15 min. læsetid

Med Antityskland har Nikolaj Tange Lange skrevet en politisk roman til tiden. Den tager afsæt i en konflikt, hvor det at knuse butiksruder bliver en del af kampene mellem antifascister og det yderste højre på grænsen til nazisme. Kollektivromanen i Berlin giver forskellige aktivistportrætter, der cirkler om spørgsmålet køn og klasse.


Af Vibeke Nielsen

Bogen udkom i oktober, hvor konflikten toppede omkring Nye Borgerlige-politikeren Anahita Malakians’ ansættelse på en burger-restaurant i Københavns Nordvest-kvarter. Og romanen indeholder, ligesom den aktuelle konflikt i Danmark, antydninger af politisk motiveret rudeknusning og pressens sammenligning med krystalnatten. I Antityskland bliver en boghandels rude knust, ikke en burgerrestaurants. Og butikkens personale er ikke fra Iran, men af amerikansk-jødisk og dansk afstamning. Men i begge tilfælde er det antifascister, der er på banen. Og i begge sager sker handlingerne i kampen mod nazisme.

Nikolaj Tange Lange: Antityskland. Forlaget Gladiator (2019), 267 sider.

Det er kun en ganske lille del af handlingen i Antityskland, men det antyder, at Lange Tanges finger er placeret præcist på den politiske puls, også i Danmark. Selv om hverken han eller forlaget kunne have forudset, hvad der ville ske i København den måned, hvor bogen udkom, er bogens handlinger og holdninger tidstypiske.

Antityskland handler om nogle af de specialiteter, man finder på den tyske venstrefløj efter murens fald. Og så er den tilmed underholdende. Så tag den med i tasken, næste gang du stiger på Flix-bussen. Bogen varmer op til debat, både på og uden for venstrefløjen. Den kan tjene som et godt grundlag for kollektiv diskussion og personlig refleksion i forhold til, hvordan politiske holdninger dannes, og politiske miljøer fungerer socialt – også uden for den venstreradikale scene og Tyskland

Det er sjældent, nordiske forfattere fra venstrefløjen kaster sig ud i at beskrive deres egne politiske miljøer i romanform. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om at have læst meget af slagsen, bortset fra i Dag Solstads tidlige forfatterskab … som jeg vil benytte lejligheden til varmt at anbefale ved siden af den her, hvis man skulle have lyst til at læse andet om den yderste, politiske venstrefløj i det nordlige Europa, skildret morsomt, varmt, indlevende og trist. Og konfliktfyldt.

Kollektiv i konflikt

Antityskland er en kollektivroman og består af en række selvportrætter af romanens hovedpersoner: Aaron, Daniel, Britta, Ehsan og Caspar omgivet af det, de oplever i deres fælles miljø i Kreuzberg, Berlin i løbet af nogle få dage i sommeren i et ikke nærmere bestemt år.

Fordi Antityskland også er en nøgleroman, véd man i kraft af forlagets pressearbejde, at det er sommeren 2017. Romanens handling er delvist bygget på en dramatisk begivenhedsrække omkring koncept-bogladen “Topics”, der lå i Neukölln, Berlin. Det centrale problem var, at bogladen midt i et antifascistisk og multietnisk miljø havde inviteret en jødisk-britisk debattør til at holde oplæg om den fascistiske tænker og esoteriker Julius Evola, som længe efter sin død også har inspireret eksempelvis Alt-Right-bevægelsen i USA. Men der er vigtige forskelle på nøgleromanens centrale konflikt og den virkelige konflikt, som den ud spillede sig. Det vender jeg tilbage til sidst i anmeldelsen.

En vigtig pointe, man kan nå frem til gennem læsning af bogen, er, at vi får vores politiske overbevisninger i kraft af vores livshistorier, der er vævet ind i den større historie. Mest af alt viser Antityskland også holdninger, som noget man tager på sig, når de passer til det sociale fællesskab, man identificerer sig med – hvis de kan give sociale point. Det gælder selv, hvis de holdninger er dybt irrationelle. Følelser er vigtigere end argumenter og analyser. Tange Lange er god til at få sine personer til at fremstå troværdige – og især god til at udfolde politiske spørgsmål om køn og klasse.

Konflikt i London mellem antifascister og DC Miller. Miller er den virkelige figur bag romanens oplægsholder, der vil til Berlin for at holde foredrag om fascisten Julius Evola. DC Miller er manden med den sorte strikhue, der bliver interviewet og står med et papskilt med teksten: “Retten til åbent at diskutere idéer må forsvares”.

Persongalleriet i Antityskland

Alle personer i romanen er født efter murens fald. Aaron er fra Alaska, har sekulær jødisk baggrund og kommer til Berlin med masser af økonomisk og kulturel kapital på kontoen for at realisere sin drøm om at åbne en boghandel. Caspar, hans mand, er fra Ringkøbing. Caspar har flere ekstrajob. Et i en vegansk burger-joint, hvor han er kollega med Ehsan fra Syrien. Et andet i Dunaway, der er en venstreradikal café ved siden af bogladen.

Daniel og Britta er romanens andet par. De har begge tilknytning til caféen Dunaway og er forankret i det antityske og antifascistiske miljø, som udgør den politiske rygrad i caféen. De er født og opvokset i byer, der tidligere tilhørte østblokken; han kommer fra en middelklassefamilie i Dresden, hun er datter af en enlig, alkoholiseret mor fra arbejderklassen i Rostock-Lichtenhagen.

Den femte centrale figur er nævnte Ehsan. Han er rejst fra sit syriske hjemland på et studentervisum og har hermed også sagt farvel til den Assad-støttende far, som er højt på strå i hjemlandet. Han kæmper for at få lov til at blive i Tyskland. Samtidig kæmper han med sit forhold til maskulinitet, mandighed og mænd i det hele taget.

De personligheder, som Tange Lange har valgt at skildre, har til fælles, at de er på vej væk fra en fortid, som de ikke kan bruge til så meget. De har ikke et klart billede af, hvad deres fremtid skal være. De to, der er tættest på at have et egentligt, utopisk projekt – eller i det mindste en idé om, hvad de gerne vil have verden forandret til – er Ehsan og Daniel. Ehsan drømmer om at slippe for det mandlige køn og det binære kønssystem. Daniel drømmer om en verden uden nationer. De to, der har det største personlige behov for forandring af deres livssituation, er Britta og Ehsan. Karakteristisk nok er de materielt afhængige af de andre og derfor længst nede i det sociale hierarki. Og de andre, tja, de går ofte mest op i at tjekke, tjekke andre ud og selv blive tjekket ud.

Især Aaron og Daniel bruger eget og andres forbrugsvalg og udseende som bedømmelsesgrundlag, men Caspar kan også være med. Tøjmærker er eksempelvis for ham et vigtigt element i den politiske selvidentifikation og identifikation af andre. Er Fred Perry, Von Dutch, Nike eller Adidas legitime brands at klæde sig i som politiske gevandter? Han bruger en del sider på at vende og dreje det spørgsmål, inklusiv notehenvisninger…

Aaron har på sin side en sært udvendig, nærmest medicinsk-fysiologisk måde at beskrive sine egne følelsesmæssige reaktioner på – som var han en fitnesstræner, der studerede lungemuskulaturen hos en person på løbebåndet.

De er meget udvendige og selviagttagende. Signalværdier og symboler er i centrum for omverdensforståelsen.

Både Aaron og Daniel bruger læsestof som identitetsmarkør, men med den store forskel at Aaron har et karakteristisk, ironisk distanceret forhold til det, han læser – man kan vel kalde ham klassisk hipster – hvor Daniel tager sin læsning gravalvorligt. Han medbringer eksempelvis konkret, det mest intellektuelle af de ideologisk toneangivende tidsskrifter for den antityske bevægelse, på stranden ved Flughafensee, som er fyldt med tyske arbejdere. Som læser stiller man sig selv det spørgsmål: Hvor dybt stikker den politiske analyse og passion egentlig, når man for eksempel som Daniel laver et brandattentat mod et barns badelagen, fordi det forestiller det tyske flag?

Vel er det en utryg verden, de alle lever i. Men de skaber den også for hinanden, og man kan roligt sige, at de ikke er gode til at vælge deres kampe. Det demonstreres i Antityskland i en grad, så man til tider ikke véd, om man skal grine eller græde.

Et typisk klistermærke fra det ‘antityske’ miljø, her i forsvar for Israel og modstand mod Boycott Divestment Sanctions-strategien (BDS), som bruges mod Israels politik over for palæstinenserne. Foto: Vibeke Nielsen

Basisdemokratiets boss

Antityskland er skarp i skildringen af magtrelationer i de sociale miljøer, som vi venstreorienterede færdes i. Det er her bogen henter en af sine største styrker. Den omstændelige persontegning i selvportrætterne tjener også til at vise, hvordan undertrykkelse og magtmisbrug desværre også er en del af det at være med på fløjen.

Roland er det tætteste, romanen kommer på en egentlig skurk. Han introduceres i Brittas selvportræt – som uformel leder af Dunaway – der ellers officielt er basisdemokratisk. Jeg tror, at de fleste før eller siden har mødt en “Roland” eller været i et miljø, som lader sig styre af typer som ham. Også uden for venstrefløjen. Hver gang Roland har en mening om noget, retter næsten alle ind uden at spørge til en analyse eller et godt argument. De, der ikke gør, marginaliseres. Jeg skal ikke være den kedelige plot-spoiler, som ødelægger spændingen ved læsningen, men jeg kan afsløre, at Roland naturligvis også spiller en vigtig rolle i konflikten omkring præsentationen af Julius Evola i Aaron og Caspers bogbiks og den deraf følgende rudeknusning.

Det er i karakter med den antityske ideologi, at Roland hader arbejderklassen og alt, der er “prollet” (hans udtryk). Daniel er blindt betaget af Roland og overtager samtlige politiske holdninger fra ham, også når det går ud over hans kæreste Britta. Det fører så vidt som til, at Daniel ikke blot holder hånden over ham, men sågar holder med ham, når han åbenlyst nedgør Britta, netop på grund af hendes “prollede” baggrund og smag. Den økonomiske side af magtrelationen er heller ikke til at tage fejl af. Roland afgør, hvem der skal hyres og fyres i Dunaway. Og han fyrer og fyrer – af politiske årsager. Først går det ud over Caspar og siden Britta, som er dybt afhængig af jobbet og arbejder for logi og lidt småpenge morgen, middag og aften i modsætning til alle andre. Klassehadet er til at tage og føle på.

Antifascistisk klassehad

Tange Lange leverer i selvportrætterne grundlaget for forståelsen af motivationen for nogle af de politiske overbevisninger i den antityske bevægelse. Daniel og Brittas personlige biografier og politiske ståsteder er tæt vævet sammen med Tysklands historie.

Historien om almindelige menneskers brandattentater mod migrantarbejderes boliger i Rostock-Lichtenhagen, august 1992, er et vigtigt element i forståelsen af, hvorfor Britta er blevet den, hun er. Det er hendes arbejderbaggrund og familiehistorie med fraværende omsorgspersoner også.

Daniels baggrund i Dresden med middelklasse-forældre – hvor moren hælder i retning af det højreradikale parti Alternative für Deutschland (AfD) – begrunder også fint den følelsesmæssige baggrund for årsagen til, at han abonnerer på den antityske ideologi. Han hader Dresden. Intenst og i en grad, så han hylder bombningerne af byen under krigen.

Begge må også leve med familiehistoriske fortrængninger med den konsekvens, at de ikke véd meget om, hvad deres slægtninge lavede under 2. verdenskrig og derfor mistænker dem for, at de var dybt involveret i noget nazistisk.

Hvad angår den nedladende holdning til arbejderklassen, som også er et element i den antityske ideologi, nøjes Tange Lande dog med at referere til begrundelser, som man også kan høre uden for de kredse, for eksempel i Danmark på den danske venstrefløj. Den negative indstilling går enkelt fortalt på en forestilling om, at arbejderklassen er mest tilbøjelig til at falde for højrepopulisme og nationalisme. Der suppleres med latterliggørelse og afsky i forhold til arbejdernes smag i alt fra chips til hårfarve-midler. Det er simpelthen ikke okay at være arbejder i det miljø. Det oplever man trods alt ikke på den danske venstrefløj. Der savner en dansk læser, som ikke har kendskab til den antityske ideologi, måske en forklaring på forskellen.

Dokumentar om begivenhederne i Lichtenhagen-kvarteret i Rostock, 1992. Her blev ‘Solsikkehuset’, der husede flere tusinde asylansøgere og andre personer med fremmed baggrund, udsat for angreb. Hundredvis af tyske nynazister kastede sten og brandbomber mod bygningen, der blandt andet husede mange vietnamesiske migrantarbejdere.

Kunsten som platform for debat

Det kræver stort mod at beskrive venstrefløjen som Tange Lange gør. Jeg er ikke sikker på, at døren til kridthuset står åben for ham i alle miljøer efter ‘Antityskland’. Der er to grunde til det. For det første udfordringen, som alle – der skriver nøgleromaner – møder: Er det os, du skriver om?! For det andet, og måske mere centralt, bogens udlevering af svære dilemmaer, der kan kollidere med venstrefløjens fælles fortællinger, som bedre tjener til at overbevise om, at en bestemt politik skal gennemføres – end hans nuancerede portrætter gør.

Der er ingen lette helte og skurke blandt selvportrætterne i Antityskland. Der er ingen oplagte muligheder for gode historier til venstrefløjens politisk spindoktorer på baggrund af bogen. Tydeligst er det i Ehsans selvportræt. Han har et nærmest xenofobisk forhold til arabere og er den mest eksplicit racistiske af alle figurer i bogen. Han løber rundt i det sociale system og asylsystemet for at undgå hjemsendelse til Syrien. Det inkluderer blandt andet udklædning som transkønnet og andre former for socialt teater, der skal fungere som legitimationsgrundlag for, at han af myndighederne får lov til at leve, arbejde og studere i Tyskland. Og han hader patriarkatet, både det tyske og det arabiske.

Det er en dybt kontroversiel personskildring, som sikkert vil kunne indkassere meget kritik for at spille bolden over på højrefløjens side, måske endda med anklager om at forråde de svageste, her transkønnede, flygtninge og arabere /muslimer. Hvilket i sig selv er en diskussion værd, da det er tvivlsomt, om man vil kunne udvikle fornuftig politik, hvis man kun tør tale om udvalgte identiteter som “rene ofre”, uden brister, i stedet for at tale om de realiteter, som folk faktisk møder – og de metoder, der er nødvendige for at navigere i dem.

Romanen, spillefilmen, teaterstykket og kunsten i det hele taget udgør måske tilsammen den eneste platform, som vi har til diskussion af de nuancer og dilemmaer midt i en verden, hvor politiske idéer, paroler og spin ellers virker mest overbevisende i sort/hvid.

Mere Antityskland, tak!

Som nævnt indledningsvist er der vigtige forskelle på romanens konflikt og den konflikt, som ligger i baggrundshistorien og udgør romanens reelle ramme. Den virkelige koncept-boglade var ejet af to israelere, og israelske medier blandede sig i konflikten. Men holdninger til Israel, antisemitisme og antifascisme, som var den mest sprængfarlige del af den reelle konflikt i baggrundshistorien, berøres i mindre grad i Antityskland. Bogladens placering i en tidligere moske er også fjernet. Desuden er fravalgt den centrale rolle som Facebooks fora, Youtube-videoer, samt de israelske borgerlige medier havde i det virkelige slagsmåls udvikling, hvilket betyder, at den måde, som vores medie-virkelighed spiller ind i politisk holdningsdannelse og konfliktoptrapning med internationale tråde, ikke tematiseres i bogen. Og fylder meget i venstrefløjens holdningsdannelse i det hele taget, i Danmark såvel som Tyskland.

Tange Langes snit gør konflikten mindre dramatisk og kompliceret, end den virkelige konflikt var. Hvad værre er, skaber det en mangel, hvad angår udredningen af den antityske bevægelses ideologi, da den kan være svær at greje for læsere, som ikke har haft deres gang på den tyske venstrefløj. Her er det ikke mindst spørgsmålet om den nazistiske ideologi og dens historiske omfavnelse af arbejderklassen, samt antisemitisme og forholdet til Israel, som er helt central for forståelsen af de specielle vilkår, der gælder på den tyske venstrefløj som helhed på alle områder – herunder de mere overraskende, såsom hvad der regnes for legitim kritik af kapitalismen, eller hvilke politiske udtryk man regner for betændte – for eksempel ordet “kammeratskab”.

Dette gør Antityskland mindre anvendelig som debatbog, end den kunne have været. Selvom der godt nok er rigeligt at tage fat på allerede, og jeg ikke vil tøve med at anbefale den til en læsekreds. Med risiko for at blive anklaget for whataboutism tænker jeg efter endt læsning, at det ville have været en fordel, hvis Antityskland simpelthen havde været længere og havde foldet de politiske temaer og konflikter ud, som er snittet væk. Jeg sad tilbage med følelsen af at have lyst til at læse meget mere, hvilket i sig selv siger meget om bogens gode kvalitet. Mere af den slags, tak!

Nikolaj Tange Lange: Antityskland. Forlaget Gladiator, 269 sider, 250 kr.


Solidaritet bringer dig nyheder, baggrundsartikler og debat fra et venstreorienteret perspektiv.