Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. marts. 2022

Anmeldelse: Leila Slimani lever ikke op til eget niveau i sin nyeste roman

Leila Slimani skruer oftest forventningerne helt i vejret. Den fransk-marokkanske stjerneforfatter skriver betagende, og er sjældent bange for at give sin læser et udfordrende los i skridtet. Af samme grund er hendes seneste roman, De Andres Land en smule skuffende.

Leila Slimani har skrevet flere prisvindende bøger, og har også arbejdet som journalist med bl.a. at dække Det Arabiske Forår. Foto: Stephane Cardinale

Leila Slimani er datter af en fransk-algiersk mor og marokkansk far. Hun er opvokset i Marokko, men er nu bosiddende i Frankrig.

I 2014 udgav hun ’Adele’, der fik stor opmærksomhed både på grund af temaet sexafhængighed og sproget. I 2016 udgav hun ’Vuggevise’, der gjorde hende til en litterær stjerne. Her undersøger hun forholdet mellem prekariatet og overklassen, eksemplificeret ved en barnepige og en fransk overklassefamilie. Det gør hun med en skarp indsigt i sociale forhold og dynamikker, der kan skubbe den enkelte ud over afgrunden i forsøget på at holde sammen på både sig selv og alt det andet.

Leila Slimani er på ingen tid blevet en litterær verdensstjerne, der i sine bøger tager læseren med til hengemte, ikke-fortalte steder i vores samfund, hvor man som læser kan opdage dybder og forviklinger i mennesket og i samfundet. Hendes fortællinger og indsigter lagrer sig i læseren som et mere eller mindre behageligt minde.

Hun er den slags forfatter, der ikke er bleg for at give sin læser et ordentligt los i skridtet, og derefter udfordrende spørge: ”Og hvad tænker du så om dét?”, mens man som læser stadig sunder sig over smerten fra ordene og tankerne, de sætter i gang.

Så selvfølgelig skulle jeg læse Leila Slimanis nye, stort anlagte slægtsroman, der tager udgangspunkt i hendes egen fransk-marokkanske familiehistorie, og som primært foregår i Marokko. Det er ikke tit at man som læser i det globale nord får mulighed for at krydse grænsen til det globale syd.

Men her er vi altså. Sammen med Mathilde, en fransk kvinde der under 2. Verdenskrig får øje på den smukke marokkanske soldat, Amine. De forelsker sig, og efter krigens afslutning vælger hun at stikke af fra den franske konformitet og de patriarkalske øjne, der hviler på hendes handlinger – og flytte ned til Amine. Han har overtaget slægtsgården uden for lands lov og ret, men hvor det – han troede ville være gode dyrkningsforhold – viser sig at være den stenede jord, som de franske kolonialister var for dovne til selv at opdyrke og derfor overlod til lokalbefolkningen. Hvad Amine havde håbet ville blive en let fremtid, bliver dermed en fremtid, der er lige så hård som den stenede undergrund, der skal give den lille familie deres daglige brød.

Snart får de to børn, en dreng og en pige, og mens Mathilde kæmper med børneopdragelse og sin egen rolle i et muslimsk samfund, kæmper Amine for at gøre jorden frugtbar nok til, at den kan skabe en eller anden form for overskud.

Amine har valgt, at familien skulle leve isoleret fra det øvrige samfund; et valg, som Mathilde ikke er enig i. Hun savner følelsen af storby og kontakt til andre mennesker, savner at komme væk fra sliddet, om end bare for en stund, og hun savner muligheden for at kunne glemme sig selv i menneskemængder og farver og lyde, der for en stund kan opsluge eksistentielle spørgsmål og økonomiske problemer.

Snart er deres ældste barn klar til at komme i skole, hvilket er noget hun for alt i verden ønsker at undgå. For ikke nok med, at hun kommer fra en fransk-marokkansk familie, hvilket i sig selv er mærkeligt, men hun bor også på en fattig gård langt væk fra byen og klæder sig i det tøj, som Mathilde syr til hende. Allerede fra første skoledag er hun den, de andre ikke leger med, hvilket er et forhold hun holder for sig selv, fordi hun ikke ønsker at gøre sine forældre unødigt bekymrede.

