Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
13. november. 2021

”BILFRI BY I 2025”: Momentum erklærer klimanødsituation

Klimapartiet Momentum kræver, at vi tager klimakrisen seriøst og sætter den først, når der skal udarbejdes politik. Deres politik er både ambitiøs og konkret, de vil handle ud fra FN klimapanelets CO2-budget, de vil indføre rationering, og på kommunalt plan vil de skabe både en bilfri og grøn by, der kører på vedvarende energi i løbet af dette årti.

Fotograf: Zarko Ivetic

Klimapartiet Momentum er startet af en flok borgere, der har savnet et parti, som tager klimakrisen alvorligt. Deres klimapolitik bliver opsummeret i deres tre grundidéer:

  1. KLIMA FØRST

”Klimakrisen kræver en helt ny mentalitet, der sætter klimaet først. Vi kan kun løse klimakrisen ved at betragte den som en krise, der skal løses før alle andre politiske udfordringer.”

  • CO2-BUDGET

”Vi skal leve inden for vores budget. Det gælder økonomi såvel som ressourcer. Hvis vi ønsker at begrænse den globale opvarmning, så har vi et begrænset CO2-budget, som skal overholdes. CO2-budgettet er globalt og skal fordeles retfærdigt blandt verdens borgere.”

  • RATIONERING

”For at sikre en retfærdig fordeling af forbruget af CO2, vil vi indføre en rationering, som vi kender det f.eks. fra 2. Verdenskrig. Det betyder, at alle borgere får tildelt den samme ration til CO2-belastende forbrug som f.eks. kød, flyrejser, transport og tøj.”

En af grundlæggerne af partiet, Mikkel Bahl forklarer: ”Vi synes, det er mærkeligt at ville håndtere klimakrisen, ved at tage alle mulige andre hensyn først. At man f.eks. begynder at snakke ulighed og beskæftigelse og vækst og eksport først. I klimaloven står der alle de her hensyn skrevet ind.”

At tage udgangspunkt i videnskaben

  • Hvorfor følte I, at der var brug for endnu et nyt parti, der sætter klima som en af deres hovedemner?

”Vi har startet et nyt parti, fordi vi ikke vidste, hvem vi skulle stemme på. Vi er frustreret over at kigge på det totale misforhold mellem, hvad der bliver sagt, og hvad der bliver gjort. Det er til at blive sindssyg af. Det handler ikke kun om regeringen og Dan Jørgensen. Man snakker om at klimakrisen ændrer alt, men det bliver ikke til mere end lidt flot grafik på sociale medier.

Til sidste folketingsvalg så vi, at udtrykket ’grønt’ er blevet allemandseje. Det er blevet hygge. Alle virksomheder og partier brander sig som grønne. Cykler man rundt i byen ser man, at Venstre, Konservative partierne hele vejen rundt snakker om, at de er klimatosser. Vi tager dem på ordet. Vi siger, at hvis de mener det, de siger, så kræver det a, b og c.”

  • Hvordan skiller I jer ud fra de andre mindre klimapartier?

”Vi foreslår at handle ud fra FN klimapanelets rapporter, der er bygget op om et CO2-budget. Det handler grundlæggende om, hvor mange drivhusgasser vi kan udlede i atmosfæren for at holde temperaturen under f.eks. 1½ grad. Det resulterer så i en vis mængde drivhusgas, man må udlede på tværs af verdens lande – hvis vi vil nå det mål, der står i klimaloven, og som alle partier vil nå.

CO2-budgattet afslører et andet fikspunkt ude i fremtiden end f.eks. ’hockeystaven,’ hvor alt lige skal fikses i 2029. Det fungerer ikke, hvis vi i mellemtiden har opbrugt vores budget, og med den fart, vi har på nu, bliver det allerede i 2025.”

Rationering

  • Hvordan omdanner man så det CO2-budget til politik?

”Vi siger: For det første skal vi prioritere klimaet og sætte det først. Der mangler et parti, som siger, at klimaet er det vigtigste. For det andet, skal det gøres videnskabeligt. Alle partierne siger, at de gør brug af videnskaben, men ingen af dem gør brug af CO2-budgettet, som er det FN bruger til at lave de her udregninger. De laver fikspunkter langt ude i fremtiden, der skjuler, at de intet laver nu. Det mudrer debatten og giver befolkningen et farligt billede af, at der sker noget, når der intet sker.

Det tredje, vi arbejder med, er rationeringen. Det gør vi blandt andet, fordi det er retfærdigt. Vi har meget få CO2-ressourcer tilbage, og vi mener, at de skal fordeles retfærdigt. Det øjeblik, hvor befolkningen kan mærke, at der er nogen, som skal gøre mere end andre eller får lov til at fortsætte deres forbrug, mens andre skal spare, så hopper folk af. Hele Europa er bange for det, der skete i Frankrig med de Gule Veste. Man er bange for, hvad der sker, når man begynder at sætte høje afgifter på madvarer og benzin, for der bliver de rige ikke ramt.  

Lad os sammenligne med corona-krisen: Alle accepterede, at vi ikke kunne flyve, men så snart vi så, at nogle fløj til Dubai og sad dernede og tog selfies, blev vi pissesure. Vi var ikke utilfredse med ikke at måtte flyve, vi var utilfredse med uretfærdigheden – at vi sad og foretog nogle ofre, mens andre ikke behøvede at gøre det.

Den problemstilling løser rationering. Hvis vi skal have folk med, må vi sige, at alle selvfølgelig får den samme mængde af f.eks. flyturer eller kød. Hvis du skal begrænse folks kødforbrug, nytter det ikke noget at foreslå bare at sætte prisen helt vildt op. Det rammer kun de fattigste, så hvorfor skulle de stemme for det?

“For at sikre en retfærdig fordeling af forbruget af CO2, vil vi indføre en rationering, som vi kender det f.eks. fra 2. Verdenskrig. Det betyder, at alle borgere får tildelt den samme ration til CO2-belastende forbrug.”

Man kan sammenligne det med Anden Verdenskrig. I Danmark var vi underlagt det tyske marked. Det var begrænset, så kaffe, tøj, kød, benzin og så videre blev rationeret. Det gjorde man, fordi det var vigtigt for befolkningens moral. Alle var i samme båd. Der blev lavet en britisk efterretningsrapport under krigen, som viste, at folk vil acceptere meget store ofre – men de vil ikke acceptere det, hvis det er uretfærdigt.

Hvis Mette Frederiksen stillede sig op på et pressemøde –ligesom med corona-krisen – og sagde, ’denne her klimakrise er alvorlig’, så ville folk forstå det.

At tale til folks moral

  • Så du tænker, at folk savner ærlighed?

”Vi må godt tale til folk, som om de er voksne mennesker. Med corona havde vi enormt mange spændende, principielle diskussioner, fordi vi lige pludselig skulle forholde os til alt muligt. Det har vi ikke med klimadebatten, fordi vi lader som om, at vi er ved at løse den.

Jeg kan godt lide at tale til folks moral, for det er i bund og grund moralsk. Jeg kan godt lide at præsentere CO2-budgettet for folk og sige, enten må du acceptere nogle af de her ting – f.eks. at lukke den industrielle kødproduktion – ellers må du vise mig et andet sted, hvor vi kan spare tilsvarende mængder CO2. Ellers må du indrømme, at du ikke går ind for, at vi skal leve op til vores ansvar som borgere her i verden.

Hvis vi tager beslutningerne oppefra, bliver det en strukturel løsning, hvor vi fordeler det her – i stedet for at lade det være op til den enkelte borger, som er det Dan Jørgensen gør, når han laver madvideoer. I Danmark og Europa bruger de øverste 10 % af befolkningen det samme som de fattigste 50 %. På verdensplan er det 1 % af befolkningen, som bruger lige så meget som de fattigste 50 %. Klimakrisen er ekstremt ulige fordelt.

“Det handler i bund og grund om, at du har frihed, så længe det ikke går ud over andre. Den frihed kan vi definere indenfor CO2-budgettet. Du har så og så meget CO2, og du må selv bestemme, hvad du gør med den.”

Det handler i bund og grund om, at du har frihed, så længe det ikke går ud over andre. Den frihed kan vi definere indenfor CO2-budgettet. Du har så og så meget CO2, og du må selv bestemme, hvad du gør med den. Vil du gerne køre bil, men så ikke spise kød og flyve? Det må du selv om. Vil du gerne bruge dit CO2-forbrug til oplevelser med dine børn? Det må du selv om. Folk får frihed til selv at bestemme – de må bare ikke bruge så meget, at det går ud over andre.”

Bilfri by til kommunalvalg

  • Men når vi snakker om at ændre verden, så snakker vi som regel om de enten nationale eller internationale løsninger. Nu bliver kommunalvalget her Momentums første valg som parti, hvad vil I have os til at gøre på kommunalt plan?

”Man hører tit den myte, at København ikke kan gøre noget på kommunalt plan, men vi har ekstremt mange muligheder! Vi kan beslutte at opsætte havvindmølleparker, landvindmøller, udbygge solenergi. Vi har lavet en plan, hvor København bliver fossilfri i 2027. Det er muligt, og det er faktisk ikke engang særligt komplekst. Ingeniørforeningen har regnet på det, rapporterne ligger der, vi skal bare have tilladelser fra staten.

Vi skal vise, at vi kan forandre byen og inspirere resten af verden, der allerede ser mod os for at se, hvad vi gør. 2/3 af verdens befolkning bor snart i byer, så fremtiden for klimakrisen er by-løsninger. Regeringen leverer ikke, verdenssamfundet leverer ikke, vi vil tage sagen i egen hånd i København. Vi kan på meget få år gennemføre en grøn omstilling med vedvarende energi. Vi vil erklære klima-nødsituation: Københavns kommunes hovedfokus skal være at gennemføre vedvarende energiprojekter. Lander der et projekt om at opsætte 50 havvindmøller, så skal den op allerøverst i bunken og lynhurtigt gennem systemet.”

  • Men hvor skal vi starte? Hvad er førsteprioriteten?

”Vi foreslår at lave en bilfri by fra 2025. Trafikken er elefanten i rummet, og det er vildt at se, at de andre partier ignorerer det. Vi har ca. 200.000 biler i byen, alt inklusiv, og det skal ned på 10.000 el-biler, delebiler, hvilket betyder en udfasning af cirka 40.000 biler om året. Selvfølgelig skal der være noget varetransport og handicapkørsel, som skal tænkes ind, men i det store hele skal vi forestille os en bilfri by. Det er cirka en tredjedel af Københavns borgere, der har en bil – alligevel har vi indrette byen efter deres behov.

Elbiler alene er ikke en løsning, for de forbruger næsten 50% så meget som en fossilbil per kilometer. Det er slet ikke nok reduktion. Det løser heller ikke problemet med trængsel. Jeg cykler rundt i København, og jeg undrer mig hver dag over, hvorfor vi giver forrang til dem, der kører rundt i en to tons stålkasse og forurener vores lunger, så vi dør for tidligt. At udvide pladsen til cyklister ville spare rigtig mange penge på sundhed, for det er super dyrt for vores sundhedsvæsen, at vi alle sammen cykler rundt i bil-os hele dagen.”

“Jeg cykler rundt i København, og jeg undrer mig hver dag over, hvorfor vi giver forrang til dem, der kører rundt i en to tons stålkasse og forurener vores lunger, så vi dør for tidligt.”

  • Hvad med dem, der pendler?

”Vi skal selvfølgelig have en ret veludbygget, offentlig transport. Metro og tog tager lang tid at udbygge, el-busser kan vi indsætte i morgen. Det er ret simpelthen. Så vil vi ensrette alle veje i København, så de kan køre i pendulfart, og tage halvdelen af pladsen til cyklisterne. Det handler om at lave mobilitet for flertallet i stedet for mindretallet.

Kommer man fra en nabokommune, går vi ind for, at man må sætte sin bil ved kommunegrænsen og hoppe over i offentlig transport. Vi skal nok stille busser til rådighed ved grænsen. Når vi laver en politik for Københavns kommune, hvor de skal leve indenfor CO2-budgettet, så skal vi selvfølgelig ikke tillade, at mens københavnerne stopper med at køre i bil, så pendler nabokommunen bare ind.”

Om skribenten

Anders Holbæk

Anders Holbæk

Digital koordinator hos Solidaritet. Litterat fra Aarhus Universitet. Har arbejdet på forskellige kulturpublikationer.   Læs mere