Uppsala ligger 70 km nord for Stockholm, og er i disse år i voldsom vækst. Det betyder også et boligmarked under angreb fra spekulanter. Foto: wallpapervortex
11 min. læsetid

I Uppsala er ønsket om vækst og byggeboom kommet i vejen for almindelige menneskers boligbehov. Tomme, dyre lejligheder er blevet investeringsobjekter i stedet for steder, folk kan bo.


Af Morten Nørholm

I Uppsala hvor jeg bor, er der – præcis som i København – byggeboom. Fuldkommen vildt og uhæmmet byggeboom, anført og markedsført af en socialdemokratisk elite som en løsning på de påstået store problemer med boligmangel.

Som sædvanlig, når socialdemokraterne er i gang, er der enorme ødelæggelser til følge; af natur & miljø, rekreative værdier, socialt bæredygtige miljøer, samt kulturelle & æstetiske værdier. I Uppsala er der tale om en slags ‘Millionprogrammet‘ 2.0, som var kooperationens (svensk lejerforening, red.) uhæmmede hærgen i 50’erne og 60’erne. Præcis som i Danmark, hvor bymidte efter bymidte blev ødelagt, eller hvor hovedgaden nu står tilbage som en kulisse, mens husrækkerne bag den er væk, og erstattet af parkeringspladser og/eller beton. Roskilde kan nævnes som et af de grelleste danske eksempler.

Revner i storbydrømmen

Jeg har for ganske nylig publiceret et større videnskabeligt arbejde på svensk om, hvordan de lokale socialdemokrater skånselsløst gennemtrumfer deres vilje efter en offentlig høring.

Hvis man forsøger sig som sand markeds-fanatiker, kan man med et tankeeksperiment forholdsvis let indse at markedskræfterne enkelt kan fjerne behovet for boliger i Uppsala. Som Marx har skrevet: “Den som ikke har råd til at købe en billet til toget, har ikke behov for at rejse”. Et objektivt behov, vel at mærke. Man kan jo ønske sig alt muligt, fx at tage med toget på familiebesøg. Men en sådan længsel udtrykker et subjektivt behov. Tilsvarende forsvinder det objektive behov for boliger, hvis priserne er så høje, at ingen har råd til at betale dem. Keine hexerei, nur behändigkeit. Fra et socialdemokratisk synspunkt er der dog den hage ved en sådan løsning, at boligmanglen i Uppsala forsvinder, og at indbyggertallet næppe stiger til 350.000 (nuværende indbyggertal er ca. 173.000, red.). Det er nemlig deres allerstørste drøm, at der skal bo ca dobbelt så mange i Uppsala som der gør nu. Eller flere. Stormagtsdrømme. Ville mus som hest fjerte, monne røv revne.

“De samme socialdemokrater, som har skabt problemet med en grundlæggende forfejlet boligpolitik, kobler derefter smitte- og sygdomsproblemet sammen med etnicitet, og puster dermed til de fremmedfjendske gløder. Det er lige så usmageligt, som det er en fejlagtig fortolkning af tingenes tilstand og deres årsager.”

+

Dertil kommer at de dyre boliger i Uppsala er bygget af – og tilhører – forskellige, utroligt aggressive institutionelle boligejere, især det kommunalt ejede Uppsalahem AB, ender med at blive et problem for skatteborgerne. Det er Ebberød Bank om igen (dansk film fra 1943, hvor en nybagt bankdirektør skaber kaos for banken ved at hæve indlånsrenten til 8 pct. og sænke udlånsrenten til 4 pct., red.). Det bliver nemlig alene personer som får hjælp til at betale huslejen, som har råd til at bo i lejlighederne som ligger for tæt til at tiltrække en privilegeret gruppe, og er for dyre til at de fattige har råd til at betale selv. Samme problem som på Valby Langgade, ved den nu for længst nedlagte remise ved siden af “Den hvide by”. Samtidig risikerer der at blive skabt problemer med at folk bor for tæt, fordi der skal stuves (alt for) mange fattige ind i de (alt for) dyre boliger.

De sundhedsmæssige konsekvenser af at folk bor for tæt, selv i samfund efter det moderne, er corona/COVID-19-krisen et rigtigt godt eksempel på. For eksempel bor de fattige i Århus tilsyneladende så tæt, at der derfor er for mange smittede eller syge. De samme socialdemokrater, som har skabt problemet med en grundlæggende forfejlet boligpolitik, kobler derefter smitte- og sygdomsproblemet sammen med etnicitet, og puster dermed til de fremmedfjendske gløder. Det er lige så usmageligt, som det er en fejlagtig fortolkning af tingenes tilstand og deres årsager.

