Bliver pandemien neoliberalismens død?

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

De uhyre omfattende statsindgreb, som Miloš Šumonja kalder ’nødkeynesianisme’¹, der i løbet af Covid-19-pandemien blev gennemført for at forhindre samfundene i at falde fra hinanden, bør i stedet for at opfattes som en forskydning i magten fra marked til samfund opfattes som statens forsøg på at opretholde den eksisterende samfundsmæssige orden. Den stat, der nu tiljubles af nogen og frygtes af andre, er den samme, som har stået bag de neoliberale angreb på velfærdsstaten og arbejdstagerne for at øge kapitalakkumulationens rentabilitet.

Allerede før pandemien satte ind, var den neoliberale akkumulation under pres, når man ser på investeringer, produktivitet og vækst. Ifølge Šumonja var årene efter finanskrisen i 2008 præget af, at

”den fejlslagne ’privatiserede keynesianisme’, der hviler på privat gæld, i de sidste ti år [er blevet] omdannet til en politik med ’kvantitative lettelser i al evighed’. Forenklet sagt forsynede centralbankerne de kommercielle banker med billige penge, som disse lånte videre til de store firmaer, der ikke brugte dem til at skabe job, men til at købe egne aktier op og på den måde berige deres aktionærer. Gabet mellem det forventede afkast og den utilstrækkelige merværdifrembringelse er blevet uholdbar” ​​ ².

Det er en udbredt tankegang på venstrefløjen, at neoliberalismen først og fremmest kendetegnes ved en tilbagerulning af staten og dens markedsregulerende funktioner. Men forholder det sig nu også sådan?

Efterkrigstidens velfærdsstat erstattede i mange lande – måske bortset fra de skandinaviske - et klasseherredømme, der lå i åben krig med arbejderne. Men i løbet af de sene 1960ere og tidlige 1970ere smuldrede rentabiliteten, fordi de fordelingspolitiske kampe undergravede produktionsforholdene i den grad, at kapitalejerne mistede tilliden til velfærdsstaten som akkumulationsinstrument. Som løsning på krisen trådte neoliberalismen frem som klasseherredømmets langsigtede projekt³: ​​ 

”Neoliberalismens opgave er at beskytte markedet mod samfundsindblanding og mod demokratiet, og det sker ved at omdanne samfundet i markedets billede. Til dette hører ikke en indskrænkning af staten, men en stærk og aktiv stat, der er i stand til at reorganisere de sociale relationer på en måde, der uddyber og cementerer kapitalismens uligheder ved at knuse fagforeningerne, privatisere offentligt ejede virksomheder og tjenester, afregulere finansmarkederne, indrette pengepolitikken på prisstabilitet osv. Derfor er den såkaldte ’tilbagerulning af staten’ blot en misvisende ideologisk betegnelse for den neoliberale omstrukturering, der finder sted, under kapitalens anstrengelser for at genoprette profitraten…” ⁴ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Neoliberal ’katastrofesocialisme’

Man skal holde sig for øje, at pandemien er blevet styret af de neoliberale stater og det faktum, at staterne anvender keynesianske instrumenter, er et tydeligt tegn på, at krisen rammer helt ind i systemets kerne. Derfor er der ingen modsigelse i en neoliberal ’katastrofesocialisme’. Og derfor kunne de neoliberale stater uden blusel intervenere i stor stil og agere som sidste udvej, når det handlede om långivning, indkøb, at være arbejdsgiver. Set i bakspejlet kan covid-krisen, og naturligvis afhængig af udviklingen, komme til at fungere som ’bare’ endnu en kapitalistisk krise, en gang kreativ destruktion, men nu tilsat en yderlige afdemokratisering af de samfundsmæssige relationer. ’Katastrofesocialismen’ ligner mere en radikal form for nationaliseret neoliberalisme, der styrker statens højre hånd og ikke dens venstre, mener Šumonja. Staten søger at genoprette og skærpe den sociale ulighed ved at skille de produktive fra de uproduktive dele af befolkningen langs etniske, racemæssige og kulturelle linjer⁵. I det hele taget går øvelsen ud på at redde kapitalismen fra sig selv uden at gribe ind i velstandens fordeling.

Šumonja slutter sin artikel med en opfordring til ikke at tro, at

”… statsaktivisme som en reaktion på den kapitalistiske krise automatisk underminerer neoliberalismen og ad en ensrettet gade fører tilbage til det nationale sociale demokrati eller især i Europa til fødslen af det i en transnational form”.

Socialister, markedet og staten

Socialisters forhold til staten har altid været tricky. Det er klart, at venstrefløjen skal støtte statslige investeringer, der letter dagligdagen for arbejderklassen, men det ville være farligt, hvis venstrefløjen tillader, at de enorme statslige pengeudpumpninger under corona-pandemien opfattes som ’socialisme’. Den irske socialist James Connolly skrev i 1899 således:

”Vi gentager derfor, at statsligt ejerskab og kontrol ikke nødvendigvis er socialisme – hvis det var det, ville hæren, flåden, politiet, dommerne, fængselsbetjentene, stikkerne og bødlen alle være socialistiske funktionærer eftersom de er statsansatte – men statens eje af al jord og de materialer, der indgår i arbejdet, ville sammen med arbejdernes kooperative kontrol med denne jord og disse materialer være socialisme”. (James Connolly, ‘State Monopoly versus Socialism,’ The Workers’ Republic, 1899) ⁶ ​​ ​​​​ 

​​ 

Grace Blakeley citerer i samme artikel⁷ Marx, der i Borgerkrigen i Frankrig skriver, at ”arbejderklassen ikke bare uden videre kan bemægtige sig et færdiglavet statsmaskineri og bruge det til sine egne formål”. ​​ For mange mennesker er staten en fremmed og fjendtlig magt og venstrefløjen må undgå at blive identificeret med denne stats magtudøvelse.

At opfatte stat og marked som adskilte størrelser giver ingen mening al den stund, at staten jo sørger for de institutionelle rammer, indenfor hvilke markedet virker. Den rydder også op efter de tilbagevendende kapitalistiske kriser. En vigtig forståelse er derfor: Neoliberalismen drejede staten væk fra at styre markedet til at lade markedet styre f.eks. ved at indføre markedslogik i statens funktioner og organisere de offentlige funktioner efter New Public Management. Staten skrumpede ikke, den skiftede til at varetage kapitalens interesser. Også selvom neoliberalismen meget vel også kan have givet næring til nye modsætninger, som f.eks. Teresa Scavenius mener i kronikken ”Den neoliberale stat er ikke en minimalstat, men en stor oppustet administrativ sektor”:

”… vi kan se, at den neoliberale stat slet ikke er en minimalstat, men derimod en stor oppustet administrativ sektor, som har svært ved at regulere og udvikle politiske normer, fordi regulering og normer ikke er markedsunderstøttende”.

Grace Blakeley skriver, at når man ser udviklingen i det lys, så bliver den påståede radikale omstilling af kapitalismen i kølvandet på cornaepidemien ikke så radikal alligevel. Staterne bruger penge på at holde hånden under de store firmaer og finanskapitalen på samme måde, som man gjorde i kølvandet på finanskrisen i 2008⁸. Som et første skridt gik centralbankerne i USA, Storbritannien og andre lande i gang med at skabe penge – de såkaldte kvantitative lettelser – for at holde hånden under finansmarkederne og holde værdien af aktiverne oppe. Med det resultat at aktiepriserne har nået nye højder på trods af, at økonomierne skrumpede.

Det næste skridt var, at finansministerierne og centralbankerne gav de store firmaer billige lån, der så blev brugt til at udbetale store dividender til aktionærerne, samtidig med at man indskrænkede arbejdsstyrken. Og det uanset om mange af disse firmaer var skatteunddragere.

Efter at man havde sikret finanssektoren og de store firmaer, kom turen til de små virksomheder der fik lån og hjælp med huslejerne. Først derefter kom i de fleste lande lønmodtagerne. Det samlede resultat er en kraftig forøgelse af uligheden. Ikke mindst på globalt plan, hvor de rige lande lod den fattige del af verden totalt i stikken. En strategisk fejl man sandsynligvis kommer til at betale for senere. For så længe coronaen ikke er slået ned i den fattige del af verden, så længe vil den fortsætte med at true den rige del. Når disse lande ikke kan komme ud af krisen, vil det slå igennem som højere forbrugerpriser, fordi disse lande producerer så stor del af den rige verdens forbrug eller levere råvarerne til denne produktion⁹:

“Alt dette antyder, at Covid-19 ikke betyder afslutningen på neoliberalismen – for ikke at tale om en udfordring for det kapitalistiske verdenssystem. Den verden, der rejser sig fra denne krise, vil være lige så ulige og ustabil som den, der eksisterede, da krisen startede – den eneste forskel vil være relativt højere udgiftsniveauer for staterne”¹⁰.

Hvad vej?

Det store spørgsmål er, hvad vej udviklingen peger set i lyset af pandemien: Står vi overfor et reelt brud med neoliberalismen, en fortsættelse af neoliberalismen eller en midlertidig tilstand forårsaget af pandemien?

Borgerne har set, hvordan man lige pludseligt har kunnet trylle uanede milliarder frem for at holde hånden under kapitalismen og den herskende samfundsorden. Hvorfor kan man så ikke bruge tilsvarende astronomiske beløb på at formindske uligheden eller starte en reel grøn omstilling?

Der er formentlig to mulige udviklingsveje for staterne: Enten at omstille sig for at imødekomme folks behov eller undertrykke dem. Det ser ud til, at det er den sidste vej, der er valgt. I de fleste demokratiske lande ser man i tiltagende grad overvågning af borgerne gennem en altomfattende digitalisering - herhjemme tænk bare på justitsminister Hækkerups udsagn om at ’mere overvågning er lig med mere frihed’, regeringens hårdnakkede kamp mod Europa-domstolens kendelser om, at Danmark ikke må masseovervåge befolkningen eller de stadigt voksende stramninger af straffeloven og behandlingen af flygtninge og indvandrere.

Kontrollen med befolkningen vil vokse i takt med at det viser sig at kapitalismen er ude af stand til at sikre en beboelig planet fordi dens inderste kerne er konstant og uafladelig vækst. Ikke i form at et revolutionært brud men i form af en gradvis erosion af de samfundsmæssige relationer herunder den samfundsmæssige kontrakt mellem befolkning og stat. Det kan ske i form af sundhedssektorens gradvise sammenbrud, ukontrollerbare prisstigninger på vitale fornødenheder. Svarene på disse samfundsmæssige problemer og de folkelige reaktioner på dem (læs flere gule veste) vil være en stramning af lovgivningen, der kriminaliserer flere og flere aktiviteter, men som i bund grund er udtryk for magtesløshed overfor de problemer kapitalismens rovdrift på mennesker og natur skaber.

Men der er andre meninger

For andre er de enorme statslige interventioner et tegn på, at neoliberalismen er død og at kapitalismen trådt ind i en ny æra. Det gælder for eksempel James Meadway, der skriver, at det politiske landskab er under hastig forandring. Hvor nedskæringspolitikken efter sammenbruddet i 2008 var kapitalens svar på kravet om stabilisering, er kapitalens offensiv denne gang en tilbagerulning af de grundlæggende borgerrettigheder og en udvidelse af statens magt og isolation af udvalgte befolkningsgrupper, der isoleres og derefter lægges for had.¹¹

Hvad gør venstrefløjen?

Hvorvidt det for venstrefløjen er nok at forsvare den offentlige sektor, borgernes rettigheder og de demokratiske værdier er et åbent spørgsmål, hvis man ser det i det forkortede tidsperspektiv, klimakrisen stiller os over for. Dvs. hvorvidt en defensiv holdning er tilstrækkelig. Vil kapitalen og staten bare bøje sig for saglige argumenter? Eller er det erobring af den politiske magt ved hjælp af massemobilisering, der peger fremad? Og hvad vil den ’nye’ autoritære kapitalismes svar være på en omfattende mobilisering og uro i samfundet for ikke at tale om en rød-grøn regering, der har sat sig for at gennemføre en reel grøn omstilling til en bæredygtig verden?  ​​​​