Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
24. maj. 2021

Mediecensur: Israel-kritisk journalist fyret af Associated Press

Må man arbejde for verdens største nyhedsbureau og være kritisk over for den israelske stats apartheid-politik? Fyringen af Jewish Voice for Peace-aktivisten Emily Wilder har tydeliggjort mediernes censurering af kritisk dækning af Palæstina, og stiller spørgsmål til adskillelsen af privatliv og arbejdsliv. I USA vokser modstanden til den pro-israelske fortælling dog støt.

Pressefrihed under pres. Den amerikanske journalist Emily Wilder blev i sidste uge fyret fra sit job hos Associated Press, efter en intens kampagne fra højrefløjen. Foto: Stanford Daily.
Artiklen tager cirka 9 minutter at læse.

Hvor står den vigtigste kamp om censur egentlig? Det spørgsmål må Emily Wilder og resten af verden igen stille sig, efter den kun 22-årige journalist er blevet omdrejningspunkt i en ny sag om pressefrihed og censur. For mens mange højrefløjs-aktivister mener, at højdepunktet for ytringsfriheds-kamp er retten til at beholde kønsprædikatet på en fiktiv kartoffel, eller at et privatejet forlag skal fortsætte med at trykke bøger med racistisk indhold, har den seneste måneds kampe i Israel og Palæstina stillet skarpt på en helt anden type problemer med censur af holdninger og nyheder.

“Emily Wilders fyring er blandt de mest opsigtsvækkende eksempler på mediecensur under konflikten. Men også andre nyhedsmedier er kommet under kritisk lup for deres håndtering af kritiske journalister.”

Emily Wilder blev i sidste uge fyret af Associated Press, der er verdens største telegram-bureau for uafhængig journalistik, efter blot 3 uger forinden at være blevet ansat ved bureauets afdeling i Arizona. Baggrunden var en intens lobby-kampagne fra en række prominente politikere, journalister og meningsdannere på den amerikanske højrefløj, der havde fundet en række ‘tweets’ frem fra hendes college-tid. Wilder, der selv har jødisk baggrund, var dengang aktiv i den internationale borgerrettighedsbevægelse, Jewish Voice for Peace, og demonstrerede bl.a. i 2017 mod en pro-israelsk fundraiser-event, som blev afholdt i New York af den nu afdøde milliardær, Sheldon Adelson. Den baggrund blev trukket frem i lyset af ‘Stanford College Republicans’, der er en konservativ gruppering på hendes gamle universitet. De fremhævede blandt andet, at Wilder i et gammelt tweet havde kaldt Adelson en ‘naked mole rat’.

Efter en intens smædekampagne mod hende, som omfattede artikler på konservative nyhedsmedier som Fox News og the Federalist, valgte Associated Press (AP) derfor at fyre hende. Den officielle begrundelse var ifølge en e-mail til Vanity Fair, at hun havde forbrudt sig mod virksomhedens retningslinjer for sociale medier. AP bryster sig af at lave ‘objektiv journalistik’, og tillader ifølge de interne retningslinjer ikke deres journalister at tilkendegive en holdning om ømtålelige emner på sociale medier. Hvilket konkret opslag der skulle være fyringsgrundlag, har AP dog ikke ønsket at kommentere, hvilket får forklaringen til at virke som en papirtynd undskyldning.

“Hjerteskærende, skræmmende og rasende”

Spørger man hovedpersonen selv, er der da heller ingen tvivl om, at hendes fyring i højere grad hænger sammen med hendes holdninger til Palæstina-konflikten, end med nogen regel, hun skulle have overtrådt. “Snarere end at gøre dét, de mener jeg har gjort forkert, til en mulighed for at lære af sine fejl, lader det til, at de har valgt at gøre mig til syndebuk”, skrev Wilder i en udtalelse på Twitter, hvor hun langede ud efter sin tidligere arbejdsgiver.

I udtalelsen forklarede hun også, hvordan hun gentagne gange har fået afvisning på en nærmere begrundelse på fyringen. Det både undrer og ærgrer den nu arbejdsløse journalist. “Det er hjerteskærende for en ung, sulten journalist som mig, der var ivrig efter at tage ved lære af den frygtløse journalistik, AP står for. Det er samtidig skræmmende som ung kvinde at blive hængt til tørre i netop den situation, hvor jeg havde allermest brug for opbakning fra mit fag”, forklarer hun i udtalelsen.

Mere end noget andet er det dog angrebet på hendes personlige identitet, der har gået Emily Wilder på. “Det gør mig rasende som jødisk person – opvokset i et jødisk samfund med ortodoks undervisning – at blive sværtet til som antisemit, og så at blive smidt under bussen [af min arbejdsgiver] i samme ombæring”, siger hun og henviser til den “asymetriske håndhævelse” af regler om journalistisk objektivitet, der gælder for henholdsvis den pro-israelske og den pro-palæstinensiske del af pressen.

Al-Jala-bygningen i Jerusalem blev 15. maj bombet i grus af israelske kampfly. Den husede blandt andet Associated Press’ eget hovedkontor i byen. Alligevel har nyhedsbureauet valgt at fyre journalisten Emily Wilder, der kritiserede dækningen af Israels militære offensiv på sociale medier. Foto: Anadolou Press Agency

Social medie-overvågning

Også i den danske SoMe-sfære er skellet mellem private holdninger, og arbejdsgiverens mulighed for at straffe dem flydende. Solidaritet har rettet henvendelse til to danske forskere, der begge har afvist at kommentere offentligt på sagen. De henviser begge til, at de ikke har sat sig nok ind i den konkrete sag til at kunne udtale sig nærmere, men påpeger samtidig, at det ikke er usædvanligt, at ens holdninger bliver overvåget af både potentielle og nuværende arbejdsgivere, såvel som af privatpersoner. Som en artikel i Fagbladet Prosa understregede for 5 år siden, er den slags ‘holdnings-overvågning’ blevet et stadig mere udbredt fænomen. Også Fagbladet 3F kan berette om, at danske arbejdere er blevet fyret på baggrund af opslag på Facebook.

Men én ting er at blive fyret for at kalde sin chef grim på Twitter, eller at have postet et billede af en løbetur på Instagram, mens man var sygemeldt. Noget andet er at blive fyret for at have udtrykt en politisk holdning. Netop derfor har fyringen af Emily Wilder også vakt opsigt i bredere journalistiske kredse, hvor sagen kredser om et principielt spørgsmål om ytringsfrihed i det digitaliserede samfund. Her har blandt andet Washington Post-redaktør Glenn Kessler taget sin kollega i forsvar. På Twitter skriver Kessler: “Utroligt, hvor hurtigt en ung, talentfuld reporters karriere kan blive kvalt af en Twitter-hob, som foregiver at være blevet forargede over nogle tweets fra hendes college-tid. Hvis hun rent faktisk skulle have forbrudt sig på AP’s regler for adfærd på de sociale medier, må vejledning, ikke fyring være den rigtige løsning for en ny journalist.” Også New York Times-journalisten Nick Confessore har kritiseret Associated Press‘ forklaring på fyresedlen. “Det er altid svært at komme udefra og spå om, hvorfor nogen bliver fyret, men generelt er det rigtig dumt at fyre folk for noget, de har skrevet, da de gik i gymnasiet eller på college.”

Udbredt Palæstina-censur

AP-sagen om den fyrede reporter handler således både om en bredere diskussion af presse- og meningsfrihed, men også om en konkrete kamp, når det gælder mediedækningen af krigen mellem Israel og Palæstina. Her er særligt sociale medie-giganter som Facebook blevet skarpt kritiseret for at censurere palæstinensernes sag. Som Vice News kan berette, er palæstinensiske aktivister i hobetal blevet bandlyst, og har fået opslag pillet ned i stadig større omfang under den igangværende konflikt. Facebook har undskyldt med søforklaringer om ‘tekniske udfald’, og ønsker ifølge Vice ikke at udtale sig på spørgsmålet om systematisk undertrykkelse af opslag.

På samme måde har Instagram, der ligeledes ejes af Facebook, også fjernet opslag vedrørende det israelske militærs angreb på al-Aqsa moskeen i Jerusalem, med henvisning til, at tagget #alAqsa skulle være forbundet med terror. Også virksomhedens tredje store medie-funktion, WhatsApp er ifølge New York Times blevet brugt til at koordinere angreb på palæstinensere. Her har israelske højre-ekstremister ifølge avisen koordineret angreb på gadeplan i grupper med navne som “Death to the Arabs”, der til gengæld ikke så vidt vides er blevet censureret.

Emily Wilders fyring er blandt de mest opsigtsvækkende eksempler på mediecensur under konflikten. Men også andre nyhedsmedier er kommet under kritisk lup for deres håndtering af kritiske journalister. Det canadiske, statslige nyhedsmedie CBC har givet to af deres journalister mundkurv på – og forbudt dem at dække den igangværende konflikt i Jerusalem – efter de var medunderskrivere på et offentligt brev med over 2.000 underskrifter, der efterlyste en mere fair dækning af krigen. I brevet kritiseres CBC blandt andet for at undlade at nævne den rapport fra Human Rights Watch, der beskriver den israelske politik som apartheid.

Voksende modstand til det pro-israelske mediebillede

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved såvel fyringen af Emily Wilder som de amerikanske mediers dækning af “Den Tredje Intifada” i almindelighed er, at stemningen lader til at have vendt sig imod den ensidige dækning. Den mildest talt pro-israelske “neutrale” reportage er stadig udgangspunktet i de fleste store medier, og den politiske kurs over for landet forekommer heller ikke at have ændret sig. Skulle man være i tvivl, kan man med fordel finde et af de utallige klip, hvor præsident Joe Biden taler om “vold på begge sider”, mens han understreger USA’s ubetingede loyalitet over for Israel.

Dette pro-israelske narrativ får nu modspil i medierne – ikke mindst fra Bidens egne rækker, hvor der ellers traditionelt har været enighed om den udenrigspolitiske kurs. Paradoksalt nok gør netop sociale medier det sværere at kontrollere et sådan fælles budskab, og muliggør samtidig, at kritik kan blive formuleret udenom de store nyhedsmediers kontrol med, hvem der kommer til orde. Bidens tidligere rival til præsidentposten, Vermont-senatoren Bernie Sanders, kaldte tirsdag Benyamin Netanyahus regering for racistisk og stadig mere højreorienteret i et opslag på Facebook. Hans unge kollega og samarbejdspartner, Alexandria Ocasio-Cortez, var heller ikke bange for at kalde Israel en apartheid-stat på Twitter, og fordømte sammen med 10 andre Demokrater den israelske stats angreb på ‘The Capital of Palestine’, som kongresmedlem Arianna Pressley formulerede det.

Det mest sigende for kursskiftet var måske i virkeligheden, da centristen Andrew Yang (D) tidligere på måneden forsøgte at score billige point under sin valgkamp til borgmesterposten i New York. “Jeg står på Israels side, og fordømmer terrororganisationen Hamas”, forklarede han til de fremmødte. Dagen efter lå Yang på sine grædende Twitter-knæ for at bede om tilgivelse for en holdning, han måske kun havde haft, fordi han troede, det var hvad de 1,5 millioner stemmeberttigede jøder i New York gerne ville høre. Men Yang tog fejl. Folkestemningen er ved at vende, som også de store pro-palæstinensiske demonstrationer i USA’s gader er et tegn på. Et flertal af de demokratiske vælgere mener nu, at USA bør lægge et hårdere pres på Israel, og det tal er ifølge lektor i amerikansk politik, Niels Bjerre-Poulsen støt stigende. Det er i det lys, den ensidige dækning af konflikten bliver særligt udtalt, og at fyringen af en journalist faktisk kan blive en nyhed, der bliver dækket i medierne.

Og Emily Wilder? Hun fortsætter også ufortrødent kampen mod den omfattende censur-kampagne af begivenhederne i Palæstina, der i sidste uge kostede hende jobbet. “Jeg har ikke tænkt mig at blive truet til tavshed. Jeg vender snart tilbage.”


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere