Boganmeldelse: Blind tillid – eller blindt raseri – mod det vågende øje?

I Danmark føres en ensidig overvågningsdebat, hvor retorikken enten lyder af utopi eller dystopi. Ny bog af professor i overvågningsstudier forsøger at nuancere debatten.

Af Frederik Boris Hylstrup Olsen

Vi lever i et overvågningssamfund. Men hvordan får vi så et bedre af slagsen? Det er udgangspunktet for Peter Lauritsens meget aktuelle og letlæste bog. Det kunne umiddelbart lyde som et ladet spørgsmål fra professoren i overvågningsstudier, som lægger op til at afskaffe overvågningssamfundet. Eller stiller bogen snarere spørgsmålet om, hvordan vi bedst muligt effektiviserer det nuværende overvågningssamfund?

Først og fremmest er det vigtigt i det hele taget at blive enige om, at det er et relevant spørgsmål at stille. Lauritsen forklarer, at bogens ærinde ikke blot er at spørge ind til, hvordan og hvorvidt vi lever i og forstår et overvågningssamfund i en akademisk kontekst, men at opstille denne problematik som et demokratisk og dannelsesmæssigt spørgsmål, så dette spørgsmål på et samfundsmæssigt plan kan danne grundlag for en nuanceret forståelse og diskussion af overvågning.

Bogen fastholder forståelsen af, at overvågning ikke blot er totalitær og frihedsberøvende, men samtidig kan være frisættende, socialiserende og trygheds- og omsorgsskabende. Overvågningen er således et middel, som kan tjene både det gode formål og ”det onde”. Bogen spørger til, hvordan vi sikrer, at dette kraftfulde instrument ikke falder i fjendens hænder. Svaret er ikke ligetil, men Lauritsen mener, at vi allerede når langt, hvis vi starter med at erkende, at vi faktisk lever i et overvågningssamfund.

Big Brother eller kærlig moder?

Lauritsen forklarer, at den overvågning, vi som samfund lever under, ikke er en Orwellsk undertrykkende Big Brother. Overvågningen, siger Lauritsen, er for eksempel også intentioner om at behandle patienter bedst muligt, og at skabe grundlag for kriminalpræventive tiltag med fx opsætning af videokameraer, som ligeledes kan skabe tryghed og bidrage med materiale til efterforskning.

Det er ikke den onde Big Brother med adfærdsregulerende hensigter, når barnets daglige gang kan følges på lokationsapps på mobilen og administreres på AULA – nej, det er den kærlige moder. Det er ikke Big Brother – for vores overvågningssamfund vil os det også godt. Lauritsen definerer overvågning som ”systematisk indsamling af information om nogen, med henblik på at påvirke holdninger og handlinger”. Overvågningen er nogen, der vil noget med nogen. Overvågningen er pædagogik. Og overvågningen er dermed pædagogisk: I bytte for en smule frihed belønner overvågningen os til gengæld med sikkerhed, tryghed og omsorg.

Det hele bliver præsenteret i en fin lille orange bog, som på grund af farven ikke så let undslipper øjets blik. Safety orange. En farve, som præger blandt andet sikkerhedsveste, -kegler, -skilte og lignende grundet sin komplementære kontrast til den lyseblå himmel, hvilket gør den ekstremt iøjnefaldende. Allerede her ser vi altså den sammenhæng mellem overvågning og sikkerhed, som Lauritsen pointerer er en af overvågningens vigtige aspekter.

Kærlighed til overvågningen

I George Orwells bog, 1984, var Big Brother nok en totalitær undertrykkende overvågningsmekanisme, men han var på samme tid elsket og tilbedt af Oceaniens borgere, som følte at han beskyttede dem. Så nok affærdiger Lauritsen en forståelse af Danmarks overvågningssamfund som en orwellsk dystopi, fordi et folk naturligvis ikke ville nære kærlighed til en så undertrykkende overvågning, sådan som han selv udtrykker et tryghedsforhold til Danmarks ”frisættende” og ”omsorgsskabende” af slagsen. Men sådan kunne Oceaniens borgere netop opfatte Big Brother.

Det kan umiddelbart lyde som om, at Lauritsen lider af et tilfælde af Stockholmsyndrom. Nu er overvågningen her i så stor en grad, at den ikke er til at komme uden om, så hellere befinde sig med den så godt som muligt og lære at leve side om side med den – like it or love it.

“I George Orwells bog, 1984, var Big Brother nok en totalitær undertrykkende overvågningsmekanisme, men han var på samme tid elsket og tilbedt af Oceaniens borgere, som følte at han beskyttede dem.”

Men Lauritsen er ikke taget som gidsel i et overvågningssamfund, hvis målsætninger man er tvunget til at acceptere, og som man tjener sig bedst med at lære at elske. Lauritsen mener netop, at overvågningsdebatten er præget af for meget ”for og imod”. Der findes den teknopositivistiske præference for blandt andet at have de halvanden million overvågningskameraer hængende rundt omkring i Danmark – og så findes der det blik, som ganske ensidigt fokuserer på overvågningens totalitære potentiale. Sidstnævnte forståelse evner ikke at indfange spørgsmålets kompleksitet og ender med at blive en futil søgen efter alt, der kan betragtes som overvågning.

Det altoverskyggende overvågningsbegreb

Her findes en skarp kritik af en overvågningsforståelse, som læner sig tæt op ad den kritik, man hos mange samfundsforskere kan finde af Foucaults magtbegreb. Foucault forstår magt som værende tæt knyttet til adfærdsregulering og formning af subjekter og deres kroppe, helt ned i den mindste detalje. Magten er derfor afhængig af muligheden for overvågning. Ifølge Foucault er magten gradvist blevet decentraliseret fra udelukkende at eksistere som monopol hos enkelte kræfter – til at blive uddelegeret og integreret som disciplinerende strategier i enhver af samfundets borgere.

Dette ses blandt andet i det såkaldte panoptikon, som er en fængselskonstruktion, der er bygget således, at al adfærd og handling kan overvåges på ethvert tidspunkt. Foucault sætter panoptikonet ind i en større teoretisk sammenhæng og pointerer, at en sådan allestedsnærværende overvågning medfører en automatisk selvregulering af de overvågede individer. Den potentielle overvågning og medfølgende sanktion af en eventuel vægring gør, at den disciplinerende effekt er uophørlig. Magten er over alt, i alt.

Foucaults forståelse af den allestedsnærværende magt er bredt kritiseret i dens fare for at levere analytiske perspektiver på menneskers liv, som er i fare for at efterlade det faktisk levede liv i baggrunden til fordel for det teoretiske perspektiv. Det magtbegreb risikerer således at blive totaliserende for den situation, der søges analyseret. Lauritsen advarer om, at en sådan ’foucaultsk’ opfattelse af overvågningens totalitære magt kan risikere at overse teknologiernes gavnlige potentialer til fordel for et altoverskyggende pessimistisk blik.

1984 anno 2021

Som Lauritsen pointerer, er en stor del af den overvågnings-forståelse og -retorik, som vi anvender i den aktuelle overvågningsdebat, inspireret af Orwells 1984 og dennes udpræget negative udlægning af overvågning. Blandt andet er dét kendetegn ved Orwells overvågning – at det er den store der overvåger den lille – ganske udbredt i den gængse debat. Det er den magtfulde stat, virksomhed og tech-gigant, der våger over den magtesløse borger. Men er det en undertrykkende og adfærdsregulerende magtinstans, som disciplinerer os og gør, at vi ikke går ned gennem gågaden uden tøj på og røver en bank? Eller ville disse afvigende handlinger alligevel have været undgået, hvis ikke der hang overvågningskameraer på hvert hjørne af gågaden?

Lauritsen mener ikke, at overvågningens disciplinerende og adfærdsregulerende funktioner per automatik hæmmer en trang til at gå amok i gaden, hvis ikke denne frihed var os berøvet. ”Kameraernes adfærdsændrende funktion er minimal, hvis den overhovedet eksisterer,” siger han – og påpeger, at også andres blikke, der hviler på os, samt egen ulyst til at udføre afvigende handlinger, i sig selv forhindrer disse. Her sidestilles disciplinerende adfærdsregulering med socialiserende processer, som taler ind i menneskers allerede eksisterende ønsker og behov, fx om at kunne indgå i et civiliseret og sammenhængende samfund.

Læs ikke nødvendigvis bogen iført sølvpapirshat, men hav til nøds et lille stykke tape klistret over din computers kamera. Hav hverken blind vrede eller blind tillid til samfundets overvågningstiltag. Bogen spørger både til hvilke udfordringer og muligheder, vores overvågningssamfund rummer. Hverken en forståelse, som udelukkende betragter overvågningen som totalitær og undertrykkende – eller en glorificerende overvågningsforståelse – tilbyder noget konstruktivt til overvågningsdebatten … eller hjælper os til et bedre overvågningssamfund.

Peter Lauritsen: Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund? Informations Forlag. 68 sider. 50 kr.