Boganmeldelse: Slavoj Zizek om coronaen

---

Zizeks nye bog “Pandemi – covid-19 ryster verden” er fuld af lækre, fængende fraser og sjove modsætninger – men uden meget reel analyse eller indhold.

---

Af Mikael Hertoft

Sæføli’ sku’ Slavoj Zizek være en af de første til at skrive en bog om Covid-19, og sæføli’ er bogen velskrevet og sætter mange tanker i gang. Men den er også løs i fugerne, rabler derudaf i en løs tankestrøm – som er fuld af selvmodsigelser. Zizek er tilsyneladende ramt af en angst, som hindrer hans klarsyn.

Det bedste ved bogen er måske indholdsfortegnelsen. I hvert fald har all 11 kapitler iøjefaldende overskrifter – som fik mig til spontant at tage bogen med hen til disken: ”Hvorfor er vi alle sammen trætte?”, ”Velkommen til den virale ørken”, ”Kommunisme eller barbari: Så simpelt er det” – for bare lige at nappe et par stykker.

Epidemien er et af naturens luner

Indledningskapitlet ”Vi er alle i samme båd” rummer interessante tanker om forholdet mellem ”viden” og ”rygter” i Corona-tiden. Staterne slår hårdt ned på ”rygtedannelser”. Zizek skriver at

”… Hovedindvendingen imod argumentet, at staten må kunne slå hårdt ned på rygtedannelser for at hindre tilløb til panik, er at en sådan kontrol fra oven i sig selv spreder mistillid … og således vil fostre endnu flere konspirationsteorier”. 

Kapitlet rummer også interessante overvejelser om det modsætningsfyldte i ”den kinesiske model”. På den ene side et autoritært samfunds kraft for først at undertrykke al information om sygdommen, for dernæst at bruge al sin kraft på effektivt at stoppe udbredelsen.

Men når det kommer til at forklare coronaen, og hvorfor den dukker op nu, kommer Zizek ikke under overfladen og er selv fuld af selvmodsigelser: 

Hvilke sociale realiteter har muliggjort corona-epidemiens hastige og globale udbredelse, spørger han og svarer:

” Vi skal ”acceptere det faktum, at den igangværende epidemi alene er et resultat af naturens luner i deres reneste form – og at ingen af de ulykker, som epidemien fører med sig, dækker over den mindste, dybere mening.” (s. 18-19). Han opgiver altså et forsøg på at se en sammenhæng mellem den globale kapitalisme og pandemiens udbredelse. ”

”De sædvanlige mistænkte står i kø: Globaliseringen, det kapitalistiske marked, de superriges uansvarlighed. Vi bør dog afvise alle fristelser til at fortolke den igangværende epidemi som et fænomen, der rummer et dybere budskab fra naturens side”.

Ikke desto mindre slutter han af med, at mene at vi skal ”acceptere det faktum, at den igangværende epidemi alene er et resultat af naturens luner i deres reneste form – og at ingen af de ulykker, som epidemien fører med sig, dækker over den mindste, dybere mening.”

Han opgiver altså et forsøg på at se en sammenhæng mellem den globale kapitalisme og pandemiens udbredelse. Han sætter lighedstegn i begrebsverdenen mellem ”årsager” og betingelser og så et ”budskab fra naturens side”, som han afviser. Dermed forsvinder et seriøst forsøg på at forstå årsagerne til pandemiens samfundsmæssige udbredelse – og dermed også forudsætningen for at forstå hvilke samfundsforandringer der er på vej eller nødvendige. 

Hvorfor er vi alle sammen hele tiden trætte? Det får vi ikke svar på!

Det er et godt spørgsmål. Jeg er selv ramt af træthed, og det kender jeg andre, der er … til randen af en dyb depression.  Det var nok især den overskrift, der fik mig til at købe bogen, men jeg blev desværre svært skuffet af det kapitel. Han starter med at tage fat i en bog fra 2015, af Byung-Chul Han, som han end ikke citerer direkte fra, men blot bruger referatet fra Wikipedia. På side 22 citerer han: ”Det neoliberale system er ikke længere et klassesystem i streng forstand … …. fordi vi er ”selvudbyttende”.

Udtrykket er godt: Systemet er skruet sådan sammen, at vi udbytter os selv: Vi knokler og er klar til at gå i praktik for at få en tjans et sted, for småpenge. Det beskriver udmærket den situation, mange kulturarbejdere er i – de er nødt til at producere gratis eller billigt i håb om ”at blive opdaget”. Ligesom alle der skriver jobansøgninger, er nødt til at iscenesætte sig selv med en ”positiv vilje til at gøre en forskel”. Det skaber træthed. 

Interessant nok, men Byung-Chul Han’s bog er skrevet 4 år før Coronaen.

” Der er et voldsomt tab ved at miste den direkte kontakt med levende mennesker – måske kommer trætheden derfra? Måske har vi mennesker brug for hinanden for at få ny energi – og det mangler under pandemiens isolation; men det kommer Zizek ikke ind på. ”

Tre sider længere henne kritiserer Zizek den samme Han – for at den globale kapitalisme ”nu som før er et klassesystem med stigende uligheder – klassekamp og sociale modsætninger kan på ingen måde reduceres til den interpersonelle ’kamp mod sig selv’”.  Der er altså tale om to modsatte synspunkter.… og læseren efterlades uden at blive klogere på, hvilket synspunkt der giver det mest præcise billede.

Til sidst kommer han så frem til samfundet under Coronaen… Men det eneste, han skriver, er at nogen kan arbejde hjemme – og andre ikke.

Det er et voldsomt tab at miste den direkte kontakt med levende mennesker – måske kommer trætheden derfra? Måske har vi mennesker brug for hinanden for at få ny energi – og det mangler under pandemiens isolation. Men det kommer Zizek ikke ind på. Kapitlet slutter med en smuk hyldest til dem, der stadig arbejder ”ude” i fx sundhedsvæsenet …  ”Deres træthed er hele umagen værd”, slutter kapitlet uden at svare på, eller bare komme rundt om det spørgsmål, der var overskriften.

Vil Coronaen genopvække kommunismen?

Den tanke præsenterer Zizek på side 58 og citerer WHO-chefen dr. Tedros Ghebreyesus, som tidligt i marts sagde: ”Denne epidemi kan presses tilbage, men kun med en kollektiv, koordineret og omfattende tilgang, der griber ind i alle regeringsapparater.” 

Lignende tanker har også Pelle Dragsted præsenteret med ideen om, at pandemien ville føre til mere fællesskab og solidaritet – fordi det var noget, mange mennesker ønskede. Og mere er der egentlig ikke i Zizeks brug af ordet kommunisme …

Det har vist sig, at samfundene tog visse skridt, der var kollektive og endda solidariske … men det har også vist sig, at de gamle klasseskel levede videre. Der er nogen som har tabt på krisen og presset ud i yderligere fattigdom, mens de rige som sædvanligt er blevet rigere. Således rapporterer The Economist 17. oktober at de amerikanske banker har annonceret en stigning i nettoprofitten på mange milliarder dollars. Black Rock – verdens største finanskapitalist – har også en skarp stigning i profitten og administrerer nu næsten 8 trillioner dollars.

” I kapitlet ”Overvågning og straf” kommer vi endelig ind på, hvad der er kernen i Zizeks forhold til Corona. – Han er bange … bange for at dø. ”Mine sønner undgår mig i denne tid af frygt for, at de skal komme til at smitte mig. Hvad der sandsynligvis kun ville være en forbigående sygdom for dem, vil kunne slå mig ihjel”.  (s. 78) Derfor er Zizek i sidste ende klar til at acceptere overvågning, restriktioner, straf. ”

Vist er der brug for solidaritet, fællesskab og en socialistisk organisering af samfundet … men det kommer ikke af sig selv. – Og jeg vil tillade mig at mene, at det også er farligt at tro på det.

Angsten som motor

I kapitlet ”Overvågning og straf” kommer vi endelig ind på, hvad der er kernen i Zizeks forhold til Corona.

Han er bange … bange for at dø. Zizek skriver:

”Mine sønner undgår mig i denne tid af frygt for, at de skal komme til at smitte mig. Hvad der sandsynligvis kun ville være en forbigående sygdom for dem, vil kunne slå mig ihjel.”

Derfor er Zizek i sidste ende klar til at acceptere overvågning, restriktioner, straf. Der er mange, der vil være enig med ham – ja, vi accepterer vel næsten alle, at restriktioner har været nødvendige og nedlukninger også. 

Men Zizek sætter lighedstegn mellem den form for reaktion, Trump står for og så venstrefløjen:

”Både Alt-Right og Fake-Left nægter at acceptere epidemiens fulde virkelighed, når begge udvander den i en social-konstruktivistisk reduktionsøvelse, dvs. vælger at protestere imod den alene på vegne af dens sociale betydning.” (s. 69)

Derfor accepterer Zizek en stærk og autoritær stat, som griber ind i grundlæggende friheder – det han kalder ”katastrofekommunisme”. Men han kan trods alt godt forstå, at det indebærer en stor risiko for barbari – og han vikler sig ind i diverse modsigelser, indtil han får dem bygget sammen i en sætningskæde:

”Alle disse nye opdelinger peger på den fatale begrænsning i den venstreorienterede bekymring for, at den forstærkede sociale kontrol – der er udløst af virussen -skal vare ved også efter, at den er forsvundet og begrænse vores frihed varigt. Personer, der er bragt i en tilstand af panisk frygt for deres blotte overlevelse, er ideelle undersåtter for indførelse af autoritær magt”. (s. 111)

”En effektiv stat, der ”leverer varen”, og som man i det mindste kan have en vis grad af tillid til, er i dag mere nødvendig end nogensinde” skriver han på side 113.  På side 115 forudser han, at det mest sandsynlige resultat af epidemien er en ny barbarisk kapitalisme – med lavere, langt lavere levestandard for arbejdstagere, mere digital kontrol over vores liv og klasseskel, der vil blive et spørgsmål om liv og død.

Kort sagt – Zizek har mange interessante vinkler og skarpe formuleringer, men han vikler sig ind i masser af modsigelser. Han kommer ind på mange store spørgsmål – men han besvarer dem ikke – og har heller ikke en metode til at gøre det.

---