E. Capiro: Marx og Engels ved Rheinische Zeitung . Illustration af KLE-art
24 min. læsetid

“Boligspørgsmålet kan ikke løses under kapitalismen”, konstaterede Friedrich Engels for mere end 100 år siden. Det er også aktuelt i vores tid, hvor arbejderen stadig reduceres til varen ‘arbejdskraft’, og boligen gøres til en vare, som sælges og købes på markedet.


Af John Graversgaard

Har jeg arbejde, og har jeg råd til at betale for min bolig i morgen? Når arbejderen reduceres til varen ‘arbejdskraft’, og boligen til en vare, som sælges og købes til en usikker pris på markedet, er det to spørgsmål mange må stille sig selv. De er med til at skabe en dobbelt usikkerhed for mange den dag i dag. Boligen er et livsnødvendigt behov, og derfor omtaler FN den også som en menneskeret. For socialister fra Engels til i dag er den samme problemstilling gældende: Boliger bør grundlæggende være et non-profit område. I klassekampen er det et af de vigtigste sociale spørgsmål.

Engels beskæftiger sig med arbejdernes boligsituation i det kendte hovedværk: ‘Den arbejdende klasses stilling i England‘ (1845), og i artikler om boligspørgsmålet fra 1872. Det er værd kort at gengive nogle af hans synspunkter. 

Fra hus og have til overfyldte lejligheder

I 1800-tallet havde mange arbejdere et lille hus med have og et stykke jord på landet enten som ejere eller som lejere. Det var en tid med håndværksmæssig småproduktion ude på landet. Men med maskinerne og den mekaniske vævestol ændres alt. Engels beskriver, at småproduktionen går ned, og lønnen falder. Arbejderen må acceptere dét, eller finde andet arbejde – og blive proletar i den voksende industri. De vægrer sig mod at miste deres relative velstand, som nu er ved at blive en begrænsning. Ingen fabriksarbejder ville bytte med den langsomt, men sikkert stadig mere sultne håndværker på landet, siger Engels. De infamt lave lønninger fastlåser dem til deres hus, deres have og deres markstykke. Den borgerlige og småborgerlige utopi, som vil sikre hver arbejder hus, have og jord bliver en ”velsignelse” – som kun binder ham til hans kapitalist på halv-feudal vis.

“Når boligen er en vare, som kan gøres til genstand for spekulation og profit – er det altid de økonomisk svageste, som taber.”

Arbejderen må flytte hen, hvor der er arbejde, og finde bolig i storbyen i overfyldte huse og lejligheder. Han bliver ”en proletar fri som fuglen,” siger Engels. Den virkelighed rammer også småborgerskabet. Udbytningen er grundproblemet, som kun en social revolution kan afskaffe, siger Engels. Men for at opfylde sit boligbehov må arbejderen optræde som køber på et marked, hvor sælgere snyder købere, og hvor snyd og ågerpriser er blevet en livsbetingelse for sælgerne. Det snyderi rammer arbejderne og de fattigste hårdere end de rige samfundsklasser. Det er et onde, som ikke kun rammer arbejderne, forklarede han.

Samtidig stiger jordpriserne i storbyen, og de velhavende klasser fortrænger arbejderne fra centrum, en udvikling vi også ser globalt i dag. Engels er hård i sin kritik af de småborgerlige socialister, som idealiserer, at arbejderen ejer sin bolig. For bagsiden af medaljen er, at de reduceres til slavesjæle. At blive ejer efter en længere årrække udnyttes af spekulanter, hvor den samlede betaling af afdrag på huset er mange gange mere, end huset er værd. Gennem salg af lejligheder til arbejdere gennem med små, årlige afdrag, så ”stækkes den revolutionære ånd hos arbejderne og lænker dem til fabrikken”. Gennem hypotekgælden bliver de til slaver, siger Engels, ”for storbyens arbejder er hans bevægelsesfrihed en livsbetingelse, hvor jordbesiddelse kun kan blive en lænke, som nedbryder hans modstandskraft mod fabrikanternes løntrykkeri.” Og ”Den borgerlige socialisme vil løse boligproblemet ved at hæve de besiddelsesløse klasser op til de besiddende klassers niveau.”

Engels beskriver godt dilemmaet mellem, at arbejderen har en trang til at have sit eget, men samtidig under kapitalismen kan blive bundet på hænder og fødder. Det forhold skærpes under de tilbagevendende, økonomiske kriser med arbejdsløshed og usikkerhed. Når boligen er en vare, som kan gøres til genstand for spekulation og profit – er det altid de økonomisk svageste, som taber.

Industrivæven var et eksempel på, hvordan den teknologiske udvikling i 1800-tallet svækkede arbejdernes muligheder for at kunne konkurrere på markedsvilkår. “En fabrik med 200 vævemaskiner kunne udføre det samme arbejde som 2.000 arbejdere”, vurderede Richard Guest i 1823.

Den globale slum

Kapitalismen skaber bolignød, og trænger arbejderne sammen i byerne, hvor selv den ”mest infame svinestald får lejere”, som Engels skriver i sin tekst om boligspørgsmålet. ”I et sådan samfund er bolignøden ikke et tilfælde; den er en nødvendig institution, den kan med sine negative virkninger på sundheden kun afskaffes, når den samfundsorden, den udspringer af, omvæltes. Men det vil de borgerlige socialister ikke vide af, de vil ikke forklare det ud fra disse forhold”. ”De nøjes med moralske fraser og peger på, at de besiddende klasser må sørge for et tilstrækkeligt udbud af gode boliger”.

Engels beskriver her problemer, som vi stadigvæk ser udfolde sig. Der er ikke ændret afgørende på samfundssystemet fra hans europæiske samtid, udover at det i dag er blevet globalt. De groteske sider af den bundløse fattigdom i 1800-tallets Europa, finder vi den dag i dag i slumkvartererne i Afrika, Indien og Brasilien, som bl.a. Mike Davis har dokumenteret på glimrende vis. I nutidens storbycentre er der systematisk bolig- og jord-spekulationen med grotesk høje boligpriser. Appeller til politikerne og de besiddende klasser om at gøre noget er gennemgående, men at ændre noget kræver en organiseret arbejderklasse, som også politisk kan gennemføre reformer, der bryder med profittens magt over boligsektoren.

I sit epokegørende skrift om arbejderklassens situation i England skrev Engels i 1845 om forhold, som stadig i dag kan findes i det globale syd:

”Alle store byer har et eller flere slumkvarterer, hvor arbejderklassen er klemt sammen. Det er korrekt, at fattigdom ofte gemmer sig i skjulte gyder klos op ad de riges paladser; generelt har de dog fået tildelt et adskilt område, hvor de – væk fra de mere velstillede klassers øjne – må kæmpe sig til dagen og vejen.”

“Jeg rejste engang til Manchester med en sådan småborgerlig type, og faldt i snak med ham om de dårlige, usunde byggerier, og de forfærdelige forhold, som arbejderne der boede i. Jeg kom frem til, at jeg aldrig havde set en så dårligt opført by. Manden lyttede opmærksomt hele vejen, og sagde da han tog sin afsked: “Og alligevel er der mange penge at tjene her, god morgen til Dem, hr.” Det er helt og aldeles ligegyldigt for det engelske borgerskab, hvorvidt landets arbejdere sulter, så længe han tjener penge.”

Marx og gældsmennesket

Engels beskrev, hvordan arbejdere kunne blive stavnsbundet af at komme i gæld ved købet af deres bolig og komme i lommen på hypotekbanken. Men ingen har vel som Marx talt om gælden og kreditten, som indfører et andet skel mellem mennesker – ligesom skellet mellem kapital og arbejde. At komme i gæld er blevet et udbredt vilkår, ikke mindst i et samfund, hvor de fleste ejer deres bolig. Det store flertal kan i dag låne penge gennem kreditsystemet, men det er også forbundet med en moralsk vurdering – om man er kreditværdig. Man skal kunne betale tilbage. Denne afhængighed af pengeudlåneren, som kan være grisk og forlange ågerrenter, fører til den ikke helt forkerte opfattelse af gæld som en opfindsom erstatning for slaveejerens lænke og pisk. Marx – som var dybt fattig og forgældet hele livet – beskriver gældsrelationens afhumanisering som nedrig og ekstrem, da den angår ”menneskets moralske eksistens, menneskets sociale eksistens, hans hjertes allerdybeste, og fordi den under indtrykket af menneskets tillid til andre er højdepunktet af mistillid og komplet fremmedgørelse.”

Det forgældede menneske rammes af skam og skyld. Arbejderen handler, som om han faktisk har kapital – og må selv bære omkostningerne personligt, hvis han ikke kan svare sin gæld.

Frygten for arbejdsløshed betyder tilpasning og accept af arbejdsforhold, som kan være sundhedsskadelige og psykisk nedbrydende. Det er nærmest nødvendigt at stifte gæld for at kunne købe en bolig, og man lokkes af smarte bankfolk og kviklån på nettet. Men denne forgældethed vokser og bliver til et arbejds- og vækst-pres for at kunne betale tilbage. Derfor er non-profit boliger også så nødvendige som et alternativ og værn mod den onde spiral, hvilket man kan læse mere om i Mikkel Thorups glimrende bog, “Du skylder”.

Lån! Lån! Lån! Kviklån og bankreklamer lokker mange mennesker ud i gæld. Samtidig er det næsten umuligt at undgå at stifte gæld, hvis man eks. vil have en bolig, hvilket gør non-profit boliger bydende nødvendige som alternativ, skriver John Graversgaard. Screenshot fra kviklånsiden “Vivus”.

Engels forslag til løsning

For Engels kan det problem ikke løses på et snuptag. Det står dog klart, at det først og fremmest handler om magt: ”i det nuværende samfund vil løsningen være en balance mellem udbud og efterspørgsel, som blot skaber problemet på ny, og altså ikke er en løsning. Hvordan en social revolution vil løse spørgsmålet, afhænger ikke kun af de nuværende omstændigheder, men også af videregående spørgsmål, hvor ophævelsen af modsætningen mellem land og by er et af de væsentligste. Da vi ikke har et utopisk system for indretning af et fremtidssamfund, vil det være nyttesløst at gå ind på det.  Så meget er sikkert, der findes allerede i storbyerne tilstrækkeligt med boligbyggeri, som ved en rationel udnyttelse kunne afskaffe enhver virkelig bolignød. Det kan selvfølgelig også ske gennem ekspropriation af de nuværende boligbesiddere samt gennem indkvartering af boligløse eller arbejdere, som har været sammentrængt i deres tidligere boliger, og når proletariatet har erobret magten, bliver en sådan bestemmelse til gavn for den offentlige velfærd let at gennemføre, ligesom andre ekspropriationer og indkvarteringer under den nuværende stat”.

I lande hvor den socialistiske arbejderbevægelse har været stærk og haft indflydelse på statsmagten, er dele af Engels’ program blevet indfriet. Men at bevægelsen fra land til by skulle blive så stærk, havde Engels nok ikke forventet. Urbaniseringen under kapitalismen er voldsom, millioner søger mod byerne efter arbejde og i forventning om et bedre liv. Men mange ender i slum eller blive ofre for grådige bolighajer.

Retten til byen – en kamp for et udvidet demokrati

Byerne er blevet en arena, hvor boligspørgsmålet er blevet et vigtigt omdrejningspunkt for sociale kampe. Manglen på billige boliger, grådige ejendomsspekulanter, miljø- og trafikproblemer, bolig- og jordspekulation er en drivkraft for mange bevægelser, som kæmper for et bedre liv og for mere demokrati og indflydelse, der hvor de bor og lever.

Marxister som Henri Lefebvre og David Harvey bygger videre på Engels’ synspunkter om boligspørgsmålets betydning i klassekampen. Lefebvre skrev i 1967 bogen ”Retten til byen” på 100-årsdagen for udgivelsen af Marx’s Kapitalen. Han ironiserer over den megen tale om “retten til naturen” som en flugt fra byen. Med den modstilling glemmer man, at livet også leves i byen, og retten til et godt byliv må derfor sættes på dagsorden. Lefebvre skriver, at ”indtil nu er den dobbelte proces med industrialisering og urbanisering i både praksis og teori ikke blevet forklaret. Marx og marxistisk tænkning om dette har været begrænset og misforstået. For Marx var industrialiseringen et meningsfuldt slutpunkt. Marx’ værker indeholder værdifulde beskrivelser af byen, og især af det historiske forhold mellem land og by. Men de stiller ikke spørgsmålet om byen som problem. På Marx’s tid blev kun boligspørgsmålet rejst og studeret af Engels. Men i dag er problemerne i byen meget større end boligspørgsmålet”.

David Harvey tager bolden op fra Lefebvre, og udlægger byerne som det sted, hvor kapitalens enorme overskud af akkumuleret kapital søger efter profit i en nyliberal kapitalisme, hvor produktionen er outsourcet.

Investering og spekulation i jord og fast ejendom er vejen til enorme gevinster, men byen bliver også forandret, så borgerne må enten tilpasse sig, blive fordrevet eller protestere. Byerne bliver opdelt i rige og fattige kvarterer, men bylivet sælges også som en vare, en drøm om forbrug og frihed.

Men der er en mørk side, en klassedimension, hvor det især er de fattige og marginaliserede som lider og bliver fortrængt. Gennem en topstyret byplanlægning rives der ned og bygges motorveje gennem de gamle byer. En udvikling som allerede Engels beskrev, og som Harvey citerer.

Harvey peger på en simpel løsning: ”Større demokratisk kontrol over produktion og forbrug af merværdien. Det nyliberale projekt over de seneste 30 år har rettet sig imod en privatisering af kontrol [med byen]. Vi har set nye former for politisk styring som forener statens og erhvervslivets interesser… som favoriserer koncernerne og overklassen i påvirkningen af byens udvikling. Vi ser mange sociale bevægelser, som fokuserer på problemerne i byerne… Men de er ikke stærke nok eller tilstrækkeligt mobiliserede til at gennemtvinge kontrol over byen.”

Harvey peger desuden tilbage til Lefebvres overvejelser over byrummet: ”Lefebvre havde ret i at insistere på, at revolutionen må blive urban i den bredeste betydning af begrebet, eller slet ingen.” Også danske Peter Schultz Jørgensen skriver om det forhold i sin eminente bog: Byer i opbrud (2017): ”Byer, kommuner og regioner er de primære demokratiske magtrum for det næste samfund”.

Gennem topstyret byplanlægning rives der ned og bygges motorveje gennem de gamle byer – nogle gange bogstaveligt talt, som her i Wenling i den kinesiske Zheijiang-provins. Udviklingen og varegørelsen af byerne blev allerede beskrevet af Engels, og tages i dag op af bl.a. David Harvey. Foto: Amazing Zone

Dansk almen boligbevægelse

For socialister – fra Engels til nutiden – bør det derfor være et fundamentalt krav, at boliger bør være et non-profit område. I klassekampen er det et af de vigtigste sociale spørgsmål.  I Danmark er der ud af arbejderbevægelsen vokset en enestående bevægelse: De almene boligorganisationer, som drives på et non-profit grundlag. Cirka 1 mio. danskere bor alment i mere end en halv million boliger. Det vil sige, at næsten hver femte danske bolig er almen, og at hver sjette dansker bor i en almen bolig.

Danmarks almene boliger er fordelt på cirka 8.000 afdelinger med tilsammen cirka 560.000 boliger. BL, Boligselskabernes Landsforening, er en interesse- og brancheorganisation for 513 almene boligorganisationer, der drives på et non-profit grundlag. BL fyldte 100 år i 2019.

Idéen var, at ingen skulle tjene penge på driften af foreningernes boliger, og boligerne skulle samtidig afhjælpe den store efterspørgsel på gode og sunde lejligheder til en lav husleje, som var opstået i starten af det 20. århundrede. Dette princip skulle kædes sammen med et udstrakt beboerforenings-demokrati.

Dog har skiftende regeringer gennem lovindgreb blandet sig stadig mere negativt. Forsøg på at privatisere de almene boliger er stort set mislykkedes, men man forsøger stadig målrettet at angribe sektoren, senest med den såkaldte ”ghettopakke”, hvor privatisering nu også er et redskab. Dette også med støtte fra de ”borgerlige socialister” i Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, som Engels nok ville kalde dem.

Tysk lejerbevægelse og venstrefløj vil ekspropriere storudlejningsfirmaer.

Tyskeren Friedrich Engels må have glædet sig over, at den tyske venstrefløj ikke helt har glemt spørgsmålet om ekspropriation. Die Linke i Berlin står sammen med lejerbevægelser bag et krav om ekspropriation af en storudlejer som ”Deutsche Wohnen und Co.”. Boligen er en grundlæggende ret, og der skal være boliger til at betale. Nybyggeri er dyrt, og der er brug for kommunale boliger, som er til at betale for gennemsnitlige og lave indkomster. De borgerlige afviser det totalt som et angreb på ejendomsretten og forfatningen og spørger: Hvad bliver det næste?

“Forsøg på at privatisere de almene boliger er stort set mislykkedes, men man forsøger stadig målrettet at angribe sektoren, senest med den såkaldte ”ghettopakke”, hvor privatisering nu også er et redskab. Dette også med støtte fra de ”borgerlige socialister” i Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, som Engels nok ville kalde dem.”

Lejerne i Berlin blæser til kamp mod ”husleje-vanviddet”, som er udtryk for spekulation og eksploderende huslejer. Man håber gennem folkeafstemningen at kunne ekspropriere op mod 240.000 lejligheder, som udgør 11 %. Man vil bekæmpe boligkrisen ved at oprette flere almene boliger, stoppe finansfirmaernes spekulation, og dermed stoppe de tvangsflytninger, som sker, når folk ikke kan betale deres husleje. Man ønsker en by for alle. Samtidig har politikerne i Berlin vedtaget et husleje-loft – en såkaldt ”Mietbremse”.

Tilhængerne af et indgreb mener, at grundloven godt nok beskytter ejendomsretten, men at den også forpligter. Gennem en folkeafstemning i Berlin vil man presse senatet til at tage stilling til forslaget, som også indebærer erstatning til bolighajerne. Artikel 15 i den tyske grundlov taler om, at ekspropriation er mulig, når der er tale om hensyn til almenvellet, og det mener man gør sig gældende her. Paragraffen er aldrig tidligere blevet brugt. Man sigter mod ejendomsfirmaer med over 3.000 boliger. Den store fejl skete i 2004, hvor man privatiserede kommunale boliger med deltagelse af venstrefløjspartiet Die Linke. Det skabte stort oprør i partiet. Men Die Linke er nu med i en nylig lokalregerings-aftale, som indeholder et stop for privatisering af boliger. Rouzbeh Taheri fra lejerbevægelsen kalder det for „Radikal Realisme”. Ejendomsbranchens advokater siger, det aldrig vil have en chance. Der males skræmmebilleder af socialisme og angreb på den sociale markedsøkonomi, som er den hellige gral i Tyskland.

I stedet for en kapitalistisk organiseret boligsektor skal der opbygges en almennyttig og social boligorganisation under samfundsmæssig kontrol, som bygger på demokratisk beboerindflydelse. Centralt er også, at boligomkostningerne ikke bør overstige mere end 30 % af indkomsten, som Andrej Holm foreslår. Arbejdet understøttes også af, at den tyske venstrefløj har gode analyser af kapitalismens kvælertag på byudviklingen.

Rosa-Luxemburg-Platz i Berlins Mitte-område. Byens lokalpolitikere har vedtaget en såkaldt ‘Mietbremse’, der skal sætte et loft over huslejestigninger i den tyske hovedstad. Foto: Brandsen / Wiki Commons

Blackstone-sagen i Danmark

Det nylige postyr i Danmark omkring kapitalfonden og boligspekulanten Blackstone er et eksempel, som trækker de politiske skillelinjer op.

Når en stor, finanskapitalistisk aktør melder sig med aggressive opkøb på boligmarkedet – her opkøb af ejendomme med lejere – så er de fleste reaktioner af moralsk karakter. Samtidig får offentligheden et indblik i det beskidte spil på boligmarkedet. Ejendomme er lukrative investeringsobjekter, og vi kan læse, at i 2017 købte udenlandske investorer danske investeringsejendomme for over 50 milliarder kroner, hvilket er mere end en tidobling på fem år. Der kommer en stor udenlandsk aktør på banen og bliver et ideelt fjendebillede. At problemet er kapitalismen og udnyttelsen af folks boligbehov for at score profit bliver nu synligt, og der startes politisk brandslukning i stor stil.

Vi kan læse at: ”Alene sidste år købte den amerikanske kapitalfond Blackstone, der er verdens største ejendomsforvalter, beboelsesejendomme i København for 5,2 milliarder kroner.”, og at: ”Udenlandske kapitalfondes indtog på ejendomsmarkedet har skabt bekymring på Christiansborg.”

Derfor er et politisk flertal nu klar med en række forslag, som skal gøre det mindre interessant at spekulere i beboelsesejendomme i landets største byer. “Vi er meget optagede af, at byerne er for os alle sammen, og at vi har en stærk sammenhængskraft i byerne, hvor almindelige mennesker med almindelige indtægter har råd til at bo”, siger Socialdemokratiets formand (og nu statsminister), Mette Frederiksen til DR Nyheder.

Ejendomsbranchen og boligejere er i kølvandet på den fornyede opmærksomhed begyndt at protestere og taler om, at værdien af ejendomme vil falde, her også andelsboliger, som udgør 33 % af boligerne i København. Køb og salg af ejendom er markedsstyret, og griber man ind et sted, får det virkninger andre steder. Kort sagt får vi at vide, at man skal være forsigtig, og de borgerlige partier går til modoffensiv. Men lovindgrebet vedtages med støtte fra Dansk Folkeparti, og er rettet mod ”kortsigtede investeringer fra kapitalfonde, men vil gøre det nemmere for eksempelvis pensionskasser og udlejere, som ønsker at investere i ejendomme på længere sigt. Derudover er der også en grøn vinkel, da energimærke ved renovering skal gå fra et D til et C. Ligeledes bliver andelshaverne tilgodeset, ved at de kan fastfryse deres valuar-vurdering. Og ifølge eksperter kunne indgrebet ikke være mere præcist.”

Enhedslisten udtalte i den sammenhæng, at det var: ”En god dag for lejere, en dårlig dag for boligspekulanter”, og folketingsmedlem Rosa Lund forklarede om stramningerne: ”Jeg er glad for, at vi nu har en aftale, som griber ind mod skruppelløse spekulanters udnyttelse af lejerne. I går var en god dag for Blackstone og en dårlig dag for lejerne. I dag er det lige omvendt. Vi gør det mindre attraktivt at være boligspekulant og mere attraktivt at bo til leje.”

At sætte en stopper for grådigheden i privat udlejning er imidlertid sværere end som så. Det kræver også et opgør med danske pensionskassers og andre private storudlejeres investeringer i fast ejendom. Og så langt rækker den politiske vilje ikke.

Subprime lån

Et godt eksempel, på hvordan ejerskab af en bolig kan blive en løkke om halsen på boligejeren, er den såkaldte subprime-krise i USA. Det er et klart eksempel på kapitalisme og de negative virkninger af en gældsfinansieret bolig. Med rentenedsættelser efter terrorangrebet 11. september, blev det så billigt at låne, at der var en voldsom vækst i efterspørgslen på lån til køb af hus. Udlånerne havde problemer med at finde købere til deres lån, og i den skærpede konkurrence begyndte man at låne ud til familier som man normalt ikke ville låne ud til på grund af lave indtægter, arbejdsløshed og gæld. Men det så man stort på, og disse lån blev kaldt for ”subprime loans”. Det drejer sig med andre ord om dårlige lån, der ydes til boligejere med mindre god økonomi. I nullerne blev vilkårene så løse, at man kaldte det for ‘Ninja Loans’: “No income, no job, no asset – no problem”. Men lånene var normalt med en variabel rente. Disse lån blev købt op af finansindustrien og udbudt international som spekulative finansprodukter.

Men mange husejere kunne ikke betale blandt andet på grund af voksende arbejdsløshed, så det kulminerede med finanskrisen 2007-2009. Bankerne fik enorme tab, og der var tårevædende reportager fra nedsmeltningen af store finansselskaber og banker. Men de mange almindelige huskøbere, som var blevet ramt af insolvens og tvangsauktioner, hørte man ikke meget om. Det er et eksempel på det, som allerede Engels advarede imod – at arbejderens gældsættelse giver en øget afhængighed af kapitalen, som især skærpes i krisetider.

‘No Income, No Jobs, no Assets’: N.I.N.J.A.-lån var betegnelsen for yderst risikable lån uden betingelser. Senere fulgte de såkaldte ‘subprimelån, som var en af årsagerne til finanskrakket i 2008-09’. Illustration: Money Mentors / Twitter

Boligen som menneskeret: FN konventionerne og Leilana Farha

Boligen som en menneskeret er inkluderet i FN`s Menneskerettighedserklæring fra 1948 og i FN konventionen fra 1966 om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. At have en bolig er et basalt, menneskeligt behov af stor betydning for menneskers værdighed, fysiske og psykiske sundhed og livskvalitet. Lande, som underskriver konventionen, forpligter sig til at respektere og kontrollere, at man lever op til konventionens mål – at sikre passende boliger til alle.

For nylig er FN trådt i karakter gennem kritik af kapitalfonden Blackstone og en række lande – her også Danmark – for ikke at gøre nok. Normalt er FN vag og passiv i håndteringen af dette spørgsmål, som jo konflikter voldsomt med de store kapitalinteresser i ejendomsbranchen. En branche som er vokset gigantisk, da investering og spekulation i fast ejendom er bedre end investering i finansielle produkter som aktier osv. Gennem opkøb af ejendomme og udlejning af boliger hvor boligpriserne kun kender en vej, nemlig opad, er grådigheden blevet synlig og har medført kraftige protester i mange af verdens storbyer. Men det er en mekanisme, som ikke adskiller sig fra, hvad Engels beskriver i 1800-tallet. Boligen som genstand for profit og udnyttelse.

FNs ansvarlige for rapportering om boligsituationen, Leilana Farha, anklagede netop Blackstone for at have en ødelæggende indflydelse igennem deres udnyttelse af lejere, som forstærker boligproblemerne. Voldsomme huslejestigninger og ågerpriser for moderniseringer indskrænker det antal af boliger, der er til at betale – og bidrager til, at borgere med lav- eller middelindkomst fortrænges fra deres hjem. Det bidrager til at øge den sociale og økonomiske ulighed, og rammer i særlig grad minoriteter.

Farha udpeger finansialisering som et hovedproblem, hvor fast ejendom er gjort til en investering, der handles på et globalt marked og udløser usikkerhed og hjemløshed i mange byer. Der investeres milliarder i ejendomme, som resulterer i ekstremt høje huslejer, der kun kan betales af de velhavende, så lokalsamfund opløses, når beboerne fortrænges. Ønsker man at vide mere om, hvorfor Engels’ kommentarer stadig er relevante i dag, kan man se mere i filmen, Push, hvor emnet er grundigt dokumenteret. Den viser med al tydelighed bolighajernes hærgen og konsekvenserne for beboere og lokalsamfund. Grådighed og spekulation ødelægger nemlig stadig menneskers muligheder for ordentlige boligforhold – nøjagtig som det var tilfældet i Manchester for 150 år siden.

.


John Graversgaard er aktiv i Enhedslisten, og beskæftiger sig med arbejdsmiljø, antiracisme, international solidaritet og boligpolitik. Er cand.psyk, forfatter og skribent, og tidligere tilsynsførende i Arbejdstilsynet gennem 29 år.