisme og racisme som et vedvarende problem. Den sluttede ikke med ‘befrielsen’ fra den tyske besættelse under 2. verdenskrig. Lorde siger samtidig noget indirekte om franskmændenes historiske rolle i koloniseringen af Afrika, som er paradoksal, set i forhold til landets selvforståelse, og den affødte historieskrivning om revolution og frihedsidealer. 

Da Audre Lorde i PR-materialer ofte præsenteres som ”digter, mor, kriger, sort og lesbisk”, kunne nogle læsere måske få den tossede og fordomsfulde tanke, at hendes digte er båret af skråsikre delinger af verden i enkle entydige modsætninger, som er kendetegnende for de mest firkantede identitetspolitiske projekter på begge fløje. Den kunstige ro, man finder ved at tro, at man kan skelne en trussel fra en ven på kønnet eller hudfarven, giver Audre Lordes digte imidlertid ikke adgang til.

Det er så udtalt, at nogle ser hendes digtning som en forløber for det, der siden hen kom til at gå under betegnelsen intersektionalitet, der kort fortalt dækker over en opfattelse af, at undertrykkelser er vævet sammen og findes i et krydsfelt, og at det derfor kræver en nærmere analyse af magtrelationer over forskellige akser at se, hvem der er undertrykt, og hvad undertrykkelsen består i.

Audre Lorde og den politiske samtid

Audre Lordes livsværk var også identitetspolitisk, men måske på en anden måde end dele af de identitetspolitiske miljøer er i dag. Politisk og kunstnerisk red hun med på bølger, som også prægede Danmark i hendes samtid. Nogle af de kønspolitisk organiserede tog hende for eksempel til sig. Hun optrådte her i landet med digte og en efterfølgende talk ved en international festival for kvindelige kunstnere i 1980, som fandt sted i forbindelse med FN’s Kvindekonference i København med 8000 deltagere. Hendes værker, såvel som værker inspireret af hende, findes i danske bevægelsesbiblioteker og forskningsbiblioteker. Man kan blandt andet finde dem i Kvindehusets bibliotek, som repræsenterer Rødstrømpebevægelsens første bogsamling, og LGBT-biblioteket, der tilhører LGBT-Danmark.

I “Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” er der også antydninger af, at en del af formålet med at udgive hendes digte netop nu, er at tale til bevægelserne. Men de vigtige afrikanske referencer og deres forbindelse til det personlige, det politiske og det kunstneriske tydeliggøres ikke rigtigt. Det er en udfordring for formidlingen her i landet, at de afroamerikanske (og afro-tyske) bevægelsers bevidstgørelseshistorie, som knytter sig til udviklingen af de afrikanske elementer i hendes digtning, tilsyneladende er gået i glemmebogen. Det hænger måske sammen med, at der ikke var nogen afro-danske bevægelser, da hun levede. Disse perspektiver kunne måske gavne nutidens antiracistiske, antikoloniale (postkoloniale?) og identitetspolitiske miljøers arbejde.

Til gengæld forbindes det antiracistiske element i bogen med nutidens antiracistiske politik på en måde, der ikke alle steder er lige heldig. Midt i min begejstring over, at Lordes digte endelig kommer på dansk, er jeg derfor nødt til at være kritisk på et punkt: I balancegangen mellem en formidling, der er loyal over for forlægget, og samtidig kommer nutiden i møde, tipper formidlingen lidt til en side, hvor nutidens politiske bølger og  sprogbrug farver oversættelsen i et omfang, der ikke er helt kunstnerisk og politisk forsvarligt. Det hælder mod en prægning, hvor der klippes en tå, måske for at gøre nogle bestemte danske politiske miljøer glade, ved at bruge deres politiske begreber.

Et udtalt eksempel findes i forskellen på det oprindelige digt til Eleanor Bumpurs, For The Record, og den oversatte udgave, For Eftertiden:

Oversættelsen lyder:

Jeg lever med, at titlen ikke rigtigt rummer forlæggets sproglige spil: ”For the record” rummer mange medbetydninger: ”For en god ordens skyld” og ”Til referat”, som om det var en officiel bekendtgørelse af noget, som skal noteres.

Langt mere problematisk er imidlertid den farvning, som det stærkt politiserende udtryk ‘racialiserede’ giver, når det pludselig introduceres i et digt, der bruger farvespil metaforisk. De ”blege” kan også være ”blege”, fordi de er rædselsslagne eller døde. Derfor ville det ikke have givet mening at oversætte “pale” til “hvid”. På samme måde er det kunstnerisk og politisk forfladigende at reducere ”colored” til ”racialiseret”. Det griber ind i metaforikken, og er i mine øjne en forkert prioritering, der må anskues som en samtidspolitisk konsekvens.

Til trods for denne indvending, er “Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” en god smagsprøve på et forfatterskab, der i dag er næsten ukendt her i landet, uden for nogle snævre miljøer. Om Lordes forfatterskab er rigtig relevant for nutidens politiske bevægelser her, eller det primært har historisk interesse, kan man dog først vurdere, når en større del af forfatterskabet er oversat og formidlet.

Der er ingen ærlige digte om døde kvinder kan købes på forlagets hjemmeside