COP27 sender fortsat verden på katastrofekurs

Klokken er halv ni søndag morgen. For få timer siden er FN’s topmøde om verdens eksistenstruende krise, klimakrisen, afsluttet i Sharm el-Sheikhs International Konferencecenter. Nogle kilometer derfra, på stranden ved Maya Bay sætter en stor gruppe meget blege østeuropæiske turister sig i bevægelse. I gåsegang, med sodavand i plasticbæger i den ene hånd og badetøj om skulderen. De går forbi de små boder på sandstranden, der lokker med salg af snorkler, farvede tørklæder og miniaturekopier af de berømte egyptiske statuer af Ramses og Nefertiti. De går forbi palmer gennem sikkerhedskontrollen, en slags magnetisk ramme uden dør. Videre ud ad en mole for at borde et skib, der skal bringe dem helt ud til udkanten af koralrevet.

Dystopisk ferieboble

Ørkenbyen ved Det Røde Hav, Sharm el-Sheikh, hvor FN’s klimatopmøde netop er afsluttet, er en slags dystopi: Et skræmmende billede på verdens fremtid. Det meste af den mægtige, glohede Sinai-ørken er ligesom resten af Egypten fuldstændig ubeboelig. Ganske som verden vil være det i stadig større områder på kloden, hvis vi fortsætter med det nuværende niveau for udledning af drivhusgasser.

“Foran mit hotel vajer det ukrainske flag ved siden af det russiske. I ferieboblen glemmer man klimakatastrofer og krige.”

Men i oasen Sharm el-Sheikh leves livet for fuldt tryk med forlystelsessteder, kasinoer og restauranter. Det er højborg for charterturisme, men stedet værdsættes også af dykkernørder. Hertil valfarter ferierende fra Syd- og Østeuropa. Foran mit hotel vajer det ukrainske flag ved siden af det russiske. I ferieboblen glemmer man klimakatastrofer og krige.

Til stadighed fløj flyvemaskiner ind over konferencecentret, hvor klimatopmødet COP27 fandt sted, og overdøvede til tider konferencedeltagerne. I medie-pavillonen kværnede klimanlæggene og jog temperaturen i bund. Anlæggene sled i pavillonens sejlduge og metalstænger, så man skulle tro, at en tropisk storm var under opsejling i den dog så blikstille ørkennat.

Alle strande i Sharm el-Sheikh er private. På hotellet henvises man til et særligt stykke strand, hvor man skal fremvise et armbånd, hvis man vil bade. Jeg ville fejre afslutningen på topmødet og købte en spraglet snorkel for 100 kr. i en bod. Så var det bare at hoppe i fra molen. Der var stribede fisk: En forunderlig, sjov verden åbenbarede sig. Men så var der også ledninger, kæmpe rør, jeg nær stødte ind i og plasticaffald.

En verden ude af balance

I en lænestol ved poolen på hotellet sidder en ældre, skægget mand med langt gråt hår og ser eftertænksom ud. Manden hedder Alexander Lagaaij. Han fortæller mig, at han er ankommet til Sharm el-Sheikh efter en cykeltur på et års varighed fra Breuckelen ved Amsterdam.

Han har siddet om natten og set på transmissionen fra klimakonferencen på sin medbragte computer. ”Jeg ser på det hele med andre øjne, fordi jeg har været på den rejse”, fortæller han.

”Jeg har set en verden, hvor maskiner og hastighed styrer. Alt er lagt an på det. Den fossile energi har sine blæksprutte-fangarme over hele kloden. Der er benzintanke overalt. Når du er i en bil, føler du, at du er i en film. Du har altid travlt. Du er altid for sent på den. Bilister føler altid, at de skal køre lidt hurtigere. Folk i biler er ikke bevidste om verden rundt om dem. Når du cykler, lærer du at sætte pris på langsommelighed. Du har mere mulighed for at knytte dig til andre mennesker, til jorden, og til den måde som mennesker har levet på i tusinder af år. Det er kun i de seneste 100 år, at vi pludselig har fået alle disse maskiner. Vi tror, det er normalt. Men når du så cykler, får du et nyt perspektiv: Måske er det ikke så normalt!”

En italiensk kvinde ved morgenbordet fortæller mig, at hun rådgiver den italienske regering i såkaldte regenerative spørgsmål. Hun er begejstret: ”Det regenerative handler ikke bare om landbrug og om, at køer skal have et andet foder, så de ikke udsender så megen CO₂. Det handler om, at det private erhvervsliv generelt går alle sine processer efter i sømmene og mindsker sine udledninger. Et firma, jeg arbejdede med, opdagede ved en undersøgelse, at 90 % af dets udledninger stammede fra et enkelt af deres produkter!”, siger hun. Rådgiveren forklarer, at den private sektor repræsenter 2/3 af verdens BNP. At den private sektor nu er kommet på banen, hvilket var tydeligt på klimakonferencen, indgyder hende derfor håb.

På mit hotel i Cairo på vejen hjem møder jeg Armano, en 73-årig tidligere afdelingschef for menneskelige ressourcer på en tekstilfabrik i Ciudad Juárez i det nordlige Mexico ved grænsen til USA. Han er pensionist, men har plantet valnøddetræer. ”Når man har arbejdet hele sit liv, kan man ikke holde op med at arbejde”, siger han.

Armano fortæller, at der på tekstilfabrikken i Ciudad Juárez var ansat både kvinder og mænd, typisk mellem 18 og 35 år. ”Så er deres fingre stadig smidige. Men vi har også ansatte i 50’erne”. Han fortsætter: ”Vi havde det godt. Når der var fodbold, hvor Mexicos landshold spillede, standsede vi maskinerne og stillede store skærme op”. Han siger, at det er salget af valnødder, som har betalt for hans rejse. Han er på mellemlanding på vej til Qatar, hvor han skal til fodboldkampe. ”Har du været til klimamøde? Det er noget med forurening? Og plastic?”

En brændende planet

Det lykkedes de olieproducerende lande på klimatopmødet – blandt andet Saudi Arabien – at undgå, at udfasning af subsidier – for slet ikke at tale om udfasning af fossil energi – blev nævnt i COP27’s slutdokument. I en afsluttende videotale opfordrede FN’s generalsekretær António Guterres til at verden slap sin afhængighed af fossile energikilder.

“Først når vi frigør os for vores opfattelse af frihed som retten til forbrug herunder forbrug af naturen uden hensyntagen til andre og til naturgrundlaget, kan vi for alvor blive frie.”

Med en reference til de religiøse fortællinger om Sinai-ørkenen sagde Guterres: ”Klimakaosset har bibelske dimensioner. I stedet for en brændende busk, har vi en brændende planet”. Han tilføjede, at vi i dag ikke skal vente på et mirakel. Hvad han ikke nævnte var, at den menneskeskabte misere i fortællingen om Sinai er menneskene, der danser rundt om Guldkalven.

Lignelsen om dansen om Guldkalven har stadig relevans. Det handler om, at vi skal gøre op med fundamentet i verdens nuværende funktionsmåde. Altså det paradoks, at verdens motor er vores (eller rettere de rigeste måske 20% af befolkningens) hovedløse forbrug, der både sker på bekostning af de øvrige 80 % af verdensbefolkningen og samtidig også på sigt underminerer vores alle sammens mulighed for fortsat eksistens på jorden. 1 % af verdens befolkning udleder ifølge Oxfam dobbelt så meget CO₂ som halvdelen af verdens befolkning. Det handler om at gøre op med måden, vi ernærer os på. Forholdet mellem vores bosted og det sted, vi arbejder. Vores forhold til arbejdet, og hvor meget vi udfører af det. For krisen er dobbelt: En biodiversitetskrise og en klimakrise. Krisernes fundament er dog det samme: Det endeløse forbrug af ressourcer, der i sig selv underminerer biodiversiteten og naturens balance, og samtidig nærer en produktion, der med sine udledninger bringer hele vores verden ud af balance.

Først når vi frigør os for vores opfattelse af frihed som retten til forbrug herunder forbrug af naturen uden hensyntagen til andre og til naturgrundlaget, kan vi for alvor blive frie. Først da kan vi tage ”det gigantiske spring”, som Guterres efterlyste i sin tale, som skal til for at redde planeten ved at holde temperaturen under den skæbnesvangre halvanden grad, verdenssamfundet blev enige om på sidste års klimatopmøde i Glasgow.