Corona-krisen og den europæiske fagbevægelse

Corona-krisen og den europæiske fagbevægelse

Af Peter Raben,

Alle europæiske lande er hårdt ramt af Corona-krisen, nogle mere end andre. Et fællestræk er dog, at mange almindelige lønarbejdere betaler prisen for samfund og arbejdspladser, der er lukket ned i større eller mindre grad. I de fleste lande har arbejderklassen i forvejen været i en presset situation gennem mere end 10 år.

Bagtæppet for Corona-krisen er finanskrisen i 2008 og dens følger i form af økonomisk stramme tider med lav vækst. I årene efter finanskrisen har den økonomiske vækst været væsentligt lavere end før krisen og i det højeste år været på 2,4% og i det laveste på -0,9% for EU samlet, men forskelligt landene imellem. I 2020 forventes minusvækst - et skøn siger -7,4%, men med store forskelle fra land til land.

I perioden efter finanskrisen er også lønningerne gået ned bl.a. målt som andel af BNP i årene 2009-2019 med det største fald i lande med euro - værst i Irland med et fald på 19%, men også i Danmark - her har der været et fald på 3%, I Sverige har der kun været et minimalt fald. Lønandelens fald kan delvist tilskrives pres fra EU. Ifølge ETUC har EU-Kommissionen i årene 2011-2018 givet 50 anbefalinger til medlemslande om at dæmpe lønudviklingen og 38 om at begrænse tryghed i ansættelsen og forhandlingsretten.

I perioden efter finanskrisen har inflationen dog været lav, så en del af lønarbejderne har nogenlunde kunnet beholde købekraften og undgå et reallønsfald. For andre ser det anderledes ud. I de sydeuropæiske og nogle østeuropæiske lande er især offentligt ansatte, men også privatansatte blevet sat ned i løn eller i arbejdstid. Antallet af deltidsansatte er steget først og fremmest blandt kvinder, men i stigende grad også blandt mænd og for mange er det ufrivilligt. Også antallet af løstansatte - det såkaldte prekariat - er steget, ligesom arbejdsløsheden er øget ikke blandt mindst unge.

Mange lønarbejdere døjede derfor stadig med eftervirkningerne af finanskrisen, da Corona spredte sig over hele Europa og sendte mange i arbejdsløshed eller på nedsat tid eller arbejdsfordeling, hvilket primært ramte privatansatte. En del blev sendt på hjemmearbejde (nogle på nedsat tid og løn) ligesom mange i den offentlige sektor, såfremt de ikke udførte samfundskritiske funktioner inden for især sundhed, pleje, politi, beredskab, kriminalforsorg, forsyning og transport.

Både den europæiske fagbevægelse og de nationale fagbevægelser var lige fra starten opmærksomme på de mange udfordringer, som store dele af deres medlemmer blev udsat for med Corona-smittens indtog, og de har især tre fokuspunkter:

- sikre og sunde arbejdsforhold

- ordentlig løn til frontpersonalet

- hvem skal betale krisen?

Sikre og sunde arbejdsforhold:

Næsten lige fra starten af Corona-smittens indtog blev især medarbejdere i sundhedssektoren og snart også plejesektoren sat i en presset situation. Både med stort arbejdspres og lange vagter på grund af mange indlagte med Covid-19 på hospitalerne og i mange lande også en hastig udbredelse af smittede på plejehjem. Sundhedspersonale måtte i nogle tilfælde arbejde, selv om de var smittede eller var i tvivl, om de var smittede. Det kneb ofte med test-kapaciteten, så indkredsning af smittekilder og -kæder var en stor udfordring.

En anden stor udfordring var mangel på værnemidler, som i de fleste lande i første omgang blev prioriteret som vigtige for sundhedspersonale, mens plejepersonale og andre grupper med stor kontakt til borgere i risikogrupper havde svært ved at få tildelt værnemidler, ligesom der også var usikkerhed om kvaliteten og effekten af især hastigt leverede mundbind. Mere forskelligt var anvendelsen af andre smittehæmmende foranstaltninger som afstandskrav og nedlukning både landene imellem og internt i nogle lande med varierende regler i regioner eller delstater, som fx Spanien og Tyskland, hvilket medførte forvirring og bekymring både blandt offentligt og privat ansatte med borgerkontakt. I løbet af efteråret og vinteren er foranstaltninger og restriktioner i mange lande først blevet lempet og siden skærpet igen – især i tiden op til jul/nytår. Det har også i arbejdsmæssig sammenhæng for langt de fleste haft konsekvenser og bidraget til Corona-træthed og -tristhed, selv om vacciner er blevet udviklet, godkendt og under distribution.

