Foto: Josef Schwarz
10 min. læsetid

Som sangskriver, politisk aktivist og performer har Pete Seeger en central rolle i amerikansk historie. Et blik på folkemusikkens historie kan faktisk fortælle en masse om mennesket som kulturelt og politisk dyr.


Af Victor Ovesen

Pete Seeger (1919-2014) var i 1940erne og frem en central figur i en bevægelse, der var med til at gøre folkemusikken til en politisk faktor i USA. Man spørger sig selv hvor gennemslagskraften kom fra? Hvilke fordele har guitaren og som platform, frem for (øl)kassen?

I dag er Folk en international bestseller-genre. I dag rummer den en indbygget og meget appellerende idé om en særlig intimitet og autenticitet, der adskiller den fra massekultur og det kommercielle. Men faktisk er dén modsætning en 180 graders omvending af genrens historiske forhold til høj- og lavkultur. Historien om amerikansk folkemusik er en historie, hvor kunsten og det politiske er uadskillelige størrelser.

Sangstemmens politik

Pete Seeger var kommunist. I 1936, som blot 17-årig, indmeldte han sig i Young Communist League, og var i årene 1942-49 medlem af Communist Party USA. Den politiske affilliering var synlig i hans virke. Som del af grupper som Almanac Singers og The Weavers, var han med til at udforme og popularisere fagforeningssange og politisk aktuelle, topical songs – og de var ikke blege for at udføre bestillingsarbejde for politiske aktører.

Sangene emmer selvfølgelig af en anden tids ideologiske klima, men det gør dem ikke mindre effektfulde, tvært imod. Tag »Talking Union«, der instruerer arbejdere i organiseringens første spadestik, eller den stormende »Which Side Are You On?« (skrevet af Florence Reece), der fortæller om sammenstød mellem strejkende minearbejdere og ordensmagten.

Måske den mest ikoniske af Seegers egne sange er »We Shall Overcome«, der fik en central plads i 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse. Sangen er, spekuleres det, en bearbejdning af en ældre gospelhymne. »I’ll Overcome Someday«, og drager fordel af religiøs kunsts emotionelle forløsningspotentiale i en sekulær kontekst, og skifter perspektivet fra det personligt-religiøse til det fælles og fremtidsrettede.

Det interessante er, hvordan Seeger, og det miljø han var en del af, brugte folkemusikkens tilgængelighed til at skabe kunst, der kunne tale – ikke metaforisk, men konkret og eksplicit – om disse politiske agendaer. Men mindst lige så vigtig som produktion af nyt materiale, var det for Seeger at indsamle og udbrede den folkemusiktradition, der allerede fandtes i landet.

En af Pete Seegers mere kendte sange, Solidarity Forever

Kunsten, og æstetik i det hele taget, er afgørende for hvordan vi organiserer os politisk, og hvordan vi forvalter orden, på selv de mest praktiske niveauer. Når magtens søjlegange ser ud som de gør, er det jo ikke fordi marmor er et specielt billigt eller medgørligt materiale. En stenhård og symmetrisk arkitektur er i sig selv et argument; den orden, du ser her, er evig og derfor sand og god. Den kunst, der skabes, kan afspejle, synliggøre, modsige og forsvare ideologiske strukturer i samfundet. Kunsten er, fra det perspektiv, en form for politik i praksis.

Kulturel hukommelse

De handlinger og regelsæt vi i fællesskab gentager, og som vi kalder kultur, fungerer som en kollektiv hukommelse, der holder filosofiske ideer i live. I den sammenhæng er den amerikanske folkemusiks historie fortællingen om national identitetsdannelse, om migration og kulturmøder, og i høj grad kulturel nostalgi.

Amerikanske musikhistorikere har bemærket, hvordan folketraditionen altid opleves og iscenesættes som genoplivninger af en ældre kultur, revivals (som igen trækker på opblomstringer af kristen kultur, og selvfølgelig genkomst som teologisk begreb). Som tilbageskuende genre, er den dømt til at iscenesætte sig selv som en konservatisme eller et nostalgisk kulturreservat.

Et andet paradoks er, at en stor del af den interesse for folketraditionen, vi ser i det tidlige 1900-tal, faktisk kommer fra urbane miljøer, snarere end de landmiljøer den oprindeligt stammer fra. At den amerikanske folkemusik lever af disse historiske og klassemæssige længsler, gør den ikke mindre interessant.

Fra kollektiv til moderne kunst

Gennem 1800-tallet udbredtes lette og transportable instrumenter som banjoen, guitaren og violinen, instrumenter der hver især har forskellige geografiske rødder, men løber sammen i den region, der strækker sig fra staten New York og sydvest over stater som Pennsylvania, Virginia, North og South Dakota, Georgia mod Mississippi, og som betegnes Appalachia efter den bjergryg, der strækker sig over denne del af kontinentet.

Her opstår nogle musikalske former, der afspejler møder mellem den etnisk og kulturelt alsidige landbefolknings respektive kulturarv. Det er en musik der praktiseres af land- og minearbejdere, og som tager udgangspunkt i deres midler og omgivelser. I ordets egentlige forstand en folketradition, der finder sted langt uden for skoler eller andre institutionelle rammer.
Her ses bort fra formelle regler, noder og manerer. I stedet nedarves både teknikker og spillestilarter, samt melodier og de historier, der fortælles via personlig overlevering.

Pete Seeger. Foto:  Anthony Pepitone

Det betyder, at sange, snarere end at være værker (og dermed også en slags varer), er fælleseje. De stærkeste og mest mindeværdige melodier overlever som Standards, og overleveres fra en generation til den næste. Folkemusikkens præmis er fælleseje, genanvendelse, og evolution – vigtigst af alt lever den af at blive spillet, deltaget i; den er først og fremmest en praksis.

Alan Lomax var arkivar og arbejdede med at indsamle musikoptagelser fra randområder og dokumentere amerikansk folkemusik. Lomax var desuden ven af Pete Seegers far, Charlie, og i 1939 drog 19-årige Pete til Washington for at bistå Lomax i katalogiseringen. Arbejdet var andet og mere end blot arkivarbejde. Det var en musikhistorisk og kulturpolitisk milepæl.

For at man kan kalde noget en genre, må det have et sæt spilleregler, der adskiller det fra alt muligt andet. Måden som et stykke kunst aktivt anvender disse spilleregler på, kan man kalde dets formsprog. Folkemusikkens formsprog bygger på inklusion og fællesskab. Derfor er det bl.a. afgørende at melodierne er til at genkende og lære hurtigt, og at rytmen aktiverer kroppen. For folkemusikken er brugsmusik, der ledsager fejring og dans, såvel som arbejde.

Lomax’s indsamling markerer en banebrydende modernisering af folketraditionen. Ud over at fastfryse lydbilleder af en kunst, der før var flydende, overleveret praksis, er denne katalogisering en kritisk instans, som agerer smagsdommer over hvad der skal med i arkivet. Ikke uproblematisk, antropologisk set. Men netop ved at indstifte autenticitet som kriterium, understreger indsamlingen sin ambition om at dokumentere de kulturelle rødder, tildele dem deres retmæssig status. På den måde signalerer den også en solidaritet med de mennesker, den behandler.

Når Pete Seeger og hans generation af musikere tog udgangspunkt i denne folketradition, var det en æstetisk solidarisering. Og gennem arbejdet fandt de en form, hvorigennem man kunne bruge folkemusikkens inklusive mekanismer til politisk mobilisering. Fællessangen fik nye betydninger, i det øjeblik man flyttede den fra landdistriktet og ind i den industrialiserede storby, og man – som den lidt ældre Joe Hill gjorde det med »Ballad of Casey Jones« – ændrer teksten i en sang om et løbsk godstog til at handle om skruebrækkeri.

Seegers ideologi var holistisk i sin indstilling og didaktisk i sin udførelse. Hans fremtoning på scenen var inkluderende; publikum opfordredes til at deltage og synge harmonier. Han udgav bøger, der instruerede i banjoteknik, og plader med børnemusik, der kunne aktivere og stimulere
de yngste til tidligt at deltage i det æstetiske fællesskab, der kunne forbinde dem kulturelt til andre, på tværs af klasse og raceskel.

Så hvorfor taber Seegers projekt luft – hvad sker der med strømningen? En del af svaret skal findes i 1960’erne, og det historiske fænomen vi kalder ungdomsoprøret.

Pete Seegers cover af Bob Dylans sang ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’

Den personlige vending

Med 1960ernes kulturelle brydningstid opstår for første gang en generation, der identificerer sig som modsætning til den foregående generation – som unge. Det er en generation med købekraft, og som sådan den første generation der vokser op i massemedierne og marketingens tidsalder. Scenen er på den måde sat for rockmusikkens, ungdomsfilmenes og beatlitteraturens entré.

Turen kommer også til de traditionsbevidste og idealistiske folkemusikere. De står pludselig i et dilemma – hvor den tillokkende kommercialisering nok repræsenterer et integritetskompromis, repræsenterer den også en platform for udbredelse, nye muligheder. Men samtidig med at
masseplatformen giver folkemusikken en iscenesættelse, der giver udslag politisk, transformerer og kompromitterer det kommercielle også den traditionelle fælleskultur, den repræsenterer. For et produkt skal bruge et ansigt, singulære historier, man som køber kan identificere sig med.

Det mytologiske vendepunkt i den sammenhæng er selvfølgelig Bob Dylan. Han dukker op først i 60’erne og udkrystalliserer så at sige genren, portrætterer dens etos i sine tidlige sange. Han får hurtigt en slags frelserstatus, og beskyldtes for at forråde folkemusikken da han optræder på Newport Folk Festival i 1965 med et elektrisk band bag sig. Det er da også Pete Seeger der, hvis man skal tro anekdoten, truer med at afbryde strømmen i raseri over det han hører.

Og fra et bestemt perspektiv leverer Dylan en transformation, der er så godt som et dødsstød. Men det er netop ved at sætte individualiteten ind. Ved at indsætte digterskikkelsen – det romantiske geni – i genren, eksploderer han den kollektivform, der har været formens horisont indtil da.

Pete Seeger synger “This Land Is Your Land”. Foto: Donna Lou Morgan

Æstetisk mobilisering

Det er et grundlæggende, og altså ikke noget nyt træk ved kulturer, at de migrerer og muterer, danner hybridformer og nye fællesskaber. Alt andet lige, er en risiko ved disse kulturprocesser, at der finder marginalisering sted. Og derfor er det, for mig at se, afgørende at skelne mellem to slags kulturel transformation, nemlig appropriering og advokering.

Appropriering er en imitation af en genres æstetisk genkendeligste elementer, ude af deres rette kontekst. Til sammenligning er advokering er en praksis, der lægger sig i forlængelse af genren, ved eksplicit at adressere dens kontekst, formsprog, etc. Appropriering er problematisk, fordi det marginaliserer de retmæssige ophavsfolk ved at overflødig- og usynliggøre dem kulturelt. Advokering, derimod markerer solidaritet med dem, fordi den formidler deres kultur.

Pete Seeger døde i en alder af 94, den 27. januar 2014. Udover borgerrettighedsbevægelsen, var han op gennem årene aktivist, engageret i miljøkamp og anti-krigsbevægelser. Han gav sin formodentlig sidste optræden til støttekoncerten Farm Aid i september 2013. Sangen var Woody Guthries nationale fællessang »This Land is Your Land«.

Det, der gør Pete Seeger til så interessant en skikkelse, er den dobbelthed, der ligger i hans musikalske praksis. Her tjener musikken nemlig ikke som æstetisk blikfang, der skal få det ideologiske indhold til at glide lettere ned; det politiske projekt og det æstetiske projekt er et og samme forehavende. Selve ideen er, at man ved at repræsentere etniske og kulturelle minoriteter æstetisk, repræsenterer dem politisk. I det perspektiv er hans virke som indsamler og kulturformidler en inspirerende aktivistisk indsats for national fællesskabsdannelse på tværs af klasser.

Den amerikanske folkemusik viser os, at det er vigtigt at holde et vågent øje med samfundets subkulturelle fortropper, og se hvordan deres æstetiske strategier bevæger folk – metaforisk såvel som konkret. Det kan meget vel være, at nogle af fremtidens politiske mobiliseringsstrategier gemmer sig i de æstetiske.


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 6, februar 2016


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.