Anmeldelse: Ny bog fortæller historien om ‘Røde Børge’ og den første lønstrejke i Grønland

Jeg er Grønlands-syg: Nyder at gå hver vinter i min kælebløde, lune sælskindsjakke og hilse smilende på hver tilfældig grønlænder på gaden. ”Ajungi?” – Hej, hvordan har du det? Læser alt i aviser om grønlændernes store ø, der ikke er andet end en klipperandet smelteost, et kæmpeland beboet af kun 57.000 indbyggere – på størrelse med Randers, hvor jeg i øvrigt også har boet i mange år.

Grønland, mit barndomsland; fra jeg var 5 – 8 år i kulminebyen Qullissat på Diskoøen, bussemanden på den grønlandske vestkyst lige over for byen Ilulissat. Det er dér, kendisser tager op for at se indlandsisen smelte alt for hurtigt, så kæmpe isbjerge stødes af, og flyder ud gennem den lange, smukke fjord.

Grønland er for mig storhed, stilhed, skønhed. Og dejlige venner og familie i udstedet Saqqaq. Grønland i mit hjerte.

Røde Børges Grønland

Det er med den baggrund, jeg har kastet mig over ‘Røde Børge’, der fortæller historien om en anden dansker i Grønland. Børge Poulsen var lærer i landet efter Anden Verdens­krig, og hjalp kul­minearbejderne med at organisere sig. I den flot illustrerede bog ‘Røde Børge’ for­tæller journalist Søren Peder Sørensen dokumentarisk og gennem hidtil ukendt kildemateriale den dramatiske historie om skolelæreren, der var med til at ændre noget af Grønlands historie.

Børge Poulsen (1920-1995) voksede op i et borgerligt og velstillet hjem i Vassingerød nær Lillerød i Nordsjælland. Efter kort og urolig skolegang kom han ud at sejle til USA og Grønland, der fangede ham ind. Men han tog uddannelsen til lærer fra krigens start og blev modstandsmand i1943, mens han var lærervikar.

Han blev en af de første lærere, der efter Anden Verdenskrig blev sendt til Grønland for at undervise børn i dansk – efter USA havde administreret og styret den danske koloni i fem år. Han faldt pladask for landet og det grønlandske samfund, da han i september 1946 var ankommet til den grønlandske kulmineby Qullissat. I skolen lærte han børnene dansk, og de lærte ham noget grønlandsk.

Det påvirkede ham, at mange af eleverne i 4. og 5. klasse ikke engang kunne skrive deres eget navn eller læse grønlandsk. Som utraditionel lærer opsøgte og talte han via tolk med forældrene i deres dårligt isolerede træbarakker, hvor vinterfrosten peb ind. ”Det sørgeligste kapital i Grønland er det om børnene. Hvorfor skal ligegyldighed og sløseri i kolonistyret i den grad gå ud over uskyldige børn?” skrev han i en kronik i dagbladet Land og Folk. Styrelsens embedsmænd var ikke begejstrede for hans skriverier i kommunisternes avis. Børge Poulsen var jo ikke sendt til Grønland for at rapportere om kritisable forhold, men for at undervise børnene.

Den første lønstrejke i Grønland

Kulminebyen var med ca. 1.000 indbyggere den fjerdestørste by i Grønland og en af de få med industriel arbejderklasse – 20 år før der rigtig kom gang i reje- og fiske-industriens fabrikker. Danmarks eneste statsdrevne kulmine forsynede hele Grønlands vestkyst med de vigtige kul til opvarmning og kraftværker. Den mest moderne by med eget elværk og biograf i forsamlingshuset. Okay, da jeg boede dér som barn i 1947-50, var der ganske vist kun tre-fire film i vinterhalvåret – men dem så vi så på skift hver søndag kl. 16.

“Løn var ikke noget, grønlænderne havde ret til at forhandle med de danske magthavere.”

Den unge generation af minearbejdere gik fra fanger-stolthed til at udvikle en fælles faglig bevidsthed. De løn- og arbejdsforhold, som den danske stat ydede, levede ikke op til dens egne krav om, at minearbejderne skulle yde en optimal indsats. Lønnen kunne ikke følge med prisstigningerne på mel, sukker og andre varer i butikken. Der var intet baderum ved minen, og kantinen bestod af et simpelt træskur. Byen virkede forsømt; fattigdommen var synlig, med dårlig ernæring, boligstandard og hygiejne.

Børge Poulsen lærte minearbejdere og deres unge talsmand Hansearaq Gabrielsen at kende, de startede en studiekreds om faglig organisering og Det Kommunistiske Manifest, og han inspirerede Hansearaq og andre til at starte den første arbejdersammenslutning i landet nogensinde. Kommunisten Børge Poulsen opfordrede arbejderne i kulminebyen Qullissat til faglig bevidsthed, at vise sammen­hold og stå fast på deres krav – og de opnåede derved historiske resultater ved en dramatisk lønforhandling med den danske stat i august 1947.

Løn var ellers ikke noget, grønlænderne havde ret til at forhandle med de danske magthavere. Læreren fandt det oprørende, at en grønlandsk arbejder måtte klare sig med en årsløn på ca. 1.200 kr. – 26.000 i nutidskroner – når en dansk arbejder tjente en væsentlig højere løn for noget af det samme arbejde. Børge Poulsen fortalte i studiekredsen om den internationale arbejderbevægelse, om hvordan arbejdere i andre lande var organiseret og strejkede, og hvordan de takket være sammenhold havde tilkæmpet sig retten til at holde ferie og få dagpenge under sygdom.

Lønkrav 1. Maj gav den første lønforhandling

Røde Børge fortalte også, hvordan arbejdere over hele verden fejrede 1. Maj og holdt fri kl. 12 for at fejre arbejdernes kampdag. Hans Gabrielsen var fyr og flamme, og det faldt ham ikke svært at overtale sine kammerater i minen til at slutte op om kampdagen også i Grønland. Nu skulle der fyres op under kravet om bedre løn- og arbejdsforhold.

Kulminearbejderne besluttede, at de ville nedlægge arbejdet kl. 12 torsdag 1. maj 1947 og samles til et stort 1. Maj møde, for første gang i Grønlands historie. Men 1. Maj-demonstrationen blev nægtet tilladelse, og deres talsmand Hans Gabrielsen blev truet med fyring. Det gjorde arbejderne vrede, så de nu sendte en protestskrivelse til Grønlands Styrelse, den højeste myndighed – og krævede en forhandling om 75 procent lønstigning. Da der ikke kom svar fra København, sendte Hansearaq et hastetelegram og krævede et øjeblikkeligt telegramsvar. Ellers ville arbejdet i kulminen blive nedlagt!

“Efter et hårdt forløb kunne Hansearaq underskrive Grønlands første lønoverenskomst med staten. En lønstigning på 60 procent var hjemme.”

Grønlands-styrelsens direktør, Knud Oldenow, blev nu mere imødekommende: ”Når staten herhjemme giver ordrer til, at maj-demonstrationer skal tillades, må de naturligvis også kunne finde sted på Grønland.” På hastetelegrammets anmodning om lønforhandling svarede Styrelsen i et telegram 10. juni: ”Sagen om højere løn vil blive forhandlet med vicedirektør Eske Brun, som afrejser med første skib til Qullissat.”

Den handlekraftige Eske Brun ankom med skib til kulminebyen mandag 5. august først på natten – og indkaldte tillidsmand Hans Gabrielsen til forhandling på skibet med 45 minutters varsel. Vicedirektør Brun erklærede straks, at lønningerne kunne stige med 10 procent – færdig. Men den 22-årige talsmand Hansearaq afviste diktatet. Så rejste vicedirektøren sig og begyndte at samle sine papirer sammen. For ham var forhandlingerne slut. Det fik Hansearaq til at erklære, at han så var tvunget til at gå i land og meddele sine kammerater, at strejken er brudt ud.