Ved anden bølge af Corona i eftersommeren og efteråret er antallet og udbredelsen af værnemidler nogenlunde på højde med behovet; men andre problemer dukker op. Nogle mennesker med langvarig arbejdsmæssig brug af især mundbind får ikke blot gener, men også skader i form af udslet og hudlidelser, ligesom der er mistanke om, at de svært nedbrydelige en gangs-mundbind kan indeholde sundhedsskadelige kemiske stoffer. Senfølger af at have været smittet med Covid-19 viser sig også hos en del mennesker uanset alder og sværhedsgrad af den overståede smitte med hel eller delvis uarbejdsdygtighed og kortere eller længere sygefravær fra arbejdspladsen til følge. Samtidig er især sundhedspersonale udsat for et stort arbejdspres – i bl.a. Italien, Frankrig, Storbritannien og til dels Sverige er nogle sygehuse igen ved at være fyldt op med patienter, medarbejdere pålægges på nogle hospitaler at gå smittede på arbejde.

Både helbredsmæssigt og psykosocialt er medarbejdere hårdt presset i flere brancher – især i sundheds- og plejesektoren. I Irland var 10.000 ansatte inden for dette område smittet med Covid-19 ifølge fagforbundet Forsa. I Baskerlandet har 9 fagforeninger gennemført lokale strejker siden oktober med en større aktions-dag d. 28. januar som kulminationen for at gøre opmærksom på et stort arbejdspres, dårligt arbejdsmiljø, mange løst ansatte og privatisering. Ansatte i det private spanske plejefirma Vitalia har strejket i protest imod pålæg om dobbeltvagter og manglende værnemidler, der var årsag til, at 24 ansatte og 84 beboere blev smittet – 13 af dem døde.

I Storbritannien har fagforeninger demonstreret for et krav om flere penge til sundheds- og plejesektoren, og fagforbundet GMB har i Wales opnået fulde sygedagpenge for ansatte, der er sygemeldt med Covid-19 eller i isolation. I Rusland har fagforeninger trods negative reaktioner fra sygehusledere og myndigheder via møder og sociale medier forsøgt at sætte fokus på de pressede forhold i sundhedssektoren med ønsker om bedre økonomisk og praktisk støtte til smitteramte og deres genoptræning samt mere inddragelse af medarbejderne i foranstaltninger til at modvirke smitteudbredelse.

I Schweiz indgår en række fagforbund i en alliance for sikre bedre arbejdsforhold i sundhedssektoren og har efter en aktionsuge sidst i oktober sendt en appel til Forbundsrådet om ekstra penge til værnemidler i forbindelse med anden bølge af Corona-smitten, bedre inddragelse af medarbejderne i forbindelse med smittebekæmpelse samt styrkelse af det besparelsesramte offentlige sundhedsvæsen.

Også ansatte på tandklinikker har været bekymrede over at blive udsat for smittefare. Det danske arbejdstilsyn gav i foråret flere påbud til tandklinikker efter 23 anmeldelser foretaget af HK, der i januar i år efter indførelsen af nye restriktioner, som ikke omfatter tandklinikker, har opfordret Sundhedsministeriet til at lukke for alt andet end akutte tandbehandlinger af hensyn til personalets sikkerhed.

Ligesom i Danmark er ansatte i tyske børnehaver bekymrede over, at institutionerne trods den eskalerede smitte fortsat skal holde åbent. Ver.di oplever stigende sygefravær blandt frustrerede og pressede medarbejdere og kræver derfor mere klare regler, så ansvaret for en forsvarlig udformning af forholdsregler ikke i for stor udstrækning overlades til ansatte og forældre.

