70.000 ansatte strejker i dag på de britiske universiteter. De har fået nok af forringelser i arbejdsforhold og pension

Oxford. Cambridge. London School of Economics. De højere britiske læreanstalter er blandt de mest prestigefyldte og velrenommerede i verden, og fire af verdens bedste universiteter ligger ifølge QS World Universitys ranglister i top 10 på verdensplan.

Men der er noget galt på de hæderkronede uddannelsesinstitutioner, hvor utilfredsheden blandt de ansatte er ved at koge over. Det stod klart for to uger siden, hvor 70.000 ansatte besluttede at gå i strejke, efter fagforeningen University and College Union’s (UCU) medlemmer stemte for at støtte en fælles aktion. Strejken er varslet til at blive gennemført i dag, i morgen fredag samt onsdag 30. november i næste uge, og forventes ifølge UCU at berøre 2,5 millioner studerende.

Udhuling af arbejdsforholdene

Spørger man de strejkende undervisere, er baggrunden en velkendt historie om nedskæringspolitik. Én af dem er danske Lukas Slothuus, der forsker i løsninger på klimakrisen og sociale slagsider ved kunstig intelligens.

“Der er to hovedårsager til strejken”, siger han til Solidaritet: “For det første står vores pensioner til at blive skåret med 30 – 40%. For dem af os, der har flest år tilbage på arbejdsmarkedet, før vi kan gå på pension, er nedskæringen omkring 40%. I løbet af et helt arbejdsliv kan det løbe op i flere millioner kroner”, forklarer Lukas Slothuus, der til dagligt arbejder på den prestigefyldte London School of Economics.

“I en tid, hvor prisen på alting stiger voldsomt, oplever vi at blive behandlet med foragt.”

Gareth Dale, Brunel University

Også lektor Gareth Dale mener strejkerne sender et klart signal om, at bægeret nu er flydt over. Han ser strejken som udtryk for en generel utilfredshed med udviklingen på arbejdsmarkedet, der falder sammen med en upopulær og ustabil konservativ regering, samt en af de værste økonomiske recessioner i G20-landene, kun overgået af Ruslands hastigt skrumpende økonomi.

“I en tid, hvor prisen på alting stiger voldsomt, oplever vi at blive behandlet med foragt fra ledelsen”, forklarer Gareth Dale, der underviser i politisk teori på Brunel University i London. Han mener den nuværende krise i uddannelsessystemet har rødder helt tilbage til Finanskrisen i 2008. I de ti år efter krisen faldt undervisernes realløn i gennemsnit med 18 %, oplyser han. Tal fra UCU viser, at det kun er blevet værre siden da. Ifølge fagforeningens oplysninger har medlemmerne oplevet en samlet lønnedgang på 25 % siden 2009.

“Vi har simpelthen fået nok af årtier med faldende lønninger og nedskæringer på bl.a. pensionsområdet, der falder sammen med en stigende arbejdsbyrde og såkaldt arbejdsstyrketilpasning”, siger Gareth Dale til Solidaritet.

Det kringlede ord arbejdsstyrketilpasning dækker over, at der foruden lønnedgangen er sket en stor stigning i antallet af løs-ansættelser. Flere arbejder desuden på ‘uformelle’ kontrakter, og generelt er arbejdsforholdene for de britiske akademiske blevet mere usikre. Ifølge en opgørelse foretaget af Higher Education Staff Agency (HESA) i 2021, var næsten 67 % af Storbritanniens 225.000 akademiske medarbejdere ansat i tidsbegrænsede stillinger. Og mens antallet af deciderede nultimers-kontrakter kun ligger på ca. 2 %, udgjorde deltidsansatte sidste år 33 %. Særligt kvindelige ansatte på de britiske universiteter ansættes på deltid, viser opgørelsen: For kvinderne er andelen af deltidsansatte 40 %, mens det for de mandlige undervisere ligger på 27 %.

Dårlige undskyldninger fra arbejdsgiverne

Ifølge Raj Jethwa, der er talsmand for arbejdsgiver-organisationen Universities and Colleges Employers Association er timingen skuffende. Han mener det undergraver de kommende lønforhandlinger i 2023-24, og udtaler til avisen The Guardian, at “trusler om faglige kampskridt ikke kommer til at hjælpe hverken studerende, ansatte eller de uddannelsesinstitutioner, der kæmper for at undgå nedskæringer”.

Den forklaring køber Gareth Dale dog ikke. “Det er uærlig snak fra arbejdsgivernes side. De er udmærket klar over, at andelen af midler, som bliver brugt på de ansatte er faldet til det laveste niveau nogensinde, og at tallet nu er under 50%”, siger han.

Hvad angår de drastiske besparelser på pensionsområdet forklarer arbejdsgiver-siden det som uundgåeligt. Pensionsfonden USS er nemlig faldet i værdi, og risikerer ikke at kunne udbetale de lovede pensioner. “Vi kan desværre ikke bruge fortidens afkast til at sikre fremtidens udbetalinger”, forklarede USS-chef Simon Pilcher i februar. Men heller ikke her holder forklaringen stik, mener Lukas Slothuus.

“Pensionsfonden har værdisat og fremskrevet sine afkast da aktiemarkederne var på deres absolut laveste i begyndelsen af coronapandemien. Fremtidsudsigten for afkast er nu meget bedre, og data viser, at det slet ikke er nødvendigt at skære i udbetalingerne”, siger han.

Mens de ansattes arbejdsforhold bliver forringet, er der anderledes fede tider på ledelsesgangene. En opgørelse foretaget i sommeren 2021 viser nemlig, at de britiske universiteter året forinden kunne fremvise et rekordstort overskud på samlet 35 milliarder kroner.

Den store gevinst skyldes særligt, at man har sat prisen på uddannelse op. I perioden 2014 – 2020 steg studieafgiften fra 15,5 milliarder £ til 21,5 milliarder £, viser en opgørelse fra HESA. Bagsiden af medaljen er ifølge Lukas Slothuus, at arbejdsvilkårene ikke er fulgt med de voksende optag og gebyrer. Som underviser oplever han derfor at have fået alt for mange studerende i år.

Den danske forsker er selv ansat på en to-årig kontrakt, hvilket betyder, at han bliver afskediget om under to år, selvom London School of Economics (LSE) er blandt de rigeste og mest lukrative i Storbritannien. Det skyldes blandt andet et stort optag af udenlandske bachelorstuderende, som betaler ca. 200.000 kr. om året for at gå på LSE. Mens det store hovedstads-universitet tjener styrtende, lider mange andre universiteter under faldende optag.

“London School of Economics har virkelig udvidet holdene i år. De studerende bliver ofte nødt til at mase sig ind i lokalerne. Det giver sig selv, at det gør mine arbejdsforhold ringere. Men det betyder også dårligere undervisning og mindre vejledning til den enkelte studerende “, siger han.

Lønnen skal (mindst) følge med inflationen

De britiske underviseres fagforening har fremsat krav om, at lønstigningerne skal matche den nuværende inflationsrate i Storbritannien, der ifølge tal fra den britiske regering aktuelt er på omkring 13 – 15 %. Hvis ikke tingene skal blive endnu værre, bliver lønniveauet nødt til som minimum at følge med den stejle inflation, siger Lukas Slothuus.

“Lønningerne er faldet markant, og pundets svage kurs har yderligere svækket købekraften. 12 års konservativt styre har ruineret den britiske økonomi med neoliberale reformer og inkompetence. Det her gør kun situationen endnu værre”, forklarer han.

“I min lokalafdeling har vi massivt øget antallet af medlemmer, og den organiserings-trend ses over hele landet. Vi har ingen anden udvej end at strejke indtil vi har vundet.”

Lukas Slothuus, London School of Economics

Også på spørgsmålet om pensionsordninger kræver UCU, at man som minimum ruller de seneste års forringelser tilbage. Spørgsmålet om forringelser af pensionsordninger var også omdrejningspunktet sidst medarbejderne på de højere læreanstalter strejkede i 2019.

Desuden mener fagforeningen, at universiteternes ledelser skal forpligte sig på at gøre op med de mange løsansættelser, samt adressere de race- og kønsmæssige skævheder, der stadig er udbredte i Storbritannien. Ifølge en undersøgelse fra Imperial College i London får kvinder stadig 8 % mindre i løn end deres mandlige kolleger, mens løngabet mellem hvide undervisere og etniske minoriteter er på hele 12 %.

At parterne lige nu står langt fra hinanden understreges imidlertid af, at arbejdsgiverne kun vil hæve lønnen med 3 %. Ifølge Gareth Dale er der ikke udsigt til, at parterne er ved at nærme sig hinanden. I de interne mails fra fagforeningens hovedkontor er tonen således kampklar over for de mange medlemmer, der i dag nedlægger arbejdet.

“70.000 af vores medlemmer er klar til at danne de største strejkeblokader nogensinde på det videregående uddannelsesområde. Med rekordstor opbakning i afstemningen, har vi lagt fundamentet til at vinde den her faglige konflikt”, skriver UCU i en intern mail til de organiserede medlemmer.

Strejker på tværs af brancher og landegrænser

Strejkerne i det britiske uddannelsessystem falder oveni en række andre store strejker i Storbritannien. Her har ikke mindst landets jernbanearbejdere i fagforeningen Rail, Maritime and Transport Workers (RMT), anført af den karismatiske generalsekretær, Mick Lynch, sat gang i arbejder-protesterne – og senest varslet strejker i togfarten henover julen. Også de britiske postarbejdere har ad flere omgange strejket, og nedlægger ligesom de universitetsansatte arbejdet i dag og i morgen. Begrundelsen er den samme; utilfredshed med stagnerende lønninger i lyset af skyhøj inflation.

Gareth Dale beskrev tidligere på året, hvordan meget af sommeren stod i strejkens tegn, og ser den tendens fortsætte ind i vintermånederne. Også Lukas Slothuus påpeger, at undervisernes strejke må ses som del af en større trend, både på tværs af brancher i Storbritannien og i international sammenhæng. Her påpeger han, at der også er gang i store strejker i USA, hvor 48.000 californiske undervisere på anden uge har nedlagt arbejdet. Ligesom i Storbritannien er den voksende afstand mellem løn og leveomkostninger stridens kerne. Det samme gælder Frankrig, hvor 100.000 transportarbejdere strejkede i oktober måned.

Udviklingen er opmuntrende for den danske forsker, som håber den voksende strejkelyst er et udtryk for, at arbejderbevægelsen står stærkere end længe:

“I min lokalafdeling har vi massivt øget antallet af medlemmer, og den organiserings-trend ses over hele landet. Vi har ingen anden udvej end at strejke indtil vi har vundet.”