Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. marts. 2022

Arktis og den russiske invasion af Ukraine

Den russiske invasion af Ukraine har sendt chokbølger gennem verdenspolitikken og verdensøkonomien, selv hvis man tager de etnocentriske briller af, som synes at præge meget af den europæiske og amerikanske syn på den russiske aggression – bølger, der nu også når Arktis. Utilfredsheden og irritationen med, at Rigsfællesskabet i sikkerheds- og udenrigspolitiske forhold stort set er lig med Danmark og danske interesser er voksende i den nordatlantiske del af dette fællesskab. Og om lidt kommer Færøernes lagmand til Grønland for at prøve at finde fælles fodslag i forhold til den nye situation.

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Hvor Arktis tidligere har været forbundet med en slags helle, hvor de stater, der indgår i Arktisk Råd (Canada, USA, Rusland, Danmark (der repræsenterer Rigsfællesskabet), Norge, Island, Finland og Sverige), har formået at arbejde konstruktivt sammen, selvom man i andre verdensdele eller på andre politikområder havde modsætninger, så er situationen nu drastisk forandret. De syv andre lande har i protest mod den russiske invasion af Ukraine besluttet at boykotte møderne i rådet, der for tiden har russisk formandskab. På længere sigt kan denne splittelse ikke undgå at få alvorlige konsekvenser for f.eks. samarbejdet på miljøområdet, bekæmpelse af klimaforandringerne eller samkvemmet mellem folkeslag, der som samerne er spredt udover flere medlemsstater, herunder Rusland.

 

Professor Mathieu Landriault, University of Ottawa, mener, at man vil se en opsplitning i ’to Arktis’er’, hvor medlemmerne af Arktisk Råd minus Rusland vil fortsætte det nu over tredive år gamle samarbejde, mens Rusland og måske Kina vil samarbejde om energi- og råstofudvinding og udvikling af søruten nord om Sibirien.

 

Grønland og Færøerne går heller ikke ram forbi i denne konflikt. Ønsket om grønlandsk selvstændighed får en del i Grønland til at ville føje USA, når det kommer til forøget militær og anden tilstedeværelse i Arktis, fordi ’USA er den eneste magt, der kan beskytte Grønland’. For selvom sikkerheds- og udenrigspolitik formelt set ikke er politikområder, der i den nuværende konstruktion kan hjemtages af de to nordatlantiske rigsdeles selvstyrer, var der store forventninger til, at Mette Frederiksens regering ville indfri de løfter, den gav med hensyn til en bedre inddragelse af de to selvstyrer i sikkerheds- og udenrigspolitiske forhold, der vedrørte de to rigsdele.

 

Men der hersker i selvstyret og langt ud i det grønlandske samfund en stigende irritation over, at Danmark ofte enten slet ikke eller først i sidste øjeblik inddrager Grønland eller Færøerne, når det gælder sikkerheds- og udenrigspolitiske initiativer, og i disse forhold stadig opfattes som enevældig kolonimagt. Det på trods af, at en af de vigtigste grunde til, at USA interesserer sig for Danmark, netop er Grønlands strategiske betydning for forsvaret af det nordamerikanske kontinent (Thule-radaren først og fremmest). Især den mindste koalitionspartner i IA-selvstyreregeringen, Naleraq, der af nogle karakteriseres som en blanding af SF og Dansk Folkeparti, har kig på USA som modvægt til dansk dominans. Utilfredsheden betyder også, at man i Grønland ser med velvilje på, at USA for første gang i mange, mange år har åbnet et konsulat i Nuuk. ​​ 

 

Hverken Færøerne eller Grønland er medlemmer af EU og Færøerne har i mange år haft et godt forhold til først Sovjetunionen og senere Rusland på grund af fiskeeksporten. Samtidig har Færøerne også en strategisk betydning for NATO, fordi øerne sammen med Island og Grønland kontrollerer det såkaldte GIUK-gab, som er de farvande mellem Grønland-Island-Storbritannien, hvorigennem russiske, atombevæbnede ubåde passerer til og fra deres baser i Murmansk, hvor også den russiske nordflåde har sin vigtigste base og sit hovedkvarter.

 

Der har været megen opmærksomhed omkring genåbningen af russiske polarbaser- og havne, der har ligget i mølpose. For selvom genåbningen naturligvis har militære aspekter, gør man dog klogt i indtil videre at tage oplysningerne om øget russisk og kinesisk, det være sig civil eller militær aktivitet i området – med et vist gran salt. Diskussionerne i Danmark fokuserer næsten alene på den militære anvendelse af disse genåbnede baser og havne, mens den civile anvendelse ikke får så megen opmærksomhed.

Den forandrede internationale situation har medført, at man fra dansk side (læs NATO) ønsker at genopføre den overvågningsradar på færøsk grund, der blev nedlagt i forbindelse med Den kolde Krigs ophør. Det er interessant, om dette vil medføre problemer mellem Færøerne og Rusland. Udenrigs- og sikkerhedspolitik er i Rigsfællesskabet jo ikke et fællesanliggende, men alene et dansk anliggende. I det hele taget vil den nu begyndende oprustning i Arktis medføre opbygning af infrastruktur med dobbelt anvendelsesmulighed, civilt og militært, ’dual-use’. ​​ Men oprustningen vil også udsætte det sårbare arktiske miljø for påvirkninger og mulige skader, der kan være uoprettelige.

 

Canadiske og amerikanske økonomiske interesser viser i stigende grad interesse for Grønland i takt med, at handelskrigen mellem USA (og EU) og Kina skærpes. Kina sidder f.eks. på en stor del af de strategiske metaller og andre råstoffer, der indgår i elektronik- og mikrochipproduktionen. Og netop på dette område har Grønland store forråd, men udvindingsplanerne, der var koncentreret om Kvanefjeldet ved Narsaq i Sydgrønland, blev af den siddende selvstyreregering stoppet, fordi man ikke kunne udvinde de eftertragtede metaller uden en store sideproduktion af uranforbindelser og store potentielle miljøproblemer. På dette område kunne man derfor nemt forestille sig, at der især fra amerikansk side ville blive lagt pres på Danmark og Grønland for at genstarte udvindingsplanerne i Kvanefjeldet og andre steder i Grønland, når råvaremanglen om lidt bliver følelig. Hvis det sker, vil det igen være det arktiske miljø og dets befolkninger, flora og fauna, der kommer til at betale prisen – noget der ikke kan undgå at skærpe de politiske modsætninger i Grønland og mellem selvstyret og den danske regering. Og i forbifarten er det måske også værd at nævne, at Island, der lokalt set er en stormagt med sine 350.000 indbyggere, også udviser stigende interesser for økonomisk engagement i Grønland.

 

Rigsfællesskabet knager i sine fuger og bånd – noget man kan få en fiktionsfortolkning af ved at se tredje sæson af DR TVs Borgen. Det er derfor spændende at se, hvad der sker, når den færøske lagmand kommer til Grønland for at søge at skaffe fælles fodslag.

 

​​ 

 

 

​​ 

 

Om skribenten

Niels Frølich

Niels Frølich

Læs mere