Arbejdere i Folketinget er ikke ‘en truet dyreart’ – men snarere en uddød af slagsen

‘De folkevalgte er blevet overtaget af en hær af akademikere’, lød det i sidste uge i B.T., der havde undersøgt de 179 folketingspolitikeres baggrund. Undersøgelsen viste, at knap halvdelen har en længere akademisk baggrund, mens kun 15 % har en faglært eller ufaglært baggrund. Det havde fået SF’s Karsten Hønge op i det røde felt, og den politiske ordfører kaldte de rigtige arbejdere (som ham selv) for ‘en truet dyreart’.

Politikerne er for akademiske og elitære, og har ikke nogen kontakt til arbejderklassen. Det lyder alt sammen som en velkendt svada fra Hønge, der her medregnes som del af den lille enklave af arbejdere på tinge. Men lad os dvæle lidt ved det ‘vi’, han her benytter. For ved nærmere undersøgelse viser det sig hurtigt, at der ikke er tale om en truet dyreart, men snarere en allerede uddød population. Kigger vi på CV’erne for de højt besungne Arbejderpolitikere, er arten snarere en dronte end en isbjørn.

Karsten Hønge har selv – med en afstikker til journalistuddannelsen i 2012 – 2013 – siddet i Folketinget for SF siden 2007. De sidste 14 år kan derfor dårligt medregnes som arbejderbaggrund, selv ud fra den mest gavmilde fortolkning af begrebet. Inden tiden på Christiansborg var Hønge fagforeningsformand i Træ Industri Byg på Fyn, der nu hører under 3F. Her sad han i 15 år, mens han også sad i hhv. Fyns Amtsråd og Odense Byråd fra 2001-2007. Det har sikkert været et godt, vigtigt stykke fagligt arbejde han har lavet i den tid, men der er altså langt fra byggepladsen til fagkontoret. Og når man ikke har haft arbejdssko på siden Danmark vandt EM i fodbold i 1992, virker argumentet om at være en rigtig arbejderpolitiker søgt.

“Skulle man tage de kyniske briller på, virker de såkaldte ‘arbejderpolitikere’ mere som en fasttømret del af den politiske klasse, der har forstået, at der er stemmer i at fremstille sig som en rigtig arbejder.”

Hvornår er man arbejder, og hvornår må man snarere betegnes som karrierepolitiker eller fagforeningsarbejder? I B.T.-artiklen fremhæves foruden Karsten Hønge socialdemokraten Leif Lahn Jensen, og Venstres Anni Matthiesen. Lahn Jensen arbejdede sidst som havnearbejder i 2007, og kan måske mere retmæssigt betegnes som arbejder. Men med 14 år uafbrudt i Folketinget, er der næppe udsigt til, at socialdemokraten fra Djursland skal tilbage til Aarhus Havn foreløbigt. Også her begynder den påståede arbejder-forbindelse at falme. En smule tættere på livet uden for Christiansborgs bonede gulve befinder Anni Matthiesen sig. For hendes vedkommende er det kun 10 år siden, hun sidst var uden for Christiansborg. De mange år som ansat på Grindsted Rådhus må tælle som erhvervserfaring, selv om man dårligt kan kalde det fysisk krævende at sidde på et kontor.

Få har dog prydet sig selv med flere lånte arbejder-fjer end Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Den 40-årige politiker har siddet i Folketinget siden 2015, og nåede inden da at arbejde som konsulent i SiD og som faglig sekretær i 3F. Ind imellem det har han også fundet tid til at være næstformand i SF, skrive faste klummer i Ekstra Bladet og Politiken, og forfatte fire bøger. Hvor lang tid kan Mattias egentlig have været i reelt arbejde som murer? Det har han valgt ikke at oplyse på sin folketingsside – måske fordi det er knap så imponerende som resten af hans produktion?

Problemet er hverken med Hønge, Lahn eller Tesfaye. De afspejler blot en tendens på resten af Christiansborg til, at politikerne overspiller deres egen relation til arbejderklassen. Den tendens har ingen partifarve. Enhedslistens ‘metalarbejder’ Søren Søndergaard var sidst ansat på et skibsværft for 38 år siden. Dansk Folkepartis ‘specialarbejder’ Bent Bøgsted var senest på arbejdsmarkedet omkring årtusindskiftet. Og sådan kan man blive ved med at dekonstruere de såkaldte arbejderpolitikeres selvfortællinger. Skulle man tage de kyniske briller på, virker de såkaldte ‘arbejderpolitikere’ mere som en fasttømret del af den politiske klasse, der har forstået, at der er stemmer i at fremstille sig som en rigtig arbejder. Karsten Hønges udmelding på Twitter om, at ‘Danmark har et folkestyre, der ikke er folkeligt’ er i for sig rigtig nok. Han overser bare, at han selv er en del af dén elitefest, han kritiserer.

Til syvende og sidst er det vigtigste spørgsmål ikke, hvorvidt politikerne fremstiller sig selv i et mere positivt lys, men hvilken betydning det har, om Folketingets sammensætning afspejler befolkningen. Kan der ikke være en fordel ved et teknokrati, hvor man uddanner størstedelen af den politiske klasse på statskundskabs-uddannelserne – og oplærer resten i at blive levebrødspolitikere henad vejen? Viden, erfaring og evnen til at tænke langsigtet?

Problemet er den manglende forståelse for, hvordan den lovgivning, man vedtager, faktisk rammer almindelige mennesker. I det her tilfælde folk med fysisk arbejdes krop, bogstaveligt talt. Folks vrede mod politikere opstår ikke, fordi de ikke ligner dem selv, men fordi de presser folk ud i arbejdsforhold, de hverken forstår eller ønsker for sig selv. Det er ikke Karsten Hønge, Søren Søndergaard eller Mattias Tesfayes kroppe, der skal tvinge smertestillende piller ned dagligt, for at kunne holde ud at stå op og stadig tage på arbejde når de er 71 år. De har i stedet givet sig selv den gave at kunne gå på én af de bedst betalte offentlige pensionsordninger, når de er fyldt 60 år. Hvor almindelige folkepensionister får 13.853 kr. om måneden før skat, kan Hønge, Lahn og Matthiesen se frem til mindst 19.000 kr. om måneden, hvilket stiger til 31.585 kr. for de mest taburet-klistrende typer, der har været på Christiansborg i mere end 20 år. ‘Murersvenden’ Mattias Tesfaye får derudover en klækkelig ministerpension smidt oveni.

Det er på sin vis rammende, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard aldrig har haft et fysisk arbejde selv. Otte år på jurastudiet, derefter en loppetjans i 3F i et års tid, og et par år som ‘konsulent’. Men egentlig tror jeg de fleste danskere ville være bedøvende ligeglade med, om Hummelgaard var jurist eller kloakarbejder gennem 35 år, hvis hans regering ikke tvang folk til at arbejde sig selv i graven. Perspektivet på, hvad fysisk arbejde gør ved arbejderes krop, er i den grad en mangelvare i den lovgivende forsamling, når man kan vedtage så drastiske stigninger i pensionsalderen. Men det handler om taxachaufføren der har natkørsel, blikkenslageren med asbest i lungerne og sygeplejersken med kroniske smerter i hoften – ikke en gruppe ‘arbejdere’, der sidst mærkede dets konsekvenser før Murens Fald.