Black Lives Matter-bevægelsen er blevet global. Churchill-statue i London overmalet med teksten: 'Churchill was a racist.' Foto: Caroline Flint / Twitter
6 min. læsetid

Mange hvide amerikanere er først nu ved at indse, hvor udbredt racisme er i samfundet. Det er aldrig for sent at blive klogere, skriver Vanessa Wills, der vil have en åben og inklusiv bevægelse, hvor de undertrykte sættes i forreste række.

Oversat af Morten Hammeken

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Vanessa Wills

Hvis der er én ting, der er værd at vide om folks bevidsthed, er det: Den ændrer sig. Og gudskelov for det. At bevidsthed ændrer sig er nemlig dét, som os der vil have en bedre verden – og som tror på, at en sådan er mulig – regner med. Nogle gange ser folk ting, de ikke kunne se før. Og hvis de så har fået øje på dem nu? Godt. Det er fantastisk.

Nogle gange kan man forklare noget tusind gange, men folk forstår det kun når de selv ser det, eller når de oplever det udspille sig for øjnene af dem. Men hvis de så forstår det nu? Okay, godt. Bedre sent end aldrig! I kølvandet på valget af Donald Trump som præsident var jeg bitter. Der var utroligt mange hvide mennesker, der endelig troede på, at racisme var en enormt udbredt syge i USA. Jeg tænkte: Først nu – virkelig? Men det er sådan set ikke en dårlig ting, at flere mennesker i det mindste forstod det langt om længe, og havde fået lyst til at gøre noget ved det.

Spørgsmålet: ”Hvorfor kunne jeg som hvid person ikke se, hvor stort problemet var før?” er faktisk et spørgsmål med et virkeligt, empirisk og historisk funderet svar. Det er et svar, som folk selv kan undersøge nærmere, og på den måde blive bedre udstyret til at komme ind i kampen imod racisme.

Drop selvpineriet

Det er også noget, jeg hele tiden fortæller mine hvide studerende, når de spørger mig ind til, hvorfor de ikke vidste mere om racismen mod sorte i landets historie: Din uvidenhed er fremstillet, håndhævet, tilrettelagt – og man forlader sig på den.

“I kølvandet på valget af Donald Trump som præsident var jeg bitter. Der var utroligt mange hvide mennesker, der endelig troede på, at racisme var en enormt udbredt syge i USA. Jeg tænkte: Først nu – virkelig?”

Og nu hvor du ved bedre, kan du også gøre det bedre. Hvis vi reducerer den uvidenhed til udelukkende at være et spørgsmål om individuelle moralske fejl og mangler, gør vi os blinde over for netop det forhold. Ja, vi bliver alle sammen nødt til at udfordre os selv til at gøre det bedre, men den eneste måde vi kan blive bedre på, er ved at gå ind i kampen, ikke ved at forfalde til selvhad.

At række ud, at engagere sig, at arbejde med og støtte organisationer ledet af undertrykte, marginaliserede og folk fra arbejderklassen er det afgørende: Hvis en person føler, at de i deres hjerte har brug for at blive en anden end den, de hidtil har været, og hvis de ønsker at blive en del af løsningen på de problemer, der plager samfundet – så er det vejen frem. Ikke endeløst, demoraliserende og ukonstruktivt selvpineri.

Teori, praksis og følelser går hånd i hånd. Når folk skifter mening – særligt i lyset af en enorm, folkelig opstand, som den vi er vidner til lige nu – er det vigtigt, at vi siger: ”Super fedt, kom med inden for og lade os tage fat på arbejdet sammen!” Ikke at sparke til folk, fordi de ikke indså det tidligere. Det kan jeg virkelig ikke se nogen grund til.

Imod racisme og undertrykkelse: Solidaritet dækker den globale Black Lives Matter-bevægelse.

En åben bevægelse med de undertrykte i forreste række

Marx skrev, at revolutionær aktivitet var nødvendig; ikke kun fordi det var den eneste måde at give den politiske magt til folket på, men også fordi det er det eneste, der kan gøre os i stand til at slippe af med alt det værste affald, kapitalismen har tynget os med, og den eneste måde vi kan genskabe os selv på – bedre og mindre egoistiske, al den stund vores individuelle trivsel er naturligt forbundet med alle andres trivsel.

Nogle indser det af forskellige årsager hurtigere end andre, ofte fordi de er blevet undertrykt hårdest i lang tid. Det er ikke – og må ikke – blive de hårdest undertryktes opgave at smigre eller lykønske folk, der er højere oppe på rangstigen i de forskellige undertrykkende hierarkier, efterhånden som de kommer dumpende ind i kampen. Det reproducerer bare den byrde, som de hårdest undertrykte bærer i samfundet som helhed. Historierne, smerten, glæden, kritikken og analyserne fra de undertrykte folk bliver nødt til at blive sat forrest og lyttet til.

Læs også: Systemisk racisme i USA: Sådan kortlagde jeg hadet til sorte mennesker

Samtidig må alle os, der ønsker en anden verden, arbejde for at skabe en bevægelse, der byder folk velkommen, og som anviser handling for alle dem, der forstår at en bedre verden ikke bare er mulig, men fuldstændigt afgørende for menneskehedens bedste. Dét er udfordringen, særligt lige nu.

At uddanne folk hviler ikke på skuldrene af enkeltpersoner, der bare gerne vil leve deres liv. Det bliver vi særligt nødt til at forstå og lægge vægt på, når det kommer til forventningen om, at undertrykte folk forventes at udføre gratis arbejde for folk med forskellige slags privilegier. Uddannelse er ikke desto mindre en central opgave for enhver seriøs bevægelse!


Vanessa Wills er ph.d. i filosofi og ansat ved The George Washington University. Hun er redaktør på Spectre Journal og social justice-aktivist i USA.