Anmeldelse: Morderen bag Kremls mure

Der er gennem årene skrevet utallige bøger om Vladimir Putin og Rusland. Antallet er bestemt ikke blevet mindre efter Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022.

Inden da blev Rusland og Putin omtalt på en ganske anden måde. Dengang var det normalt at udtrykke sine forståelse for dele af Ruslands udenrigspolitik og landets kritik af NATOs udvidelser op til Ruslands grænser, for eksempel. Det var ikke unormalt at forstå Ruslands kritik af Vestens støtte til de såkaldte farverevolutioner i Ruslands nabolande. Dengang ønskede Sverige og Finland ikke optagelse i NATO, og mange i Ukraine var villige til at føre en neutral sikkerhedspolitik.

Det er ikke holdningen hos denne bogs forfatter. Som titlen antyder, er John Sweeney nærmere hardliner end ”Russland-Versteher” for nu at bruge den tyske betegnelse. John Sweeney er krigskorrespondent – og en særdeles aktiv en af slagsen. Forfatterens oplevelser i felten og hans egne betragtninger gennemsyrer bogen lige så meget som hans interviews med forskellige folk. Sweeney er en temperamentsfuld herre, og det kan man mærke under læsningen.

”Morderen bag Kremls mure”, som bogen hedder, er 272 sider lang, men omfanget taget i betragtning kommer den vidt omkring.

Gangster, psykopat, morder

Bøger om Rusland vil uundgåeligt omhandle Putins regime, Putins person og Putins politik. Som antydet ovenfor er forfatteren alt andet end objektiv. Sweeney lægger mere vægt på personen Putin end de fleste andre forfattere.

Undervejs i bogen omtales Putin på skift som morder, leder af en terrorstat, gangster, krigsforbryder, psykopat, seriemorder, paranoid og professionel løgner. Det diskuteres sågar, om Putin mon også kan have været pædofil.

Biografier om statsledere har altid i et vist omfang fokuseret på hovedpersonernes psykiske egenskaber. Dog sjældent i samme omfang som Sweeney gør i denne bog. Selv har jeg lige (gen)læst den britiske historiker AJP Taylors biografi om Bismarck fra 1999. Her forbigås Bismarcks psykiske egenskaber og helbredsproblemer bestemt ikke.

Det er naturligt, at Putins psyke fylder meget i bogen, og Sweeney fortæller også meget om den unge Vladimirs barndom og opvækst, hans år i KGB og hans politiske virke i St. Petersborg i 1990’erne.

Efter Sovjetunionens fald blev Boris Jeltsins Rusland ramt af hård økonomisk tilbagegang, hvor der blev udviklet et dybt korrupt og oligarkisk system. En røverkapitalisme. Drab på journalister og oligarker blev hverdagskost, og det holdt bestemt ikke op, da Putin kom til magten ved årtusindskiftet.

Putin-regimets forbrydelser og nyttige idioter

Vi kommer som nævnt vidt omkring i bogen. Krigene i Tjetjenien og Georgien får grundig omtale ligesom drabene på oligarker, politikere, journalister og andre.

Putins adfærd er da også speciel. Han er kendt for helt systematisk at komme for sent til møder og på den ene eller den anden måde at genere sine besøgende. For eksempel slap han helt bevidst sin labrador løs, da Angela Merkel besøgte ham i 2007. Merkel var kendt for at være bange for hunde, og det vidste Putin selvfølgelig godt.

Det var forbundet med livsfare ikke at makke ret og bakke op om Putins regime. Skripal-giftaffæren er selvfølgelig omtalt, ligesom drabene på Boris Nemtsov og Anna Politkovskaja og forgiftningen af Aleksei Navalnij.

Katastrofen med ubåden Kursk i 2000. Bombardementerne af boligblokke i Moskva, som efterretningstjenesten FSB ifølge forfatteren lå bag. Nedskydningen af passagerflyet MH17 i 2015, som russerne ifølge Sweeney også lå bag. Listen over Putin-regimets forbrydelser er meget lang.

Sweeney fik under en rejse i Sibirien mulighed for at spørge Putin om nedskydningen af passagerflyet. Svaret blev kort og vredt.

Sweeney har mildt sagt ikke megen respekt for dem – herunder politikere – som over årene lod sig ”fascinere” af Putin. I Vesten gjorde Putin sig populær ved at bakke op om kampen mod islamisk ekstremisme. I takt med NATOs udvidelser og farverevolutionerne i Ruslands nabolande blev forholdet mere køligt. Rigtig ”kold krig” fik vi dog først efter Maidan og annekteringen af Krim i 2014.

Man kan ikke kun finde positive holdninger til Putin blandt højrefløjspolitikere som Le Pen i Frankrig og Salvini i Italien. Skyldige er også Barack Obama, Tony Blair, Angela Merkel – samt især de to helt store skurke; Tysklands kansler Gerhard Schröder og USA’s præsident Donald Trump. De var alle på hver deres måde og i forskelligt omfang nyttige idioter for Putin.

Høge og duer til højre og venstre

Sweeneys holdninger er krystalklare. Som politolog har jeg selv gennem flere årtier studeret Sovjetunionen og Rusland. Indtil 1989 fulgte holdningerne til den kolde krig og statslederne i store træk højre-venstre-skalaen. Så nemt er det slet ikke i dag. Høge, duer og ugler kan findes i alle politiske lejre.

De forskellige skoler i international politik har delt vandene. Realisterne har udvist en vis forståelse for Ruslands handlinger frem til februar 2022. Den idealistiske skole har derimod lige siden 1989 haft stor tiltro til USA og den liberale ordens sejr og dominans over hele verden. Derfor står de som hardlinerne over for Rusland og især også over for Kina.

Jeg deler ikke selv Sweeneys hårde vurderinger af alle Ruslands sikkerhedspolitiske handlinger frem til februar 2022. Det er hævet over enhver tvivl, at Putins politiske system har været autoritært. Men dybest set er jeg nok nærmest af den realistiske skole og nærer en tro på, at en eller anden form for ikke-krig kan etableres i Ukraine. I første omgang i form af en FN-kontrolleret våbenhvile. For mig er der ingen modstrid mellem at arbejde for våbenhvile og samtidig fordømme den russiske invasion.

Uenigheder

Jeg deler ikke visse af Sweeneys vurderinger og konklusioner. Det er omdiskuteret, om russerne stod bag nedskydningen af passagerflyet MH17 i 2015. Jeg husker tydeligt, at adskillige vurderinger gik på, at det var russisk-støttede oprørere, som skød flyet ned i den tro, at der var tale om et ukrainsk militærfly.

Forfatteren kunne, synes jeg, have nævnt, at det at være i opposition til Putin ikke nødvendigvis er ensbetydende med at være demokrat i vestlig forstand. Hverken Mikhail Khodorkovskij eller Aleksei Navalnij har talt for at give Krim tilbage til Ukraine, og begge har udtalt sig i meget nationalistiske vendinger. Både Mikhail Gorbatjov og Nobelprismodtageren Aleksander Solsjenitsyn havde også store problemer med, at Ukraine blev selvstændigt.

I 2007 udtalte Putin, at Sovjetunionens opløsning var en ”geopolitisk katastrofe”, hvilket Sweeneys bog gør opmærksom på på side 47. Jeg synes dog, at udlægningen er problematisk. Erklæringen blev efterfulgt af en sætning, hvor Putin sagde, at en genopretning af Sovjetunionen er umulig. Over tiden blev Putins retorik mere nationalistisk.

Det har også været omdiskuteret, hvor megen kontrol Putin egentlig har over de forskellige efterretningstjenester. Der siges at være op mod 27 af slagsen – nogle selvfølgelig vigtigere end andre. De konkurrerer indbyrdes og handler selvstændigt – uden ordrer oppefra.

Det er et åbent spørgsmål, om tjetjenere eller russiske efterretningstjenester stod bag bombardementerne af boligblokke i Moskva i 1999. Jeg kender i hvert fald ikke det endelige svar.

Hen mod slutningen af bogen diskuteres det, hvor længe krigen i Ukraine vil vare ved, og hvor længe Putin vil forblive ved magten. Sweeney mener ikke, at Putin kan have lang tid tilbage på denne jord.

Den russiske økonomi vil formentlig brase sammen, og så vil russerne igen rejse sig i protest. Måske rækker en af generalerne ud efter sin pistol. Måske sørger en læge for, at Putin ikke vågner efter en operation. Det er alt sammen meget spændende. Lige så spændende er det, hvem der skal overtage magten efter Putin.

Bogen er bestemt spændende læsning. Som sagt tilhører jeg en anden skole end forfatteren. Jeg mener også, at Vesten har begået sine fejl gennem tiden, og jeg håber, at en FN-overvåget våbenhvile kan blive en realitet i Ukraine. Lige nu tyder det meste desværre på ”evig krig”.

Rusland har uden tvivl begået krigsforbrydelser. De skal fordømmes og gerne straffes. Det er i den forbindelse uheldigt, at USA ikke længere anerkender straffedomstolen i Haag af frygt for selv at blive dømt for krigsforbrydelser, for eksempel i Irak.

USA skal også have fået den internationale domstol til at undlade at rette anklager mod USA’s allierede Israel. Dobbeltmoralen trives alt for godt. Desværre.

John Sweeney: ”Morderen bag Kremls mure, den sprængfarlige fortælling om Putins terrorregime”. Oversat til dansk af Morten Hammeken. Forlaget Kle-art. 2023.