Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. april. 2021

Anmeldelse: Ufortyndet revolutionær socialisme på det store lærred

Med filmen “Judas and The Black Messiah”, lykkes det at vise Fred Hampton som et komplekst menneske, men også at beholde hans politiske budskaber, uden de bliver udvandet eller pakket væk i et personligt drama, eller klichéer om den politiske leders svigt af sine nærmeste.

En Oscar til revolutionen? ‘Judas and the Black Messiah’. er nomineret til hele 6 af slagsen, blandt andet til hovedrolle-indehaveren Daniel Kaluuya. Han rammer den rent bagi som Fred Hampton, den revolutionære Black Panther-leder, som blev dræbt af FBI i 1969, uden at filmen går på kompromis med den rigtige Hampton’s budskab. Billede fra filmen.
Artiklen tager cirka 19 minutter at læse.

Det er ikke hver dag, Hollywood kaster sig over at fortælle historien om en revolutionær socialist. Og når det sker, skal man have paraderne oppe som seer og holde øje med, hvordan de politiske budskaber bliver fortyndet til uigenkendelighed.

I februar i år, i forbindelse med Black History Month, tweetede den sorte New Jersey-senator Cory Booker, som af mange bliver set som en fremtidig demokratisk leder,  følgende citat fra Black Panther-lederen Fred Hampton: “Vi bliver nødt til at indse, at selv om nogle mennesker siger, man bedst bekæmper ild med mere ild, siger vi i stedet, at man bedst slukker en brand med vand. Vi siger, at man ikke bekæmper racisme med mere racisme. Vi bekæmper racisme med solidaritet”

Det fulde citat er et antikapitalistisk kampråb, hvis fortsættelse lyder: Vi siger, at vi ikke bekæmper kapitalisme med sort kapitalisme, men i stedet besejrer den gennem socialisme.” Min frygt ved en filmatisering om Fred Hamptons korte liv var, at filmen ville gøre præcis som Cory Booker: Nemlig at klippe ham ind til en figur, som passer fint til en tur i ’Go’ Morgen Danmark’. Gøre ham til en ufarlig, citérbar skikkelse, som vi – uanset om vi er sorte, hvide, rige, fattige, flygtninge, politifolk, virksomhedsejere eller arbejdere – kan hygge os med, og tale pænt om til hinanden.

Jeg har ikke noget problem med bred appel. Hvis det stod til mig, boede venstrefløjens politiske ledere og ordførere i Go’ Morgen Danmark og Vild med Dans, når de ikke gav tips og tricks til at folde servietter i Ude og Hjemme. At oparbejde evnen til at skabe bred identifikation med ens semi-offentlige, gemytlige person er fint, og ofte præmissen for, om nogen gider lade sig overbevise af en. Problemet opstår, når budskabet bliver spist af indpakningen. Og her skuffer instruktør Shaka King ikke. Fred Hamptons charmerende karakter, hans evne til at komme i dialog, og hans forståelse for at skabe alliancer med en multitude af undertrykte mennesker og foreninger, bliver ikke fremstillet på bekostning af hans kompromisløse, revolutionære og socialistiske budskab.

Har du fået set filmen om Black Panther-lederen Fred Hampton? Du kan starte med en trailer her.

En kriminel stat – og en frihedskæmper vi ikke må glemme

Fred Hampton var den lokale leder af Black Panthers’ afdeling i Chicago, og var samtidig også leder af organisationens ungdomsafdeling. Han blev henrettet af politiet i sit hovedkvarter mens han sov tungt. Forinden havde en FBI-informant i hans inderkreds bedøvet ham før han gik i seng. Journalist Brian Boyer har senere dokumenteret, at der kun blev affyret et enkelt skud i loftet af en Black Panther, sandsynligvis som en refleks, da han blev skudt. Politiet gennemhullede lejligheden med 90 skud.

Senere offentliggjorte dokumenter om CoIntelpro – FBI’s ‘Counter Intelligence Program’ – beskriver i direkte vendinger, hvordan FBI og politiet tog ulovlige arbejdsmetoder i brug over for den organiserede sorte frihedskamp. Metoderne omfatter målrettet chikane fra politiet, brug af informanter, infiltratorer og agenter med henblik på at sabotere organisationernes arbejde. Programmet kan også dokumenteres at have haft til formål at skabe ondsindede og falske rygter om blandt andet Black Panthers ledere, og at skaffe talentfulde ledere af vejen.

“Fred Hampton var 20 år, da han blev dræbt i sin seng. Drabet skete efter de andre overlevende i huset var blevet ført ud af det lokale, han befandt sig i.”

Fred Hampton var 20 år, da han blev dræbt i sin seng. Drabet skete, efter de andre overlevende i huset var blevet ført ud af det lokale, han befandt sig i. En betjent konkluderede, at han var i live og ville overleve, hvorefter 2 skud blev affyret og betjenten sagde: “Så er han vist godt og grundigt død” (“he’s good and dead now”). Den scene er også på kuldegysningsfremkaldende vis blevet genskabt i filmen.

Politiet holdt efter aktionen et pressemøde, hvor de opdigtede en historie om en aggressiv skudduel mellem Black Panthers og politiet inde i huset. Sagen har været igennem retssystemet, men er blevet afgjort uden for retten, hvor de pårørende i et forlig har fået tilkendt en erstatning af staten. Huset, hvor drabet på Fred Hampton skete, stod åbent for journalister og offentligheden i 2 uger, inden politiet lukkede det af, og selv foretog deres egen “efterforskning” af episoden.

Med Fred Hampton har vi altså at gøre med lederen af en radikal bevægelse og en revolutionær frihedskæmper, som staten oplever som så farlig, at den er villig til at lyve, begå vold og i sidste ende drab. Kan en Hollywood-film håndtere så voldsom en konflikt, uden hverken at tage brodden af Black Panthers og deres kronprins Fred Hamptons radikalitet – eller den amerikanske stats brutalitet?

Mere end 90 skud blev affyret af de betjente, der ransagede den bedøvede Fred Hamptons lejlighed. Panterne affyrede kun et enkelt. Foto: Bobby Rush / Twitter

Politik er krig

Overraskende nok bliver der i filmen ikke lagt fingre imellem, når Fred Hampton fremstiller sine politiske synspunkter. I flere scener vises der, hvordan han ynder at referere Maos citat om, at forskellen på krig og politik er, at politik er krig uden blodsudgydelser, mens krig er politik med blodsudgydelser.

Den pointe lader filmen Fred Hampton slå fast flere gange. Han fremstilles i forlængelse af den pointe og viser, at status quo ikke er de neutrale holdningers holdeplads, eller at politik handler om en lille rask diskussion. Når man ser filmen, sidder man med en fornemmelse af, at hvis du indtager en forsigtig, reformorienteret position og tillader status quo, så accepterer du ordensmagtens metoder. I dette tilfælde FBI og det amerikanske politivæsen, der dækkede over chikane, forfølgelse og drab af sorte. I særdeleshed sorte, der også var politiske.

Karakteren af det legitimerede, systematiske magtmisbrug hos politi og efterretningstjeneste kommer smukt til udtryk tidligt i følgende citat fra filmens anden hovedperson, informanten Bill, som egentlig heder William O’Neal: “Et (politi-)skilt er mere skræmmende end en pistol”. Det rå, individuelle voldspotentiale kan ikke måle sig med den systemiske magt, som et politiskilt, der giver én statsmagten i ryggen, gemmer på.

Dette syn på politik som krig, er også på spil i filmens skildring af Fred Hamptons liv og The Black Panther Party’s virke, hvor der bliver stillet skarpt på den på én gang systematiske, men også vilkårlige vold, som den udøvende magt benytter sig af, i særdeleshed over for sorte og underklassen. Derfor fremstilles The Black Panthers også i forlængelse af, at det neutrale standpunkt, som ikke udfordrer status quo, kun er en accept af den ene sides vold.

Sat på spidsen kan man sige, at den sorte borgerrettighedsbevægelse allerede 100 år før Fred Hampton forsøgte at følge “reformstrategien” – ved at anerkende og acceptere den systematiske racismes magt, så længe den i det mindste beskyttede sorte mod lynchninger og overfald. Konkret skete det gennem Booker T. Washingtons såkaldte “Atlanta-kompromis”. Her medgav han som leder for den største organisering af sorte, at han ville kæmpe for, at sorte skulle indordne sig på de hvides præmisser – og ikke gå for meget op i lighed med hvide – hvis politiet til gengæld ville garantere, at sorte blev beskyttet mod tilfældig, racistisk vold. Paradoksalt nok blev den vold ofte begået af politiet selv.

Alle er i krig, slår filmen fast, og hvis du ikke deltager i krigen, så standser du ikke krigen, men er bare med til at legitimere den ene sides kamp. Det minder om den klassiske læresætning på venstrefløjen: “Hvis du ikke fører klassekamp mod arbejdsgiverne, er det kun arbejdsgiverne, der fører klassekamp mod dig.” Filmen formår at vise, at den forståelse af politik som en konstant krig ikke er noget, vi som venstrefløj står alene med. Det er i høj grad den samme tilgang til samfundet, FBI og politiet abonnerer på.

“De sortes Ku Klux Klan”

Et gennemgående motiv i filmen, som kommer klart til udtryk i de scener, hvor vi følger FBI-agenten Roy Mitchell, er det etablerede systems frygt for “forandring”. Filmens fremstilling af denne frygt er måske dramatiseret, men giver ikke desto mindre et fint indtryk af det samfund, FBI kæmper for i USA i perioden omkring 1970. Filmens titel er en konkret historisk reference: Fra CoIntelPro-dokumenterne ved vi, at FBI faktisk frygtede en black messiah. En sådan messias-skikkelse kunne samle det nye venstre, immigranter, borgerrettighedsbevægelsen, latinoer, antikrigsbevægelsen osv. Det blev derfor set som den største trussel mod USA, der sammen med dens organisatoriske ophav skulle elimineres og knuses.

J. Edgar Hoover: FBI’s forbryderiske chef stod bag mordet

– Da ‘Bureau of Investigation’ i 1935 blev omdøbt til Federal Bureau of Investigation (FBI), havde den unge John Edgar Hoover allerede siddet som direktør i foretagendet i 11 år. Han sad tungt på den magtfulde post i yderligere 37 år, og stod i perioden i spidsen for en række forbrydelser på den amerikanske stats vegne.

– Hoover havde kickstartet sin efterretningskarriere ved at få udvist anarkisten Emma Goldman fra USA, selv om hun havde amerikansk statsborgerskab. Det var uhørt i samtiden, og ændrede selve betydningen af, hvad et statsborgerskab gav adgang til.

– Det var også Hoover, der i 1956 oprettede “COINTELPRO” – en række mørklagte, ulovlige operationer gennemført af FBI med hensigten at sabotere alle grupper, som efterretningstjenesten så som sine modstandere. Den liste var lang, og omfattede kommunister, indianske rettighedsforkæmpere, sorte og aktive i anti-Vietnam bevægelsen.

– Mord, chikane og ulovlig overvågning var blandt de benyttede metoder i Hoovers FBI. Han fik bl.a. agenter til at sende chikanebreve til offentlige personer, herunder Martin Luther King, jr., der i et brev fra 1964 blev opfordret til at begå selvmord.

– I ‘Judas and the Black Messiah’ spilles rollen som J. Edgar Hoover af Martin Sheen

+

Selvforståelsen i det herskende hvide system af politikere, politi og efterretningstjeneste er, at de ser sig selv som forsvarere af en neutral “orden”. I filmen kritiserer FBI også Ku Klux Klan, og ser Black Panthers som den sorte udgave af det samme. De beskyldes for at sprede had, og står med FBI’s logik i kontrast til enhed, neutralitet og “orden”. Det er en trussel mod “vores måde at leve på”, som det flere gange bliver sagt i filmen.

Frygten for forandring bliver glimrende skildret i en scene på FBI-chefen J. Edgar Hoover’s kontor, hvor en anden af filmens hovedpersoner, FBI-agent Roy Mitchell (Jesse Plemons) er kommet i tvivl om, hvorvidt han egentlig gør det rigtige i sin kamp mod Panterne. Som modsvar stiller Hoover ham et spørgsmål, der netop opsummerer den racisme, som ligger under overfladen i systemets orden: Hvad ville han gøre, hvis hans egen hvide datter en dag kom hjem med en sort mand? Det har Mitchell ikke lyst til at forestille sig, og efterlader dermed ikke seeren med nogen tvivl gennem resten af filmen. Med en enkelt sætning afslører filmen på den måde den ældgamle racisme, der er så grundlæggende og ikonisk for amerikansk kultur, at den var det eksplicitte omdrejningspunkt i Hollywoods første blockbuster, “The Birth of a Nation” (1915).

Shaka Kings fremstilling af samfundets racisme er diskret og elegant præsenteret, og virker derfor fantastisk rammende; halvt bevidst og halvt ubevidst. Det er i små uklare, brede formuleringer, at racismen viser sig, og trækker på forestillinger om en hvid, etableret samfundsorden, der ser sig selv som forsvarer af en “orden”, som altså er truet udefra. Den slags mere eller mindre bevidst fremmaning af gamle patriarkalske troper, behøver man dog ikke gå tilbage til 1970’erne for at finde. Pop-psykologen Jordan B. Petersons lignende formuleringer om kvinder, hvor mænd står for orden og kvinder det modsatte, er et samtidigt eksempel på dets rodfæstelse.

Retten til had

I filmen begrunder FBI gentagne gange deres undertrykkelse af De Sorte Pantere og Fred Hampton med, at de spreder had. Den formulering springer i øjnene på en gammel idéhistoriker og venstrefløjsaktiv: Alle parter i filmen har forskellige værktøjer og forskellige dagsordner, og alle har et stærkt had som drivkraft for deres handlinger. Mens ordensmagten hader de sorte for at udfordre deres orden, hader de sorte dem tilbage, og med god grund: Foruden den konstante chikane fra politiet, ser man også i filmens kulisse det materielle forfald, der skaber et had til systemet: Boligområder, skoler og hele lokalområder retter en anklagende finger mod et system, der forskelsbehandler og forfølger. Alle hader, men FBI bruger deres had til chikane, vold og drab fra en nærmest urørlig position. De står hævet over resten af samfundet, og har alle dets magtmidler i sin hånd. Som en sort betjent siger i et legendarisk interview i dokumentaren om mordet på Fred Hampton: “Det var retssag, dom og henrettelse” rullet sammen i ét, da FBI brød ind og henrettede den sovende Hampton.

50 år før Black Lives Matter, og længe før muligheden for at filme politiets tilfældige magtudøvelse og overgreb, oplevede De Sorte Pantere den samme uretfærdighed i et samfund, der ikke gav folk en ensartet spillebane. For dem var løsningen våbenbærende forsvarsenheder, der kunne patruljere politiets adfærd. Det resulterede også i råt og voldeligt våbenkapløb mellem de to grupper. Spørgsmålet er så, hvordan det med det tidligere Mao-citat i baghovedet, stiller politiks rolle som krig uden blodsudgydelser?

Fred Hampton som organisator

Filmen viser, hvordan Fred Hampton er i stand til at fange den eksplosive politiske drivkraft, som had kan være. Gennem sit arbejde som organisator giver han hadet en retning. Igennem hans propaganda-evner kombineret med det konkrete arbejde for lokalsamfundene, der fx skaffer et måltid om dagen til børn, skaber han både genkendelighed og radikalisering. Den identifikation, som venstrefløjslederne i dag forsøger at skyde genvej til via selfies og ufarlige ture i ’Aftenshowet’, laver Fred Hampton i sit direkte organiserende arbejde blandt de grupper, han ønsker at komme i dialog med.

“Fred Hampton formåede dét, vi på venstrefløjen drømmer om at kunne: Nemlig at forvandle en bred oplevelse af frustration og had til et samlende klassehad.”

Hampton bruger sin platform til en kompromisløs propaganda, der ikke nedtoner hans socialistiske vision. Det radikale ved Fred Hampton, som filmen også flot indfanger, er netop, at hadet primært rettes mod kapitalismen – ikke politiet. Hadet kanaliseres dermed hen mod en politisk kamp, og ikke en bandekrig med ordensmagten.

Fred Hampton peger på kapitalismen som den fælles kilde til den forskelligartede undertrykkelse de sorte, det nye venstre, antikrigsbevægelsen, latinoer, immigranter etc. oplever. Fred Hampton formår dét, vi på venstrefløjen drømmer om at kunne: Nemligt at forvandle en bred oplevelse af frustration og had til et samlende klassehad. Han kanaliserer det endda videre ud i aktiviteter, der har konstruktive formål. Som det fulde citat fra Fred Hampton i starten af artiklen siger, så bekæmper han racisme med solidaritet, men gør sig ingen illusioner om, at der kan skabes en retfærdig kapitalisme, fordi nogle sorte sidder med ved bordet. Det samlende mål er socialismen, og derfor også ønsket om en organisering, hvor Black Panthers kan alliere sig med andre grupper, og gøre fælles sag mod såvel kapitalismen som det politiske voldsmonopol, der forvaltes af FBI og politiet.

Er du poet eller aktivist, bliver Hampton spurgt i filmen. Men for ham hænger tingene sammen; poeten skal også være aktivist. Gennem hans energiske organisering lykkes han med at skabe en Regnbuekoalition i Chicago i 1969. Hvad propaganda uden en platform og en klar identifikation fører til, vises også gennem en scene i filmen, hvor Panterne mødes med en anden, sort selvforsvarsgruppe i Chicago, den fiktive “The Crowns”. Hampton forsøger at rekruttere dem til sin koalition, men mødes af en byge af mistillid og kritik, da de kun kender ham fra vidtløftige pamfletter og som en taler med mange sprogblomster. Det lykkes først at vinde deres tillid, da han viser dem, hvilke resultater han leverer for lokalsamfundet, gennem mad til kvarterets børn og selvorganiserede sundhedscentre for lokalbefolkningen. Poeten er ikke nok til at skabe identifikation, men fungerer som en overbygning på det aktivistiske arbejde. Det er i den kombination, Fred Hampton og De Sorte Pantere brillierer. Det er her, de kan organisere og rykke ved folk.

Poet eller aktivist? For Black Panther-socialisten Fred Hampton (1948-1969) var de to ting ikke hinandens modsætninger, men derimod to aspekter af den samme revolutionære kamp. Arkivfoto.

Kræver det en Messias at tøjle had?

Filmens svageste punkt er dens fetichering af Lederen. Det er samtidig formentlig irriterende sandfærdigt. De lækkede FBI-dokumenter viser nemlig det samme fokus på lederen, som filmen også fremhæver. Det er ikke bare Black Panthers, der får æresmærket som den største trussel mod staten, det er også fremkomsten af dét, FBI døber en “black messiah”, altså en leder der kan samle de sociale bevægelser i USA, som skal elimineres.

Filmen viser, at når Fred Hampton ikke med sit kølige, kalkulerede overblik giver de rigtige ordrer, så resulterer det i væbnede konflikter, og kontrollen tabes. Den politiske krig gøres på den måde til en bandekrig med blodsudgydelser. Organiseringen fremstilles som en klassisk leninistisk, militariseret organisationsopbygning med vertikale kommandoveje og én klar leder. Denne konspiratoriske struktur er tilpasset en organisering med en væbnet gren, der ligger i krig med politiet. I denne gren må de udøvende aktivister handle med en benhård disciplin, for at der ikke opstår kaos, og for at undgå deres had kammer over i affekthandlinger, som kan gøre lokalsamfundet skeptisk over for bevægelsen.

Når man stiller sig i en position, hvor revolution ikke bare er en frase, men en faktisk kamp, man forsøger at skabe, stiller det nogle spørgsmål til lederskab og gruppepsykologi. Som tidligere nævnt gøres had til en afgørende drivkraft i filmen. Den drivkraft er stærk, men svær at tøjle, og på den måde er der en grund til at disciplin bliver et afgørende moment i den type politisk organisering, som Black Panthers udgør.

Jeg sidder efter filmen tilbage med en fornemmelse af, at filmens instruktør, Shaka King, selv tror på FBI’s opfattelse af, at det er individer, ikke bevægelsen, som er den centrale faktor i politik. Filmen har en tendens til at fremstille en flok ‘vilde’ aktivister, der hele tiden er på nippet til at gøre noget dumt og hovedløst, når de ikke har en kløgtig leder til at lede. Filmens titel lægger også trykket på heltemodige individer, snarere end strukturerne. Om det skyldes et Hollywood-problem med at håndtere kollektive, demokratiske aspekter af en bevægelse, eller om det bare er mere underholdende at sætte stærke individer i centrum, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men filmen reproducerer under alle omstændigheder fortællingen om, at historien skabes af individer, ikke bevægelser. Har FBI ret i, at bevægelsens eneste værn mod kaos er en messias?

Organisationspsykologi i undtagelsestilstand

Når man stiller sig uden for det bestående samfund, mister man nogle holdepunkter. Grænser skal skabes på ny, hvilket er en svær opgave at løse for enhver organisation, hvad enten det drejer sig om sekter, der skaber deres egne samfund uden for den herskende orden, eller revolutionære socialister som Panterne. Selvom den bestående samfundsorden i USA 1970 ikke var nogen prisværdig orden, var den dog en slags orden, der gav nogle klare spilleregler for de fleste.

“Filmen er stærk, når den indfanger denne etiske skrøbelighed i såvel de revolutionæres organisering som i den etablerede orden. På den måde er det ikke bare en film om de gode, undertrykte Pantere mod de onde Pansere.”

Ønsket om et opgør med kapitalisme indbefatter også et opgør med nogle garantier og noget stabilitet. Det fører os hen til spørgsmålet om de revolutionære organisationers rolle, og nærmere det Black Panther Party, der stiller sig som centrum for regnbuealliancen i Chicago. Internt er der klare spilleregler for, hvordan man agerer over for hinanden, og særligt via informantens uvante omgangsform i organisationen bliver der gjort et eksempel ud af, hvilken adfærd der forventes. Der er kontant afregning, når organisationskulturens grænser overtrædes, f.eks. når der bliver handlet nedværdigende over for kvinder, eller når udisciplineret hævngerrighed bliver foreslået som politiske aktioner.

Hos Black Panthers suspenderer bevidstheden om informanter den interne orden, og sætter organisationen i undtagelsestilstand. I filmen fremstilles den som noget, der let kan tage overhånd – særligt når den kølige leder ikke sidder i centrum for alle beslutninger. På samme måde går den etablerede ordens vogtere hos politiet og FBI også i undtagelsestilstand, når deres fjender har succes og ikke falder for deres lovlige pressionsmidler. Den undtagelsestilstand virker i filmen nærmest permanent. Alle magtmidler kan tages i brug, og systemets ret til at forsvare dets way of life bygger på en grænseløs brug af vold. Både i filmen og virkelighedens verden resulterer det i, at politiet gør sig til dommer, jury og bøddel over Fred Hampton, fordi han evner at udfordre systemet – uden formelt set at bryde dets orden.

Filmen er stærk, når den indfanger denne etiske skrøbelighed i såvel de revolutionæres organisering, som i den etablerede orden. På den måde er det ikke bare en film om de gode, undertrykte Pantere mod de onde Pansere. Det er derimod en kritisk og kompleks film, der er bevidst om sværhedsgraden i det revolutionære projekt. Judas and the Black Messiah forstår, hvilke logikker den etablerede orden virker efter, også selv om den ikke altid helt forstår sit eget standpunkt.

Instruktør og manuskriptforfatter Shaka King har sammen med producer Ryan Coogler formået at lave en eftertænksom film, der ikke går på kompromis med Fred Hamptons radikale vision, og som klart kan anbefales i stedet for et afsnit Go’ Morgen Danmark.

Judas and the Black Messiah har grundet corona ikke fået premiere i de danske biografer endnu. Kan allerede nu streames via Blockbuster.


Om skribenten

Simon Chievitz

Simon Chievitz

Cand.mag. i idéhistorie, underviser på sommeruniversitet på Aarhus Universitet i dansk kultur, og laver radio om sport og kultur. Har tidligere lavet programmerne Omklædningsrummet og Eksilårene, samt udgivet lydbogen 100 års boksning i USA.   Læs mere