Blik&Rør: Det handler om menneskeliv
Fagforbundet Blik&Rør holder i starten af august en konference om asbest med blandt andet deltagelse af Kræftens Bekæmpelse. Som oplæg har forbundet lavet otte forslag til styrkelse af beboeres og byggearbejderes sikring mod asbeststøv.

Fagforbundet Blik&Rør, der organiserer VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere, udgav i midten af maj pjecen, ”Vejen til et asbestfrit Danmark,” der opstiller otte forslag til at asbestbeskyttelse af beboere og byggearbejdere.
Asbest er et byggemateriale, der især i 1960’erne blev anvendt til bl.a. isolering og brandsikring samt til tagdækning. Meget ældre byggeri indeholder materialer med asbest.
Asbestfibre er så små, at støv med asbest er farligt at indånde, da fibrene ophober sig i lungerne og er umulige at fjerne. Fibrene frigives både ved renovering og gennem nedslidning af bygninger.
En arbejdsgruppe nedsat af beskæftigelsesministeriet med bl.a. arbejdsmarkedets parter fremlagde i 2018 en rapport med 20 anbefalinger til asbestbekæmpelse, der efterfølgende blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.
Blik&Rørs nye forslag skal forstås i forlængelse af de otte anbefalinger. Et af forslagene er nedsættelse af et nyt udvalg, der – modsat sidste – ikke er pålagt at være omkostningsneutralt.
Coronaudskudt i halvandet år
Formanden for Blik&Rør, Henrik W. Petersen, fortæller, at anledningen til forbundets nye forslag er en konference, som forbundet holder på Christiansborg torsdag 5. august 2021:
– Det er en konference, som vi har måtte udskyde hele tre gange på grund af coronaepidemien. Nu bliver den endelig til noget. Vores otte forslag har ligget klar i halvandet år – og nu skulle de altså breakes, siger han.
300 årlige dødsfald
Hvor stort er asbestproblemet?
– Det er kæmpemæssigt. Kræftens Bekæmpelse har opgjort antallet af døde med asbestrelateret kræft til cirka 300 om året. Det er det dobbelte af antallet af dødsfald i trafikken. Hertil kommer, at der hvert år dukker omkring 300-400 nye tilfælde af asbestrelateret kræft op, siger Henrik W. Petersen.
Forskel til 2018-vedtagelse
Hvordan adskiller jeres forslag sig fra de vedtagelser, som arbejdsgruppen i 2018 kom med og som blev vedtaget af Folketinget?
– Der er tale om flere justeringer – bl.a. et forslag om autorisation af virksomheder, der arbejder med asbest, og et om oprettelse af et register for bygninger med asbest fra før 1980, siger Henrik W. Petersen.
– Vi har heller ikke været underslagt de restriktioner, som udvalget havde – først og fremmest at være omkostningsneutrale og ikke gå på tværs af ressortområder, siger han.
– Vi kan ikke se, der er noget galt i at kaste penge efter området. Det handler jo om menneskeliv – og kan sammenlignes med trafikområdet, hvor man ikke viger tilbage for at bruge penge på at rette op på fx farlige trafikforhold.
– Vores forslag forholder sig desuden til både bolig-, sundheds- og arbejdsmarkedspolitikken. Derfor har vi også sendt det til alle de politiske partiers ordførere og udvalgsmedlemmer for de områder, siger han.
Beskæftigelsesministeriet holder øje
Hvordan har reaktionerne så været?
– Vi har fået uddybende spørgsmål fra bl.a. Arbejdstilsynet, så vi ved, at der er et øje på forslaget i beskæftigelsesministeriet. Vi har også hørt fra flere politikere og ordførere i Folketinget. Vi forventer da også lydhørhed for problemet fra alle partier, siger han.
Og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard?
– En konkret udmelding fra ham har vi ikke fået, men det er Peter Hummelgaard, der åbner konferencen i august.
Hvorfor har I lavet et udspil fra Blik&Rør alene?
– Som sagt er udspillet over 1 ½ år gammelt – og er udarbejdet på baggrund af vores erfaringer i Blik&Rør. Det er et spørgsmål, som fylder rigtig meget for vores medlemmer. Og helt konkret har vi et medlem, der har været med i arbejdet med forslaget, som ikke har lang tid igen. Derfor skulle det breakes nu, siger Henrik W. Petersen.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER