Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. maj. 2021

Boganmeldelse: En mavepuster af afmagt

”I Kærlighedens Navn” er Karima Bouyluds historie om frustrerende fortielse i et muslimsk indvandrer-familiemønster over tre generationer, hvor desperation og manglende sprog hersker. Hjernen slår klik, og vreden tager over og ødelægger. Velkommen til en mavepuster af afmagt – og en anbefalelsesværdig bog, der kalder på en fortsættelse!

Forfatter Karima Bouylud har skrevet en suspense-fyldt bog om kærlighed, generationskløfter og multikulturel identitet, skriver anmelder Lillian Simonsen. Pressefoto.
8 min. læsetid

”Ingen bryder sig om sandheden!”, siger min mor. ”Sandheden gør ondt!”

Endelig bliver det sagt højt, tænker jeg som læser, da jeg på side 266 når til et verbalt opgør mellem hovedpersonen Nadia og hendes mor Mimount. Og da er vi endnu ikke nået til hovedscenen, hvor hele familien er til stede – og den store hemmelighed slipper ud…

Hooked fra første side

Jeg vidste ingenting om handlingen i bogen ”I Kærlighedens Navn” af Karima Bouylud, da jeg startede. Men bare få siders læsning fik mig på krogen i den hæsblæsende dialog om de tre kvinder Mimount, Nadia og Miriam. En fortælling om tre generationer, der foregår i København fra 17. januar 2017 til 20. oktober 2018 – sådan cirka 1 år og 10 måneder, med tilbageblik til 2003, tiden før yngste datter er født. 

Karima Bouylud: I Kærlighedens Navn. Gyldendal 2021. 334 sider, 299,95 kr. (vejl.)

Historien er centreret omkring 13-årige Miriam, der selv lader sig anbringe på en døgninstitution og nægter at tale med både sin mor og mormor. I chokket og frustrationen over anbringelsen får vi laaaaangsomt historien om, hvorfor det skulle gå så galt i familien – der startede med at indvandre til Danmark fra Marokko – til at tredje generation ender på Nørrebro i en labyrint af problemer.

Hvordan fortæller man så lige en historie om tre generationer, så nogen gider læse den? Skal man starte med roden og gå kronologisk frem? Eller kan det gøres på en helt anden måde, med et greb, en særlig vinkel?

Sex, drugs & rock’n roll

Romandebutant Karima Bouylud har valgt at skrive sin historie i dialog, og det er ret genialt. Med egnsdialekten Nørrebro/Sydhavnen og Nordvest tilsat arabiske og amazigh-udtryk (berbisk sprog, ordliste bagerst i bogen), får vi en heftig, hæsblæsende historie, hvor nerverne konstant sidder dirrende udenpå, og følelserne skifter i splitsekunder. Der er masser af suspense og cliffhangers, der som filmiske greb er med til at skabe spænding, og gøre læseren mere sulten på handlingen. 

Dialogen driver historien – og ind imellem replikskift indfletter forfatteren elegant persongalleriet uden nærmere introduktion. Handlingen rummer alt dét, der kræves i populær underholdning: Sex, vold, stoffer og druk. Kærlighed. Og “den evige arabiske løgn”, som betyder, at alt ikke nødvendigvis er, som det ser ud. Og at fortielsen kan være en del af et familiemønster – i kærlighedens navn. Hvem tør bryde det? Og hvordan står man op imod en hel familie, der aldrig synes, du har gjort det godt nok.

Persongalleri på tværs af generationer og kulturer

Tre personer er i fokus: Mimount, der er jida (mormor), Nadia, der er ima (mor) og så teenageren Miriam, der på skift fortæller deres vinkel på livet i dagbogslignende kapitler, der hele tiden rummer dialogens tempo.

Omkring dem kredser familien med søskende, eks-mand, kæreste og venner. Vi får den lige i fjæset på første side, den blå stemning og virkelighed, der lugter af død og ulykke. For derefter at være i familiens skød i næste afsnit. Med tekster dateret til 2003 og 2017/18, følger vi de tre forskellige kvinders liv af kaos, tanker og følelser centreret omkring en anbringelse af den yngste hovedperson, Miriam.

Handlingen følger de tre kvinders tanker og handlinger i et kaotisk virvar. Med en passende suspense får læseren glimtvis info om fortiden, og bliver holdt i et stramt greb med så tilpas lidt viden, at vi bliver nødt til at læse videre for at få hele historien.

“… hvis ikke læserne genkender miljøet, så får de heldigvis en fornemmelse af, hvordan det er at leve i en flerkulturel verden, hvor familien altid har en mening om alle andres liv.”

For historien er spændende! Jeg vil gerne vide mere om Nadia, der gribes af panik, da hendes datter uden varsel flygter til et bosted for unge, og ikke vil se sin mor mere. Og jeg vil også gerne forstå, hvorfor Nadia er så vred på sin mor, Mimount, der stadig ikke taler dansk, selvom hun har boet over 30 år i Danmark. Hvordan tænker Mimount om sit liv nu, efter at have flyttet til et nyt land med tre børn, der er opdraget i sit hjemlands traditioner? 

Mormor Mimount bor alene i en lejlighed, hvor tv’et konstant kører med enten kaliffen på skærmen eller indiske dansefilm. Mekka-uret er tændt til alle bønnerne, der er ild under madgryderne, mens hun venter på kontakt med sine døtre.

Jeg bliver nysgerrig efter, hvorfor 13-årige Miriam vælger at flytte hjemmefra til et bosted med let adgang til stoffer i stedet for at blive hjemme i Nørrebro-lejligheden med mor Nadia, tvillingerne Rosa og David og bonus-far Gabriel. Hvordan går det til, at Miriam vælger ikke at bo hos sin mormor Mimount, som hun tidligere har gjort, når der har været rod i familien?

Mor Nadia er den vilde og kunstneriske datter i familien, som ikke vil indordne sig familiens sædvanlige mønster med at gifte sig med en marokkansk mand og få børn. Hun vil helst gå i jeans og t-shirt, gå på dansebar, drikke øl, og drømmer om at gå på Kunstakademiet. Så hvordan ender hun alligevel i ægteskabet med Habib fra Marokko?

Og hvorfor er Nadia så fjendtlig over for sin eks-mand, Habib, der tilsyneladende er en succesfuld forretningsmand, som både taler dansk og gerne vil lære sin datter Miriam nærmere at kende efter mange år i Marokko? Jeg genkender koderne i beskrivelserne af en tosproget kultur fra egne erfaringer, set udefra selvfølgelig, som etnisk dansker og ven/kæreste. Og jeg forstår dilemmaet, når kun det arabiske sprog er tilgængeligt i et nyt land. Fortielsen. Desperationen. Det manglende sprog. Hjernen slår klik, og vreden tager over og ødelægger alt. Afmagt. 

Og hvis ikke læserne genkender miljøet, så får de heldigvis en fornemmelse af, hvordan det er at leve i en flerkulturel verden, hvor familien altid har en mening om alle andres liv. Også familien i hjemlandet, i Marokko. Lige som naboerne snakker ….

Terapeutisk debutroman

Karima Bouylud debuterer som romanforfatter med en alvorlig familiehistorie fuld af skam, skyld og smerte – som samtidig er underholdende. Romanen er tæt på en råskitse til en film og overraskende godt skrevet. Jeg kom til at tænke på Jacob Ejersbos Afrika-trilogi, der skildrer livet for børn og unge af nødhjælps-udsendte i Tanzania – i dialog og slang.

Det kan være lidt svært i starten at holde styr på alle personerne, så jeg skitserede mig et lille persongalleri i en note, indtil jeg havde lært, hvordan personerne hænger sammen på kryds og tværs. Jeg blev faktisk også nødt til at læse bogen to gange for at være sikker på, at jeg havde forstået alle de mange antydninger af hændelser, der er sket og ikke er sket. Eller bare er hemmeligheder.

For debutanten Karima Bouylud har romanen været en slags terapi, da historien tager udgangspunkt i hendes eget liv. Det fortæller hendes forlægger, Gyldendal, ligesom der siden bogen udkom 7. maj, har været bragt adskillige interviews med forfatteren.

Bouylud havde brug for at analysere og reflektere over de mange vrede og smertefulde oplevelser, hendes liv har været fuld af. Derfor skrev hun tekst og handling i dialog i et lignende fiktivt univers. På den måde har forfatteren været i stand til at tage ansvar for sine egne handlinger, der stadig præger hendes voksne datter.

Flere romaner på vej? INSHALLAH

Jeg vil ikke fortælle hele handlingen her, den skal læseren selv opleve. Det er et vigtigt element i selve historien, at læseren selv hen ad vejen skal opdage hemmelighederne. Men du kan glæde dig til at komme ind i en verden af flerkulturhed, der på trods, og med viljestyrke, kommer videre.

Karima Bouylud gør mig nysgerrig på, hvordan det er at være født og vokset op i Danmark med et marokkansk familiemønster og et dansk ungdomsliv. Hvordan finder Nadia (og hendes søstre) ud af at leve et balanceret voksenliv?

Bogen slutter med et kursivt lille ”Inshallah” på allersidste side – stående alene på en ellers blank side. Jeg vil meget gerne læse mere om Nadia og resten af bogens univers, så det tolker jeg som et varsel om en fortsættelse – om Gud vil!


Om skribenten

Lillian Simonsen

Lillian Simonsen

Journalist og kulturskribent på Solidaritet. Tidligere blogger om den kurdiske sag. Læs mere

Nyeste artikler