Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
28. maj. 2022

Anmeldelse: Store kunstbegivenheder i Europas centrum giver både skuffelser og overraskende indsigt

Morten Ranum har været på to store kunstmesser i Paris, med en afstikker inden til et lettere vulgært kabaretshow. Trods flade fornemmelser, var der også interessante bidrag. Det gælder særligt den Munch-inspirerede kinesiske maler Rao Fu og en gruppe afrikanske kunstnere, der på elegant vis udstiller kolonimagternes dumping af affald og overflødig teknologi.

Trods skuffelser var der også lysglimt ved årets Art Paris-udstilling. Her lyste blandt andet den kinesiske kunster Rao Fu op i landskabet. Maleri: Rao Fu: Old Town (2022). Oil on canvas, 145 x 190,5 cm – Galerie Vazieux.

Vi er i Paris. Igen-igen. Måske bliver vi denne gang nødt til at besøge Luxembourg-haven. Det var her, Alexander Dumas’ musketerer kæmpede imod kardinalens gardister og smadrede dem til plukfisk. Denne barndommens fortælling glemmer vi aldrig.

Sidst vi var i Paris, sagde Tiffanie Delune tak fordi vi kom tilbage og så hendes kunstværker igen. Vi havde en lang samtale med hende om hendes malerier på flagrende linned.

Vi er her igen for at deltage i to større kunstbegivenheder, men vi er også bare i Paris. Vi har været her før, og alle tidligere erfaringer kører som baggrund under vores korstog gennem byen. Vi genopdager fortiden, og begiver os ind i fremtiden.

Paris er ikke bare et sted. Det er i hvert fald ikke et tilfældigt sted. Her er rigtig meget historie. I toget fra Charles de Gaulle Lufthavn til Gare du Nord var der rigtig mange søvnige mennesker. Er Paris virkelig et så udmattende sted at befinde sig? Vi ved aldrig, hvad der er sket tidligere. Vi er her kun et øjeblik, og derefter er vi allerede videre, har passeret mange flere mennesker og fået nye indtryk.

Til klassisk fransk Kabarét i Paradis Latin

Ganske vist er hovedformålet med vores besøg i Paris to store – og meget forskellige – kunstudstillinger, men hvad er kunst uden kærlighed, sex og en god historie at fortælle?

Hvorfor ikke begynde omvendt – ikke med rejsens hovedformål, men med, hvad man kan lave i Paris om aftenen. Der er den mulighed at besøge koncertsteder, hvor du har været tidligere, men det er sjældent det samme, som første gang, du var der. Derfor kan skuffelser forekomme.

“Hvor det tidligere kun har været erotisk dans, bliver scenen pludselig til et stripshow. Billedet bliver i vores hukommelse i lang tid, og vil ikke forsvinde.”

En anden mulighed er at tage i Paradis Latin, som er den ældste af Paris’ kabareter og har til huse i en bygning tegnet af Gustave Eiffel, som også har lagt navn til Eiffeltårnet. Paradis Latin stod ikke egentlig på vores liste over ting, vi måtte gøre under opholdet i Paris, men det faldt sådan ud, at vi boede hos en berømt popsanger, uden vi vidste det på forhånd.

Hun deltog engang i Eurovision som den franske deltager. Hun har nu sine egne koncerter, men hun har også et opvarmningsshow hver aften på Paradis Latin. Kabaretterne i Paris er en gammel tradition. Hun advarer os om, at der vil være meget nøgenhed. Vi sætter os, og champagnen bliver ved med at strømme ind. Det er en del af traktementet. Der er en bestemt forskel på mænd og kvinder, uanset om de er tjenere eller kunstnere. Kvinderne er næsten nøgne, og den smule tøj, de har på, er gennemsigtigt, så man kan se næsten alt, hvad man ønsker at se. Det er ikke sofistikeret kunst eller æstetik, men underholdning – endda underholdning light, men det er et godt show, og det er spektakulært med dans og sang.

Paris er et kolonialt centrum og en by med multikulturelle udtryk, og derfor skulle man tro, det ville afspejle sig i showet på Paradis Latin. Men her er kun én sort kvinde på scenen. Som showet skrider frem, bliver kvinderne mere og mere nøgne, dog ikke helt nøgne – bortset fra en af ​​de sidste scener i showet, hvor den eneste sorte kvinde i showet har en solooptræden. Hun danser med en stor gummibold, og glider rundt om den. Hun ender med at være nøgen, ​​og publikum får lov til at se op mellem hendes spredte ben og direkte ind i hendes ædlere dele. Måske er det ikke særligt overraskende, da showet allerede har masser af erotisk indhold, men det forhold at hun er eneste sorte kvinde, giver det en kolonial og racemæssig betydning. Hvor det tidligere kun har været erotisk dans, bliver scenen pludselig til et stripshow. Billedet bliver i vores hukommelse i lang tid, og vil ikke forsvinde.

Kunsten er forsvundet i Art Paris

Hovedformålet med vores besøg i Paris er to forskellige kunstmesser, og vi kan vel ikke udsætte det længere, selvom vi meget ofte lader os indfange af tilfældige tangenter, når vi befinder os i storbyens pulserende centrifuge.

“Sidste år i november til Paris Photo havde vi svært ved at finde kunsten i fotografiet. Denne gang kan vi ikke en gang finde kunsten.”

Måske er vi bare ikke gode venner med Grand Palais Ephémère. Hver eneste gang vi træder ind ad døren, melder skuffelserne sig. Sidste år i november til Paris Photo havde vi svært ved at finde kunsten i fotografiet. Dengang spurgte vi os selv: Hvor er kunsten i fotografiet, og hvordan bliver fotografi til kunst? Denne gang kan vi ikke en gang finde kunsten. Derfor var det måske ikke fotografiets skyld, da vi var her sidste år, det var måske ikke på grund af fotografiet. Måske er der sket noget med kunsten? Ved udstillingen Art Paris er det i hvert fald svært for os at finde den.

Ved udgangen af pandemien tænkte vi, at det skyldtes den manglende internationale cirkulation. Senere konstaterede vi, at pandemien havde gjort både kunsterne og publikum sløve og dovne. Er det Paris, der er problemet? Byen plejede at være centrum for kunst, men måske er det fortid. Nutidens Paris er muligvis bare en brik i forbrugerismens tomhed.

Ethvert kunstværk vi støder på i Art Paris er lidt fladt. Der er ikke noget, som går i dybden. Er det en afspejling af virkelighedens verden udenfor på gaden? Paris er ellers et sted, der har ry for at være en by, hvor alle læser romaner og filosofi i metroen, men det er måske ikke tilfældet længere.

Paris er en stor by, hvor du skal bevæge dig over lange afstande hver dag. Det er også vores omstændighed; vi bevæger os med metrolinje 4, 8 og 9 hver morgen og aften for at komme til de steder, hvor vi har brug for at komme. Mens vi gør det, udfører vi vores egen undersøgelse af, hvad folk laver i transporttiden.

Vi ser meget få bøger i parisernes hænder, men mange telefoner. Du vil måske fastholde, at de nok bare læser bøger på deres telefoner, men det er ikke særlig optimalt at læse på en telefon – og det er da også sjældent tilfældet. Er det franske folks intellektuelle kapacitet kun en myte? Vores undersøgelse viser kun to eller tre bøger på hver metrotur, mens vi ser mindst 50 mennesker stirre på skærmene på deres telefon. Alle befinder sig enten på Facebook eller Whatsapp, uden at gøre noget fornuftigt med deres tid. Én af de få bøger, vi ser, er Atomic Habits – en feel good guide til at styre dit liv. Der er ikke tale om en roman eller filosofi, bare ubrugelig tom luft. En bog vi kan love, at vi aldrig selv kunne finde på at læse.

Inde i Grand Palais arbejder vi systematisk. Vi har forberedt os hjemmefra, og fundet et par værker, som vi glæder os til at opleve.

Den ene af dem er den japanske kunstner Yuichiro Sato, som bliver præsenteret af Gallerie Taménaga. Galleriet blev dannet i 1969 i Tokyo, men har  også afdelinger i Kyoto, Osaka og Paris. Satos værker er fotografier af træer, bare og nøgne træer i skoven. Alle billeder er holdt helt i sort og hvid. Online forekom værkerne spændende, og vækkede vores nysgerrighed med deres næsten gennemsigtige og transparente æstetik. Desværre viste de sig at være en skuffelse at opleve i virkeligheden, fordi det kun er kølige, bare træer. Der er ingen æstetisk tilføjelse til det tilfældige vinterlandskab. Derfor passerer vi dem hurtigt, og glemmer alt om dem.

Yuichiro Sato. Between 2020. Work on Paper and Mixed Media. Galerie Taménaga.

Den anden kunstner vi har set frem til at møde er sydkoreanske Jihee Han, som er repræsenteret af Gallery M9 fra Seoul i Sydkorea. Også hendes værker er en skuffelse. Værkerne er meget hvide og gennemsigtige billeder, men IRL er de bare hvide flader.

Jihee Han: They love each other (2020). Painting, Acrylic on canvas. Gallery M9

Derfor kan vi ikke gøre andet end at fortsætte i forsøget på at finde noget, der indfanger vores opmærksomhed. Begge kunstnere viste sig at være en skuffelse. Nogle nøgne træer uden en egentlig kommentar om noget, og nogle andre meget gennemsigtige billeder. Tankevækkede at begge kunstnere fremstod mere spændende online end i virkeligheden. Det plejer ellers at være omvendt.

