Anmeldelse: The Principal Contradiction

‘The Principal Contradiction’ af Torkil Lauesen skal have ros for at tage fat i dialektikkens problematikker, og forsøge at sætte den i praksis.

---

Af Reinout Bosch

Marxismens bibliotek kender mange hylder. Nogle er mere støvede end andre. Med bøger der nok ligger i den mere esoteriske ende af traditionens tekstproduktion. Her finder vi, vil mange mene, de forskellige teorier om tolkningen af marxismen i sin filosofiske form: Den dialektiske materialisme eller DIAMAT som den var kendt i den sovjetiske filosofi.

Vigtigheden af dialektikken kan de fleste marxister blive enige om. Men når spørgsmålet rejses, hvad det egentligt vil sige at noget er dialektisk bliver der straks sværere. Og uenigheden vokser kun med spørgsmålet, hvad det i grunden skal bruges til, eller hvordan.

Alene af denne grund skal Thorkild Lauesen have ros, for som altid at gå imod strømmen. I sin bog, The Principal Contradiction, der er rigeligt forsynet med citater fra Marx, Lenin og Mao tager Lauesen en af dialektikkens store problemer op og forsøger at bringe den til anvendelse på de sidste årtiers udvikling.

Dialektik er en af filosofiens hovedretninger, der hævder at alle elementer i samfundet og naturen er i stadig forandring. Den græske dialektiske filosof Heraklit skulle have udtrykt det ved at sige, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange. For floden er under konstant forandring (og det er den der træder ned i floden i øvrigt også).

Marx’ filosofiske forbillede, manden med det über tyske navn; George Wilhelm Friederich Hegel, udviklede i årene før Marx’ fødsel sine tanker om dialektikken til et omfattende tankesystem. Det satte begreber på udviklingens langsomme, hurtige og modsætningsfulde skift. Marx og Engels tog disse tanker med sig og indarbejdede dem i deres skrifter (særligt Engels i den omstridte Naturens Dialektik), hvor det et halvt århundrede senere blev opdaget af den unge bondesøn Mao Zedong. Influeret af østasiatisk dialektik, og Lenins filosofiske skrifter, omdannede han de tyske tanker til et filosofisk udgangspunkt fra hvilket Lauesen har lært.

Modsætninger

“Mit eget yndlingseksempel starter med en ostemad. Bliver der taget en lille bid af den, vil det stadig være en ostemad. En bid mere, og en mere, og en mere gør, at der måske kun er det halve tilbage, men det er stadig en mad. Men på et tidspunkt slår kvantitet over i kvalitet. Med de efterfølgende bidder, kan der ikke længere være tale om en ostemad. Betragteren vil se ned på den tømte tallerken og erklære, at her kun er krummer.”

Lauesens dialektiske materialisme (revolutionens videnskab) har fire metodiske grundregler. For det første er alt forbundet. Intet ændres uden at det også påvirker andre forhold. For det andet skal alting undersøges i sin udvikling (da det jo efter dialektisk princip aldrig er i stilstand). For det tredje skal forandringen undersøges som foregående i kvalitative spring. Udviklingen er aldrig lineær men foregår altid i brud.

I visse tilfælde er den forandring der foregår kvalitativ, dvs. at et fænomen stadig virker som det samme, men forandrer sig inden for rammerne af det genkendelige. Med andre ord forandrer det sig, men uden at dette nødvendigvis forandrer fænomenet fundamentalt. Mit eget yndlingseksempel starter med en ostemad. Bliver der taget en lille bid af den vil det stadig være en ostemad. En bid mere, og en mere, og en mere gør at der måske kun er det halve tilbage, men det stadig er en mad.Men på et tidspunkt slår kvantitet som man siger over i kvalitet. Med de efterfølgende bider, kan der ikke længere være tale om en ostemad. Betragteren vil se ned på den tømte tallerken og erklære, at her er kun krummer.

Den fjerde regel er Lauesens ærinde: Materiens udvikling tager udgangspunkt i fænomeners interne modsætninger, ikke i forholdende imellem dem. Det betyder altså at der internt i fænomener findes ’aspekter’ der komplementerer hinanden og på samme tid både ekskluderer hinanden og behøver hinanden. Tænk Ying og Yang, men så uden at alt er statisk og forbundet til svært forståelig tysk oplysningsfilosofi.

Hovedmodsætningen

Det er modsætningerne, som Lauesen leder efter. Både de der findes inde i fænomener og processer og driver dem fremad, og de der findes mellem dem. Og da dette finder sted alle vegne er det et godt spørgsmål, hvor man skal starte.

Det er modsætningerne som Lauesen leder efter. Både de der findes inde i fænomener og processer og driver dem fremad, og de der findes mellem dem. Og da dette finder sted alle vegne er det et godt spørgsmål hvor man skal starte.

Lauesen griber i forsøget på dette tilbage til halvfjerdsernes ynglings tradition, klassiker citater. Særligt Mao, der skrev meget om emnet og som i ”Om modsætninger” skriver:

”Af de to modsatte aspekter må et af dem være dominerende og det andet underordnet. Det dominerende aspekt er det aspekt, der spiller den ledende rolle i modsigelsen. En tings natur bliver i hovedsagen bestemt af modsigelsens dominerende aspekt, det aspekt, som indtager den dominerende stilling.”

Med citater som dette har Lauesen et udgangspunkt som han vender mod verdenshistoriens hovedlinjer de sidste 150 år. Med dialektiske briller læses historien som skift i hovedmodsætninger. Modsætning mellem imperialistiske supermagter, modsætning mellem produktion og forbrug og tættere på vores egen tid som velfærdsstat over for den transnationale kapital. Fra en anden vinkel ses den kolde krig som modsætninger mellem USA og Østblokken, USA og de tidligere imperiale magter eller i form af USA over for den tredje verden. Disse modsætningspar overlapper, styrker og svækker hinanden på skift og veksles i forskellige situationer om at være den vigtigste modsigelse.

Lauesen bringer sin egen politiske udvikling i spil i forklaringen af den mere hidtidige udvikling af modsætningerne. Den tog udgangspunkt i modsætningen mellem USA og den tredje verdens antiimperialistiske kamp. Hvor indenfor gruppen omkring Gotfred Appel og den senere såkaldte Blekingegadebande intervenerede med deres legale og illegale støtte til tidens modstandsbevægelser.

Med neoliberalismens indtog på den historiske scene led modstanden nederlag og efterfølgende den, blev det i stedet modsætningen ’velfærdsstat over for den transnationale kapital’ der kom til at indtage den vigtigste rolle. Den økonomiske modsætning mellem center og periferi blev her erstattet af en mere politisk modsætning mellem nationalt orienterede borgerskab og deres mere internationalt orienterede modpart. Den første med den politiske, og den anden med den økonomiske magt

Praksis

Det er i denne modsætning, der træder frem som trumpisme, Brexit og Salvini at vi står i dag, fortsætter Lauesens argument. Her skal vores praktiske politiske arbejde i hans optik tage sit udgangspunkt. Og her finder teorien sin grænse. For skal den udvikles yderligere, må det ske i et samspil med handlingen, i en situation hvor analyse og praksis bestandigt komplementerer hinanden.

Gennemgribende er bogen optimistisk indstillet over for at dette kan lade sig gøre. Åbenheden i den objektive situation modsvaret af de subjektive kræfters svaghed, skal ikke lede til mismod, men anstifte os til stadig handling, er budskabet. Der er desværre langt fra de hovedmodsætninger der angiveligt agerer i vores verden, og til en konklusion på hvordan man intervenerer i dem.

Ved at vende teorien mod corona-pandemien, protesterne i Hong Kong og klimakrisen forsøger Lauesen at vise dens praktiske anvendelighed. Gennemgående lider også hans dialektiske materialisme dog af den metafysiske svaghed, at det beskriver noget genkendeligt i brede termer. Hvorved at ’analysen’ kommer til at stå som illustrationer til filosofiens pointer. Det efterlader læseren med en følelse af at det jo ikke er forkert, hvad der skrives… men at en anden illustration lige så godt kunne have været valgt.

Metaforik

Og om end man som kritisk læser kan nikke genkendende til både beskrivelsen af modsætninger mellem velfærdsstat og finanskapital, borgerskabets fraktioner og USA og Kina, efterlades man med en tom fornemmelse i forhold til den dialektiske metodes anvendelighed. For hvorledes kravler vi ned fra denne himmelstormernes stige? Hvilke trin i analysen skal vi træde ned af, før vi igen når jorden, og et punkt hvorfra vi endeligt kan begynde at handle?

Det er ikke Lauesens ærinde, der blot vil vise os stigens øverste trin. Hvor det er svært at se hvordan vi kommer videre, efterlades vi blot med Mao, hvis metaforik er stærkere end mig. Teoriens sammenhæng med praksis, er nemlig som en pil der bliver skudt mod et mål. Her er teorien pilen og revolutionen målet. Tag den, du fagre nye verden!

Det er den filosofiske brede der ofte er den dialektiske materialismes problem når den skal anvendes som andet end verdensanskuelse og huskeregel. I et let forståeligt sprog giver denne bog en indledning til hvordan man trods alt kan forsøge at gøre noget andet. I sin indledende teoretisering er den kortbundet og skarp. En kvalitet der desværre tabes i takt med at citater fra klassikerne bliver vigtigere trædesten i analysen. Hvor anmelderen deler verdenssyn med forfatteren virker illustrationerne velvalgte, hvor vi er uenige forvirrende.

Men det går hurtigt og man keder sig ikke. Og særligt når man ikke er enig, er bogen et godt sted for filosofisk refleksion.

---