Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
13. december. 2021

Anmeldelse: Parterapi for bevægelser

Magnus Marsdal leverer en knytnæve i sylten på venstrefløjen i sin nye bog om den glemte industripolitik. Selv om Norge og Danmark er forskellige på energipolitikken, kan den også skubbe til vores forestillinger i debatten om grøn omstilling.

Illustration: Solidaritet

Man kan næsten lugte det på lang afstand. Endnu en bog om en elitær klimaaktivist fra storbyen mod en jævn arbejder i kansasbukser med oliepletter på. Og de skal oven i købet i parterapi. Forsiden siger næsten det hele. På terapi-sofaen ligger en arbejdshjelm i den ene side og en cykelhjelm i den anden. Det er lidt forudsigeligt.

Og så alligevel ikke. For den norske forfatter Magnus Marsdals nyeste bog – udgivet af den norske tænketank Manifest – tager en drejning, og sætter fingeren på venstrefløjens manglende bidrag til et seriøst bud på, hvad de nuværende industriarbejdspladser skal erstattes af, for at komme i mål med den grønne omstilling. Det gælder både beskæftigelse, energipolitik og økonomi.

De to poler der ikke smelter

Når vi taler klimapolitik og stærkt CO2-udledende industrier, er debatten ofte præget af to forudsigelige svar. Enten – som oftest højrefløjen – forsvarer man industrierne: ”Se hvor mange arbejdspladser, de skaber!” ”Hvad skal vi ellers leve af?” ”Det er meget bedre, at vi gør det end fx polakkerne, for vi er mere energieffektive.” De mest højrepopulistiske dyrker endda arbejderne i de brancher – dog uden at være deres politiske ven, når det kommer til stykket.

Så er der det modsatte svar, oftest leveret af os til venstre for Socialdemokraterne med rynken på næsen: ”Fossile brændstoffer hører fortiden til, de skal afvikles – hellere i går end i dag.” Selv om der er generelle ideer om nye energiformer, er det ikke noget, man taler særligt konkret om. Og for dem, der arbejder med fx olieindustri, eller bor i områder langs kysten, hvor hele samfund er dybt afhængige af denne type job, er det tydeligt – at deres levegrundlag vil falde sammen, hvis man bare fjernede erhvervene. Det ville skabe en voldsom fattigdom – og endnu mere ulighed mellem land og by.

Begge svar er uansvarlige. Højrefløjen er åbenlyst uansvarlig, når det kommer til vores klima og klodens fremtid. Og venstrefløjen er socialt uansvarlig. De ønsker forandringer uden at anvise en troværdig vej. De fossile brændstoffer skal erstattes af de vedvarende, men ved bare at råbe på afvikling vises der en vej, hvor arbejderne i de berørte erhverv tydeligt kan se de voldsomme sociale nedture, det ville føre med sig. I lande som Frankrig og USA kan vi se, hvilke politiske kræfter der samler vreden op.

Men hvad så med Socialdemokraterne? De må da være arbejdernes bedste venner med både en god arbejdsmarkedspolitik og en ”balanceret” klimapolitik? Under Jens Stoltenberg oprettede regeringen en grøn Oliefond, men den skabte ingen arbejdspladser i Norge. De privatiserede Statoil, og på deres vagt begyndte den grønne omstilling for alvor at betyde et tab af arbejdspladser. Det statsligt ejede Equinor begyndte at bruge store summer på tilbagekøb af aktier på bekostning af energiinvesteringer. Norge investerede massivt i elbiler og el-færger under Stoltenberg-regeringen, men alt teknologiudvikling og arbejdspladser blev skabt i udlandet. Jobs og grøn udvikling blev ikke tænkt sammen.

Eliten vinder på splittelsen

Jo længere væk vi kommer i hver vores ringhjørne, jo lettere er det for politikere og industrikapital at negligere os begge. Derfor bør vi  fokusere på, hvem der vinder, og hvem der taber – når der ikke bliver handlet på klimaet. Klimaforandringer skaber bl.a. flygtningestrømme, som skaber social og etnisk vold. Det bruger politikerne igen på at skabe splittelse og handlingslammelse. Og det er let for dem at bruge bevægelsernes udstillinger om de andre. Eliten vinder – mens arbejderne og klimaet taber. Nogle politikere bliver populære på at tale om klimaet, men de gør reelt meget lidt – eller ligefrem går det den forkerte vej på deres vagt.

Både norske oliearbejdere og klimaaktivister har vigtige pointer. Det er bydende nødvendigt at sikre en planet, hvor fremtidige generationer kan leve. Men vi kan heller ikke bare afvikle store industrier som hundrede tusindvis af arbejderfamilier lever af – og som sikrer en høj levestandard og velfærd for hele landet.

Så hvordan gør vi det? Her kommer vi til at genopfinde en disciplin, der næsten er forsvundet: Industripolitik!

En falsk sang fra venstre

Gennem 1970’erne var mange diskussioner på venstrefløjen præget af industri, arbejdspladser og produktion. Helten var arbejderen, og skurken kunne godt være en god industri-kapitalist i bedste Joakim von And-stil.

I Norge begyndte man for alvor at hente olie og gas op af Nordsøen i 60’erne og 70’erne. På det tidspunkt var venstrefløjen stærkere end nogensinde, og der var en bred opbakning til den velfærdsstat, der blev bygget op. Venstrefløjen ville have et bedre liv for alle, og stillede sig foran med progressive ideer og bevægelser. Man var ikke bange for at bruge staten. Så det var helt naturligt at skabe et statsligt olieselskab med gode arbejdspladser, engagement i lokalmiljøerne ved kysterne, hvor man opererede, høj skattebetaling og at sikre udvikling af den teknologi, der skulle til. Også selv om det var store investeringer, og man nærmest skulle starte fra bunden.

Men som i mange andre aktionær-brancher, udviklede nye superskurke sig. I 80’erne kom finansverdenen til at dominere på en måde, der ikke var set før. Liberaliseringer betød store ændringer for erhvervslivet, og pludselig stod de gamle kapitalister i skyggen af de nye. De nye superskurke gjorde finansverdenen til den dominerende, og de fik skabt en verden, hvor de ragede enorme summer til sig – nu uden at producere noget. Industrien abede efter så godt de kunne. De har også lavet finansielle tricks med udlån og tilbagekøb af aktier. Kvartalsregnskaber blev ofte vigtigere end langsigtede investeringer i bedre og grønnere industri. Og så fik de held til at synge en sang om, at den bedste industripolitik er ingen industripolitik. Derfor er centrale beslutninger rykket helt ud af politik, vel at mærke beslutninger, der har stor klimapolitisk betydning. Men den sang skabte ikke kun dårlige beslutninger. Det var også løgn.

Norge begyndte olieboringer i Nordøsen i 1960’erne, og har siden tjent en formue på at hive olie op af vandet. Alene i 2021 omsatte den norske stat for 184 milliarder NOK i olieproduktionen. Foto: Valhall Olieplatform

Grøn omstilling skal give arbejderklassen tryghed

USA har prædiket deregulering siden 1980’erne, og fået store dele af den vestlige verden til at gøre det samme. Men samtidig har netop USA ført en meget aktiv industripolitik. Se fx på tech-giganterne, internet, forsvar, rumforskning, solceller og medicinalindustrien. Industrier, der fik store fordele på grund af offentlige investeringer og risici i grundforskning inden man var sikker på, om der overhovedet var en fremtid i dem.

“Hvordan kommer vi i gang med at snakke industri? Vi skal nok starte med at acceptere at få olie på fingrene.”

Den offentlige sektor i USA har sat retningen, oprettet vidensnetværk og taget risici. Kina gør det samme. Alligevel har Norge – og store dele af Europa – købt en fortælling om, at vi skal vente på markedet. Og hvis det billigste på kort sigt er, at lade andre udbygge teknologien til de grønne løsninger, så lad dem dog.

Så hvordan kommer vi i gang med at snakke industri? Sådan rigtigt!? Vi skal nok starte med at acceptere at få olie på fingrene. Hvis vi mener en reel omstilling, er det ikke nok at tage afstand. Ved at råbe på afvikling af de højest forurenende industrier, slutter klimabevægelsen reelt for dialogen med arbejderne. Det bør starte omvendt: – Hvad er alternativerne, og hvad er en konkret plan for det? Hvordan kan vi bruge den viden og de styrker, der er i industrier og teknologier, til at få det vi gerne vil have mere af?

Det skal være centralt for vores svar, at det handler om at skabe nye, gode arbejdspladser. Det er ikke nok, at vi får elektrificering, power-to-X og andre teknologier. Der skal ikke kun tænkes langsigtet i forhold til klimaet. Hvis vi vil vinde opbakning, skal det også være tydeligt, at vi vil udvikle nye veje, som også kan skabe gode, sunde jobs og spændende arbejdsliv. Også selv om vi endnu ikke har teknologien lige nu. Det er vores opgave, at der er nogle, som både siger grøn omstilling og interesserer sig for gode arbejdspladser og social tryghed for denne del af arbejderklassen.

Klima- og fagbevægelsen har brug for hinanden

Marsdal kommer med en række forslag til konkrete reformer. I bogen bliver det samtidig klart, at Norge ikke er det samme sted som Danmark på energipolitikken. Flere af Marsdals tidligere bøger kan man næsten oversætte direkte fra norske forhold til danske. Vores to samfund minder trods alt meget om hinanden. Men på energiområdet er der forskel. Man får næsten pudset sin nationale stolthed af, når bogen for fjerde gang nævner – hvordan Norge undlader at investere i ny grøn teknologi i modsætning til Danmark.

Alligevel mener jeg, at bogens hovedpointe bør gøre lige så ondt på den danske venstrefløj og klimabevægelse, som på den norske. For selv om den danske venstrefløj har fået lært at sige social dumping og praktikpladser, er der stadig langt til konkrete bud på, hvordan arbejdslivet skal se ud i verden der tager klimaet og arbejdspladser alvorligt.

Jeg er ikke klimaekspert, men jeg er ikke sikker på, der stadig er tid nok til at vende industrien, i stedet for at bremse hårdt op. Men hvis det skal lykkes at gøre en forskel, har vi brug for hinanden. Klima- og fagbevægelsen er de stærkeste progressive kræfter, og hvis de to kan slå sig sammen, har vi en chance. Derfor er det svært at være uenig i, at det må være en af venstrefløjens vigtigste opgaver at skabe parterapi. Vores modpart elsker at bruge det, der splitter os. Men tænk hvad vi kan, hvis vi handler sammen.

Et fokus kunne være at vise, hvem der vinder på den manglende klimahandling, og hvem der taber. Det bliver nok ikke industriejeren, der kan se med frygt på sin alderdom. Bliver der forurenet eller oversvømmet, hvor han bor? Så kan han jo bare flytte…

Du skal ikke læse bogen, for at blive klogere på (dansk) energipolitik. Hvis du vil skubbe til dine forestillinger om industripolitik og venstrefløjsstrategi, er den imidlertid et godt sted at starte.

Magnus Marsdal: Parterapi – for oliefolk og klimaaktivister. Forlaget Manifest, 165 sider. Vejl. pris 299 NOK.


Om skribenten

Johanne Skriver

Johanne Skriver

Ansat i Metal og 3F Kastrup. Medlem af Enhedslistens Københavnsbestyrelse, og politisk aktiv gennem 20 år.
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER