Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
25. juni. 2021

Anmeldelse: Thomas Pikettys nye bog er snarere reformeret kapitalisme end “en vej mod en ny socialisme”

Den franske stjerneøkonoms nye essaysamling vidner på veldokumenteret vis om kapitalismens store ulighed. Væbnet med statistik og tal dissekerer Piketty kapitalismens ulighedsskabende politik. Men netop den store mængde grafer, tal og statistik gør, at bogen ikke har øje for det tænkende og følende menneske, men derimod reducerer det menneskelige til kvantificerbare enheder.

Den franske økonom Thomas Piketty har gennem årene arbejdet som rådgiver for de socialdemokratiske partier i både Frankrig og England. Hans nye bog, der er en tekstsamling af essays fra Le Monde, emmer da heller ikke ligefrem af revolutionære tanker, skriver Frederik Olsen. Foto: Charles Platiau
Artiklen tager cirka 6 minutter at læse.

Thomas Piketty, den franske økonom og lighedsforkæmper, har i årene mellem 2016 og 2020 skrevet en stribe månedlige klummer, som primært er blevet udgivet på Le Monde – disse tekster er nu blevet samlet i en essaysamling og udgivet på Informations Forlag med titlen Mod en ny socialisme.

Piketty, der er forfatter til bestsellerne Kapitalen i det 21. århundrede og Kapital og ideologi, må have lyttet efter i matematiktimerne, for han undlader ikke mellemregningerne i teksterne. Således er bogen spækket med grafer, statistikker og tal, som er med til at understøtte hans kritikker af dén kapitalisme, som skaber udfordringer for lighed, retfærdighed og bæredygtighed i den globale verden.

Union i Unionen

Udrustet med statistiske redskaber dissekerer Piketty for eksempel skarpt Frankrigs udadtil ”udviklende” uddannelsespolitiske praksisser: Det forlyder i de officielle proklamationer, at regeringens fremmeste mål er at investere i uddannelse og innovation. Det nominelle budget for Frankrigs program for ”Videregående uddannelser og forskning på universitetet” ser da også ved første øjekast ud til at være steget fra 11,3 milliarder euro i 2008 til 13,4 milliarder i 2018. Men det er en vildledende og glorificerende officiel ”redning” af universitetet, siger Piketty. For hvis man medregner prisstigninger, absorberer disse over halvdelen af budgettets stigning mellem 2008 og 2018. Regner man oveni stigningen i antallet af studerende på ca. 20% med, kan man konkludere, at budgettet pr. studerende faktisk er faldet med næsten 10% i denne periode – altså helt modsat den påståede officielle ”stigning”. Til gengæld har den franske regering så i samme periode brugt 5 milliarder euro på skattelettelser til de rigeste – penge, som kunne have været brugt på uddannelse.

Skarp er Piketty også, når han fremlægger sin solidaritetsvision om en demokratisk regering i eurozonen, en slags union i unionen. Ved at indføre et budget for eurozonen gennem finansiering fra fælles selskabsskatter og beskatning af de højeste indkomster og formuer, vil denne regering gøre det muligt at investere i fremtiden og mindske uligheden i de enkelte lande, vurderer Piketty.

Lønarbejde og forbrug i højsædet

Pikettys socialisme er i høj grad centreret om investering i uddannelse, sundhed, oprettelsen af pensionskasser og udgifter til sociale overførsler og generel socialsikring. Piketty pointerer, at disse afgørende elementer af en socialstat historisk har været katalysator for lige rettigheder, navnlig ved socialstatens fremkomst mellem 1910-1920 og 1980-1990. Men de lighedsfremmende strømninger er siden 1980-90’erne stagneret i kølvandet på blandt andet halveringen af den progressive skat i USA under Reagan, men også EU-konstruktionens fremme af en generaliseret konkurrence mellem lande og regioner, der ifølge Piketty ”inciterer til skatte- og social-dumping til fordel for de mest mobile, økonomiske spillere”. Det er disse spilleregler, som må ændres, og ligheden må igen findes i reformeringerne af den sociale stat.

“I stedet for tænkende og følende subjekter bliver mennesker omdannet til kvantificerbare enheder, som udgør kurver, figurer, søjlediagrammer osv. Menneskeligheden og hverdagslivet er svært at få øje på”

Men er alle disse forslag om at reformere de globale spilleregler så et skridt på vejen mod en ny socialisme? Eller er det snarere imod en ny socialisme, Piketty går? Den socialisme, Piketty advokerer for, er netop ikke nyskabende og revolutionær, men reformistisk og resigneret over for markedets, økonomiens og lønningernes ideologi. Piketty positionerer sig ikke meget afvisende over for lønarbejdet og kapitalen, men forsøger snarere at omgå det med beskatningsteorier og tanker om pension og borgerløn, som skal udligne uligheden.

Her er altså ikke snak om en revolutionær socialisme, der vil afskaffe lønarbejdet, for lønarbejdet og lønsystemet bliver hos Piketty et kerneelement i selve dét redskab, som skal bane vejen for hans socialisme. Som den anarkistiske antropolog David Graeber sagde, er det i sidste ende i udførelsen af lønarbejdet, at de fleste mennesker i dag spilder størstedelen af deres vågne timer – og det er dét, som gør dem ulykkelige. Et frit forhold til markedet, hvor alle mennesker kan overleve uden at stå under markedets trældom, er den primære socialistiske vision. Ganske vist foreslår Piketty strategier til fx en reform af en retfærdig pension, retfærdig aflønning af arbejdet og borgerløn, som tilsammen vil reducere arbejds-tid og -mængde, men han forstår stadig stimulering af arbejdskraft og forbrug som de primære redskaber til at investere i infrastruktur, uddannelsessystemer osv.

Bogen er spækket med statistik og tal, og i stedet for tænkende og følende subjekter bliver mennesker omdannet til kvantificerbare enheder, som udgør kurver, figurer, søjlediagrammer osv. Menneskeligheden og hverdagslivet er svært at få øje på, både i Pikettys socialpsykologi (eller manglen på samme) og i hans socialisme. Bogen er skrevet, som om den henvender sig til først og fremmest statsledere og politikere – og foreslår makrostrukturelle tiltag til en statssocialisme, som må indføres og reguleres på et meget højt, strukturalistisk niveau. Det er langt fra den indre revolutionære kraft, som må næres i ”menneskets egen natur” og i dets ”biologi”, sådan som Herbert Marcuse siger det. I denne forstand består det kraftigste samfundsomvæltende potentiale ikke i den store, leninistiske ledelse af samfundet, men i den mangfoldighed af små bevægelser, sammensat af enkelte følende og tænkende individer, som tilsammen udgør selve revolutionen.

Håndbog til familiefesten

Mod en ny socialisme er et veldokumenteret vidnesbyrd om kapitalismens uligheder. Piketty leverer håndbogen til dig, der ofte finder dig selv i en situation, hvor du skal forsvare dine ”naive” og “velmenende, men urealiserbare” socialistiske idéer over for en diskussionslysten onkel til en familiefest, som ”da også flirtede med kommunismen” da han var ung, men nu har måttet indse, at virkelighedens samfund ikke kan bygges på lutter gode intentioner, men nødvendigvis må funderes rationelt og økonomisk fornuftigt. Bogen burde således kunne udruste interesserede med gode comebacks til det velkendte ”det er alt sammen meget godt, men hvor skal pengene komme fra?”-spørgsmål.

Man kan købe bogen sammen med Pelle Dragsteds Nordisk socialisme i Bog & Idé, komplet med den gode ’ny bog’-lugt og indpakket i plastikplombering. De er begge fornuftigt socialistiske, reformistiske og ikke helt radikalt samfundsomvæltende, men bidrager da til den socialistiske litteratur. Begge er polerede nok til, at de problemfrit kan blive vist frem på boghandlernes fremmeste hylder.


Om skribenten

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Cand.pæd i pædagogisk antropologi og uddannet pædagog. Opvokset og bosat på Nørrebro. Medlem af Baggrund- og Debatredaktionen på Solidaritet. Læs mere