At redde verden med venstrefløjen

Opinionsundersøgelser viser, at SF, Enhedslisten og Alternativet nu er større end Socialdemokratiet. Skulle det også blive resultatet efter et folketingsvalg, vil dynamikken være radikalt ændret ved en regeringsdannelse og formuleringens af regeringens politiske grundlag. Socialdemokratiet som lillebror – forladt af mor, der sikkert sidder nede i EU på en eller anden højtlønnet toppost?

Den upopulære SVM-regering

Der er ikke meget, der tyder på, at den nuværende flertalsregering kan blive genvalgt. Den har allerede mistet sit indenrigspolitiske flertal pga. partiafhoppere. Regeringspartiernes styrkeforhold ændrer sig ikke nævneværdigt. I al sin enkelhed mener venstrefolk ikke, at Venstre burde være gået ind i en regering under Mette Frederiksens ledelse.

Mange socialdemokrater mener ikke, at en siddende regerings grundlag med skattelettelser til de rige, nedskæringer på velfærden og nølende klimahandling har været progressivt nok. Der er slugt for mange kameler, som har gjort mange menige socialdemokrater blå i hovedet, hvor de hellere ville være gået smilende og rødmossede rundt.

Flere socialdemokratiske borgmestre har i protest mod deres partis højrekurs opgivet at genopstille ved kommunalvalget til næste år. Den primære velfærd forringes, mens milliarderne flyver ned i halsen på fallerede minkavlere, der storgriner hele vejen ned til banken.

SVM-regeringens luskede nattyveri af store bededag og foræringen af denne til arbejdsgiverne, fulgt op af statsministerens og andre ministres kritik af danskernes arbejdsflid ved samlebåndene – hvor de mere ser borgerne som arbejdskraft end som mennesker – har fastlåst den siddende regering på katastrofalt lave opinionstal. Nærmest mejslet i granit. Helt fortjent.

Regeringsspørgsmålet og SF

Det er klart, at SF længe har været inde i en proces, hvor regeringsdeltagelse har været målet, og tilpasning af politikken til dette mål har været midlet. Skal man alligevel æde diverse flertalsforlig som regeringsparti, så kan man lige så godt være med i de fleste forlig på forhånd, synes at være strategien.

SF-formanden taler om et rødt flertal, hvori hun inkluderer de radikale, som ikke er røde. De radikale stemte fx for afskaffelsen af store bededag og har generelt en fordelingspolitik, der ligger til højre for Djengis Khan. Siden hen har SF-formanden heller ikke udelukket regeringsdeltagelse med den ikke synderligt modererede tidl. Venstre-formand.

Hvordan det skal føre til en rød politik, er svært at se – både for menigmand og politiske nørder. Der murres lidt i fjerne afkroge i SF’s bagland, men ingen markant opposition imod partitoppen anes. En partiformand med fine opinionstal kan nærmest gå på vandet.

Enhedslisten og regeringsspørgsmålet

Nu er Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted også begyndt at tale om regeringsdeltagelse. Til dr.dk udtalte Dragsted 4. maj 2024: ”… Lige nu er der jo også langt til et rødt flertal uden De Radikale – vil I kunne sidde i regering med dem?

”Det kommer fuldstændig an på det politiske indhold.”

”Jeg arbejder dag ud og dag ind for, at vi får et rent, rødt flertal med et meget stærkt Enhedslisten og en meget stærk rød-grøn blok med os, SF og Alternativet. Og jo stærkere vi bliver, jo mere indflydelse kan vi udøve på en fremtidig regerings politik.”

At være et regeringsparti indebærer jo traditionelt, at man tiltræder eksisterende politiske forlig. Vil I være parate til det – også til at tiltræde forsvarsforliget?

”Det er klart, at i den situation, at vi engang i fremtiden skulle indgå i en regering, ville vi jo skulle tiltræde de forlig, der ligger.”

”Vi er bekymrede for, at oprustningen af Danmark bliver for voldsom og for hurtig. Men uanset hvordan man vender og drejer det: Hvis der er et forlig som forsvarsforliget, som omfatter et kæmpe flertal herinde, er det jo meget svært at rykke ved for et parti som Enhedslisten alene…
Der vil altid være nogle omkostninger ved, at man går ind i en regering. Men grundlæggende handler det om at søge indflydelse – og samtidig kunne stå fast på vores grundprincipper”, siger Pelle Dragsted.”

Uklarhed om strategien

Det lyder lidt som at blæse og have mel i munden. ”Søge indflydelse og stå fast på grundprincipper.” Hvad vil Enhedslisten egentlig? Det er mildest talt uklart. Det er også uklart, hvori Enhedslisten efterhånden adskiller sig fra SF’s strategi. Der kan nok anes en forskel, men den kan kun politiske feinschmeckere vel gøre rede for.

Er der ikke længere forskal på, hvad et venstreorienteret parti vil i regering, og hvad mere eller mindre borgerlige partier vil? Skal der ikke flyttes nogle ideologiske hegnspæle, før et socialistisk parti kan gå i regering? Er systemændrende reformer et krav, eller er bare en lidt mere begavet administration nok? Hvad blev der af kapitalismekritikken?  Hvor er sammenhængen mellem her-og-nu-politikken og de mere langsigtede mål? Hvad med bevægelserne ude i folket til at understøtte en progressiv regering og presse på? Skal det ikke også vægtes i analysen?

Venstrefløjen skal i offensiven

Med murens fald kan venstrefløjen ikke længere sige: Vi vil en anden udvikling end i Sovjetunionen. Man er nødt til at nyformulere sig fra grunden. Formulere sig så folk kan se et alternativ, hvor solidaritet, lighed, bæredygtighed og et udvidet demokrati er grundlaget.
I øjeblikket synes venstrefløjens mulighedshorisont defensiv og indskrænket.

Det kan ikke mobilisere folk i tilstrækkelig grad. Det ulmer med tanker om trivselsøkonomi i samfundsdebatten. Det skal venstrefløjen samle op og ikke mindst konkretisere programmæssigt – både på kort og langt sigt.

Den tidligere formand for Die Linke i Tyskland, Klaus Lederer, har lige udgivet en bog med titlen: ”At redde verden med venstrefløjen – for en radikal humanisme.” I den anledning udtaler Klaus Lederer til dagbladet Information 15. 5. 2024:

”Vi må bevise, at vi faktisk er i stand til at tilbyde progressive ideer, eller i det mindste retninger på de centrale spørgsmål, der i øjeblikket forhandles om i samfundet. I øjeblikket forbindes store dele af den europæiske venstrefløj med vrede, frustration og apokalypse eller i hvert fald med status quo. Derfor må vi bringe håbet tilbage til venstrefløjen og vise, at der er brug for os. At forstå lighed, frihed og demokrati på en planetarisk skala – det er venstrefløjens opgave.”

Så lad os få gang i en konkret politikudvikling og -formulering sat ind i en såvel taktisk som strategisk sammenhæng. Den proces vil både være afklarende og mobiliserende. Det er der behov for. Der hviler et tungt ansvar på venstrefløjen.