Kinesisk kalligrafi møder europæisk ekspressionisme

Alligevel lykkes det os ved en tilfældighed at finde nogle andre kunstnere, der taler til os. Vigtigere er det, at vi har mulighed for at gå rundt og tænke på samtidskunst på en ny måde,eller måske snarere på en anden måde. Enhver tanke er en mindre variation af alle tidligere tanker.

Denne mulighed for at tænke en tanke er vores eneste virkelige dagsorden. Alt andet er bare en undskyldning. Alle vores undskyldninger er overfladiske og ubehjælpsomme argumenter for at bringe os selv i situationer, der vil formidle en meningsfuld tanke. Kunne sådan en tanke være dukket op på en anden måde? Hjemme, sovende i vores seng eller spadserende i den have, vi ikke har? Det får vi aldrig at vide – og vi ønsker heller ikke at vide det.

Der er tre kunstnere ved Art Paris, som møder os som et lynnedslag. Ligesom ethvert kunstværk og kunstner altid kommer uventet og injicerer sig selv i din krop og sjæl. Du kan ikke forberede dig eller være klar, men du kan være åben. Vi gik rundt og følte os en smule skuffede, men gik så forbi Galerie Vazieux. De præsenterer et soloshow med maleri af den kinesiske kunstner Rao Fu. Det er længe siden, vi har set noget så modigt og farverigt; blandingsteknikker fra kinesisk kalligrafi og tysk såvel som norsk ekspressionisme.


Maleri: Rao Fu: Old Town (2022). Oil on canvas, 145 x 190,5 cm. Galerie Vazieux.

Vi falder i snak med galleri-manageren for Vazieux, Lou Anmella de Montalembert, som fortæller lidenskabeligt om kunstneren og galleriet. Hun er uddannet på Sorbonne Universitet i Paris. Mindre kan selvfølgelig ikke gøre det; ingen bliver ansat som leder af et galleri, der er nabo til Louvre, uden at have de rigtige eksamensbeviser. Frankrig byder altid velkommen med den bedste aristokratiske og koloniale arrogance, hvor intet overlades til tilfældet.

Galerie Vazieux specialiserer sig først og fremmest i kinesisk kunst, men arbejder også med kunstnere fra andre asiatiske lande. Rao Fu kommer fra Beijing, men flyttede som 23-årig til Tyskland, hvor han har boet de seneste tyve år. Da han ankom til Tyskland blev han meget inspireret af europæisk ekspressionisme – især tyske malere. Senere opdagede han også skandinaviske malere, og i nogle af hans billeder ses en tydelig inspiration fra Edvard Munch.

“Edvard Munch’s temaer og maleriske stil er tydeligt tilstede hos Rao Fu.”

Lou Anmella de Montalembert fortæller, at Fu arbejder med oliemaleri, men at hans teknik betyder, at billederne fremstår meget anderledes end sædvanlig olie på lærred. Han fortynder malingen, og behandler den som om det var blæk. Derved opnår han at give malingen en meget flydende karakter, som i de færdige billeder næsten får det til at ligne akvarel. Lou Anmella de Montalembert pointerer, at Rao Fu faktisk maler olie på lærred som om det var kalligrafi, hvilket betyder, at han maler direkte og hurtigt med brede penselstrøg.

De aktuelle billeder, som Galerie Vazieux udstiller, har meget skarpe og klare farver, men det er egentlig noget nyt hos Rao Fu, der ellers mest har benyttet sig af jordfarver. Udtrykket er meget flydende, svævende og sløret. Det giver en svimlende fornemmelse, og minder om psykisk ustabile tilstande. Selv beskriver Rao Fu det som indre landskaber, som er inspireret af hans drømme og mareridt.  Farverne spiller en vigtig rolle for at skabe det imaginære udtryk.

Landskaber har altid spillet en central rolle i kinesisk maleri, men det er aldrig en fotografisk gengivelse af virkelige landskaber – landskaberne er ikke realistiske – men der er derimod tale om kunstnerens indre landskaber. Der bliver meget ofte eksperimenteret med perspektivet, således at der er flere forskellige perspektiver på spil i det samme billede. Formålet er at give udtryk for følelser og energier. Et andet vigtigt element i kinesisk forståelse af verden er forholdet mellem mennesket og naturen, men igen er det ikke en realistisk afbildning. Rao Fu er tydeligvis inspireret af den kinesiske tradition og forståelse af verden. Meget ofte benyttes et perspektiv, hvor det hele ses lidt fra oven, og hvor beskueren føres ud i naturen, men undervejs bliver man konfronteret med andre og skiftende perspektiver.

I mange af billederne ses også tydelige hilsener til den norske maler Edvard Munch, selvom Munch kun er én blandt flere inspirationskilder. Den norske malers temaer og maleriske stil er tydeligt tilstede hos Rao Fu.

Når kunstværket står i vejen, må beskueren bruge sin fantasi

Et andet sted møder vi maleren Jean Charles Blais’ billeder. De præsenteres af Gallerie Catherine Issert. Hun fremstår som en lille, spids dame, der har en meget kontant måde at forstå hans billeder på, som ikke helt korresponderer med vores egen oplevelse. Vi kan ikke få lov til at se billederne, fordi der i forgrunden er placeret sorte, mørke skygger. De fungerer som silhuetter foran beskueren. Denne udelukkelse fra værket får dig til at spekulere på, hvad du kunne have set, men først og fremmest får det dig til at føle dig udelukket.

Jean Charles Blais, 2021. Olie og kridt på iturevne plakater. Galerie Catherine Issert.

Issert synes at tro, at de mørke skikkelser giver dig adgang. Det giver dig mulighed for at træde ind i disse tomme rum i malerierne, og derved selv blive en aktiv del af maleriet. Du inviteres ind i en fantasi. To meget forskellige forhold til de samme kunstværker.

Vi forstår ikke rigtig, hvad hun siger, og hun har det tilsyneladende på samme måde med os. Derfor forstummer samtalen med Cathrine Issert ligeså hurtigt, som den opstod. Måske fordi vi er på vej i helt forskellige retninger. Der er alligevel noget på spil hos Jean Charles Blais, men det er ikke hans motiver, der imponerer os. Derimod er vi betaget og tiltrukket af skyggerne, fordi de umuliggør billedet. De eksisterer ikke rigtig, men alligevel er de alt, som vi får lov til at opleve. De fremtvinger en konstant undren, og de stiller spørgsmålstegn ved alt – også kunstværket selv.

Fra affald til kostbare kunstværker i kolonimagten

Ved den anden af de to kunstmesser er vi taget til det parisiske galleri Magnin-A. Her præsenteres en gruppe kunstnere fra Benin, Den Demokratiske Republik Congo og Mozambique. De har det til fælles, at de tager udgangspunkt i affald. Affaldet indgår som materiale i deres kunstværker. Kunstneren fra Benin, Romuald Hazoumé arbejder skulpturelt med genstande, som den vestlige verden dumper i afrikanske lande, og bruger materialerne til at udforme masker og installationer. Hazoumé siger drillende, at han konverterer affald til kunstværker, som sælges til en dyr pris til publikum i tidligere koloninationer (fx Frankrig), hvor affaldsprodukterne oprindelig er kommet fra.

Romuald Hazoumè: Pièce montée (2005). Gallerie Magnin-A.

Hazoumè hentyder til, at der ikke kun bliver udskibet affald fra verdens rigeste lande. Vi sender også gerne varer og teknologi, vi ikke selv længere finder værdifulde til især lande på det afrikanske kontinent. Vi synes overlegent at tænke, at “det kan de nok bruge”, selv om vi selv ville have smidt det ud.

Den trafik og holdning kan man opfatte som kolonialismens efterspil. Romuald Hazoumé forsøger på en humoristisk måde ikke kun at sende affaldet retur, men optræder også som hofnar, der bedriver gæk med kongen og hans hof. I dumper jeres ubrugelige genstande, men jeg har kapitaliseret dem – og I får lov til at betale en dyr pris.

I mange af værkerne er genstandene omformet til masker, og masken spiller en afgørende social og kulturel funktion i mange afrikanske lande. Dermed kan værkerne også opfattes som en slags modsat kultur-intervention.  Den europæiske kolonialisme har jo betydet en voldsom kulturimperialisme i store dele af verden. Denne gruppe kunstnere forsøger at gøre gengæld. De sender ikke kun affaldet tilbage, men med affald omformet til kunstværker følger også en kulturel omfavnelse med modsat fortegn. Dét, som I ikke kunne bruge, køber I nu til en høj pris, og vi indfører samtidig vores kulturelle system i jeres hoveder.  


Om skribenten

Morten Ranum

Morten Ranum

Digter, forfatter og radiovært. Anmelder kunst og kultur på Solidaritet, laver interviews med kunstnere med særligt fokus på sociale og kulturelle forhold i det østlige og sydlige Afrika, og er vært for kulturprogrammet "Foreignness and Friendship" på Tremella Radio. Han har tidligere boet i Uganda, og opholder sig for tiden et par måneder om året i Sydafrika.   Læs mere