Bedre inddragelse af og forhandling med de faglige organisationer er krav i en række lande og også fra den europæiske fagbevægelse markeret bl.a. ved den årlige aktions-dag for sundhedssektoren d. 29. oktober, der sidste år havde stærkt fokus på Covid-19 med krav om et sikkert arbejdsmiljø. Dagen før gennemførte EPSU, der er de offentligt ansattes gren af ETUC, et webinar om sundheds- og plejepersonales menneskerettigheder i samarbejde med Amnesty, der har afdækket, at på verdensplan var indtil da over 7.000 ansatte i disse sektorer døde af Covid-19. Udover tilstrækkeligt med effektive værnemidler og andre foranstaltninger er kravet fra den europæiske fagbevægelse og nationale fagforbund, at Covid-19 anerkendes som en erhvervssygdom, der kan give erstatning. Det er allerede tilfældet i Danmark, hvor nu over 650 anmeldelser (januar 2021) er blevet anerkendt – ca. 575 som følge af smitte og resten som hudlidelser, mens psykiske lidelser relateret til Covid-19 i arbejdsmæssig sammenhæng er blevet afvist. I alt var der ved årsskiftet anmeldt knap 2.500 arbejdsskader relateret til Covid-19.

Det psykosociale arbejdsmiljø presses også af Corona-situationen. Udover stort arbejdspres og ofte ringe indflydelse på foranstaltninger, vagtplaner og lignende udsættes en del frontpersonale også for kritik og trusler fra borgere og kunder, oplever fagforeninger i flere lande. I Danmark har 80% af buschaufførerne og togrevisorerne oplevet passager, der var stærkt utilfredse med eller nægtede at bruge mundbind. I nogle lande opleves også øget vold mod kvinder i hjemmet, når de arbejder hjemme eller er sendt i karantæne eller blevet fyret. Fagbevægelsen opfordrer derfor til, at landene ratificerer ILO-konvention 190 om vold og krænkelser, hvilket kun få lande hidtil har gjort (https://www.ilo.org/dyn/normlex/en/f?p=NORMLEXPUB:12100:0::NO::P12100_ILO_CODE:C190).

​​ 

Ordentlig løn til frontpersonalet

I Corona-situationen er frontpersonalet i stor udstrækning lavtlønsgrupper inden for sundheds- og plejesektoren, dag- og døgninstitutioner, undervisning, rengøring, detailhandel, restauranter og offentlig transport samt myndigheder som politi, kriminalforsorg og arbejdstilsyn – med andre ord mange kvindedominerede fag med ofte en ret høj andel af deltidsansatte.

Især sundheds- og plejesektorens fagforeninger har benyttet Corona-situationen til at rejse krav om højere løn og i flere lande også opnået lønstigninger.

I Tyskland har en række fagforeninger indgået en 2-årig overenskomst, der giver et lønløft på 3.2% over perioden og udformet, så alle får et lønløft på 50 euro i april 2021, hvilket giver de lavestlønnede et løft på 2,6%, ligesom forskellige grupper inden for sundhed og pleje får euro-forhøjelser af forskellig størrelse – højest til lægerne og lavest til plejere. Desuden er det aftalt, at ansatte i de østlige delstater trinvist frem til 2025 får nedsat arbejdstiden, så den svarer til 38,5 timer ugentlig ligesom i de vestlige delstater. Disse resultater er opnået efter hårde forhandlinger og en bred mobilisering af bl.a. de 2.3 mio. medlemmer af Ver.di, som desuden kræver ansættelse af 100.000 flere medarbejdere i ældreplejen og en analyse af behovet for flere medarbejdere i sundhedssektoren.

I Storbritannien truede 14 fagforeninger med medlemmer i NHS med strejke, hvis regeringen ikke inden jul som påskønnelse af de ansattes store indsats gav en lønforhøjelse, der ellers først skulle udmøntes til april.

I Polen planlægger fagbevægelsen strejke med krav om, at alle jordemødre og sygeplejersker med kontakt til Covid-19 patienter skal have en bonus og ikke kun dem på særlige Covid-19-afsnit. I Sverige har fagforbundet Kommunal indgået aftale om lønstigninger frem til marts 2022 på 5,4 og yderligere 06% til faguddannet personale og et engangsbeløb på 5.500 SEK det første år til alle samt en nedsættelse af arbejdstiden for døgnansatte fra 36 til 34 timer om ugen. I Frankrig er der efter demonstrationer og strejker aftalt en månedlig lønstigning på 183 euro til marts 2021 og besættelse af 7500 ledige stillinger og ansættelse af 8000 flere medarbejdere i sundhedssektoren, hvilket fagbevægelsen dog finder for beskedent. I Schweiz kræver sundhedspersonalets fagforeninger en ekstra månedsløn til sine hårdt trængte medlemmer.

Også i Norge, Irland, Tjekkiet, Bulgarien og nogle østrigske delstater er der gennem overenskomstforhandlinger aftalt lønforhøjelser eller ansættelse af mere personale inden for sundheds- og plejesektoren i det offentlige og i Italien og Tyskland i den private sundheds- og plejesektor, mens forhandlingerne i Norge med arbejdsgiverne i den private plejesektor er brudt sammen og sendt til mægling. I Rusland har hospitalsansatte allerede i løbet af 2020 fået lønforhøjelser i form af Covid-19 bonus, men ifølge fagforeningerne ikke fuldt dækkende for alle bl.a. ved overarbejde eller ved fravær på grund af sygdom eller karantæne.

I Danmark har flere regioner i december med de faglige organisationer aftalt en økonomisk bonus til medarbejdere, der indgår i Corona-beredskab.

 ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

For privatansatte lavtlønsgrupper ser situationen noget sværere ud. Nogle brancher og virksomheder har haft kronede dage og tjent godt på Corona-situationen og lader det i et vist omfang dryppe på medarbejderne, som Jysk der har lovet alle ansatte en ekstra bonus i år på grund af mersalg. Andre brancher som turist- og rejsebranchen er hårdt ramt og har fyret ansatte eller sat dem på arbejdsfordeling eller nedsat tid, ligesom der på en del virksomheder er blevet aftalt eller dikteret lønnedgang.

På mange danske virksomheder har de årlige, lokale lønforhandlinger, der på det kollektivt overenskomstdækkede område skulle udmønte OK20, givet meget lidt eller intet til timelønnede og lavere funktionærer. Den samlede lønudvikling for 2020 blev på ca. 2% sammenlignet med 2,5% de to forrige år. I kraft af reguleringsordningen på det offentlige område udmønter den negativt med den konsekvens, at statsansattes løn pr. 1. februar nedsættes med 0,25%. På det kommunale og regionale område sker den negative udmøntning først senere på året – efter afslutningen af de offentlige overenskomstforhandlinger.

I de fleste andre europæiske lande tegner sig en væsentlig lavere lønudvikling for mange privatansatte, der i større omfang end i Danmark er blevet udsat for lønnedgang, forkortet arbejdstid og afskedigelser. En undersøgelse lavet for kontormaskine-leverandøren HP viser, at 45% af kontoransatte i udvalgte europæiske lande (ikke Danmark) i foråret havde fået arbejdstiden sat ned ved hjemsendelse i foråret og 23% fortsatte hermed. En undersøgelse fra Eurofound viser, at hver tredje ansatte i EU-landene er blevet sat ned i tid – flest i Grækenland, Spanien og Italien – færrest i Danmark. Andre undersøgelser viser, at i 10 af EU-landene har over halvdelen af arbejderne fået arbejdstiden sat ned, og i 13 af EU-landene oplever over 40%, at de er dårligere stillet end før krisen. ​​ 

Arbejdsløsheden er også steget, mens Corona-pandemien spredte sig i foråret. Ifølge en undersøgelse fra Eurofound var arbejdsløsheden steget med i gennemsnit 8% i EU-landene – mest i Spanien, Grækenland, Ungarn og Bulgarien og mindst i Sverige og Holland, mens Danmark lå på EU-gennemsnittet. EU-Kommissionen forventer, at arbejdsløsheden i EU vil være steget fra 6,7% til 9% i 2020 svarende til, at over 5 millioner arbejdere har mistet jobbet og derved bragt det samlede tal af arbejdsløse op på næsten 20 millioner. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var hver tredje danske Corona-ledige også arbejdsløs under finanskrisen. I de øvrige europæiske lande tegner sig formodentlig et lignende billede af gengangere i arbejdsløshedskøen.

Udover flere arbejdsløse og flere på nedsat arbejdstid har Corona-pandemien også øget udbredelsen af deltidsansættelser og løse ansættelser, der allerede i årene inden var steget. 4 ud af 5 nye job i euro-zonelandene var i perioden 2013-19 sådanne truede -. også kaldet prekære – job. I Danmark skønnedes ca. hver tiende at være i et sådant job i 2019. Corona har i alt fald midlertidigt i Danmark øget brugen af deltidsansættelser og løse ansættelser bl.a. i forbindelse med den store test-indsats, hvor både regioner og private firmaer har rekrutteret til kortvarig ansættelse på fuld- eller deltid – i regionerne til en månedsløn på 24.500 kr. ved fuld tid. Også private vikarbureauer er taget i anvendelse bl.a. til rekruttering af laboranter til Testcenter Danmark, men dog ansættelse på statslig overenskomst. Derimod har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ladet administrationen af de økonomiske hjælpepakker udføre af 250 medarbejdere ansat i et privat vikarbureau til dårligere løn- og arbejdsforhold end ved ansættelse direkte i styrelsen.

Corona giver også platformsøkonomi et stort spring fremad, da meget handel er blevet online, hvor distribution af varer sker ved brug af løst ansatte og ofte enkeltmandsvirksomheder, som det fx er tilfældet i Wolt, der i Danmark og flere andre lande varetager udbringning af take away-ordrer fra restauranter. Sådanne firmaer er i vækst og udvider deres tjenester. Uber har således i flere lande lavet en særlig tjeneste (Uber Eats), der i Frankrig har indgået samarbejde med supermarkedskæden Carrefour om levering inden for ½ time, ligesom Deliveroo har indgået samarbejde med fødevarekæden Franprix. Disse tjenester kan være med til at sikre nogle restauranters overlevelse og dermed job, men på bekostning af bude og chauffører, der ikke blot har meget usikre og svingende indtægter, men også selv skal tage vare på at sikre sig imod smittefare og psykisk er presset af Corona-frustrerede leverandører og kunder. Fagbevægelsen frygter, at nogle kan føle sig presset til at arbejde, selvom de er blevet smittet – og derved også kan virke som spredere af Covid-19.

Manglende rettigheder for disse ansatte er et stort problem, bl.a. retten til økonomisk kompensation ved sygdom og betaling af værnemidler. Hvis chauffører og bude forsøger at samle sig for at stille krav til firmaerne, risikerer de at blive udelukket, som det skete for en talsmand ved Deliveroo France, ligesom Amazon, der har ansat mange nye på grund af et voldsomt boom i ordretilgang, slår hårdt ned på ethvert forsøg fra ansatte på at organisere sig bl.a. med krav om overholdelse af Corona-forholdsregler.

Ligesom øget hjemmearbejde vil virksomheder også se en fidus i at fortsætte med og udvide brugen af løse ansættelser, når Corona-krisen er overstået. Ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra Aarhus Universitet blandt knap 1.200 små og mellemstore danske virksomheder overvejer 57% af de virksomheder, der har afskediget medarbejdere, at erstatte dem med freelance-arbejdskraft. Corona-krisen kan på flere områder efterlade en ny normal, hvor taberne bliver de mange arbejdere, som i forvejen er de dårligst stillede – øget usikkerhed og ulighed kan blive dagens nye uorden oven på Corona.  ​​ ​​​​ 

Hvem skal betale krisen?

Belært af erfaringerne fra finanskrisen er det vigtigt for den europæiske fagbevægelse, at det ikke igen er arbejderne, der må bære hovedparten af byrderne ved krisen, mens der er lønfest på direktionsgangen og spekulanterne har kronede dage. Derfor forsøger fagbevægelsen på både nationalt plan og på EU-niveau at påvirke det politiske system til udstedelse af hjælpepakker, der også tilgodeser de mange arbejdere, som kommer i klemme.

Ligesom i Danmark er der i en række andre lande politisk vedtaget – og forlænget - hjælpepakker, der i forskellig grad også kompenserer arbejderne for løntab. I Østrig får de lavest lønnede ansatte ved nedsat arbejdstid en kompensation på 90% af deres normale løn, mens mellemindkomster kompenseres med 85% og de højest lønnede med 80%. I Rumænien får arbejdere 2/3 af den hidtidige løn ved midlertidig eller længere hjemsendelse, i Letland 60% i de fleste brancher, i enkelte brancher 90% og højst et beløb svarende til mindstelønnen på 607 euro, i Tyskland mellem 60 og 77% af hidtidig løn som offentlig ydelse afhængig af, om man har børn og i nogle brancher overenskomstmæssigt suppleret op til 80-90% af tidligere løn. I Estland er kompensationen for løntab på 70% af hidtidig løn op til 1.000 euro, ligesom kompensationen i en række af de øvrige lande typisk er 70-80% med forskellige begrænsninger eller supplementer.

I Irland er der dog fuld lønkompensation betalt af arbejdsgiveren, der får refusion fra staten på 80% af beløbet, mens svenske arbejdere på nedsat tid får mellem 92 og 96% af deres hidtidige løn afhængig af, hvor meget arbejdstiden er sat ned og med refusion til arbejdsgiveren på op til 75% af lønudgiften. Også i flere andre lande betales lønkompensationen delvist af arbejdsgiveren med en varierende grad af refusion fra staten. I et vist omfang betales omkostningerne ved Corona-krisen således af både ansatte og arbejdsgivere; men for mange arbejdere bliver det en mærkbar nedgang i indtægt, især hvis krisen trækker ud.

Den europæiske fagbevægelses fællesorganisation, ETUC, appellerer derfor stærkt til regeringerne og til EU om at forhandle med fagbevægelsen om initiativer, der kan afbøde krisen og modvirke negative sociale og økonomiske følger gennem en genopretningsplan. En sådan plan har været under forhandling gennem flere måneder og blev endelig godkendt i EU-parlamentet d. 10. november som et centralt led i EU-budgettet for 2021. Der afsættes i alt 750 mia. euro til en genopretningsplan, som især retter sig imod de sydeuropæiske lande.

Udover genopretningsplanen ser ETUC tre andre vigtige felter, hvor EU kan bidrage til en mere retfærdig håndtering af krisen.

Det ene felt er en forstærket indsats imod skattely, som fagbevægelsen gennem flere år har haft stærkt fokus på med bl.a. krav om mere ensartet selskabsbeskatning og en systematisk og gennemsigtig skatteindberetning land for land, så de mange skatteunddragne midler bringes til veje og indgår i finansieringen af den offentlige sektor og velfærd. ETUC forbereder et større initiativ, som også Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i Danmark bidrager til.

Det andet felt er et direktiv, der skal fremme ligeløn gennem større løngennemsigtighed, så det store gab mellem kvinders og mænds løn dokumenteres og tydeliggøres – og dermed bedre håndteres både politisk og fagligt. Det er blevet aktualiseret af Corona-krisen, der i høj grad har ramt mange lavtlønnede kvinder. Til stor skuffelse for ETUC er dette direktiv blevet udskudt og blev slet ikke nævnt i kommissionsformand von der Leyens State of the Union-tale i september, selv om hun ved sin tiltræden havde lovet, at det var på dagsordenen inden for hendes første 100 dage som kommissionsformand.

Det tredje felt er en europæisk mindsteløn, som (flertallet af) ETUC ser som et vigtigt bidrag til at rette op på de stadig større lønforskelle i og mellem EU-lande – og nu forstærket af Corona-krisen. Både ETUC og EU-Kommissionen ser en mindsteløn i alle EU-lande som et vigtigt bidrag til en genopretning efter Corona, hvilket også afspejles i bemærkningerne til det d. 28. oktober fremlagte udkast til rammedirektiv om en mindsteløn. Den europæiske fagbevægelses forskningsinstitut ETUI kalder direktivet et paradigmeskifte; men det er også et kompromis på flere felter både i forhold til regeringer, arbejdsgivere og en uenig fagbevægelse. Efter to høringsrunder af de sociale parter og et møde i rådet for beskæftigelsesministre fremlagde EU-kommissionen et forslag, der forsøger at tilgodese alle interesser, men derved heller ikke fuldt ud opfylder de forskellige parters ønsker.

I direktivudkastet bruges det lidt upræcise begreb ”passende mindstelønninger” og angiver ikke i selve lovteksten, hvordan det konkret defineres som et bindende kriterie, men beskriver blot i bemærkningerne, hvordan en mindsteløn kan defineres i forhold til gennemsnits- og medianløn. I stedet for lægges der op til, at hvert land selv definerer kriterierne, der også kan være købekraft, produktivitet og lønudvikling. Især produktivitet kan være et vidt begreb. ETUC finder det også problematisk, at fagforeninger ikke eksplicit er brugt som begreb. ETUC mener derfor, at arbejdsgiverne og borgerlige regeringers ønsker i for høj grad er blevet imødekommet og gør direktivet for uforpligtende. Selv om ETUC er kritisk, går det store flertal ind for direktivet og mener, at det også har imødekommet stærke ønsker fra især de nordiske lande om at sikre retten til at fastsætte lønninger via kollektive overenskomster og ikke via lovgivning.

Direktivforslaget lægger da også stor vægt på at styrke kollektive aftaler og en høj overenskomstmæssig dækning af arbejdsmarkedet, hvilket dog i nogle lande kan blive svært på grund af en lav organisationsgrad blandt både arbejdere og arbejdsgivere. Forslaget forsøger også at garantere, at landene ikke vil kunne forpligtes til at lovgive om en mindsteløn. Den garanti mener jurister i dansk og svensk fagbevægelse ikke holder, da en politisk givet garanti kan underkendes af EU-domstolen.

I et notat udarbejdet for Dansk Metal vurderer juristen Jens Kristiansen således, at direktivforslagets indhold ikke giver sikkerhed for, ”at lønfastsættelse fortsat vil være et eneanliggende for parterne på det danske arbejdsmarked, da lønfastsættelse og overenskomstsystemet gøres til et EU-anliggende, herunder et anliggende for EU-domstolen”. Danmark er ganske vist undtaget fra forslagets regler om lovfastsat mindsteløn, men ”det er imidlertid muligt, at EU-domstolen vil anse undtagelsen for at være uforenelig med EU-charterets bestemmelser om værdige arbejdsforhold og forbud mod forskelsbehandling, hvis spørgsmålet bliver forelagt EU-domstolen”. Ligesom jurister i fagbevægelsen mener han heller ikke, at EU har traktatmæssig hjemmel til at lovgive om lønforhold, der ligger uden for EU’s kompetence.  ​​ ​​​​ 

FH frygter, at en vedtagelse af direktivet kan undergrave den danske model på arbejdsmarkedet, fordi flere centrale begreber i direktivforslagets tekst er uklare, bl.a. om hvordan ”kollektive forhandlinger” og ”arbejdstagerorganisationer” defineres, hvilket overlades til EU-domstolen. Vil en dør derved kunne åbnes for anerkendelse af Krifa, der er stor tilhænger af et direktiv om mindsteløn?

Danmark vil heller ikke kunne sikre, at alle lønmodtagere har en mindsteløn fastsat ved kollektiv overenskomst og kan derfor gennem en sag ved EU-domstolen tvinges til at indføre lovgivning herom. Arbejdsgiverorganisationerne og regeringen er stort set enige her og den danske regering vil forsøge at stoppe direktivet ved brug af det såkaldte ”gule kort”, der kan gives af nationale parlamenter, hvis de mener, at et direktivforslag ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. EU-Kommissionen må i så fald revurdere direktivforslaget og eventuelt trække det helt tilbage. En anden mulighed er et blokerende mindretal i Rådet, hvilket kræver, at 4 lande blokerer. Indtil videre ser kun 3 lande ud til at være indstillet herpå: Danmark, Sverige og Ungarn, mens Holland, Tjekkiet og Slovakiet gerne ser ændringer i direktivforslaget og de øvrige lande i forskellig grad entusiastisk støtter forslaget.  ​​​​ 

Direktivforslaget skal også behandles i EU-parlamentet, så tidshorisont og videre skæbne for direktivet er endnu uklar ligesom for andre af de tiltag, som den europæiske fagbevægelse genre ser i forhold til at dæmme op for en skæv fordeling af byrderne ved Corona-krisen. ​​ 

Læs mere:

https://www.etuc.org/en/trade-unions-and-coronavirus

https://www.epsu.org/article/coronavirus-covid-19-outbreak