Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
5. september. 2021

Anmeldelse: Maskinen spytter pædagoger ud på samlebånd

Bogen God og dårlig pædagoguddannelse er et manifest for den gode pædagoguddannelse – og et uhyggeligt vidnesbyrd om, hvordan den aktuelle opbygning af uddannelsen i stedet er organiseret som en nøje tilrettelagt pædagogmaskine.

Pædagog-uddannelsen er blevet en samlebåndsfabrik. Ny bog om pædagogik peger på en anden retning. Illustration: Peter Møller – Tegn Levende

I den nye, velskrevne antologi om landets største videregående uddannelse, giver 16 pædagogik-kyndige forskere og undervisere deres bud på, hvad god og dårlig pædagoguddannelse er. Den nuværende pædagoguddannelse er aktuelt under kritik – en kritik som både går på uddannelsens fragmenterede og modul-organiserede opbygning, dens uddannelse af pædagoger med utilstrækkelig pædagogisk faglighed og dens overakademiserede tilgang.

Pædagoguddannelsen står muligvis over for en kommende reform. Det bringer forskellige interessenter til truget, som ønsker at komme til orde med deres bud på, hvordan de kommende færdiguddannede pædagoger skal se ud. Pædagoguddannelsen er blevet en ”politisk kampplads, hvor forskellige interessenter har kæmpet om at indholdsbestemme loven og læreplanen”, som ph.d. og docent ved UCL, Christina Haandbæk Schmidt, skriver i et kapitel.

Derfor vil bogen nu – i et ønske om at komme med et modsvar til den lange ønskeliste af politiske og erhvervsmæssigt styrede interesser – lade forskere og undervisere med kendskab til uddannelsen beskrive nogle af de spændingsfelter, som præger uddannelsen af pædagoger.

Disse problematikker skal vise sig at være vidnesbyrd om forhold i uddannelsen, som “en ny bekendtgørelse ikke vil kunne komme udover, og som vi ikke kan komme af med – uanset hvordan en ny reform ser ud, eller hvilke af de mange ønskelister der realiseres”, som bogens redaktører skriver i den indledende tekst.

Historien om en broget uddannelse

I bogens første kapitel giver seniorforsker Karsten Tuft et historisk rids af, hvordan pædagoguddannelsens indhold og mål er foregået gennem et samspil mellem samfund og stat. Fra børnehavepædagog-uddannelsens udvikling i 1885, op gennem fritidspædagog-uddannelsens opkomst i løbet af 1920’erne – frem til sammenlægningen af børnehave-, fritids- og socialpædagog-uddannelserne til én fælles uddannelse i 1992. Sammen med fortsatte beskæringer i undervisnings-timetallet gør den bredt nuancerede faglige kunnen, som nu skal kunne indeholdes i en snæver sammenhæng, at uddannelsens indhold hober sig op til en uoverstigelig samling af fagformål. Pædagoguddannelsen er således blevet broget – med både børnehave- og fritidspædagogikken, socialpædagogikkens arbejde med fx mennesker med nedsat funktionsevne, arbejde med udsatte og anbragte børn og unge og misbrugsproblematikker – og alt dette presses ind i et uddannelsesforløb på tre og et halvt år.

Med de to efterfølgende reformer af pædagoguddannelsen – fra 2007 og senest den gældende fra 2014 – er den politiske styring af uddannelsen kun blevet mere intensiveret. Politiske interesser i, hvordan pædagoger uddannes, sætter i høj grad dagsordenen for uddannelsens organisering. Som Jan Jaap Rothuizen – ph.d. i pædagogisk filosofi og forskningsleder og docent ved VIA UC – skriver i kapitlet ’Mellem styring og pædagogik’, så er pædagogik ”taget ud af ligningen, og hypotesen er, at det er sket som et led i en affortryllelsesproces, hvor værdirationalet sættes til side til fordel for målrationalet”.

Fra pædagogik til markedslogik

Og hvilket målrationale er det så? Det er markedslogikkernes rationaler. Uddannelsen er domineret af et system, hvor definerede læringsmål beskriver, hvilke kompetencer de studerende bør udstyres med i forhold til det arbejdsmarked, de uddannes til. Dette kompetencebaserede outcome-system kan gennem kompetence-, videns- og færdigheds-mål meget nøje designe dets kommende produkter: pædagoger.

Disse ”stilrene læringsfabrikker”, som ph.d. i videnskabshistorie og lektor på ved Pædagoguddannelsen i Aabenraa, Hans Henrik Hjermitslev, meget rammende kalder de store professionshøjskoler – blandt andet campusserne i København og Århus – kommer til at fremstå som fabrikker, der i et fremstiller produkter med professionsrelevante kompetencer. Pædagoguddannelsen ender altså med at fokusere på, hvad den uddannede pædagog skal kunne – og ikke på, hvem hun eller han skal være.

“Mange studerende må tænke kreativt, og dokumentere ”viden om og kompetencer i” at indføre både inkluderende, forældresamarbejdende, tværprofessionelle, bæredygtige og hygiejniske aspekter i én og samme aktivitet. Det kunne fx være at spille Pokémonkort eller bygge LEGO.”

Som om det ikke var slemt nok, at kompetencemål-styringen sætter sig tungt på uddannelsens indhold, og søger at styre de studerendes læring i en markedsorienteret retning, problematiserer den om muligt endnu mere pædagoguddannelsens praktik. Som lektor og praktikkoordinator ved Institut for Pædagoguddannelse ved Københavns Professionshøjskole, Birgitte Højberg, siger i et skarpt kapitel om målstyringen og den fagpersonlige dannelse i praktikken, eksisterer praktikken særligt i en uforudsigelig, kompleks pædagogisk kontekst.

Her bliver lange udfyldningsformularer, bestående af praktikkens mange læringsmål – som den studerende nøje må efterfølge og udfylde – styrende for den studerendes aktiviteter og handling i praksis. Derfor må mange studerende tænke kreativt, og dokumentere ”viden om og kompetencer i” at indføre både inkluderende, forældresamarbejdende, tværprofessionelle, bæredygtige og hygiejniske aspekter i én og samme aktivitet. Det kunne fx være at spille Pokémon-kort eller bygge LEGO.

Mellemværender

Samtlige 18 kapitler i bogen handler om forhold ”mellem” det ene og det andet. Der bliver undersøgt alt mellem viden og handling, mellem person og profession, mellem håndværk og akademi og mellem krop og hoved. Men som lektor og associate professor ved DPU, Steen Nepper Larsen, fastslår i et af bogens mere drømmende, spekulative og filosoferende kapitler, holder forestillingen om, at mennesket skulle være adskilt fra verden, ikke ved nærmere eftersyn. Hverken bevidsthed eller rationel tænkning kan adskilles fra materien, kroppen og den omgivende natur – lige så vel som teoretiserende og analytiske tilgange til pædagogikken ikke kan adskilles fra den handlende praksis. Viden kan ikke afgrænses fra handling, håndværk ikke fra teori – og personen kan ikke adskilles fra professionen.

Nepper Larsen pointerer, at vi i år 2021 lever i slipstrømmen af stærke tankekonstruktioner, som cementerer en dualisme mellem res cogitans, det tænkende, og res extensa, det materielle. Disse distinktioner er levn fra den franske oplysningsfilosof René Descartes’ (1596 –1650) skelnen mellem sjæl og legeme.

Gråzoner

Hvad findes der så mellem disse forskellige aspekter af pædagogikken og pædagoguddannelsen? Hvad findes der mellem krop og hoved? – Halsen? Nej, det kan da ikke være så lige til. Og så alligevel. Mange af kapitlernes svar findes nemlig i det mellemværende – dette tomme, endnu ikke afsøgte rum, mellemrummet. Det er gråzoner, som konstant må afsøges, alt efter hvordan den pågældende situation og kontekst byder det. Det er dårligt nyt for den politisk målstyrede organisering af pædagoguddannelsen. For her hersker markedslogikken og den bureaukratiske kontrol, som sigter efter resultatstyring og vished om, præcist hvilket produkt og hvilken vare ”fabrikkerne” uddanner.

Bogen demonstrerer det værste og det bedste ved pædagoguddannelsen. ”At der hele tiden er lidt mere af ’det bedste’ end af ’det værste’ er bedst” skriver Søren Ulrik Thomsen i digtsamlingen Det værste og det bedste. Thomsens digtsamling rummer 21 digte, hvoraf de 11 har ”det bedste” som udgangspunkt. Det sætter ”det værste” i undertal. Ligeledes er God og dårlig pædagoguddannelse et manifest for den gode pædagoguddannelse, der med en række værdimæssige nedslag vil forsøge at trække pædagoguddannelsen i ”en anden retning end den eksisterende bekendtgørelse”.

Hans Henrik Hjermitslev, Bo Morthorst Rasmussen & Line Togsverd (red.): God og dårlig pædagoguddannelse. Forlaget DPP; 222 sider; vejl. pris 180 kr.


Om skribenten

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Cand.pæd i pædagogisk antropologi og uddannet pædagog. Opvokset og bosat på Nørrebro. Medlem af Baggrund- og Debatredaktionen på Solidaritet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER