Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
16. maj. 2019

Rasmus Paludan: Apartheid eller deportation?

Til Folkemødet 2018 uddelte Rasmus Paludan en flyer med 12 apartheid-lignende forbud rettet mod muslimer. Til Ekstra Bladet har Rasmus Paludan affejet flyeren som »en joke«, men nyt materiale viser, at flyeren er »information om partiet Stram Kurs’ politik over for muslimer og islam«.

Foto: privat.

Til Folkemødet 2018 uddelte Rasmus Paludan en flyer med 12 apartheid-lignende forbud rettet mod muslimer. Til Ekstra Bladet har Rasmus Paludan affejet flyeren som en joke, men nyt materiale viser, at flyeren faktisk er »information om partiet Stram Kurs’ politik over for muslimer og islam«. Solidaritet har bl.a. snakket med musikeren Eagger, der tog billedet af Paludan.


Af Mathias Rølle

Solidaritet kunne d. 10. maj afsløre, at Stram Kurs’ flyer med 12 apartheid-lignende forbud rettet mod muslimer ikke – som den racismedømte partileder Ramus Paludan ellers havde fortalt til Ekstra Bladet – var »en joke«.

Det lykkedes ikke Solidaritet at få en kommentar fra Paludan, men da Ekstra Bladet senere på dagen tog Solidaritets historie op, fastholdt han sin forklaring: »Det var naturligvis humor, hvilket også forklarer, at det aldrig har været på vores hjemmeside,« skrev han i en sms.

Så hvad er op og ned i flyer-sagen? Solidaritet har sat sig for at afdække sagen.

Den omtalte flyer med de 12 apartheid-lignende forslag, der blev omdelt på Folkemødet 2018.

“Et billede taget i afsky”

Solidaritet kan nu berette, at personen, der har taget de to oprindelige billeder af flyeren til Folkemødet, er Dwayne McFarlane, også kendt som Eagger fra dancehall-gruppen Bikstok Røgsystem og duoen EaggerStunn.

»Min hånd, mine billeder,« siger han om de to fotos, der siden er blevet delt mange gange på de sociale medier.

»Jeg kom gående ned ad bakken i Allinge, og så stod han og delte sit propaganda ud,« fortæller Dwayne McFarlane. »Han stod med et kæmpe banner og nogle andre ’sjollere’ (slang for ’amatører’, red.).«

Til spørgsmålet om, hvorvidt situationen pegede på, at flyeren var ment som en joke, svarer han: »Jeg så det ikke som en joke og blev ganske overrasket over, at ingen reagerede og fik ham smidt ud. Det var derfor, jeg i afsky tog et billede af flyeren.«

»Jeg syntes det var underligt, at han ikke blev konfronteret, nu når der var så mange meningsdannere, journalister og politikere,« fortsætter han. »Det var jo derfor, jeg tog billederne. Det er mega weird, at der var højreorienteret propaganda, uden at folk reagerede.«

Dwayne “Eagger” McFarlane (th.) sammen med musikpartneren Kristoffer Sjelberg fra den tidligere duo Eaggerstunn. Foto: Gaffa.
Jeg syntes det var underligt, at han ikke blev konfronteret, nu når der var så mange meningsdannere, journalister og politikere,« fortsætter han. »Det var jo derfor, jeg tog billederne. Det er mega weird, at der var højreorienteret propaganda, uden at folk reagerede. - Dwayne 'Eagger' McFarlane

Blandt Folkemødedeltagerne der rendte ind i Stram Kurs’ demonstration, var også Karen Melchior, der er medlem af Københavns borgerrepræsentation og kandidat til Folketinget og EU-parlamentet for De Radikale. Da Paludan holdt sin demonstration 15. juni 2018, tweetede hun: »Jeg bliver lidt stram i betrækket når jeg møder erklærede racister.«

Karen Melchior bekræfter Dwayne McFarlanes oplevelse: »Nej, det var bestemt ikke ment som en spøg,« udtaler hun til Solidaritet, og fortæller om episoden:

»Jeg mødte 3-4 mænd med et banner for Stram Kurs på en parallelgade til hovedstrøget. Jeg sagde et eller andet om, at de var latterlige eller noget i den dur, takkede politifolkene og gik videre til næste arrangement.«

‘En provokation’

Solidaritet har også talt med folkemødedeltageren Ozan Yalcinkaya, der af Mads Brügger blev fotograferet i samtale med Paludan under demonstrationen.


Rasmus Paludan og Ozan Yalcinkaya i samtale. Foto fra Mads Brüggers Instagram-profil.

Han fortæller, at han kom gående fra en debatkonkurrence, da han stødte ind i Stram Kurs. Her besluttede han sig for at stille nogle spørgsmål til Paludan, og fik i den forbindelse stukket flyeren i hånden.

»Det er helt gakket (flyerens forslag, red.). Jeg nævnte det også for ham: ’Hvad mener du med det her? Vil du være sød at uddybe det engang?’«

»Jeg betragtede den ikke som en joke, medmindre den var så gennemsyret af ironi, at det simpelthen gik forbi mig på grund af niveauet af ironi,« fortæller Ozan Yalcinkaya. Han peger dog på, at flyerens formål nok har været at provokere:

»Det har formodentlig været en provokation, og det er jo et rigtig godt middel til at få folk op i det røde felt og få en til at snakke om sig. Det har jo nok været det, der har været hans taktik. Og så kan vi jo kalde det ’en joke’ retorisk og spinne det på en bestemt måde.«

»Så isoleret set en joke? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror det er flere ting på én gang,« udtaler han.

Ozan Yalcinkaya fortæller desuden, at han under samtalen forsøgte at udfordre Paludan på spørgsmålet, om islam virkelig var den eneste grund til problemer i udsatte boligområder, og at der til sidst skete en form for magisk øjeblik:

»Så giver han sig faktisk, og det var sådan et øjeblik, hvor det hele løsnede op for os begge to – eller for mig i hvert fald – at nu kunne jeg godt fornemme, at nu kunne jeg rent faktisk tale med ham. Han trak på det, sådan: ’Tjo, tja, det kan sgu godt være’ – og på det her tidspunkt havde vi snakket i et kvarter eller sådan noget –, og så sagde jeg: ’Fedt, tak, det var egentlig bare det, jeg ville høre dig sige’.«

Ozan Yalcinkaya fortæller i øvrigt, at samtalen mellem ham og Paludan blev optaget på video af en af Stram Kurs’ kamerafolk, men denne video synes efterfølgende ikke at være blevet uploadet på nogle af partiets internetkanaler.

‘Regler’ for muslimer i Danmark

Ingen af de Folkemøde-deltagere, som Solidaritet har talt med, har altså kunnet bekræfte, at flyeren fremstod som »en joke«. Imidlertid er der også beviser fra Stram Kurs selv, der taler imod Paludans udsagn.

Til P1 Debat d. 16. april 2019 udtalte Paludan om flyeren: »Den flyveseddel var i en helt særlig kontekst og var i virkeligheden dhimmi-reglerne, som gælder for ikke-muslimer i muslimske lande, vendt på hovedet. Og det skal man selvfølgelig forstå, men det kræver også, at man læser begge sider af flyeren, så det er, hvad der er at sige om det.«

Denne anden side af flyeren hjælper dog ikke Paludan, for som Solidaritet kunne berette om i sidste uge, står der her skrevet sætningen: »Dette er information om partiet Stram Kurs’ politik over for muslimer og islam«.

Bagsiden af den omdelte flyer fra Folkemødet.

Oven i det kommer Stram Kurs’ nu slettede tweet, som blev udsendt kort før Folkemødet gik i gang. Her har partiet vedhæftet et udsnit af apartheid-forslagene og skrevet: »’Danmark 2019 for muslimer’ om vort ønskescenarie for muslimer i Danmark 2019. ’Det er forbudt at samles i dyrkelsen af islam. Moskeer er forbudte. Ramadan-fejring er forbudt. Religiøs faste er forbudt.’«

Med andre ord kalder partiet både forslagene for »partiet Stram Kurs’ politik« og for deres »ønskescenarie for muslimer i Danmark«.

Stram Kurs’ nu slettede tweet. Kilde: Internet Archive.

Solidaritet erfarer desuden, at provokunstneren Uwe Max Jensen, der nu er folketingskandidat for Stram Kurs, på sin blog d. 13. juni 2018 kunne annoncere Folkemøde-demonstrationen med titlen: »’Muslim i Danmark 2019’ – demonstration for de regler, som Stram Kurs mener, at muslimer i Danmark skal leve under«. En titel, der igen svarer til flyerens overskrift.

Uwe Max Jensen kunne i øvrigt citere den tekst, Stram Kurs skal have sendt til Bornholms Politi i forbindelse med demonstrationerne. Her står blandt andet, at »islam og muslimer ikke hører hjemme i Danmark, men skal fjernes fra Danmark, om nødvendigt som man med en skalpel fjerner en absces (en byld, red.).«

Forskel på rettigheder

Spørgsmålet er nu, om der i Stram Kurs’ øvrige udtalelser og politiske program kan findes belæg for, at flyeren ikke kan være udtryk for partiets politik. Af Stram Kurs’ hjemmeside fremgår det under overskriften Forskel på rettigheder, at »Da ikke-danskere er her som gæster, så er det ganske rimeligt, at danskere og ikke-danskere i Danmark ikke har de samme rettigheder.«

Hvordan forstår Stram Kurs i denne sammenhæng en ‘dansker’? Til Deadline uddyber Paludan definitionen, som også fremgår på hjemmesiden: »Danskere er et samlebegreb, som vi definerer som etniske danskere, danske jøder og personer, der er adopteret som spædbørn af danske forældre.« De »etniske danskere« definerer han i samme udsendelse således:

»For at være etnisk dansker skal afstamning være der som en vigtig faktor. For at være etnisk dansker er dét en af flere nødvendige betingelser.« I samme forbindelse nævner han som eksempel, at man kan tælle, om en person »har mindst to etnisk danske bedsteforældre«.

Indtil nu har Paludan mest højtlydt turneret med buskabet om de 500.000-700.000 danskere, der skal deporteres. Der fremgår imidlertid af princippet om »Forskel på rettigheder«, at de få, Paludan vil lade blive i Danmark – de såkaldte »værdsatte fremmede« – må forvente at miste visse af deres borgerrettigheder, om end det på hjemmesiden ikke specificeres så grundigt som på flyeren, hvilke disse er.

Altså er der intet principielt i vejen for, at Stram Kurs skulle ville indføre indskrænkede rettigheder såsom apartheid-flyerens forslag over for »ikke-danskere«. Flyeren nævner »muslimer« og ikke »ikke-danskere«, men det er ikke nogen hemmelighed, at størstedelen af de muslimske medborgere i Danmark ikke vil falde ind under Rasmus Paludans bedsteforældretest.

Til Radio24syv har Paludan udtalt, at enhver, der blot erklærer: »Jeg er muslim« skal deporteres – dette gælder dog ikke »danske konvertitter« (folk med mere end to etnisk danske bedsteforældre, må vi forstå).

Hvad Paludan vil stille op med de tilbageværende etnisk danske konvertitter, kan vi kun gisne om. Et kvalificeret gæt kunne være, at han vil behandle dem, som han vil behandle resten af »de tilbagestående samfundstabere af dansk-etnisk oprindelse«, f.eks. politiske modstandere »som stemmer på Enhedslisten eller på De Radikale« – at »i visse tilfælde må de fjernes fra samfundet til steder i Danmark, som er aflukkede, hvor de ikke kan skade andre mennesker,« som han udtrykker det i en YouTube-video.

Forbuddet mod islam

Endelig kan det nævnes, at dele af flyerens forbud også i andre kilder figurerer som Stram Kurs’ officielle politik. Til det yderliggående højrefløjsmedie 24NYT har Paludan 5. maj 2019 udtalt: »For mig at se er der i islam rigtig mange ting, der strider imod sædeligheden og den offentlige orden. (…) Trossamfund der prædiker de her forfærdelige bøger som hellige er ifølge min tolkening af Grundloven ulovlige. I praksis vil det betyde, at næsten samtlige islamiske trossamfund må lukke«.

Af interviewet fremgår det også, at islams tilstedeværelse i det offentlige rum skal begrænses så meget som muligt. F.eks. skal muslimske friskoler, hijab (tørklæde), halalkød, faste i forbindelse med visse typer jobs og store offentlige islamiske fester forbydes.

»Det bedste ville være, hvis vi kunne gøre det så umuligt at praktisere islam, at de rejser frivilligt. Men helt grundlæggende, så vil der jo ikke være islam i Danmark, hvis der ikke bor muslimer her,« udtaler han til 24NYT.

Jævnfør princippet om forskel på rettigheder kan det ikke længere betragtes som usandsynligt, at Stram Kurs faktisk stod ved de 12 forbud, der fremgik på flyeren – forbud, vel at mærke, som Rasmus Paludan selv til Ekstra Bladet har kaldt apartheidlignende.

En Joke

Et væsentligt afsnit i partiets politik om islam er blevet fjernet fra hjemmesiden siden d. 9. maj. Det drejer sig om sætningen: “Det er partiets politik, at islam skal være forbudt i Danmark. Efter partiets opfattelse fremgår det direkte af grundlovens § 67 om religion: ’[…] dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.’ Det vil derfor være i overensstemmelse med grundloven at forbyde islam, fx ved at nægte at anerkende islam som trossamfund i Danmark.”

Den slettede sætning på stramkurs.dk. Teksten på siden er også blevet justeret på en række andre punkter. Kilde: Internet Archive

Måske er det gået op for Paludan, at et forbud mod en religion er grundlovsstridigt (det samme er i øvrigt fratagelse af rettigheder på baggrund af afstamning, jf. samme §70). Det ændrer dog ikke ved, at det tydeligvis er partiets ønske at forbyde islam, og at gøre livet surt for muslimer ved at fratage dem visse borgerrettigheder, hvis ikke de blot kan deporteres eller sendes i motivationscentre i Nordøstgrøndland.

Eller måske var forbuddet mod islam også bare en joke? Ligesom sætningen “Dette er information om partiet Stram Kurs’ politik over for muslimer og islam”, og tweetet om, at flyeren handler om deres “ønskescenarie for muslimer i Danmark 2019”? Måske var det en joke, da folketingskandidat Uwe Max Jensen kaldte flyeren for “de regler, som Stram Kurs mener, at muslimer i Danmark skal leve under”?

Måske var det også en joke, at politiske modstandere ifølge Paludan skal “fjernes fra samfundet til steder i Danmark, som er aflukkede, hvor de ikke kan skade andre mennesker”? Måske var det en joke, da Paludan i december sagde, at hans “endelige mål” er, at “der ikke er en eneste muslim tilbage på vor kære Jord” og i en tale for nogle år siden sagde, at »det er desværre nødvendigt«, at der er “hundredetusinder, som sidder derhjemme og klargør deres våben og øver sig på at ramme med deres rifler”?

Vi venter nu kun på øjeblikket, hvor Paludan afslører, at hele hans kandidatur også har været en joke.


Mathias Rølle er kandidatstuderende i filosofi ved Københavns Universitet. Han skriver primært om politisk filosofi, idehistorie og politisk teori for Solidaritet.dk


Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER