Boligpriserne i København er steget eksplosivt over de seneste 30 år. Kvadratmeterprisen lå i andet kvartal af 2020 på 41.918 kr. Det tilsvarende tal for 1992 var 6.015 kr. Kilde: Boliga.
8 min. læsetid

Lyder 3,5 millioner kroner for 75 kvadratmeters bolig dyrt? Så er du ikke fra København! Pernille Loumann kommenterer på de vanvittige boligpriser i hovedstaden.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Pernille Loumann

Velkommen på Frejasgade 15, hvor du lige nu kan overtage nøglerne til en skøn, lys og delevenlig 3V’er: helt perfekt til den studerende, det unge par eller venneparret, der drømmer om en fælles bolig.

Sådan står der i en boligannonce for en lejlighed, der for tiden er til salg på Nørrebro. Kontantprisen er 3.499.000 kr. Det er en virkelig dejlig lejlighed på 75 m2 med trægulve, stukloft og masser af lys. Alligevel bliver jeg rasende, da jeg ser annoncen. For hvilken studerende og hvilket ungt par har 3,5 millioner til at købe en lejlighed? Hvad er det for en skør parallelverden, boligmarkedet i København har udviklet sig til?

Selv leder jeg for tiden efter en fast bolig i København. Jeg er enlig mor, der arbejder som socialrådgiver i det offentlige med en løn, som formentlig er lidt over gennemsnittet. Jeg er bedre stillet end mange andre. Alligevel er det absolut ikke nemt at finde en bolig.

Velkommen til ventelisten

Jeg startede med at blive skrevet på venteliste i to forskellige almene boligforeninger. Her fremgik det, at flere af afdelingerne havde anslået 10-20 års ventetid på en bolig (selvom jeg måske kan være heldig at komme foran i køen vha. de såkaldt fleksible kriterier, der presser socialt udsatte ud til fordel for folk med uddannelse og arbejde). Jeg har spurgt alle, jeg kender, som bor i andelsbolig, om jeg kunne komme på venteliste i deres forening. Mange har slet ikke eksterne ventelister, fordi lejlighederne bliver solgt direkte til de eksisterende andelshaveres børn, søskende og kusiner. Det lykkedes mig dog at blive skrevet op i en enkelt forening, selvom administratoren bemærkede, at jeg nok ikke skulle have for høje forventninger. Jeg har nærstuderet ejendomsmægler-annoncer for at vurdere muligheden for at købe en lejlighed. Men priserne på ejerlejligheder i København er efterhånden så eksorbitante, at det vil løbe op i svimlende månedlige boligudgifter, hvis jeg skal købe en lejlighed, der er stor nok til min datter og mig.

Der mangler simpelthen boliger, især i hovedstadsområdet, som er til at betale for mennesker med almindelige indkomster… I det lys er det fuldstændig vanvittigt, at man med “Ghettopakken” har gjort det endnu vanskeligere for en stor gruppe mennesker at få en bolig i de almene boligforeninger

Når det er så svært for mig, hvordan må det så ikke se ud for mennesker med ringere netværk og lavere indtægt?    

Hvert år ved studiestart kan man læse historier om manglen på billige boliger i København. Om studerende, der bor på sofaer og campingpladser og bliver snydt af skruppelløse udlejere til at leje kælderværelser uden vinduer eller at betale indskud for lejemål, der slet ikke eksisterer. Og hvert år kan man læse om, at det på trods af årelange indsatser og handlingsplaner ikke er lykkedes at nedbringe hjemløsheden i Danmark. VIVE laver hvert andet år en kortlægning af antallet af hjemløse i Danmark, og den seneste fra 2019 viste, at der var 6431 hjemløse i Danmark. Antallet er stort set steget ved hver tælling, siden man startede med den nuværende form for kortlægning i 2009, hvor der var knapt 5000 hjemløse.    

Der mangler simpelthen boliger, især i hovedstadsområdet, som er til at betale for mennesker med almindelige indkomster og ikke mindst for mennesker med meget lave indtægter, fx mennesker, der modtager overførselsindkomster. I det lys er det fuldstændig vanvittigt, at man med “Ghettopakken” har gjort det endnu vanskeligere for en stor gruppe mennesker at få en bolig i de almene boligforeninger, og at man sågar river eksisterende boliger ned. Andelsboligforeninger er som regel kun tilgængelige for dem, der har netværket i orden, og efterhånden er andelslejligheder i øvrigt nærmest ligeså dyre som ejerlejligheder, hvilket gør, at også den type bolig er forbeholdt de mere velstillede.

Flere almene boliger er en del af løsningen

Det er fuldkommen vanvittigt, at vi er endt et sted, hvor så mange mennesker ikke kan bo i København. Og det er altså ikke helt tilfældigt, at vi er endt her. Det er en situation, vi også kan komme ud af igen.      

For det første bør Ghettoloven afskaffes og angrebet på den almene sektor stoppes. Almene boliger er en boligform, hvor ingen tjener på at have lejere, og hvor der er et beboerdemokrati, som er med til at fastlægge huslejen og beslutte andre fælles regler. Det er den almene sektor, der har været mange menneskers, herunder socialt udsattes, eneste chance for at få en rimelig bolig i hovedstadsområdet. Derfor bør den almene sektor udbygges – ikke afvikles.

For det andet skal det være nemmere at stifte andelsboligforeninger, og priserne skal reguleres bedre. Enhedslisten har bl.a. udarbejdet et forslag om, at offentlig støtte til nystiftede andelsboligforeninger skal gøres betinget af, at boligernes maksimalpris begrænses. Forslaget vil gøre det billigere at finansiere lån til stiftelse af andelsboligforening og dermed give flere almindelige lønmodtagere og folk på overførselsindkomst adgang til andelsboligerne, samtidig med at det sikrer mod spekulation.

Endelig bør der gøres noget ved ejerboligmarkedet. Overskud ved salg af ejerboliger bør beskattes, så det ikke er muligt at score gigantiske skattefri gevinster alene pga. konjunkturændringer. Det nuværende boligmarked favoriserer især de mest velhavende boligejere, som nåede at komme ind på markedet i tide. Som førstegangskøber kan man i hvert fald som regel skyde en hvid pind efter en ejerbolig i København.

Almene boliger som disse i Mjølnerparken, er en del af løsningen på det ustyrlige boligmarked i de store byer. Også af den grund er den såkaldte “Ghettopakke”, som vil rive gode almene boliger ned, en tosset ide, mener Pernille Loumann. Fotograf: Leif Jørgensen

En kollektiv genistreg

Da jeg var i starten af tyverne, var jeg med til at stifte et kollektiv på Amager. Vi købte en villa, som vi opdelte i syv andele. Man betalte 30.000 kr. for en andel, og huslejen var på niveau med et kollegieværelse. Når nogen flyttede, fik de deres 30.000 kr. igen, dog reguleret efter nettoprisindekset. Derudover besluttede vi, at andelshavere ikke kunne opkøbe flere andele for på den måde at sikre, at huset vedblev at være et kollektiv, og at huset, hvis det ikke længere var muligt at finde beboere, skulle sælges, og overskuddet foræres væk til godgørende formål.

“Hvis vi ikke havde truffet de beslutninger, havde der formodentlig siddet nogle enkelte andelshavere tilbage i dag med en kæmpe villa med en kæmpe friværdi, som mange, mange mennesker gennem årene havde været med til at finansiere. I stedet findes der nu på 17. år et velfungerende kollektiv, hvor syv unge mennesker stadig bor til en overkommelig husleje.”

Det var faktisk lidt af en genistreg, hvis jeg selv skal sige det. Det betød nemlig, at evt. værdistigninger i huset blev i kollektivet, og at andelene blev ved med at have en pris, som var til at betale for eksempelvis en studerende. Derudover betød det, at vilkårene for nye og gamle andelshavere var de samme, og at huset mistede sin værdi som investeringsobjekt. Hvis vi ikke havde truffet de beslutninger, havde der formodentlig siddet nogle enkelte andelshavere tilbage i dag med en kæmpe villa med en kæmpe friværdi, som mange, mange mennesker gennem årene havde været med til at finansiere. I stedet findes der nu på 17. år et velfungerende kollektiv, hvor syv unge mennesker stadig bor til en overkommelig husleje.

Gid en meget større del af boligmarkedet fungerede på den måde. Idéen er hermed givet videre.



Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro.

Læs mere af Pernille Loumann