People's Party var de oprindelige populister. Ny bog af Thomas Frank forsøger at generobre begrebet. Arkivfoto: U.S. Information Agency, Wikimedia Commons
10 min. læsetid

I sin seneste bog vil den berømte amerikanske sociolog Thomas Frank redde populismen fra sit dårlige ry. Dem vi i dag kalder populister – som Trump, Bolsonaro og Dansk Folkeparti – har nemlig intet med den rigtige populisme at gøre, som opstod tilbage i 1890’erne.


Af Kristian Thorup

Populisterne synes at være overalt. Først var de nye og skræmmende. Så var de pludseligt overraskende stærke. Og før vi fik set os om, regerede de i en række store lande som USA, Storbritannien, Brasilien og Polen. Men hvad betyder populisme egentlig, og er fænomenet overhovedet så nyt igen?

Thomas Frank: The People, No. A Brief History of Antipopulism, Metropolitan Books 2020, 312 s., 125 kr.

Hvor mange intellektuelle de seneste par år har forsøgt at besvare dette spørgsmål teoretisk og normativt, vælger den amerikanske sociolog Thomas Frank i sin seneste bog The People, No at besvare det strengt historisk. Populismen var nemlig oprindeligt en politisk bevægelse i 1890’ernes USA, som tildelte sig selv dette nu omstridte navn. At være populist var noget, man stolt kunne erklære sig som – ikke et uanstændigt mærkat, man blev påstemplet af andre.

De originale populister

Det hele begyndte at tage form i 1880’erne blandt amerikanske bønder, der formede ’The Farmer’s Alliance’ som svar på en knusende fattigdom i bondestanden. Alliancen skulle gøre oprør mod handelsfolk og jernbanekapitalisters hårde dominans, som medførte, at bønderne fik lov at beholde en meget lille andel af den værdi, de selv skabte.

I 1890’erne affødte The Farmer’s Alliance det politiske parti the People’s Party, som fik held til at smide republikanske magthavere fra tronen til både lokalvalg, senatsvalg og guvernørvalg. De stillede sågar med en præsidentkandidat til valget i 1892, som fik 8,5 % af stemmerne og vandt flertal i fire stater.

Medlemmerne af the People’s Party opfandt selv begrebet ’populist’ (som kommer af det latinske ord for ’folk’), da de manglede en fængende betegnelse for deres gruppe.

Populismen var ifølge Thomas Frank den første af Amerikas store økonomiske oprør. En massebevægelse, som også udgjorde det sidste seriøse forsøg på at etablere et tredje parti i det velkendte og usmidige topartisystem. Populismens kamp var baseret på en klassesolidaritet, der skulle bringe bønder i syd sammen med fabriksarbejdere i vest og nord. Deres fjender var nemlig de samme: Bankdirektører, jernbane-baroner og storkøbmænd – alle dem, der ikke selv bidrog med noget, men skummede fløden af andres arbejde.

En arbejderbevægelse i forklædning

Populisterne gjorde oprør mod monopoler, korruption og fattigdom, de kæmpede det arbejdende folks kamp mod de økonomisk privilegerede klasser, og de diskuterede indkomstskatter, offentligt ejerskab af produktionsmidler, ophævelse af privat ejendomsret og fælles arbejderkamp.

Med andre ord var der umiddelbart ikke meget, der syntes at adskille populisternes klasseoprør fra det, vi normalt kalder socialisme. Og det kommer der heller aldrig rigtig til at være i Franks historiefortælling. Som Frank selv påpeger, udviklede den amerikanske populisme sig samtidig med, at lignende arbejderbevægelser tog til i styrke i resten af Vesten. Noget tyder på, at en af de eneste ting, der rigtig adskilte dem fra mange af deres vestlige søsterbevægelser, var deres navn. Yderligere påpeger Frank, at de ofte foretrak at tale om ’folket’ frem for ’arbejderne’, og at de i deres intellektuelle tradition henviste til Jefferson og Thomas Paine frem for Karl Marx – hvilken for Frank gør dem til en særegen amerikansk tradition, som amerikanerne bør være stolte af.

En anakronistisk boksekamp

Det er en prisværdig ambition at ville gøre os alle sammen klogere på oprindelsen af det ord, som i dag bliver smidt rundt til højre og venstre – og ofte med en temmelig upræcis forståelse af, hvad det egentlig betyder.

1890’ernes populisme havde ikke særlig meget at gøre med det, vi i dag mener med ordet populisme. Frank gennemgår en række af de centrale træk, vi forstår ved populisme i dag – og viser, hvordan de faktisk ikke kendetegnede den oprindelige populisme. Det er træk som anti-intellektualisme, protektionisme, autoritære træk, anti-pluralisme, racisme og modstand mod indvandring. Stort set ingen af disse træk prægede den oprindelige populisme.

Men så hopper kæden af for Frank. Næste træk for ham bliver nemlig at begive sig ud i en mærkværdig anakronistisk boksekamp mellem vor tids populismekritik og 1890’ernes populisme. Frank tager kritikker fra vor tid, som er møntet på moderne populister som Trump og Boris Johnson, og viser, hvordan de rammer helt forbi ved at sammenligne dem med politikken hos 1890’ernes populister. Med andre ord ’faktatjekker’ han kritikken ved at holde den op imod nogle helt andre politikere end dem, kritikken i virkeligheden er rettet imod.

“1890’ernes populisme havde ikke særlig meget at gøre med det, vi i dag mener med ordet populisme. Frank gennemgår en række af de centrale træk, vi forstår ved populisme i dag – og viser, hvordan de faktisk ikke kendetegnede den oprindelige populisme.”

Det forekommer at være et både mærkværdigt og meget billigt trick til at udstille alle de populisme-kritikere, som i dag kritiserer eksempelvis Trumps retorik og regeringsførelse. Hvordan skulle en kritik af Trump være forkert, fordi den ikke er rammende for nogle helt andre populister, der gjorde oprør for over 100 år siden? Det bør være klart for enhver, at når intellektuelle i dag kritiserer populismen for at være antipluralistisk, autoritær, imod eksperter, racistisk osv. – så er det ikke 1890’erne, de taler om. Det er i dag.

Den underliggende idé for Frank er, at der findes rigtig og forkert populisme. Den rigtige populisme står for folkelige oprør imod eliters illegitime privilegier og for ordentlige levevilkår for den arbejdende befolkning, mens næsten alle dem, vi i dag kalder populister, slet ikke bør betegnes med dette ord. På baggrund af dette (nok lidt nytteløse) forsøg på at bringe ordet tilbage til dets oprindelige betydning hævder Frank, at populismen ikke er vor tids store problem, men derimod løsningen på mange af vores problemer.

Fra Roosevelt til Hitler

Gennem størstedelen af bogens kapitler følger Frank amerikansk histories populister, deres antipopulistiske kritikere, samt højrefløjens pseudo-populistiske figurer (Reagan, Nixon, Bush og Trump).

En præmis for denne historieskrivning er, at mange af disse bevægelser, som ikke selv har betegnet sig som populister, bliver defineret således af Frank. Herunder hører 30’ernes kamp for sociale rettigheder og Franklin D. Roosevelts New Deal, samt Borgerrettighedsbevægelsen og the New Left’s oprør i 1960’erne. – Selvom de ikke nødvendigvis selv kaldte sig populister, bør vi ifølge Frank opfatte dem som oprigtige populistiske oprør.

En del af denne historiegennemgang bliver en anelse irrelevant, da stort set ethvert oprigtigt socialt oprør kan fortolkes som populistisk inden for Franks definition. Derfor er det til tider svært at se, hvad disse historiegennemgange egentlig skal berige os med, da det er konflikter, der er velbeskrevne i forvejen.

Mere interessante er alle de kapitler, der opridser disse oprørs ’antipopulistiske’ modstandere. Her kan vi se en række gennemgående strømninger, som løber helt op til vor tid. De ’populistiske’ bevægelsers kamp bliver gennemgående kaldt hysterisk, irrationel, pøbelagtig og båret af passion og ufornuft. Vi ser konservative kritikere sammenligne Franklin Roosevelt med Hitler og andre fascister, vi ser velfærdsstaten blive sammenlignet med slaveriet som institution, og vi ser arbejderklassen blive beskrevet som en biologisk lavere-rangerende klasse med dyriske impulser. De kritikker er interessante at gennemgå, og Frank viser os, hvordan ethvert anstød mod de herskende klassers privilegier bliver mødt med de samme former for fornedrelse og arrogance.

Ifølge Frank er det den intellektuelle antipopulisme i 1950’erne, der begynder at udvande og omdefinere begrebet populisme (særligt historikeren Richard Hofstadter, der foragtede de oprindelige populister, men ikke studerede dem særligt grundigt), og det er de pseudo-populistiske figurer hos republikanerne fra 70’erne og frem, som gør populisme til en betegnelse, der oftest bruges om højrefløjen.

I betragtning af, at denne nydefinering af ordet populisme er selve kernen i Franks forfaldshistorie, kunne den godt fremstå mere overbevisende. Man får som læser indtryk af, at det næsten er Hofstadter, der egenhændigt har formået at redefinere begrebet på en måde, som sjældent synes at være tilfældet i idéhistorien.

Den amerikanske historiker Richard Hofstadter var som ung medlem af kommunistpartiet, men forlod det i 1939 efter at være blevet desillusioneret over Stalins forbrydelser. Han var stærkt kritisk over for de tidlige amerikanske populister. Arkivfoto U.S. National Archive

De elitære demokrater

Mest interessant bliver det, når Frank endelig når op til vor tid og kritikken af dem, vi i dag kalder populister. En del af denne analyse består også i at belyse det Demokratiske Parti og USA’s liberale segment og dets forhold til arbejderklassen.

Frank viser i en række velvalgte (og ekstreme) eksempler, hvordan vor tids populisme har givet anledning til dét, der ofte balancerer på kanten af direkte modstand mod demokratiet, når den veluddannede klasse af venstreorienterede skal håndtere og forklare, at næsten halvdelen af vælgerne kunne finde på at stemme på Trump.

Han opridser, hvordan det demokratiske parti er rykket stadigt længere væk fra arbejderklassen, og hvordan folket i tiltagende grad opfattes som nogen, der skal udskammes frem for mobiliseres til politisk kamp. Demokraterne er blevet et parti for Hollywood-stjerner og Tech-milliardærer, og alle anslag mod arbejderklassen i form af afindustrialisering, skæve handelsaftaler og deregulering beskrives som uundgåelige og naturlige fremskridt for økonomien. Idéen om, at almindelige mennesker skal have medbestemmelse i eksempelvis økonomiske spørgsmål er blevet en joke, da politik i tiltagende grad er blevet et område for eksperter og professionelle.

Med andre ord er den amerikanske venstrefløj kommet til at lyde som de antipopulister, Frank tidligere har beskrevet i 1890’erne under bøndernes oprør, i 1930’erne under socialreformerne og i 1960’erne under borgerrettighedsbevægelsen: Den arbejdende befolkning er for ubegavet til at sidde med ved bordet, og når de får lov til at få medbestemmelse, kører det helt af sporet (Trump bliver valgt).

Tankevækkende – og til tider lidt for nemt

Franks forsøg på at gøre os klogere på populismebegrebets historie er kærkomment, og det er interessant og tankevækkende at se, hvordan folkelige oprør gennem tiden er blevet mødt med de præcis samme elitære og nedladende fordømmelser, som vor tids populister bliver.

Hvad der imidlertid svækker hans analyse er, at han ikke rigtig forholder sig til alle de problematiske træk ved dem, vi i dag kalder populister. Er Trump ikke en potentiel trussel mod demokratiet? Er populisterne ikke ofte uoplyste og antividenskabelige? Og hvis det er tilfældet, er det så ikke okay at sige det, selvom det lyder elitært? Personligt er jeg af den overbevisning, at Thomas Frank har fat i mange af de helt centrale problemer ved populismekritikken i dag, som gør kampen mod populismen ineffektiv og selvsmagende. Men han gør det en anelse for nemt for sig selv ved næsten ikke at forholde sig til alle de problematiske aspekter ved den nutidige populisme, som folk kritiserer.


Kristian Thorup

Cand.soc. i filosofi og socialvidenskab fra Roskilde Universitet. Skribent og debattør, primært ved Dagbladet Information. Forfatter til Populismens klassekamp – Om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere (2018) og antologien Protestkritik – hvordan kan man tænker protesten i skyggen af ’68? (2020).

Læs mere af Kristian Thorup