Broen til "Papegøjeøen" i Wuhan. Foto: DMCA CC 2.0
11 min. læsetid

Den kinesiske blog ‘Chuang’ skriver om kinesisk kapitalisme, statsmagt og landets håndtering af – og reaktioner på – coronakrisen. Første afsnit handler om ‘smelteovnen’ Wuhan, hvor Covid-19 epidemien startede.

Oversat af Naja Broad


Af skrivefællesskabet Chuang

Wuhan er i daglig tale kendt som en af de ”fire smelteovne” i Kina, på grund af områdets ekstreme varme og fugtige sommer, de andre er Chingqing, Najing og Changsha. Alle er de travle byer med en lang historie, langs eller tæt på Yangtze floden. Af de fire er Wuhan dog også den, som i bogstaveligste forstand minder mest om en ægte smelteovn: Det massive bykompleks fungerer som en form for cellekerne for stål, cement og andre byggerelaterede industrier i Kina, og landskabet er plettet med de langsomt kølende ovne fra de tilbageværende, statsejede jern- og stålstøberier.

Chuang

· Kinesisk for “en hest der bryder gennem en port”.

· Anonymt kinesisk skrivefællesskab, som beskæftiger sig med “udviklingen af kapitalisme i Kina, historisk set og aktuelt”

· Følg siden her (på engelsk)

+

Byen er nu ramt af overproduktion, og er tvunget ind i en kontinuerlig spiral af down-sizing, privatisering og generel omlægning, hvilket i sig selv har resulteret i flere store strejker og protester i løbet af de seneste fem år. Wuhan er i bund og grund Kinas byggehovedstad, og dens produktionsmidler har spillet en speciel vigtig rolle i perioden efter den globale, økonomiske krise, da det var her, Kinas vækst blev holdt oven vande af investering i infrastruktur og byggeprojekter.

Kinas byggemekka

Wuhan fodrede ikke kun det boom med overforsyning af byggematerialer og civilingeniører, men blev også selv en by med et boom i ejendomme. Ifølge vores egne beregninger var det totale areal af byggepladser i Wuhan i perioden 2018-2019 på størrelse med Hong Kong.

Men nu lader det til, at denne smelteovn – der har drevet Kinas efterkrise-økonomi – ligesom lignende jern- og stålstøberier er sat til afkøling. Selvom den proces allerede var på vej, er billedet ikke længere blot økonomisk, for den engang travle by har været forseglet i over en måned gaderne tomme per regeringens anvisning: ”Det største bidrag du kan yde er: Forsaml jer ikke, skab ikke kaos” lød en overskrift i ”Guangming Daily”, styret at det kinesiske kommunistpartis propaganda-afdeling.

I dag er Wuhans brede veje, glitrende stål og blinkende glasbygninger alle kolde og hule, mens vinteren falmer under det kinesiske nytår, og byen går i stå af karantæne-lukningen. At isolere sig selv er et fornuftigt råd til alle i Kina, hvor udbruddet af coronavirus har taget livet af over 2.000 mennesker – flere end dens forgænger, SARS-epidemien i 2003 (det officielle tal er i skrivende stund 3200, red.).

Wuhan er normalt et af Kinas industrielle kraftcentre. For tiden ligger gaderne øde hen, mens byens “brede veje og blinkende glitrende stål og glasbygninger alle er kolde og hule”. Fotograf: V. Menkov

En ny slags smelteovn

Hele landet er sat i lockdown, præcis som det var tilfældet under SARS-epidemien. Skoler er lukket, og folk er spærret inde i deres hjem i hele landet. Næsten al økonomisk aktivitet stoppede i takt med den kinesiske nytårsferie 25. januar, men pausen blev forlænget med en måned for at hindre spredningen af epidemien. Ilden i Kinas smelteovne lader til at være gået ud, eller i hvert fald skruet ned til svagt glødende kul. Dog er byen – på en anden måde – blevet en slags ovn, i takt med coronavirussen breder sig som en løbeild gennem befolkningen.

Mange ting er fejlagtigt blevet beskyldt for at udløse udbruddet. Fra vilde konspirationsteorier om muligheden for et tilfældigt læk af en virus fra ‘Wuhan Institute of Virology ‘- en tvivlsom teori spredt via sociale medier, primært gennem paranoide opslag fra Facebook-brugere bosat i Hongkong og Taiwan, men nu opmuntret af konservative nyhedsmedier og militære interesser i vesten – til ideen om at det kinesiske folk spiser ‘beskidte’ eller ‘fremmede’ former for mad. Virusudbruddet kobles her til enten flagermus eller slanger solgt på de halvulovlige ‘wet markets‘, som specialiserer sig i at sælge vilde, sjældne dyrearter, selv om dette ikke var den endelige kilde.

Begge disse påstande er udtryk for en åbenlyst krigsliderlig, orientalistisk måde at beskrive Kina på, og et utal af artikler har pointeret, at det ikke forholder sig sådan. Men selv disse modsvar har en tendens til kun at fokusere på spørgsmålet om, hvordan virussen opfattes i den kulturelle sfære, og i meget mindre grad på at afdække grunden til de meget mere brutale dynamikker, som gemmer sig bag mediecirkusset.

“Ilden i Kinas smelteovne lader til at være gået ud, eller i hvert fald reduceret til svagt glødende kul. Dog er byen – i en anden forstand – blevet en slags smelteovn, i takt med coronavirussen breder sig som en løssluppen ild gennem befolkningen”

Den lidt mere komplekse version af det forstår i det mindste de økonomiske konsekvenser, selv når den overdriver potentielle politiske eftervirkninger for at fremme en pointe. Her finder vi en række gamle kendinge: Fra den drakoniske linje man finder blandt krigshøgene, til de café latte-drikkende konservativt-liberale; både ”National Review” og ”New York Times” har allerede antydet, at dette udbrud kan lede til en ‘legitimitetskrise’ for det Kinesiske Kommunistparti. Den påstand skal ses i lyset af, at der nærmest ikke er skyggen af oprør at spore i øjeblikket.

Deres forudsigelser hviler på deres forståelse af de økonomiske konsekvenser af karantænen, hvilket næppe kan være forbigået journalister med porteføljer tykkere end deres kranier. På trods af den kinesiske regerings anvisninger om selvisolation, kan folk måske alligevel snart blive tvunget til at ‘forsamle sig’, så produktionsbehovene kan blive opfyldt. Ifølge de seneste skøn vil epidemien allerede nu resultere i, at Kinas bruttonationalprodukt falder med 5 % i år, hvilket skal ses i lyset af en allerede svækket vækstrate på 6 % sidste år – den laveste i tre årtier.

Nogle analytikere har sagt, at Q1-væksten kan falde til 4 % eller lavere, og at det kan sætte gang i en slags global recession. Et spørgsmål, som tidligere var utænkeligt, er blevet stillet: Hvad ville der egentlig ske med den globale økonomi, hvis den kinesiske brændeovn begynder at blive kold?

Som en udhulet massestrejke

Også i Kina er konsekvenserne af krisen svære at forudse, men det har allerede resulteret i, at der er blevet sat et sjældent, kollektivt spørgsmålstegn ved samfundsindretningen og dét, som bliver fortalt. Epidemien har efter de mest konservative vurderinger smittet op mod 80.000 mennesker, men den chokeret den kapitalistiske dagligdag for alle 1,4 milliarder kinesere, som nu får anledning til at tænke sig godt om.

Det er et frygtfyldt øjeblik i historien, som har fået alle til på samme tid at stille nogle dybe spørgsmål: Hvad vil der ske mig? Og mine børn, min familie og mine venner? Kommer vi til at have nok mad? Kommer jeg til at få løn? Vil jeg kunne betale min husleje? Hvem er skyld i alt det her? På besynderlig vis er den personlige oplevelse meget lig dén, som udfolder sig under en massestrejke – og er samtidig – på sin egen ikke-spontane, topstyrede og ufrivilligt opsplittede form med til at kaste lys over den mystiske måde, vi er kvalt i vores politiske situation på.

Situationen minder på den måde om det forrige århundredes massestrejker, som også fremhævede sin tids klassemodsætninger. Karantænen er som en strejke – der er blevet tømt for kollektive træk, men som ikke desto mindre er i stand til at ryste både den personlige psyke og økonomien. Alene derfor er den værd at reflektere over.

“Karantænen minder om en strejke tømt for kollektive træk”, skriver den kinesiske blog ‘Chuang’. Som forrige århundredes massestrejker sender den rystelser gennem det etablerede samfunds økonomi – og den enkeltes psyke. Arkivbillede af den australske arbejderstrejke, 1890.

Scooby doo-marxisme

Profetier om det Kinesiske Kommunistpartis nært forestående undergang er forventeligt nonsens – og et af de foretrukne tidsfordriv blandt aviser som New York Times og The Economist. Imens er mainstream-mediernes klassiske undertrykkelses-dialektik i fuldt sving. Åbenlyst racistiske kronikker bliver udgivet i de konventionelle aviser, for derefter at blive modsagt af en lang række net-baserede artikler, som kritiserer dens iboende orientalisme, men bringer lignende ideologiske indvendinger på banen.

“Diskussionen nøjes dog med at afbilde eller i bedste fald at foreslå måder, hvorpå man kan inddæmme og afbøde de økonomiske konsekvenser ved epidemien. Det forhindrer os i at dykke ned i, hvordan sådanne sygdomme faktisk opstår – for slet ikke at tale om, hvordan de spreder sig.”

Diskussionen nøjes dog med at afbilde eller i bedste fald at foreslå måder, hvorpå man kan inddæmme og afbøde de økonomiske konsekvenser ved epidemien. Det forhindrer os i at dykke ned i, hvordan sådanne sygdomme faktisk opstår – for slet ikke at tale om, hvordan de spreder sig. Men selv ikke at tage fat i de spørgsmål ville være nok. Vi har ikke tid til simplificeret ‘Scooby Doo-marxisme’, hvor man hiver masken af skurken og afslører, at det rigtig nok var kapitalismen, som var årsag til coronavirussen! Den tilgang er lige så upassende som de udenlandske meningsdannere, som leder efter en anledning til at komme af med regimet i Beijing. Selvfølgelig er det kapitalismen, som er skyldig her – men hvor er skæringspunktet mellem den social-økonomiske sfære og den biologiske?

– Hvilke dybere erfaringer kan vi gøre os?

To muligheder for eftertanke

Epidemien giver os på den måde to muligheder for eftertanke: For det første kan det være en lærerig åbning for at tage de store spørgsmål op om, hvordan den kapitalistiske produktion påvirker den ikke-menneskelige verden på et mere fundamentalt niveau. Kort sagt handler det om, hvordan den ‘naturlige’ verden – herunder mikrobakteriernes usynlige verden – ikke kan forstås uden en forståelse af, hvordan samfundet organiserer sin produktion. Disse forhold kan nemlig ikke adskilles. Samtidig er det en påmindelse om, hvordan den eneste form for kommunisme, som fortjener sit navn, er den, som også inddrager det potentiale, der ligger i en gennemført politiseret naturalisme (filosofisk set: Forestillingen om, at naturlove forklarer verden, og at der ikke er noget, som ligger uden for den fysiske verden, red.).

For det andet kan vi også bruge vores isolerede tilstand til at tænke over den nuværende indretning af det kinesiske samfund. Nogle ting bliver først tydelige, når alt standser på uventet vis – en opbremsning som den, vi er vidner til lige nu, vil uundgåeligt gøre skjulte gnidninger i samfundet tydelige.

I kommende indlæg vil vi udforske disse to spørgsmål. Derfor vil vi både afdække, hvordan kapitalistisk akkumulation skaber epidemier som den, vi er vidner til. Men også hvordan “det pandemiske øjeblik” i sig selv er en modsætningsfyldt, politisk krise, der både gør et uset potentiale og verdens gensidige afhængighed synlig for befolkningen – med truslen hængende over hovedet på (den kinesiske) befolkning om, at også denne krise kan bruges som en undskyldning for at øge den totalitære kontrol med folks liv.


Denne artikel er oprindeligt bragt på Social Contagion: The Furnace.


Solidaritet giver dig nyheder, analyser og debat fra hele verden. Støt uafhængig journalistik uden betalingsmure og reklamer.