Bohemian FC – fodboldaktivisme i Dublins arbejderkvarter
For den venstreorienterede fodboldfan er Dublins Bohemian FC – i folkemunde Bohs – et rent slaraffenland. Her er røde og sorte farver, et charmerende, nedslidt stadion, LGBT-flag, ”Refugees welcome”-bannere og en rivalisering med overklasseløgene fra Shamrock Rovers fra kvartererne syd for floden i den irske hovedstad. Solidaritet er på sommerrejse i Europas venstreorienterede fodboldklubber
For nylig blev jeg spurgt, hvilke fodboldstadioner man bør besøge. Jeg sagde, at folk skal besøge San Siro i Milano, fordi det er ikonisk og formentlig snart bliver revet ned. Men jeg vil tilføje et andet stadion; Bohemian FC’s hjemmebane Dalymount Park i Dublin.
Med dets gammeldags projektørtårne og aflukkede områder er stadion et gensyn med Englands faldefærdige stadioner i 1980’erne. Så er du nostalgisk til mode? Skynd dig til Dalymount Park, for det kan blive renoveret når som helst.
Dalymount Park
Dalymount Park blev bygget på et stykke land, der tidligere var kendt som ”Pisser Dignam’s Field”. Bohemians – Dublins ældste fodboldklub, som blev stiftet i 1890 – flyttede dertil i 1901. Stadion var vært for det irske landshold, inden Irland blev delt op, hvor den første kamp endte 1-1 mod Skotland i 1904.
Den berømte skotske stadiondesigner Archibald Leitch stod i spidsen for at renovere og udvikle stadion, som ikke kun har lagt græstæppe til fodboldkampe. Bob Marley og Thin Lizzy har spillet koncerter på stadion. De minder holdes i live af Bohs-fansenes graffiti rundt omkring på stadion.
Efter mange års forfald købte Dublins kommune både Dalymount Park og Shelbourne FC’s Tolka Park i 2015 for at sikre, at begge Dublins ældste klubber kunne forblive på deres respektive hjemmebaner.
Da jeg første gang kom ind på Dalymount Park, kom jeg til at tænke på Brighton & Hove Albions gamle hjemmebane Goldstone Ground med dets tomme aflukkede sektioner og rustne projektørtårne, den hårde vind og mågerne, der cirkler rundt over os.
Denne firser-vibe forstærkes af soundtracket på stadionanlægget. Firserbands som Blow Monkey og Curiosity Killed The Cat spiller, mens hjemmefansene finder sig til rette på Jodi-tribunen. Der er endnu en tribune bag et af målene, mens udeholdets fans er forvist til den lille, midlertidige Mono-tribune.
Shelbourne FC, som blev stiftet i 1895, er modstanderne ved mit besøg. Bohs – Shels er Dublins ældste fodboldderby, men ikke det mest ondsindede. Begge klubber vil langt hellere slå Shamrock Rovers.
Der vil ikke blive investeret mange penge i Dalymount Park, før det skal renoveres, hvilket efter planen vil ske i 2026. Renoveringen vil blandt andet rotere banen 90 grader for at vende mod syd og nord, hvilket vil forhindre, at målmændene får solen direkte i øjnene. Der vil komme nye tribuner og ny stadionbelysning.
Jeg satte mig længst oppe på Jodi-tribunen, lidt til højre for midterlinjen. Udsigten er forvirrende. Kigger jeg til venstre, kunne jeg være hvor som helst i det nordlige England. Her står den beskedne tribune i forlængelse af lange rækker af rækkehuse i mursten. Kigger jeg til højre, ser jeg store, tomme betontribuner med ukrudt over det hele. Bagved tårner en brutalistisk boligblok i beton sig op. Det får mig til at tænke på et forfaldent stadion i den gamle østblok.
Det får mig også til at tænke på Filadelfia-stadionet i Torino, som er blevet bevaret og nu er en del af Torino FC’s træningsanlæg for at mindes det store Torino-holds succes i slutningen af 1940’erne, inden hele holdet omkom i et flystyrt. Jeg håber, at det nye Dalymount Park på samme måde vil værne om mindet om stadions betydning for Irlands fodboldhistorie.
Bohemer af navn, aktivister af gavn
Som en af ganske få klubber i irsk fodbold er Bohemian FC ejet af fansene, som den har været, siden klubben blev stiftet. Klubbens fans har en lang historie med politisk aktivisme. De bakkede op om kampen for kvinders stemmeret, ligesom de støttede de katolske arbejderes kamp mod diskriminering i Nordirland i 1930’erne.
Klubben lancerede sit velgørenhedsprojekt The Bohemian Foundation i 2016. Gennem dette projekt har klubben stået for fodboldtræning for indsatte i Dublins Mountjoy-fængsel, ligesom dets arbejde støtter ældre, indvandrere og skoler i de fattigste dele af Dublin.
Også klubbens trøjer har været brugt til politisk aktivisme. Et år spillede klubben med budskabet ”Refugees welcome” i stedet for en sponsor. Udebanetrøjen i 2020-21-sæsonen blev sponsoreret af det lokale rockband Fontaines DC, som er store Bohemians-fans. Trøjesalget rejste 15.000 euro, som gik til velgørenhedsarbejde for Dublins hjemløse.
Det er måske ikke nogen større overraskelse, at man i kampprogrammet kan finde et interview med den berømte politiske teoretiker Cas Mudde. Der er også en masse politiske klistermærker og graffiti omkring stadion og i hele Phibsborough-kvarteret, hvor stadion ligger.
Bohemians – Shelbourne
Begge klubbers fans viser deres forberedte tifo’er frem, idet holdene dukker op fra spillertunnellen under tribunen. Røg i Bohemians røde og sorte farver stiger op fra den vestlige ende af Jodi-tribunen, mens Shelbourne-fansene kaster et par romerlys ind på banen.
Shelbourne – hvis træner Damien Duff er kendt fra Chelsea og det irske landshold – er tydeligvis godt sammenspillede og praktiserer et flot kombinationsspil. Begge hold mangler dog noget kvalitet på banens sidste tredjedel, som man siger.
De 4.381 tilskuere bliver vidner til Bohemians første 0-0-kamp i 108 kampe. Sikke dog en skæbne for mit første besøg på Dalymount Park. Men det var bestemt det hele værd. Om ikke andet så for stadion, Bohemians-fansene og den tydelige rivalisering mellem de to klubber og deres fans. Det var med andre ord rigtig sjovt.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER