Ingen udsigt til fred i Colombia

Glæden var stor i Colombia og verden da udsigten til en endelig fredsaftale mellem oprørsbevægelse FARC og den colombianske regering blev en kendsgerning 2016. Desværre har hverken regering eller Colombias økonomiske elite muliggjort aftalens betingelser – og resultatet er en styrket højrefløj og en splittet FARC-bevægelse.

Af Marcelo Llorente

Konflikten i Colombia har varet i mere end 50 år og har krævet hundredtusinder af ofre og millioner af flygtninge. At fredsaftalen fra Havana blev til virkelighed, skyldtes ikke kun de stridende parters vilje til at opnå den, men også den geopolitiske kontekst i verden og i Latinamerika på det tidspunkt; præsident Nicolas Maduro fra Venezuela, Lula og Dilma Rousseff i Brasilien, Cristina Fernandez de Kirchner i Argentina, Correa i Ecuador, Pepe Mujica i Uruguay og Raul Castro i Cuba banede vejen for en bindende aftale. USA’s daværende præsident, Barack Obama, havde også en afgørende rolle i sagen, da intet i Colombia besluttes uden accept fra USA’s regering.

Colombias fred havde på det tidspunkt så meget opmærksomhed, at Pave Francis og FN var enormt involveret i processen, som kulminerede med FN-generalsekretær Ban ki-Moons personlige tilstedeværelse til ceremonien ved underskrivelsen af fredsaftalen i Cartagena, Colombia, den 26. september 2016, hvor Colombias præsident Manuel Santos og FARC-leder Rodrigo Londoño underskrev den endelige fredsaftale.

Der blev holdt mange taler om freden og det fælles kompromis og ønske om at værne om den. Derfor var FN-generalsekretærens ord toneangivende, da han slog fast: »Der er ikke længere plads i Colombia til at politik skal bygge på vold.« Præsident Manuel Santos ord til FARC var en indbydelse til alt det gode der ventede, som kommende politiske parti: »Hr. Rodrigo Londoño, medlemmer af FARC, velkommen til demokratiet«.

Aftalefundamentet smuldrer

Desværre har næsten alt været en sød havfruesang fra den colombianske regerings side. Et eksempel, hvor regeringen tydeligt og bevidst har forsømt sine forpligtelser, er ved det såkaldte »Territoriale rum for fred og reintegration«. Nemlig de områder som blev tildelt FARC, hvor gruppen afleverede våben med FN-overvågning, og som var tænkt som områder hvor FARC-medlemmer gradvist skulle reintegreres i det civile liv. Dette skulle blandt andet forgå gennem uddannelse i forskellige fag som håndværker, landmand osv. eller – med statens økonomiske bistand – at starte landbrugsprojekter eller lignende.

Men i næsten alle de territoriale rum for fred har regering indtil nu ikke givet det lovede økonomiske bidrag til de enkelte eks-guerillasoldater. Som netop skulle være det basisstartbeløb for at starte for eksempel landbrugsprojekter og på den måde lede til selvforsyning. Ej heller har eks-guerillaer fået sundhedsordninger, lægebehandling eller medicin i tilstrækkelig grad til dem, som har behovet. Selv forsyninger af fødevarer, som var en af regeringens forpligtelser over for disse FARC-lejre, har ikke været tilstrækkelig. Situationen har været så alvorlig at hundredvis af eks-guerillasoldater og kommandanter har forladt områderne i protest eller frustration.

Desillusion og stigmatisering

Frustration og desillusion har taget til efter parlamentsvalget den 11. marts 2018. Forventningerne op til valget var ellers store. Det var den første valgproces i fredstid i 50 år. Det var FARC’s debut som politisk parti og det var kulminationen af en langvarig fredsproces.

Desværre var det colombianske etablissement alt andet end fair over for FARC. Man kan måske også spørge, om FARC eller andre virkelig havde forventet andet? Ud over alle de brud på fredsaftalen fra regeringens side, så førte de colombianske medier en unuanceret og partisk journalistik over for FARC. Det betød en medieskabt stigmatisering over for den tidligere oprørsbevægelse.

Medierne i Colombia er næsten alle privatejede af den magtfulde colombianske elite. Tre virksomhedsgrupper ejer 57% af alle medier (aviser, radio, tv og internet). En af ejerne er Luis Carlos Sarmiento, en bankmand, som er Colombias rigeste person. Mennesker som ham eller andre i den økonomiske elite er ikke interesserede i jordreformer eller sociale reguleringer, som ikke tjener hans økonomiske interesser.

Umuligt at agere som parti

Udover mediernes stigmatisering, måtte FARC’s leder trække sig fra sin politiske kampagne grundet sygdom. Før han blev syg, blev han angrebet af højreorienterede demonstranter i adskillige byer, hvor han afholdt politiske aktiviteter. Den manglende sikkerhed gjorde, at partiet måtte opgive sin politiske kampagne. Alligevel var dette ikke den største udfordring, som FARC måtte overkomme: Det colombianske etablissement prøvede med alt hvad de havde i deres magt at hindre FARC-partiet i at føre en politiske valgkampagne. Regering gjorde det næsten umuligt for FARC at bruge de økonomiske midler, som var blevet tildelt til dem til valgkamp. Det endte med at FARC blev det eneste og det første parti i Colombias valghistorie, som ikke kunne købe tv-tid, radio eller visuelle valgpropaganda, grundet mangel på økonomiske midler. Det resulterede i at FARC havde enormt svært ved at formidle sit politiske projekt. Resultatet af valget den 11. marts 2018 var en enorm skuffelse for FARC som parti. Under 1% (ca. 56.000 stemmer) var hvad de fik.

Resultatet skal desværre ses i en kontekst som viser, hvor langt Colombia befinder sig fra en permanent fred. Sofavælgerne udgjorde over 50%, valgsnyd og uregelmæssigheder ved valgprocessen var så åbenlyse, at både colombianske og internationale institutioner som UNASUR, OEA, MOE og internationale valgobservatører rapporterede adskillige hændelser som grænsede det skandaløse.

Ustabiliteten gavner højrefløjen

Sagen om Jesus Santrich er et tegn; en eks-guerrillaleder, der var fredsforhandler i Havanna for FARC og har haft en fremtrædende rolle i hele fredsprocessen, blev pågrebet den 10. april 2018 for angiveligt at handle kokain med nogle mexicanske karteller. Hans arrestordre kom fra Interpol på vegne af én af USA’s domstole, som ønsker ham udleveret. Den colombianske anklagemyndighed gav tilladelse til dette uden at informere JEP, som er en speciel domstol for fredsanliggender. JEP blev dannet som et led i fredsaftalerne og det er meningen, at den skal afgøre juridiske sager, og ikke det almindelige retssystem, når det drejer sig om FARC-medlemmers juridiske status. Sagen endte med en sultestrejke fra Santrich side, som varede mere end en måned og hvor han næsten mistede sit liv. Deporteringen af ham til USA blev stoppet af JEP i 10 dage, og hans juridiske situation er stadig uafklaret.

Intern uenighed i FARC

Ligeså uafklaret er FARC’s holdninger til hele situationen: FARC-ledelsens udtalelser har været præget af uenigheder, og alt tyder på en splittelse i toppen. Ivan Marques forlod Bogotá og befinder sig nu i »El Pato«, Caqueta.

El Pato er et historisk sted for FARC for det var her, at Manuel Marulanda i 1965 startede sit oprør mod Colombias regering. Om Ivan Márquez valgte området med vilje på grund af dets symbolske betydning er uklart, men han har udtalt, at han er ikke interesseret i sin plads i kongressen, men at hans plads er blandt sine mænd. Desuden mener han, at hvis Jesus Santrich dør, så vil hele fredsprocessen også dø. Alligevel mener Márquez ikke, at hans fravalg af det politiske arbejde i kongressen er et oprør imod fredsprocessen, men at han har valgt at flytte for at overvåge reintegrationsproces af FARC – i området som er et af de territoriale rum for fred.

Mens eks-præsident Santos nyder sin Nobels Fredspris, er det ifølge FN kun 18% af fredsaftalen fra Havanna, som er blevet implementeret. Ingrid Betancourt, den berømte tidligere colombianske politiker og fange hos FARC i mere end seks år, udtalte for nylig at det kun er FARC som har holdt sin del af fredsaftalen – regering har ikke holdt sin.

Der er stadig over 600 FARC-fanger i fængsler, som er ikke blevet løsladt, hvilket ellers var en del af fredsaftalen. Der er blevet myrdet over 50 FARC-medlemmer de sidste par måneder. Nuværende FN-generalsekretær Antonio Guterres skrev i en udtalelse om Colombias stigende politiske vold, at FN havde konstateret at 73 sociale leder var blevet myrdet. Det samme gjaldt 18 medlemmer af politiske partier og sociale bevægelser – og dette alene i det første 3 måneder af 2018.

Hvis man ser på hele 2017 hvor over 170 sociale ledere og fredsaktivister blev myrdet, så er der en yderst dyster udsigt for fred i Colombia. Mon det var den slags demokrati, som præsident Santos i 2016 bød FARC velkommen til?

Hvor ligger håbet?

Ivan Duque fra Centro Democratico blev Colombias nye præsident. Der hersker ingen tvivl om, hvilke ideologiske og økonomiske interesser han står for. I sin tale som ny præsident takkede han sin »politiske mentor«, Álvaro Uribe, den tidligere præsident, som bestemt ikke var fortaler for fredsprocessen.

Duque blev præsident i anden runde med 54% af stemmerne (lidt over 10 millioner stemmer), og Gustavo Petro fik 42% af stemmerne (lidt over 8 millioner stemmer). Gustavo Petro, den tidligere borgmester i Bogotá, fra Colombia Humana formåede at skabe det bedste resultat nogensinde i Colombias moderne historie for en venstrefløjskandidat. Det havde også som resultat, at venstrefløjspartierne i Colombias nuværende kongres står meget stærkere end før.

Samtidig oplever vi en ny ideologisk tendens og en genetablering af Latinamerika som værende »USA’s baggård«, og de nye regionale politiske konjunkturer er ikke gunstige for de progressive politiske og sociale bevægelser i Colombia og Latinamerika. Tværtimod kan man nærmest kun forvente det værste; med neokonservative kræfter ved magten i Trumps USA; neoliberalisterne i Chile med Piñera i spidsen; Argentinas ditto med Macri og nu tilmed med en fascist, homofob og ikke mindst racist i brasilianske Bolsonaro.

Det gør det ikke bedre at formanden for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, ved et møde med Ivan Duque i Europa udtrykte ’150% støtte til vores colombianske venner’ og samtidig udråbte Colombia som et eksempel for demokrati. Gad vide om Juncker havde de mere end 64.000 korruptionssager, hvor kun 1,6% er blevet afklaret af det colombianske retsvæsen, eller de over 360 sociale aktivister, som er blevet myrdet siden fredsaftale blev underskrevet i november 2016, i sine tanker.

Trods disse uhyggelige realiteter er Colombias venstrefløjspartier, fagforeninger, sociale bevægelser, eks-guerillaer, oprindeligbefolkningsbevægelser, feminister, LGBT, studenter og alle, som kæmper for et mere inkluderende og retfærdig samfund, blevet mere overbevist om at rettighederne vinder man på gaden. Derfor har der været demonstrationer over hele Colombia imod drabene på sociale- og menneskerettighedsaktivister. Over 300.000 universitetsstuderende i hele landet protesterer imod ringe vilkår og forringelser af uddannelsessystemet. Selv medierne er blevet lidt mere åbne og fortæller om overgreb, korruption og det samarbejde, der er mellem eliten og de paramilitære om magten og undertrykkelsen. Alt det har været muligt takket være fredsprocessen.

Vejen er lang og smertefuld for den colombianske befolkning i dens søgning for fred med social retfærdighed. Colombianerne har brug for vores solidaritet i deres kamp for retfærdighed. De skal ikke stå alene, for det er en fælles kamp for en bedre verden! ■