COP28 lykkedes. Men planeten har det ikke godt

Onsdag eftermiddag dryssede de sidste forhandlere ud af mødelokalerne efter de mange afsluttende taler. Få timer forinden havde 197 lande indgået en aftale med 24 timers overskridelse af tidsplanen.

En aftale, der blev betegnet som ”historisk” af topmødets præsident, Dubais olieminister, Al Jaber. Og som også mange vestlige forhandlingsledere, inklusive den meget aktive danske minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, så som et gennembrud. Det er første gang, at en COP opfordrer til en ”omstilling væk fra fossile brændsler”.

Forud gik et uskønt forløb. Forhandlerne fra verdens lande har siddet i plenumsalen, væk fra mediernes og offentlighedens søgelys, med tusindvis af lobbyister fra olieindustrien i hælene, undertiden som medlemmer af officielle delegationer, som i tilfældet med lederen af Total, Patrick Pouyanné, der er ved at anlægge den 1.600 km lang olieføring EACOP i Østafrika. Han var en del af den franske officielle delegation.

Et par gange har den traditionelt kandora-klædte oliemagnat Al Jaber indkaldt til pressemøde og med uskyldsren insisteren bedyret på sin staccato facon: ”Vi arbejder hårdt. Vi følger Nordstjernen, videnskaben. Vi følger 1,5 gradsmålet”. Man kunne komme til at tænke på talsmanden for den irakiske regering, som under USA’s invasion af Irak og – mens regimet brød sammen om ørerne på ham – bedyrerede, ”Alt går godt”. Eller på Peter Sellers i filmen ”Velkommen Mr. Chance”, om en gartner der ender som folkekær præsident med intetsigende udtalelser á la ”Efter vinter kommer forår”.

I halvtomme lufthavnslignende ventesale og haller sidder nu lederne af civilsamfunds-organisationerne, sammensunkne i de umagelige sofaer. Deres reaktion på topmødet er mildest talt blandet. Gennem hele ugen har de i døgndrift holdt seminarer, møder, demonstrationer, fulgt af hundredevis af dybt engagerede klimaaktivister, der nu er rejst hjem.

Som vingeskudte fugle sidder de tidligere klimahelte nu spredte, ensomme og på lur i håb om at få pressen i tale, så de kan give et noget mere nuanceret billede end mainstreammediernes skønmaleri.

Business as usual

Udenfor rumsterer gaffeltrucks på det enorme område, Expo City Dubai, hvor klimatopmødet fandt sted. Nu tager et enormt julemarked, Dubai Winter City, over efter klimatopmødet. Juletræer sættes op. Den gamle verden går videre. Også i Emiraterne. Det officielt muslimske land går aldrig af vejen for en god forretning.

En delegeret fra Zimbabwe, Rumbidzai B Takawira, er på vej ud af plenumlokalet. Hun er lettet over resultatet:

”Vi har i Zimbabwe netop opdaget store oliereserver. Vi er ellers afhængige af kul. Med denne aftale ved vi, at vi kan fortsætte med at udnytte vore ressourcer til 2050”.

Adspurgt ser hun dog gerne, at vestlige lande bidrager til en omstilling til bæredygtig energi. Men uden finansiel og teknologisk hjælp udefra går det ikke.

”Jamen, hvis I så undlader at udvinde fossile brændsler og ”går grøn” takket være udenlandsk støtte, hvilken garanti er der så for, at der ikke kommer en slags Trump og vælter alle aftaler og begynder alligevel at udvinde kul?”

”Det skal naturligvis være bindende aftaler”.

Vestligt hykleri

Uden for går dagen på hæld, og der udspiller sig afskedsscener mellem aktivister. Victor Monetti fra Global Campaign to Demand Climate Justice er meget skuffet. For ham og mange andre aktivister stikker de vestlige lande blår i øjnene på verdens offentlighed ved at slå på tromme for en udfasning af fossile brændsler på COP’en og gå den modsatte vej på hjemmefronten.

De vestlige lande har dygtigt brandet sig som ”progressive” i offentligheden og overladt skurkerollen på topmødet til mellemøstlige olielande som Saudi Arabien.

Alligevel foregår tidens største investeringer i nye oliefelter i de store olieproducerende vestlige lande, USA, Canada, Australien, Storbritannien og Norge, fremhæver han. EU-landene presser afrikanske lande til at levere mere naturgas.

Al Jabers olieselskab ADNOC har også planer om at udvide sin olieproduktion frem til 2027. Man kunne også tænke på Danmark, som på topmødet har samlet en gruppe af ”progressive lande”. Men som samtidig forsætter den danske olieudvinding i Nordsøen helt frem til 2050 og taler om at give nye koncessioner på Thyra-feltet.

Hvert år konstaterer klimarådet, at Danmark ikke lever op til Paris-aftalens mål. Alligevel runder Dan Jørgensen klimaforhandlingerne rundt i verden fulgt af en ofte lobhudlende dansk presse. Hans overarbejdende taleskribenter leverer sublime oneliners som ”Stenalderen sluttede ikke, fordi vi løb tør for sten” eller ”Vi regeringsfolk kan forhandle med hinanden, vi kan ikke forhandle med klimaet”.

Samarbejde nødvendigt

Vincent Monetti peger på, at USA er verdens rigeste land og største producent af fossil energi. Det er også historisk verdens største udleder, idet det står for en fjerdedel af verdens udledninger af CO₂.

Derfor mener han, at USA har et ansvar for at gå forrest ved teknologisk og finansielt at hjælpe lande, som er afhængige af olieeksport, til at gennemføre en grøn omstilling. Han mener, det også skal gælde et land som Saudi Arabien, selv om landet ikke ligefrem burde lide af akut pengenød.

”USA kom til topmødet med gode ord, men ingen handling og ingen penge”, siger Monetti.

Det gælder generelt, at der ikke er konkrete planer om investeringer og tilvejebringelse af pengemidler. Slutdokumentet taler om en tredobling af brug af vedvarende energi og en fordobling af energieffektiviseringstiltag frem til 2030. Der tales også om at forbedre tredjeverdenslandes adgang til finasieringsmuligheder.

Men der er intet konkret om, hvordan man fører intentionerne ud i livet. Der lægges op til, at private midler skal spille en nøglerolle. Men foranstaltninger for at klæde fattige lande på til at modstå klimaforandringerne giver ikke afkast.

En stor landvinding på COP28 var førstedagens annoncering af en fond til dækning af tab og ødelæggelser forårsaget i de fattige lande af de rige landes CO₂-udledninger. Men kun 800 mio. dollars er indtil videre overført til fonden. Det reelle behov er anslået til trillioner, men vil vokse med de stigende udledninger. USA har lovet sølle 17,7 mio. dollars.

På verdensplan står fossil energi fortsat for 80 procent af energiproduktionen. Årligt gives der 7.000 milliarder dollars i subsidier til fossile industri. Den netop indgåede klimaaftale taler kun om at droppe ”ineffektive” subsidier.

Temperaturen på planeten er i dag gennemsnitlig 1,3 grad over starten af den industrielle æra. Faretruende tæt på Paris-aftalens loft på 1,5 grad, som allerede kan indebære, at Maldiverne og andre øer oversvømmes, og at voldsomme, uforudsigelige klima-effekter udløses.

Teknologi som redningsplanke

Også USA’s tidligere vicepræsident Al Gore taler om den nye klimadeklarations mange ”smuthuller” og beklagede, at den fossile industri fik lov at sætte store, sorte fingeraftryk på dokumentet.

Et af de smuthuller i klimaaftalen, som klimaaktivister protesterer imod, er, at der tale om ”nettoudledninger på nul fossil energi” i 2050.

Ideen er, at man kan opfange og lagre CO₂, der udledes. Resultatet ville så være, at man gladelig kan fortsætte med at udlede CO₂, også efter 2050.

Tilsvarende ønsker det konventionelle landbrug at satse på teknologiske løsninger for at mindske køers og fårs udledninger af metan drivhusgasser. Her er ideen at fortsætte den sundhedsskadelige og potentielt smittefarlige animalske produktion, der lægger beslag på en tredjedel af jordens isfrie land. Områder, hvor der i stedet kunne være CO₂-lagrende skov (yderligere 26 procent af Jordens landoverflade bruges angiveligt til græsning).

Ingen af de nævnte teknologier er bare i nærheden af at være udviklet i en grad, så de kan have nogen betydning i årene frem til 2030, som slutdokumentet kalder et ”afgørende årti”.

Det er endvidere første gang, et COP-topmødes sluttekst nævner atomkraft som en del af løsningen. Her har fx fransk og amerikansk atomindustri tydeligvis skubbet på, så skrantende nationale industrier kunne få adgang til nye globale markeder. Med faretruende konsekvenser, al den stund problemet med opbevaring af radioaktivt affald ikke er løst.

Atomenergi rejser i modsætning til vedvarende energi også vidtrækkende problemer i forhold til koncentration af magt og nødvendighed af øget kontrol og sikkerhed.

Mest skræmmende er måske science fictionagtige løsninger, geoengineering. som private selskaber promoverede i sideevents på topmødet. Fx ideen med at sende svovlpartikler op i atmosfæren, så partiklerne kan reflektere noget af solens stråling væk fra Jorden. Problemet er bl.a., at forskerne ikke aner, hvordan det ellers påvirker klimaet. Der ville også fortsat være klimaforandringer og afledte effekter – såsom forsuring af havene.

Er tiden løbet fra klimatopmøder?

Dagen før afslutningen løber jeg ind i en kendt dansk TV-vært. Han er stolt over netop at have lavet et TV-program om dyrkning af svampe i Dubais ørken. Måske et lille håb for en fremtid under ekstreme temperaturer?

Jeg møder også det danske folketingsmedlem, løsgængeren (tidligere Alternativet) Theresa Scavenius. Hun sagde, at det bedste måske havde været, at klimatopmødet var brudt sammen.

Hun taler om topmødet som ”del af politisk teater, politisk cirkus, hvor man fuldstændig har mistet øjnene for bolden, og nu snakker alle om nogle ord i en tekst, som om det er det, vi har brug for. Hvad vi har brug for, er politisk aftale, der har reel handling og beslutning i sig. Men nu er det nærmest sådan, at man er kommet dertil, hvor man er glad, bare fordi man må nævne noget med fossil. Det er dér, vi er. At det i sig selv at nævne det ord “phase down” eller ‘fossil energi”, det skulle være noget. Vi skal have perspektiverne på og sige, at i forhold til, hvad der er brug for, er det ingen ting”.

Scavenius peger på NGO-kravet om en “ikke-spredningstraktat for fossile brændsler” som en vej frem. Ideen er at lade sig inspirere af den internationale traktat mod personelminer, hvor bl.a. USA stred imod. Her lykkedes det at skabe et folkeligt pres uden om modstridende lande og få en traktat underskrevet af foreløbig 164 lande. Tilsvarende kunne man tilvejebringe en traktat vendt mod brugen af fossil energi. Initiativet om ikkespredningsaftale for fossile brændsler har foreløbig fået en halv million underskrifter. 

COP-topmødernes begrænsninger er velkendte. Beslutninger skal træffes i enstemmighed, hvilket fx betyder, at et enkelt olieland kan spænde ben. Der er ikke tale om bindende beslutninger med sanktioner i tilfælde af ikke-overholdelse. Det civile samfund er ikke inddraget.

Hertil kommer modsætningerne mellem de indgåede aftaler og de internationale finansierings- og handelsregler. Og lobbyisternes indflydelse og, i lande som Emiraterne, sidste års COP-vært Ægypten og næste års vært, Aserbajdsjan, eller manglen på frihedsrettigheder som retten til at demonstrere.

Selv om klimaaktivister endnu engang er delvist skuffet, ønsker de færreste, at COP’erne sløjfes. Uden COP’erne ville verden efter al sandsynlighed være værre stillet, idet indgåede aftaler sandsynligvis har sat gang i visse processer i forhold til en grøn omstilling, finansiering m.v., hvor mangelfulde disse processer og denne finansiering end har været hidtil.

Men det er klart, er, at COP-processen slet ikke er nok. Det vigtige er at fastholde et stadigt pres på beslutningstagerne resten af året. På den måde er det med international klimapolitik som med sund kost. Det vigtige er ikke det, du spiser mellem jul og nytår, men det, du spiser mellem nytår og jul.

Som klimaaktivisten David Cormand siger i dagbladet Le Monde: ”Vi skal ikke undvære COP’erne. Men vi skal tænke over supplerende strategier”.