Willie Nelson har gennem mere end 60 år været en den amerikanske countrymusiks mest toneangivende stemmer. Og selvom Shotgun Willie nærmer sig de 90 år, er musikken stadig livskraftig, synes dagens anmelder Christian Braad Thomsen. Foto: Liaison / Hulton Archive
5 min. læsetid

Selvom Willie Nelson har rundet 87 år, er hans stemme smukkere end nogensinde. Christian Braad Thomsen anmelder ‘First Rose of Spring’.



Af Christian Braad Thomsen

Det er forbavsende, at Willie Nelson stort set aldrig bliver anmeldt i den danske dagspresse. Selv da han boede en uge i Ålborg, og turnerede over hele landet for at slutte med en Tivoli-koncert, forblev det uomtalt. Det ville næppe være sket andre steder i verden, for Willie Nelson har – sammen med Louis Armstrong og Bob Dylan – den smukkeste stemme i amerikansk musik. Eller som hans kollega Emmylou Harris har udtrykt det: ”Hvis USA kunne synge med én stemme, ville det være Willie Nelsons.” Nu har Willie Nelson som 87-årig udsendt endnu et album, First Rose of Spring.

Fornyelse af country-musikken

Fra starten skilte hans stemme sig ud, men ifølge countrylytterne ikke for det gode. Den var fuldstændig usentimental, hvilket ikke var velset i countrymusikken. Da han skrev en af sine populæreste sange, Crazy (1961), var han derfor nødt til at give den til Patsy Cline, fordi ingen ville udgive den med ham selv. Til gengæld blev sangen et kæmpehit for Patsy Cline og endte som hendes signatursang.

Derefter kom der også gang i Willie Nelsons egen pladeproduktion, og over den næste halve snes år fornyede han countrymusikken og bragte den frem til en kulmination med langpladerne Texas in My Soul (1968), Yesterdays’s Wine (1971) og hovedværket Red Headed Stranger (1975). Derefter udvidede han sine egne og countrymusikkens grænser, idet han knyttede an til en lang række lokale og globale musikformer, frem for alt The Great American Song Book (Stardust, 1978), men også til jazz, rock, tex-mex, reggae, musical, spansk pop, irsk folklore, midteuropæisk polka, mongolsk strubesang og Hawaii-musik – og han indspillede sågar sine egne klassikere med et helt symfoniorkester. Hans gæsteoptræden i de mange genrer begrundede han med denne betragtning:

”The main thing is, I think we’re all the same. People that I’ve sung to all over the world, there’s no difference. The universal mind and your mind is the same thing. We’re all thinking basically the same thing, we’re all basically the same person, and once you realize that, everything is kinda simplified.”

Willie Nelson har ifølge pladeselskabet udgivet 70 albums. Christian Braad Thomsen kan dog tælle 109 skiver i sin samling. Her kan du høre nogle af hans største hits.

Vemod uden forfald

Hans pladeselskab kalder den nye plade for hans 70. studiealbum, men allerede da jeg i 2013 udsendte bogen Willie Nelson, Amerikas stemme, fandt jeg frem til 109 studieplader, og i mellemtiden har han udsendt yderligere 13. Jeg varmer mig ved den tanke, at jeg åbenbart har flere Willie Nelson-plader, end han selv har.

Willie Nelsons stemme er så smuk som nogen sinde. Han mestrer den kunst på samme tid at være nøgtern og følsom uden at falde i den sentimentale og selvsmagende grøft, som er en fælde for så mange Nashville-sangere

+

Selv om den nye plade er præget af alderens vemod, bærer den intet spor af alderens forfald. Pladen er som en livsfrise over skiftende perioder i hans liv fra ungdommens trodsige lovsløshed (med det uoversættelige ordspil I’m the only hell my mama ever raised) over den første kærligheds tidsbestemte eufori (Love just laughed) til den kærlighed, der holder (First Rose of Spring) og endelig til døden, der banker på døren (Don’t Let the Old Man In).

Pladen rummer kun to nye sange skrevet af Willie Nelson selv i samarbejde med hans producer, Buddy Canyon, som lægger et atmosfærefyldt rum for Nelsons stemme. De øvrige sange er gravet frem af countrymusikkens fortid, og hvis ikke de var juveler i forvejen, bliver de det i hvert fald i Nelsons indtrængende og pietetsfulde fortolkning. Pladen rummer også en helt ny sang af hans kollega Chris Stapleton, Our Song, om den kærlighed, der holder livet ud: I need you like a singer needs a song.

Ukuelig livskraft

Willie Nelsons stemme er så smuk som nogen sinde. Han mestrer den kunst på samme tid at være nøgtern og følsom uden at falde i den sentimentale og selvsmagende grøft, som er en fælde for så mange Nashville-sangere. Måske gør alderen sig gældende ved, at han foretrækker de langsomme, sindige tempi, som han til gengæld udfylder med liftligt swingende strofer. Og pladen slutter med et eksempel på, at han også kan forvandle en deklamatorisk fransk chanson til en stilfærdig countrysang om den tabte ungdom, nemlig Charles Aznavours Hier Encore, som her bliver til Yesterday When I Was Young.

Ind imellem supplerer Nelson sin stemme med nøgterne soli på Old Trigger, den guitar, der har fulgt ham livet igennem, og som bærer store huller på kroppen, hvadenten det skyldes, at den har været udsat for slid eller slagsmål – eller begge dele.

Willie Nelsons kunst på dette album er, at han ubesværet favner alle aldre med den 87-åriges ukuelige livskraft. Jeg kender ikke andre sangere, der i hans alder har bevaret deres stemme så smukt og intenst.


Christian Braad Thomsen

Forfatter, filminstruktør og filmproducent. Kunstnerisk leder af Odense Film Festival fra 1997 – 2009. Braad Thomsen har udgivet en lang række bøger, som kan findes på hans hjemmeside.

Læs mere af Christian Braad Thomsen