"The Almighty’s Reaction to the Death of Some Mullahs". Illustration: Ali Ferzat / Iranwire
11 min. læsetid

Hvorfor forsøgte det iranske præstestyre at tie advarsler om corona ihjel? Virussen afslører et regime, som lader sit folk lide i kampen om at holde på magten.


Af Emil Vatani

Corona-pandemien har ramt verden over – både rige, mindre rige og fattige lande. Inden for det kapitalistiske samfunds rammer – som i høj grad er styret af jagten på profit – har den konkrete politiske form og tilstand i et land naturligvis en betydning i forhold til, hvordan corona-krisen bliver håndteret.

I Iran, hvor det politiske system er et diktatorisk præstestyre, og hvor tyranni er en del af folks hverdag, har konsekvenserne af et presset regimes forsøg på at overleve ved magten stor indflydelse på kampen mod corona.

Myndighederne i Iran var allerede tidligt i februar klar over, at corona-virussen var nået til Iran og var en trussel. Flere læger havde råbt op om konstaterede tilfælde, men fik af myndighederne hurtigt besked om, at de skulle tie. Hvorfor ønskede det iranske regime at tie lægernes opråb ihjel, og nedtone alt omkring udbruddet af Corona-virus i februar? Svaret skal særligt findes i to begivenheder.

Revolutionsdags-fejring no matter what

Særligt efter de meget store og landsdækkende demonstrationer i mange iranske byer mod regimet i november 2019, samt den seneste tids postyr i forbindelse med det amerikanske drab på den iranske general Qassem Soleimani i starten af januar i år, var det særligt vigtigt for det iranske regime i forbindelse med den årlige begivenhed, revolutionsdagen 22. Bahman (11. februar efter gregoriansk kalender, red.) at kunne mobilisere en stor gruppe mennesker i gaderne til at manifestere regimets styrke. Dette skulle corona-virussen i hvert fald ikke sætte en stopper for.

At myndighederne var bevidste om corona-udbruddet og truslen først i februar, blev bl.a. understreget af, at de regime-folk – som var på det årlige besøg hos den øverste leder Khamenei i forbindelse med fejringen af revolutionen – gennemførte deres besøg med stor afstand til Khamenei for at beskytte ham. Normalvis kysser de besøgende også Khameneis hånd for at vise respekt og underkastelse, men også denne del af ceremonien var aflyst i år. Derudover har flere personer inden for regimet afsløret, at man allerede tidligt var bevidste om udbruddet, men holdt informationerne nede.

Parlamentsvalg

Derudover var der 21. februar parlamentsvalg i Iran, hvor regimet allerede på forhånd frygtede gevaldigt for den mulige, lave valgdeltagelse, da de godt selv er klar over, at størstedelen af befolkningen ikke gider deltage i deres såkaldte ”valg”, og at truslen om corona blot ville gøre fiaskoen endnu større. De ville ligesom på revolutionsdagen ikke risikere, at de – som ville afgive deres stemme – alligevel blev hjemme. Khamenei udtalte sågar efter valget, at Irans fjender havde forsøgt at holde folk fra at stemme ved at overdrive corona-truslen.

Både revolutionsdagen og parlamentsvalget blev en fiasko for det iranske regime. De formåede hverken at mobilisere deres tilhængere i særlig stor grad, eller at få flere ud for at stemme. Det på trods af, at det iranske regime normalt altid tvinger og truer eksempelvis arbejdspladser og skoler til at deltage i deres manifestationer, så de kan fremstille sig selv som ”folkelige”.

Oven i alt det nægtede det iranske regime indtil for nylig at lukke hellige, religiøse seværdigheder ned, bl.a. i byen Qom, hvor antallet af smittede er eksploderet. Det i kombination med ovenstående begivenheder har været hovedårsagerne til, at regimet ikke har ønsket at tale højt om corona og sætte ind over for det i god tid – regimet har prioriteret sin egen dagsorden.

22. Bahman – eller 11. februar – fejres årsdagen for den Islamiske Revolution i Iran. Præstestyret bruger dagen til massiv propaganda, hvilket i år ikke mindst var vigtigt i skyggen af mordet på general Qassem Soleimani. Blandt andet af den grund valgte man at overhøre advarsler fra sundhedspersonale om coronavirussen. Fotograf: Sonia Sevilla / Wiki Commons

Regimet er krisens vinder

Senest afslog det iranske regime – af årsager som kan synes uransagelige for mange – sågar nødhjælp fra Læger Uden Grænser, som ville sætte et felthospital i stand i byen Isfahan til at behandle smittede. Derudover er mange af de iranske NGO’er, som vil hjælpe de syge og organisere flere hænder til at yde hjælpen, blevet truet og forhindret i deres arbejde. Tilmed har Iran bl.a. modtaget en hel del forsyninger fra WHO og Japan. Alle højtstående personer i regimet er blevet testet, imens almindelige folk som er syge, ikke kan blive testet blandt andet på grund af manglende testudstyr.

Derudover sidder regimets folk for det meste isoleret i sikkerhed med de bedste muligheder og adgang til forsyninger samt gode læger. Trods de hårdt kæmpende læger og sygeplejersker på de iranske hospitaler, er det altså befolkningen, som endnu engang betaler den højeste pris. Faktisk har Japan sendt millioner af dollars til Iran i støtte, mens EU har besluttet at sende 20 millioner euro i støtte, og Iran har anmodet Den Internationale Valutafond (IMF) om et lån på flere milliarder kroner. Det er dog som altid med det iranske regime meget usikkert, hvordan disse penge bliver brugt – og hvor de egentlig ender henne.

“Hvis der skal peges på en vinder i denne krise, må det være regimet. Corona-virussen har for en stund – og forståeligt nok – sat en fuldstændig dæmper på al politisk aktivitet hos befolkningen, som blot kæmper for at overleve og komme igennem virusudbruddet”

Hvis der skal peges på en vinder i denne krise, må det være regimet. Corona-virussen har for en stund – og forståeligt nok – sat en fuldstændig dæmper på al politisk aktivitet hos befolkningen, som blot kæmper for at overleve og komme igennem virus-udbruddet. Det har for en stund givet regimet andre ting at koncentrere sig om end at holde sin egen massivt utilfredse befolkning nede fra at vise deres protest mod regimet gennem fx demonstrationer og strejker. Det plejer ellers at være det iranske regimes største daglige hovedpine under mere normale omstændigheder.

Fra cover-up til nedlukning

Efter parlamentsvalget var overstået er skoler og universiteter den seneste måned blevet lukket ned i Iran. Det iranske regime er grundet situationens alvor blevet nødsaget til at tage nogle af WHO’s anbefalinger til sig. Mange butikker holder lukket, og befolkningen er generelt blevet påpasselig og holder sig hjemme. Parlamentet er også blevet suspenderet på ubestemt tid, efter mere end 8% af parlamentsmedlemmerne har fået konstateret corona.

Men situationen for småhandlende og arbejdere på de store fabrikker er en hel del værre. De store industrier kører på fuldt blus, mens arbejderne lider og er stærkt udsatte under de dårlige arbejdsforhold. De kan heller ikke bare blive hjemme, da de så kan miste deres arbejde – og der er ikke noget sikkerhedsnet, som i det tilfælde griber dem. Situationen er ligeledes svær for de mange gadesælgere, hjemløse og gadebørn, som fuldstændig mister muligheden for at opretholde deres i forvejen minimale indtægter fra gadesalget på grund af tomme gader. Endnu værre er situationen for indsatte i de iranske fængsler, som er spærret inde under usle, stærkt uhygiejniske forhold. Godt nok har det iranske regime oplyst, at de har løsladt 70.000 fangere for at undgå smittespredning i de iranske fængsler, men alligevel sidder mange tusinder bl.a. politiske fangere stadig indespærret – af dem er gået i sultestrejke i protest mod de dårlige forhold.

Næsten 40.000 er konstateret smittede i Iran, og over 2.500 er døde. Der er dog som altid god grund til at betvivle disse ”officielle” tal fra de iranske myndigheder, som med stor sandsynlighed er stærkt underdrevet. En person fra WHO udtalte, at det virkelige tal med stor sandsynlighed er i hvert fald 5 gange så stort. Hospitalspersonale som på de sociale medier viser den virkelige situation fra hospitalerne, er i flere tilfælde blevet arresteret. Derudover bliver der rapporteret om bunker af lig transporteret på ladbiler til massegrave, og massevis af folk som falder om og dør på hospitaler grundet manglende ressourcer.

‘Vakil Bazaar’ i Shiraz. Gadesælgere udgør en betragtelig del af arbejdslivet for særligt den fattige del af befolkningen. De tomme gader gør det svært for denne – i forvejen pressede – lavindkomst-gruppe at få tingene til at hænge sammen. Fotograf: Diego Delso

Sanktioner og magtkamp

Flere har i denne seneste krisetid fremhævet de amerikanske sanktioner mod Iran som et vigtigt omdrejningspunkt for Irans dårlige Corona-tilstand. Sanktionerne har betydning for forholdene i Iran, og rammer mest af alt den almene befolkning, som sådanne typer sanktioner altid har gjort. Men det er først og fremmest det iranske regime og dets prioriteringer, som er hovedproblemet.

Den iranske befolkning har i mange år været fanget som gidsler i magtkampen mellem USA og det iranske regime om at vinde mest mulig magt i Mellemøstregionen. I denne magtkamp er det iranske regime dybt afhængige af sine alliancer rundt om i regionen med bl.a. Assad i Syrien, Hezbollah i Libanon, og andre shia-islamiske grupper i bl.a. Irak og Yemen, som modtager mange forskellige former for støtte fra det iranske regime.

Det var blandt andet på grund af det forhold, at Khamenei og hans fløj i regimet for nyligt stod imod, at Iran skulle underskrive en aftale med FATF (Financial Action Task Force, red.) om tiltag mod hvidvask og terrorstøtte. Det ville have besværliggjort, at regimet fortsat kunne sende penge til de Iran-støttede regeringer og grupper i udlandet. Efter at have forlænget fristen for at underskrive aftalen flere gange, har FATF nu blacklistet Iran som terrorstøtte, hvilket gør det endnu mere besværligt at gennemføre transaktioner med de iranske banker. Det har selvsagt store konsekvenser for både virksomheder og befolkningen i Iran.

“Sanktionerne har en betydning for forholdene i Iran, og rammer mest af alt den almene befolkning, som sådanne typer sanktioner altid har gjort. Men det er først og fremmest det iranske regime og dets prioriteringer, som er hovedproblemet”

Den iranske civilbefolkning er med andre ord dem, som på alle måder lider under magtkampen mellem de forbryderiske regimer. De interne magtkampe i regimet har også betydning for corona-bekæmpelsen i landet. Revolutionsgarden har som en magtdemonstration proklameret, at de vil overtage kontrollen med bekæmpelsen af corona i Iran. Det har bl.a. fået de iranske sundhedsmyndigheder til at brokke sig over, at Revolutionsgarden blander sig for meget i deres arbejde, og dermed forhindrer en optimal bekæmpelse af udbruddet.

Problemerne i Iran før, under og efter corona-krisen strækker sig altså langt ud over sanktionerne. Man skal være opmærksom på, at argumentet om sanktionernes betydning i denne krisetid ikke afleder kritikken rettet mod det iranske regimes egen katastrofale håndtering af krisen. Det iranske regime har haft mulighed for at reagere i god tid, og har finansiel kapacitet til at give støtte til alle udsatte dele af samfundet under denne krise, hvis de ville, men vælger helt bevidst ikke at gøre nogle af delene. Det iranske regime har aldrig bekymret sig om sin egen befolknings forhold og tilstand – så det er ikke nogen stor overraskelse, at de heller ikke gør det i denne situation.


Emil Vatani er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet med speciale i Iran. Han har selv iranske rødder.