Det kom fuldstændig bag på vicedirektøren, der kløede sig i nakken og erklærede, at forhandlingerne kunne fortsætte. Så efter et hårdt forløb kunne Hansearaq underskrive Grønlands første lønoverenskomst med staten. En lønstigning på 60 procent var hjemme! For første gang nogensinde var det lykkedes grønlandske arbejdere at gennemføre en lønforhandling med kolonimagten. Det var ikke blot en sejr for kulminearbejderne i Qullissat, men for hele Grønland – da aftalen kom til at gælde overalt, hvor Grønlands styrelse fastlagde lønnen.

Aftalen betød, at alle fastansatte ved minen fik en årlig forhøjelse på 480 kr. (10.000 nutidskroner). Lønforbedringen på 60 pct. skal dog ses i forhold til, at timelønnen var meget lav, blot 30 øre – mod 2,70 kr. i Danmark. Yderligere fik kulminearbejderne løfte om, at arbejdere – der kom til skade i minen – kunne få adgang til dagpenge i sygeperioden. Desuden skulle træskuret ude ved minen erstattes af en ny og veludstyret kantine, også med vaskemuligheder.

Fyreseddel til den røde skolelærer

Prisen var høj for Røde Børges gode råd. Vicedirektør Eske Brun havde nemlig i timerne op til afrejsen fyret kulminebyens eneste danske skolelærer og meddelt ham, at han skulle forlade Grønland med det næste skib. Det skrev DKP-læreren i en artikel i Land og Folk 12. august 1947, der gav genlyd i den øvrige danske presse.

“For første gang nogensinde var det lykkedes grønlandske arbejdere at gennemføre en lønforhandling med kolonimagten. Det var ikke blot en sejr for kulminearbejderne i Qullissat, men for hele Grønland.”

For Børge Poulsen endte det altså med bortvisning, arbejdsløshed og mange års udelukkelse fra det land, han elskede højt. Officielt var der tale om sam­ar­bejds­problemer, men i dag véd vi, at Grønlands Styrelse holdt øje med ham, og at han blev sat i forbindelse med den første kommunistiske aktivitet i Grønland.

Som en udløber af sagen udfærdigede regeringen Hans Hedtoft i 1948 en instruks til Grønlands Styrelse om, at ingen kommunist måtte få adgang til Grønland. I praksis betød det, at alle personer – der anmodede om indrejsetilladelse til landet – blev underkastet en sikkerheds-undersøgelse. Således blev DKP-formand Aksel Larsen – der var valgt til Folketinget og var medlem af Grønlandsudvalget – hindret i at rejse til Grønland i sommeren 1948.

Men var Børge Poulsen den farlige kommunist, man gjorde ham til, eller var han ’blot’ en idealist og ildsjæl, der satte kampen for ligestilling mellem danskere og grønlændere højere end personlige hensyn? Hele den historie fortæller bogen ’Røde Børge’.

Journalist Søren Peder Sørensens bog bringer levende og velskrevne historier til dig, hvis du interesserer dig for Danmark og Grønland i efterkrigstiden, for samarbejdet mellem de to lande, for kommunist-forskrækkelsen – og også til alle dem, der er vilde med medrivende og dramatiske historier fra den virkelige verden.

Søren Peder Sørensen har tidligere også fået udgivet den flotte tekst- og foto-bog om kulminebyen ”Qullissat” – der blev tvangslukket og bortsejlet af den danske kolonimagt i 1972 – på Forlaget Frydenlund i 2013.

En del af historien om – grønlændernes eget Grønland.

Søren Peder Sørensen: Røde Børge. En dansk skolelærers skæbne i efterkrigstidens Grønland. Forlaget Frydenlund (2021). 166 sider, vejl. pris 269 kr.

Bogreception fredag 27. august kl. 16:00 i Grønlændernes Hus, Kbh. K

Reception for Søren Peder Sørensens ny bog “Røde Børge – en dansk skolelærers skæbne i efterkrigstidens Grønland” fredag 27. august kl. 16:00 -18 i Grønlændernes Hus, Løvstræde 6 (nær Rundetårn).