Parallelle historier uden sammenhæng

Der er mange retninger, denne roman kunne være stukket i, som kunne være interessante. Slimani kunne skrive om kulturmødet, om forholdet mellem Mathilde og Amine, om den gryende konflikt mellem Frankrig og Marokko, om fattigdom, om at være fransk oprørsk kvinde i Marokko i 1950-erne. Men det gør hun ikke. Ikke sådan rigtigt, i hvert fald. I det hele taget virker det som om at Slimani har glemt, hvorfor hun synes at hendes slægtshistorie er interessant. Eller også er hun så meget inde i sin egen historie, at hun glemmer at fortælle den til os andre. Hun tager for givet, at vi som læsere er med.

“Man får et indtryk af en roman, som er snik-snak. En god fortælling, som aldrig helt tager sig selv seriøst.”

Men jeg er ikke med, når hun optegner en konflikt mellem Marokko, Frankrig og europæerne, for jeg forstår ikke grundlaget for  skillelinjen mellem Frankrig og europæere. Den må jo være afgørende, siden hun nævner den, men hun ulejliger sig ikke med at fortælle, hvilke forhold der gør den afgørende. Sådan er det desværre gennem meget af bogen. Der etableres aldrig en ordentlig relation mellem personerne i bogen. De eksisterer som parallelle verdener i forhold til hinanden, dog med enkelte bump her og der – men uden at Slimani gider at sætte sig ind i, eller sætte os ind i, hvordan de påvirker hinandens liv. De er trods alt en familie. Men de fungerer mest som parallelle historier. Det er mærkeligt.

Det er også mærkeligt, når Slimani mange steder i romanen sprogligt bygger op til en konflikt eller en sammenhæng mellem begivenheder, dog uden at bruge det til noget. Mathilde sender breve hjem til sin familie, hvori hun meget pyntet beretter om det storslåede liv, hun lever i Marokko. Om det konstaterer fortælleren, at Mathilde aldrig havde forestillet sig, at hendes familie ville komme og besøge hende. Som læser forventer jeg så, at hendes familie så rent faktisk vil komme at besøge hende – og afsløre hende i hendes løgn, men nej. Det skal åbenbart bare læses som en konstatering. Men det ved man som læser allerede, for Mathilde ville jo ikke lyve, hvis ikke hun troede, at hun ville kunne slippe afsted med det. Ikke fordi det er vigtigt, men det er irriterende.

I et andet tilfælde indleder Slimani et kapitel med at beskrive den forfærdelige kulde, hvorefter hun beskriver, hvordan svigermoderen er blevet alvorligt syg. Som læser forventer jeg så, at der må være en kobling mellem kulde og sygdom, og at kulden vil besværliggøre helbredelsen af den syge, men nej. Ingen kobling. Bare løse observationer. Og ret irriterende.

Afkoblet fortælling lever ikke op til forgængerne

Man efterlades med indtrykket af en roman, som er snik-snak. En god fortælling, som aldrig helt tager sig selv seriøst. Bevares, der er både optakt til borgerkrig, konflikter mellem brødre om, hvordan man skal placere sig i krigen, søskendekonflikt som følge af faderens død og fordeling af arv. Men aldrig noget der sådan for alvor bliver udfoldet og gjort til andet end bare et øjebliksbillede i en lang række af øjebliksbilleder.

“Når forfatteren er Leila Slimani, forventer man sig mere. Mere dybde. Mere indsigt. Flere refleksioner. Og en forfatter, der tager sine karakterer alvorligt.”

Som da Mathildes far dør og hun må tilbage til Frankrig. Her, tilbage i den franske storby, genopdager hun glæden ved det liv, som hun efterlod, og på trods af, at hun har to små børn og en mand i Marokko, er hun på tærsklen til aldrig at vende tilbage. Kun tilfældigheder afholder hende fra at vende tilbage til familien. Og da hun endelig er tilbage i Marokko og ser sine børn og senere igen slider og slæber og kæmper for overlevelse og skændes med sin mand, tænker hun aldrig tilbage på det valg hun tog og det liv hun kunne have fået, hvis hun havde valgt anderledes.

Og det er sigende for romanen. Den virker afkoblet fra, hvad den egentlig gerne vil fortælle. Ærligt talt forstår jeg ikke helt, hvorfor man skal læse den. Romanen er ganske udmærket, men når forfatteren er Leila Slimani forventer man sig mere. Mere dybde. Mere indsigt. Flere refleksioner. Og en forfatter, der tager sine karakterer alvorligt.

Leila Slimani: De Andres Land. Gyldendal, 2022. 352 sider, vejl. pris 249 kr.


Om skribenten

Maria Nielsen

Maria Nielsen

Kulturanmelder på Solidaritet. Uddannet folkeskolelærer, og læser dansk og kultur-og sprogmødestudier på RUC. Læs mere