COP28: Realister eller drømmere i Dubai

“Måske er jeg en drømmer”, siger den franske stjerneklimatolog Jean Jouzel til mig, da jeg spørger til hans “klimarealisme”. Der synes at gå en svag trækning af smerte over den klejne mands fint ciselerede ansigtstræk.

76-årige Jouzel har deltaget i 21 klimatopmøder og er en førende ekspert på verdensplan i klimastudier på baggrund af gletsjere. Han ved godt, hvad mit spørgsmål refererer til. Sidste sommer stillede han nemlig op til et konvent afholdt af den franske arbejdsgiverforening MEDEF.

Han holdt indlæg om på baggrund af videnskaben at holde den globale opvarmning i forhold til begyndelsen af den industrielle æra under to grader som forudset af Paris-aftalen og helst 1,5 grad som efterfølgende fastslået. Derfor skal brugen af fossile brændstoffer – olie, kul og gas – udfases.

Han fik en iskold modtagelse. “Jeg er ked af det, Jean”, sagde direktøren for Frankrigs store olieselskab Total, Patrick Pouyanné, til Jouzel, “jeg lever i den virkelige verden. Verden higer efter olie, og det vil jeg levere”, fortsatte han og modtog stor applaus fra de fremmødte arbejdsgivere.

Pouyanné, som fx står bag olierørledningen EACOP i Uganda, der indebærer forflytning af 100.000 mennesker og ødelæggelse af Nationalparken Murchison Falls, er langt fra alene om at holde fast i den for planeten dødbringende fossile æra.

Også i Danmark har en pensionskasse som PFA Pensions direktør Rasmus Bessing forsvaret, at selskabet investerer 4,5 mia. kr. i olieselskaber, der udvider deres oliefelter. Det erklærede håb er, at man kan opmuntre olieselskaberne til at flytte deres investeringer over til den grønne energisektor.

Det forbliver dog et fromt håb, al den stund oliepriserne er i top. FN’s klimapanel har slået fast, at der ikke må igangsættes nye eftersøgninger efter olie, kul eller gas, hvis 1,5 grads-målet skal fastholdes. “Jeg skal administrere mine medlemmers pensioner”, lyder Bessings svar på kritikken. Også pensionskassen Danicas direktør Søren Lockwood har valgt at satse massivt på fossil energi med en investering på 3,5 mia. kr.

Olie og uvirkelighed i Dubai

Byen Dubai, hvor klimatopmødet foregår, er et ud af syv emirater, som udgør Emiraterne. Landet er bogstaveligt talt bygget på olie. For seks årtier siden var sandbankerne ud mod den persiske golf beboet af beduiner, der dykkede efter perler fra små fiskerlandsbyer.

Jeg tænker på min onkel Poul Rovsing Olsen, som var musiketnolog. Han rejste i 1958 til Bahrain, længere oppe ad kysten og optog bl.a. perlefiskernes sang som led i sit musiketnografiske arbejde. Det var en særlig sang, der angiveligt skulle sikre, at dykkerne kom op til overfladen i tide. Historien går, at de dykkede uden dykkermaske, men de vidste, at når sangen nærmede sig enden, var tiden inde til at søge op til overfladen.

Allerede i 1958 klingede perlefiskernes sang ud. Perlefiskeriet var fortid. Olieeventyret ved Den Persiske Golf var ved at starte. I det mindste dokumenterer en CD – som er tilgængelig på Det Kongelige Biblioteks læsesal – perlefiskernes sang.

I dag er det ikke perlefiskernes sang, der fortæller menneskeheden, at den risikerer at blive kvalt i fossil energi, hvis ikke den dropper brugen af olie, gas og kul, som står for henved 80 procent af drivhusgasserne. Det er rapporterne fra FN’s klimapanel, som for længst har slået fast, at verden skal udfase brugen af fossile brændstoffer, hvis vi skal undgå, at store dele af planeten bliver ubeboelig som følge af ekstreme vejrfænomener.

Og Dubai er nu vært for det årlige klimatopmøde, som for håbefulde klimaaktivister gerne skulle være begyndelsen på enden for de fossile brændstoffers æra.

Men det er fundet af fossile brændstoffer, olie, som har skabt Emiraternes rigdom. Den største by i Emiraterne er Dubai. Byen synes at være vokset ud af ørkenen som et fatamorgana. Hvor der blot var sand og vand, er der i dag på denne kyst alt, hvad penge kan købe sig til. Skyskrabere rejser sig som bjergkæder og har de mest spektakulær former. Buede, spidse, runde. Om natten lyser de med geometriske figurer i den kulsorte ørkennat.

Det ord, der umiddelbart falder én ind, når man bevæger sig igennem den ene skyline efter den anden i Dubai, er “mindblowing”. Fascinerende. Men også skræmmende, som horisonten lukkes af himmelstormende bygninger.

I i lufthavnen i Frankfurt på vej hertil faldt jeg i snak med biologen Mary, en ingeniør fra Boulder i Colorado i USA. Hun var også på vej til COP28. Hun fortalte, at Dubai er en økologisk katastrofe. “Det er ikke meningen, at der skal være en millionby midt i en ørken!” Nye kvarterer er opført ude i vandet på kunstige øer. Angiveligt med katastrofale konsekvenser for strømforhold i vandet og det marine liv. ”Der er ingen adgang til drikkevand. Det må transporteres dertil”.

Drøm eller dommedag i Dubai

Næsten ingen, jeg falder i snak med, er fra Emiraterne. Statistikkerne taler deres tørre sprog: 85 procent af befolkningen er indvandrere, de fleste fra Nepal, Bangladesh og Pakistan.

I lobbyen på Hotel Millenium Place, der ligger ud mod en gigantisk galopbane, falder jeg i snak med den unge ejendomsmægler, Benjamin Mossman. Han er tilflytter fra England og sælger lejligheder i Dubai. Han fortæller med begejstring: “Dubai er det frieste sted i verden. I England drukner vi i regler. Her kan man som iværksætter starte med at arbejde fra dag 1”.

Drømmen om et bedre liv i den rige emiratstat lokker millioner af tilflyttere til. For mange bliver drømmen undertiden til et mareridt. Jeg taler med Mahiir fra Indien, som kører taxa. Han har boet i Emiraterne i otte år og var madudbringer de første år. Som taxachauffør har han en enkelt fridag hver anden måned. Han fortæller dog, at han for tre år siden sagde sit job op for i seks måneder at flytte tilbage til Indien, hvor han blev gift.

Historier om det hårde migrantliv er i dag lige så udbredte, som perlerne var ude i bugten i gamle dage. I Dubai har olien i dag langt mindre betydning end i emiratet Abu Dhabi.  Dubai har genopfundet sig selv som shopping-mekka, ejendomsinvesteringssted og turismemagnet med verdens største kunstige skibakke og verdens højeste tårn. Rigdommen er ikke længere så meget baseret på udvinding af olie som på udnyttelse af arbejdskraft.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch dokumenterer i en nylig rapport, hvordan migrantarbejdere er underlagt et såkaldt sponsorsystem, hvor deres opholdstilladelse i landet er hængt op på deres arbejdsgiver. Det betyder, at de er i landet på arbejdsgivernes nåde. De må også acceptere store afgifter til rekrutteringsbureauer for at få en kontrakt. De beretter om tyveri af løn foruden arbejdsforhold med ekstreme temperaturer om sommeren.

Den fossile æra fortsætter

Nu hvor klimatopmødet synger på sidste vers, og de olieproducerende lande stiller sig på bagbenene, synes det klart, at klimaaktivisternes forhåbning om begyndelsen på enden for den fossile æra var lidt naiv. Forhåbningen gik på, at den afsluttende deklaration ville indeholde en formulering, der lagde an til en udfasning af fossile brændstoffer.

Det ville for så vidt være en indlysende konklusion, når de fossile brændsler som sagt skaber klimaforandringerne. Men trods 28 topmøder har COP’erne undladt at kræve en udfasning af de fossile brændsler. Først ved klimatopmødet i Glasgow i 2021 blev fossile brændsler (dog kun kul) overhovedet nævnt. Nu er vinduet ved at lukke, for at drastiske tiltag kan hindre en temperaturstigning ud over 1,5 grad.

Da jeg fredag aften overværede forhandlingerne og på skift hørte Irak og Saudi Arabien tage ordet, var det tydeligt, at de olieproducerende lande ikke stille og roligt har tænkt sig at slippe deres guldæg.

Med dens stenrige overklasse med forvoksede SUV’ere, boliger og private jetfly, med sine ekstravagante indkøbscentre og sin lufthavn, der er en af de store internationale hubs, er Dubai vel også et af de mindst sandsynlige steder for et farvel til den fossile æra.

Præsidenten for COP28 er sultan Al Jaber, direktør for Emiraternes statslige olieselskab ADNOC, og landets olieminister. På mange måder har modstanderne af omstillingen – lobbyisterne fra olieindustrien og konventionelt landbrug – haft en markant tilstedeværelse på COP’en.

Den fossile lobby er stærkt repræsenteret ved COP28

Ved morgenbuffeten på mit hotel løber jeg ind i Rachel Rose Jackson. Hun er fra NGO’en Corporate Accountability. Organisationen har sammen med andre NGO’er i årevis presset på for en offentliggørelse af navnene på deltagerne ved klimatopmødet. I år er det lykkedes. Sammen med 15 frivillige har hun gennemgået Excel-ark med navne på de henved 100.000 tilmeldte. Resultatet er skræmmende: Der er 2.456 med forbindelse til olieindustrien. Oprindelige folk – som spiller en nøglerolle i forhold til bevarelse af skov og anden natur – har i alt kun ca. 600 repræsentanter på konferencen.

Presset fra den fossile industri kan være meget direkte. Over 100 lande har på topmødet krævet, at fossile brændsler udfases. Men fredag afslørede dagbladet The Guardian, at oliekartellet OPECs generalsekretær Haitham al-Ghais havde sendt en skrivelse ud til OPECs medlemslande, som advarede mod, at der på topmødet i Dubai risikerede at blive skabt et momentum for udfasning af fossile brændsler.

Al-Ghais opfordrede medlemslandene til at vende sig mod enhver formulering i slutdokumentet, som sætter fokus på udfasning af fossile brændsler i stedet for bare udledninger af CO₂. Rationalet er, at udledninger fra fossile brændsler kan mindskes gennem opfangning og lagring af CO₂, så det undgås af den når ud i atmosfæren.

Videnskaben afviser, at den slags teknologiske løsninger inden for det næste årti kan gøre mere end en marginal forskel. Måske noget der svarer til 2-3 procent af udledningerne, sagde Jean Jouzel til mig.

Også landbruget – hvis kødproduktion er en af de store drivkræfter bag klimaforandringerne – har sine lobbyister på topmødet. Da jeg besøgte den franske pavillon på topmødet, var en deltager i en paneldiskussion ved at besynge kødproduktionens herligheder.

Lige overfor ligger den danske pavillon, og her er det Landbrug og Fødevarer, som senere samme dag fortalte om sine teknologiske fix. I den særlige pavillon for Amazonas er det JBS, Brasiliens store producent at oksekød, som er hovedsponsor. Verdensnaturfonden WWF har dokumenteret, at kvægdrift er skyld i 80 procent af afskovningen af Amazon-junglen. Oprindelig regnskov ryddes for at give plads til græsning.

Klimatopmødet kom ellers lovende fra start. Allerede på førstedagen var en fond for tab og skader, som fattige lande har lidt som følge af de rige landes CO₂-udledninger, på plads. Det har i mange år været et ønske fra ulandenes side, som var blevet afvist af i-landene, der frygtede at skulle stå til regnskab for deres historiske ansvar for klimaforandringerne.

Men som videnskabsmanden Joel Jouzel tørt bemærker, batter det ikke rigtig med sådan en fond, hvis CO₂-udledningerne bare fortsætter og påfører stadig flere skader, der skal kompenseres for.

Under de afsluttende forhandlinger på klimatopmødet sagde præsidenten for Marshalløerne, David Kabua angiveligt: ”Der findes ikke nok kapital i denne verden til at yde kompensation, hvis Marshalløerne opsluges af havet”.