At mene noget og mene det alvorligt

Mange har en aversion mod mennesker, der mener noget alvorligt. ”Det bliver for rabiat,” siger de. ”Alt med måde,” siger de. ”Nu er du ekstrem, og så er du faktisk ikke bedre end nazisterne,” siger de. Jeg siger: ”Der er alt for få, som faktisk tør mene noget – og mene det alvorligt.”.

Af Pernille Loumann

Annette Heick havde for nylig en klumme i BT, hvor hun taler for, at vi generelt afviser ‘absolutter’. Heick bliver provokeret over en veninde, hvis familie af klimahensyn er holdt op med at spise kød, og har valgt at køre i el-bil. Det er simpelthen for rabiat, må man forstå. ”Når min veninde med stolthed fortæller, hvordan de ikke længere rører kød, så er der i min verden tale om en absolut handling. Modsat hvis hun havde sagt, at de havde skåret ned på deres forbrug,” skriver Heick.

Så det er altså i orden at ændre sin adfærd så tilpas lidt, så det ikke gør nogen forskel – hvorimod dét, at sætte sig ind i noget og handle relevant på det, er langt over stregen.

Er den gode stemning i fare?

Jeg véd ikke, om det er et særligt dansk fænomen. Er det fordi, vi danskere er så bange for at ødelægge den gode stemning? Er det for tungt et ansvar? Ligger det ikke til os at være passionerede omkring noget? Meget ofte støder man i hvert fald på den her form for udjævning af alle synspunkter, hvor det ene kan være lige så godt som det andet, bare man for Guds skyld ikke tager noget for tungt. 

Et eksempel er de ikke-holdninger, der ofte præsenteres i dameblade. Først kan man læse en artikel om, at man skal være sig selv og ikke ligge under for skønhedsidealer. På næste side kan man læse en guide til at blive attraktiv i mænds øjne og tabe tre kilo, så man kan blive lykkelig. På den måde ophæver indholdet sig selv og bevæger sig omkring en underlig form for nulpunkt, hvor man aldrig rigtig mener noget – og derfor heller ikke rigtig behøver gøre noget.

Men hvorfor egentlig? Når man har sat sig en lille smule ind i, hvad skønhedsidealer betyder for kvinder (og mænd!), hvad vores forbrug betyder for verdens ressourcer, hvad social ulighed, racisme, sexisme og homofobi betyder for menneskers muligheder for at leve et ordentligt liv – hvorfor skal vi så lade som om, det ikke findes? Eller lade som om vi ikke kan gøre spor ved det?

Angsten for ‘frelsthed’

En stor del af det – har jeg erfaret – er, at vi ikke vil være frelste.

Frelst er det allerværste, man kan være, for det betyder, at man har en viden om noget, som man faktisk bruger til at forsøge at ændre verden til det bedre. Og det er en stor provokation for folk, som enten ikke har den samme viden eller ikke har kræfter til at gøre noget ved det. Så i stedet for at tiljuble de mennesker, der faktisk har gjort sig den anstrengelse at have en holdning og leve i overensstemmelse med den – gør vi nar ad dem, vi fortæller dem, de er latterlige og ubetydelige, eller vi finder på andre områder, hvor deres indsats ikke er lige så forbilledlig … for så kan vi kalde dem dobbeltmoralske. Og det elsker vi, for så kan vi selv komme til at fremstå bedre – for dobbeltmoralske, det er vi i hvert fald ikke!

“Dansk Folkeparti – som er mestre i whataboutism, og som har gjort meget for at fortælle os, at vi ikke kan behandle flygtninge ordentligt, fordi vi skal sørge for vores egne hjemløse først – har fx ikke løftet en finger for at forbedre forholdene for nogen danske hjemløse. Tværtimod.”

Folk, der har viet deres liv til kampen mod seksuelle overgreb mod kvinder, skal ikke komme for godt i gang, for hvad med analfabeter i Bangladesh, hvad med truede orangutanger og hvad med hjemløse i Ålborg? Ofte er den slags whataboutism, som det populært kaldes, blot en afledningsmanøvre – for de, der pludselig påberåber sig solidaritet med alverdens udsatte grupper, er formodentlig relativt ligeglade med orangutanger, når alt kommer til alt. Dansk Folkeparti – som er mestre i whataboutism, og som har gjort meget for at fortælle os, at vi ikke kan behandle flygtninge ordentligt, fordi vi skal sørge for vores egne hjemløse først – har fx ikke løftet en finger for at forbedre forholdene for nogen danske hjemløse. Tværtimod. 

Naturligvis kan man blive grebet af magtesløshed, når man tænker på klimakrise, flygtninge, internering af homoseksuelle, overgreb mod børn og alt det andet grufulde, der sker i verden. Naturligvis kan man ikke vide alt om alt, og man kan ikke redde alle. Men man kan gøre sig den anstrengelse at handle på dét, man ved, så godt man kan – og som minimum kan man undlade at udskamme andre, der gør langt mere end én selv.

At reagere, når man møder uret, er ikke ”for meget.” Verden kalder på, at mange flere tør mene noget og mene det alvorligt.