Når beboere i Gellerupparken i Århus bliver hårdt ramt af en epidemi, som det for nyligt var tilfældet i det somaliske lokalsamfund i området, hænger det bl.a. sammen med den fejlslagne socialdemokratiske boligpolitik. Alligevel skyder selvsamme socialdemokrater hellere skylden på etnicitet eller kultur, og “puster dermed til de fremmedfjendske gløder”, skriver Morten Nørholm. Foto: Rhinomind / Wiki Commons.

En socialdemokrat ved du hvor du har

Samtidig med miseren med den påståede boligmangel – og den lige så miserable løsning – foreslår de svenske socialdemokrater på regeringsniveau, at der skal foretages en udredning af ‘omkostningsbestemt husleje’. Noget, som dog ikke støttes af Hyresgästföreningen, der er den socialdemokratisk startede og dominerede svenske pendant til det danske Lejernes LO. Trods alle deres pamperier, er de imod. Men hvis man atter forsøger sig som sand markeds-fanatiker, kunne markedet og en omkostningsbestemt husleje faktisk tilfredsstille ikke alene et mindskende objektivt behov for alt for dyre boliger, men også et voksende subjektivt behov for boliger, der er til at betale.

Uppsalas kommunale boliganvisning har en hjemmeside, hvor man kan se de ledige lejligheder fordele sig i to grupper: I den ene gruppe er lejligheder i relativt gamle ejendomme til ca SEK 100,- pr kvm/måned. I den anden lejligheder i nybyggede boliger til ca SEK 150,- pr kvm/måned. Ikke overraskende er køerne til de dyre boliger korte (2-3 personer), mens køerne til de billige er lange (250-300 personer). På sin vis er hjemmesiden et fint eksempel på princippet om udbud og efterspørgsel. Samtidig ser man, at markedet ikke fungerer som nationaløkonomerne forudsætter. Der sker nemlig ikke en sænkning af huslejen på de dyre lejligheder med større efterspørgsel og sikker udlejning som konsekvens. Og der bygges heller ikke flere billige boliger, som ville være lettere at få lejet ud. Socialdemokraterne ved du hvor du har. De ændrer ikke politik.

Symbolske, mennesketomme lejligheder

Hvorfor spiller det så ikke nogen rolle, at lejlighederne ikke er efterspurgte? Er det lige meget, at de står tomme? Svaret på det spørgsmål er ganske enkelt: Jordrenten. Den sørger for, at ejendommen stiger i værdi over tid. Derfor tjener udlejeren penge – også når lejlighederne ikke er lejet ud.

Fordi de ikke benyttes til dét, som i første omgang berettigede, at de blev opført, kan man betegne de tomme lejligheder symbolske lejligheder. De er symboler på den slags lejligheder, som er hjem og boliger for mennesker. I stedet er lejlighederne og udlejningsejendommene altså rene investeringsobjekter. I Fredrik Gerttens film PUSH, forklarer sociologi-professor Saskia Sassen, hvordan 80 % af ejendommene i det centrale London står tomme som rene investeringsobjekter. Og de står i vejen for, at der kunne findes boliger, som folk faktisk boede i.

I stedet må de fattige pendle langt. Det centrale London er på den måde at sammenligne med et hvilket som helst andet mineområde. Og i stedet for at være en fejl, er det snarere en fordel for ejeren, når lejlighederne står tomme, fordi de slipper for alle mulige former for ballade med lejere, som vil det ene og ikke vil det andet, som bliver uvenner med hinanden, som synes naboen lugter eller spiller for høj musik, som synes huslejen er for høj osv. Man er med andre ord vidunderligt fri for mennesker i de symbolske lejligheder.

Filmen PUSH beskæftiger sig med, hvordan huse i store byer i stigende grad bliver brugt som investeringsobjekter, i stedet for at bruges til at huse mennesker.

Værdistigningen ryger i ejernes lommer

Hvis man vil løse menneskers faktiske behov for at kunne have en bolig, som er til at betale, kunne man starte med at tage det med den omkostningsbestemte husleje alvorligt. I modsætning til nu, kunne boligmanglen faktisk løses til alles fordel, hvis samtlige omkostninger og det modsatte blev regnet med, når størrelsen på en omkostningsbestemt husleje blev regnet ud. Forklaringen på, at det kan betale sig at eje en ejendom som står tom, når boligselskabernes indkomst opgøres, er værdistigningen. Når man først indregner den i prissætningen af udlejningsejendomme, får man helt anderledes resultater.

Regnskaberne fra det kommunalt ejede boligaktieselskab Uppsalahem AB er offentlige og ligger på nettet. Der ser man, at afskrivninger, vedligehold af bygningerne og den slags skal lejerne betale, mens ejendommenes værdistigning bliver i koncernen, dvs går i ejernes lommer. Og det er en særdeles god forretning at eje ejendomme. Ifølge den svenske Statistikmyndigheten har jordrenten sørget for, at værdien på udlejningsejendomme er mere end tidoblet siden 1981. Det svarer til en gennemsnitlig stigning på ca. 6,6 % om året eller en fordobling af priserne efter 12 år. Til sammenligning er forbrugerpriserne ikke en gang tredoblet i den samme periode, svarende til en stigning på ca. 2,9 % om året eller en fordobling efter 25 år.

Der er store regionale forskelle i de svenske boligpriser, men når der af og til tales om “afmatning på boligmarkedet”, så gælder det ikke i Uppsala. Desuden har investeringsindustrien sørget for, at renten på boliglån er gået ned fra 14,5 % i 1985 til 2,01 % i 2016, og den er nu nede omkring 1,5 %. De stigende, absolutte boligpriser, gør det altså sværere og sværere at komme ind på boligmarkedet for den, som ikke i forvejen ejer fast ejendom, som kan belånes, mens det bliver lettere og lettere for ejendomsbesidderne at udvide deres besiddelser, fordi de relative renteudgifter falder.

“Forklaringen på, at det kan betale sig at eje en ejendom som står tom, når boligselskabernes indkomst opgøres, er værdistigningen. Når man først indregner den i prissætningen af udlejningsejendomme, får man helt anderledes resultater.”

+

Med andre ord: hvis det er lejerne der spørger, falder ejendommen i værdi, hvis det er banken der spørger, stiger ejendommen i værdi. Og det er tilmed helt legitimt at agere sådan. Hvis man i stedet krævede, at disse to tal blev regnet sammen når man skulle udregne en omkostningsbestemt husleje, ville det give det et helt andet resultat. Så ville huslejen helt enkelt gå ned. Det er dér, fordelen ved en omkostningsbestemt husleje ligger. Krævede man samtidig en undtagelsesløs håndhævelse af fx en københavnsk regel om, at ingen bolig må stå tom, dvs. at der skal bo nogen i boligen, kunne dette til sammen give positive resultater.

De riges naturlov

At det ikke sker viser frem for alt, at de nyliberale personer, som i tide og utide påberåber sig markedskræfternes frie spil, og som påstår at det fri marked kan regulere alt mellem himmel og jord, helt enkelt mener et reguleret marked. Så snart det går ned ad bakke, ømmer de sig og piber om, at det aldrig kommer til at gå uden offentlige tilskud. Så når de råber på et frit marked, mener de egentlig et marked, som er reguleret strammere end en planøkonomi.

Er nyliberalisterne faktisk skabskommunister hele bundtet? Eller skal man snarere minde dem om, at EU-økonomien allerede er en af de allerstærkest regulerede – på de privilegeredes vegne? Det ser med andre ord ud som om, at den, der påberåber sig markedet, og at der skal indføres omkostningsbestemt husleje, alene gør det for at retfærdiggøre stadig højere huslejer. ‘Omkostningsbestemt husleje’ er ikke andet end et skønmaleri for mere i lommen til de allerede privilegerede.

Hvis markedskræfterne pludselig giver bagslag for ejerne, er der ikke grænser for de krumspring der gøres, for at legitimere en kompensation for disse tab. Og som var det en naturlov er det naturligvis de fattige, som skal betale til de rige. Hvordan det kan være socialdemokratisk politik, er ubegribeligt. Og i det hele taget er det uforståeligt, at en hvilken som helst respektabel politiker, uanset politisk observans, kan mene det er rimeligt, at de fattige skal betale til de rige. Hvis man skal tro Michael Bloomberg, som for nyligt talte, da Joe Biden blev nomineret til demokraternes præsidentkandidat i USA, er de rige ikke en gang selv interesseret i at få en større bid af kagen.


Morten Nørholm

Docent i pædagogik. Arbejder og bor i Uppsala, Sverige.

Læs mere af Morten Nørholm