Anmeldelse: Poul Villaume opfordrer os til at lære af Den kolde Krig – for at forhindre en ny

»Poul Villaumes bog kan stærkt anbefales,« skriver Søren Riishøj i sin anmeldelse af »Frygtens logik« om Den kolde Krig. Og anbefalingen gælder både til dem, som er politisk enige og uenige med historikeren. Alle kan vi nemlig lære af historien.

Af Søren Riishøj

I dag lever vi ifølge manges mening i en ny »kold krig« mellem Vesten/USA og Rusland/Kina. Og som under den gamle kolde krig er der stærkt delte meninger i Vesten om, hvilken politik og strategi der er den rette.

Forholdet mellem USA og Europa er lige nu ikke godt. Det anspændte forhold mellem Vesten og Rusland har skabt et strategisk »partnerskab« mellem Rusland og Kina – og med Kina som den absolut klart stærkeste magt (i hvert fald økonomisk). Hvordan kan vi ændre dette? Vi kan afgjort drage lære af den gamle, kolde krig.

Derfor skal det hilses endda meget velkomment, at vi på bogmarkedet har fået en dybtgående, og over 500 sider lang, analyse af den gamle kolde krig. Det første bind dækker årene frem til 1961, og et senere andet bind vil behandle tiden efter. Bogen er skrevet af Poul Villaume, professor emeritus og dr.phil i samtidshistorie ved Saxo-instituttet. Studier af historien drejer sig i virkeligheden i høj grad om nutiden – og om at legitimere en bestemt udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk strategi. At bedrive seriøse kildestudier kan under de forhold være svært. Boganmeldere vurderer sjældent bøger ud fra faglige kriterier, men ud fra politiske. Poul Villaume omtaler selv problemet. 30 år efter afslutningen, skriver han rigtigt, er den kolde krigs historie stadig kontroversiel og omdiskuteret både blandt faghistorikere og i den offentlige debat.

Tidligere maoist

Her i Danmark har debatten til tider antaget skingre former, skriver Poul Villaume. Ingen historiker er værdifri eller forudsætningsløs.

Poul Villaume gør rede for egne forudsætninger. I sine unge dage, under Mao Zedong blev han en del af det »nye venstre«. Men i den periode besøgte statsminister Poul Hartling (V) som bekendt formanden for Kinas kommunistiske parti og førte angiveligt samtaler med ham på et »højt intellektuelt niveau«. Da Mao døde, skrev også borgerlige aviser respektfulde nekrologer om ham. Og senere inviterede det officielle Danmark skam Nikolai Ceausescu – Rumæniens brutale diktator – på officielt statsbesøg. At han førte en selvstændig politik i forhold til Moskva var afgjort den vigtigste årsag til besøget. Geopolitik havde første prioritet, ikke menneskerettigheder. Kort sagt finder vi politiske vildfarelser bredt hen over det politiske spektrum – både på højre og venstre side.

Selv var jeg i mine unge dage fascineret af den alliancefri bevægelse, af titoismen og Prag-forårets »socialisme med et menneskeligt ansigt«. Det var mit politiske valg. Ganske som andre var (og er) jeg ikke værdifri.

Den alliancefrie tilgang til international politik gjorde det muligt, syntes jeg dengang, på samme tid at bekæmpe eksempelvis apartheidregimet i Sydafrika og Augusto Pinochets diktatur i Chile samt yde aktiv støtte til demokratibevægelserne i de central- og østeuropæiske lande, som for eksempel Charta 77 i Tjekkoslovakiet og Solidaritet i Polen.

Forskellige »skoler«

Studier af den kolde krig er påvirket af, hvilken »skole« forskeren hører til. Som Poul Villaume skriver, havde vi under den gamle kolde krig groft sagt tre ’skoler’: Den traditionalistiske skole, som dominerede i 1950’erne, og som i sine tolkninger og politik var tæt på USA’s og andre ledende, vestlige regeringers officielle politik. Men i løbet af 1960’erne voksede den såkaldte revisionistiske skole sig stærk under indtryk af Vietnamkrigen og studenteroprøret.

Revisionisterne var stærkt kritiske over for USA’s udenrigspolitik i perioden efter 1945, som de anså for drevet primært af økonomiske, monopolkapitalistiske interesser. Og endelig fik vi den såkaldte postrevisionistiske skole, der optog de mest holdbare resultater fra de to andre skoler, men lagde mindre vægt på krigsskylds-spørgsmålet og på de to supermagter, USA og Sovjetunionens, ansvar. I stedet fokuserede denne postrevisionistiske skole mere på, hvordan interaktionen mellem østblokkens og vestblokkens handlinger gensidigt påvirkede konfliktens optrapning og dens opretholdelse i og uden for Europa. Poul Villaume lægger sig i forlængelse af denne postrevisionistiske strømning.

Mange fra den ‘traditionalistiske’ skole mener helt sikkert, at Poul Villaume er alt for kritisk over for Vestens handlinger. Det er de i deres gode ret til, men i et demokrati burde der være plads og respekt for andres holdninger. Bedømt ud fra faglige kriterier er der skrevet fremragende bøger af forskere inden for alle de tre, omtalte skoler.

Sikkerhedsdilemmaet

Hovedvægten i Villaumes fremstilling er på perioden fra 1940 og især fra 1945 og frem til 1961. I et kommende bind fortsætter han som nævnt med at analysere udviklingen efter 1961, som var året hvor Berlin-muren blev opført.

For at forstå Den kolde Krig efter 2. Verdenskrig får læseren i et indledende kapitel et kort, 20 siders overblik over udviklingen i mellemkrigsårene frem til 1940, med omtale af fredsafslutningen efter 1. Verdenskrig, den russiske revolution og magtkampene i det kommunistiske parti, som primært udspillede sig mellem Lenin, Trotskij og Stalin. Her undersøges også modsætningen mellem kommunisme-kapitalisme, samt nazisme, fascisme, den spanske borgerkrig, Japans militære aggression i Asien, rædslerne under stalinismen og optakten til 2. verdenskrig i september 1939 med fokus på München-aftalerne i 1938 og Hitler-Stalin pagten i 1939.

Den kolde Krig – den onde spiral og frygtens logik – var og er stadig forbundet med begrebet »sikkerhedsdilemmaet«: Nemlig at parterne ikke evnede at forhandle og indgå kompromiser. Begge anså egne handlinger for defensive og godgørende. Den anden part blev derimod set som offensiv og truende. Følgen er ustabilitet og øget fare for krig. Denne onde spiral forstærkes af de forskellige ideologier med liberal-demokratiske systemer og en markedsøkonomi i vest, og diktatur og en planøkonomi i øst.

I gennemgangen af udviklingen efter 2. Verdenskrig kommer Poul Villaume vidt omkring: Europas deling, Maos Kina og konflikten omkring Taiwan, McCarthyismen, Koreakrigen, styrkeforholdet mellem øst og vest, analysen af de valgte sikkerhedspolitiske strategier, krigene i Indokina, Iran 1953, Guatemala 1954, Genevekonferencen 1954 og »ånden fra Geneve«, skiftet i Sovjetunionen efter Stalin, Bandungkonferencen, Suez og folkeopstanden i Ungarn i 1956, Eisenhowerdoktrinen og Irak/Mellemøsten i 1957, forslagene om atomvåbenfri zoner og om en ny sikkerhedsorden, dominoteorien, »Sputnik-chokket« og »missilkløften« i 1958 og 59, Berlin-ultimatummet, bruddet mellem Kina og Sovjetunionen, U-2 affæren, topmøde-fiaskoen i 1960, omvæltningerne i Cuba og Indokina samt konflikten i Congo.

Undervejs i bogen får vi et særdeles grundigt indblik i den tænkning – og de dokumenter og strategier – der skabte »frygtens logik«, hvilket på vestlig side især blev formuleret ud fra strategier om »inddæmning« og/eller »tilbagerulning« og med diplomaten George F. Kennan og udenrigsminister John F. Dulles i hovedroller.

George F. Kennan får megen omtale, og med god grund: Han er blevet kaldt faderen til USA’s inddæmningsstrategi over for kommunismen. Men fra 1950 og frem tog George F. Kennan afstand fra dét, han så som en unødvendig og skadelig militarisering af strategien. I Sovjetunionen fik vi skiftet fra Andrej Zjdanovs to-lejr teori og til tesen om »fredelig sameksistens«, som helt åbent blev manifesteret på SUKP’s 20. partikongres i februar 1956.

Beskyldninger om at være »pro-sovjetisk« er nonsens

Jeg har over årene læst talrige bøger om den kolde krig. Poul Villaumes bog »Frygtens logik« tilføjer mange nye interessante oplysninger og detaljer.

At betragte fremstillingen som »pro-sovjetisk« er det rene nonsens. Stalins grusomme handlinger omtales uden omsvøb, og igen er eksemplerne herpå mange: Katyn-massakren og deportationerne, Den Røde Hærs plyndringer og massevoldtægter, de østeuropæiske landes betalinger til Sovjetunionen efter krigen, ribningen af ressourcer, Stalinismens tvangs- og politistatsmetoder, de kommunistiske partiers mangel på overbevisende alternativer til det amerikanske overherredømme, den skånselsløse undertrykkelse af oppositionen i Østeuropa, de kommunistiske lederes medansvar for den kolde krig, udrensningerne i de kommunistiske partier (for eksempel Slansky-processen), den hemmelige støtte til kommunistiske partier i Vesten, Stalins paranoia og antisemitisme lige før hans død i 1953, samt opgøret i SUKP efter Stalins død.

Læs også: Kampen om Den kolde Krig

Men at forsvare USA (og Vestens) handlinger – for eksempel oprustning på yderst tvivlsomt grundlag, de brutale indgreb i Iran i 1953, Guatemala i 1954 og Irak i 1958 – som et retmæssigt forsvar for at inddæmme og/eller tilbagerulle kommunismen er et yderst problematisk, politisk valg.

Ifølge Poul Villaume bidrog også Vestens handlinger til den onde spiral og »frygtens logik«. Det burde ikke være »ukorrekt« at omtale dette åbent og ærligt. At eksempelvis »Radio Liberty« i 1956 gav oprørerne i Ungarn en falsk tro på, at Vesten ville komme dem til hjælp i tilfælde af sovjetisk militær intervention, er alment kendt og omtalt i alle seriøse historiebøger. Eksemplerne er mange.

At de sovjetiske udspil om tysk neutralitet og genforening og det polske forslag i 1957 om Centraleuropa som en atomfri zone kunne have skabt mindre kold krig, véd vi ikke, for forslagene blev som bekendt pure afvist. At missilkløften ikke havde hold i virkeligheden er alment kendt. Spændingerne i det transatlantiske forhold, for eksempel under Suez-krisen, er kendt. Men den hårde linje vandt. To af de mest magtfulde skikkelser i amerikansk udenrigspolitik i 1950’erne var John F. Dulles og hans bror, chefen for CIA, Allen W. Dulles.

Frem til 1961 blev der i korte perioder skabt håb om mindre kold krig, eksempelvis lige efter Genevekonferencen i 1954 og i forbindelse med Nikita Khrusjtjovs besøg i USA i 1959, hvilket førte til talen om »ånden fra Geneve« og »ånden fra Camp David«. Geneveaftalerne var et balanceret, men for skrøbeligt kompromis. Nikita Khrusjtjovs møder med Dwight D. Eisenhower i Camp David betød »kold krig« også mellem Sovjetunionen og Maos Kina.

Det blev dog ved håbet om at få skabt en fredelig orden. Den kolde krig og frygtens logik vendte stærkt tilbage med nedskydningen af det amerikanske U-2 spionfly og den cubanske revolution, Congo-krisen og Berlin-krisen. Troen på Vestens »overvældende magt« blev ikke opgivet. Om Nikita Khrusjtjov reelt troede på kommunismens sejr diskuteres.

Gensidig respekt

Som sagt er Poul Villaume nærmest den postrevisionistiske skole. Hverken Sovjetunionen eller Vesten bliver fralagt et ansvar for frygtens logik og den onde spiral.

Personligt er jeg også tæt på den postrevisionistiske retning. Men man må ikke glemme, at bøger om den kolde krig kan have en høj faglig kvalitet uanset tilgang og »skole-tilhørsforhold«. Poul Villaumes bog kan stærkt anbefales, også til læsere der ser sig selv tættere på andre teoretiske og ideologiske tilgange.

Under den gamle kolde krig havde eksempelvis SF’s formand Gert Petersen og Venstres formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen meget forskellige syn på international politik. Men de havde respekt for hinanden. Begge var stærkt optagede af sikkerhedspolitikken og så en stor fordel i at debattere med politiske modstandere på et kvalificeret niveau.

I dag, under den ny »kolde krig«, udgives der talrige bøger om Rusland og Kina og med forskellige tilgange. Mange har en høj faglig standard uanset »skole-tilhørsforholdet”.  Det bliver rigtig spændende at læse bind II i Poul Villaumes fremstilling om årene efter 1961.

Poul Villaume: Frygtens Logik. Gads Forlag (2020), 528 sider. 350 kr.