Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. februar. 2022

Nedlagt kollegie med skimmelsvamp på væggene i Aarhus Kommunes isolationstilbud

Fugtskader, skimmelsvamp og en følelse af at være blevet smidt ud i en forladt by. Aarhus Kommune tilbyder corona-isolation under stærkt kritisable forhold.

Facaden til de isolationsboliger, som Aarhus Kommune tilbyder borgere, der ønsker at gå i frivillig isolation af hensyn til pårørende. Privat foto.

Mundbindene er væk i bussen, og håndspritten står gemt væk i hjørnet af Føtex. Men selv om de fleste coronatiltag fra officiel side er fjernet, spøger virussen stadig i krogene. Spørg bare de 1.587 mennesker, der ifølge Statens Serum Institut var indlagt søndag aften. Det samlede dødstal voksede samme dag med 34, og er nu oppe på 4.312 danske dødsfald, siden pandemien kom til Danmark i marts 2020. Det betyder, at mange fortsat må leve med at tage forholdsregler, hvilket ikke mindst gælder familie og samlevere til folk i risikogruppen.

Én af dem er 32-årige Johanna Torsteinsdottir fra Aarhus. Hendes kæreste Lukas lider af sygdommen Sarkoidose, der kan få immunsystemet til at overreagere, og som kan give en betændelsestilstand i mange organer. Sarkoidose kan også sætte sig på lungerne, hvilket gør den sjældne sygdom til en potentielt farlig cocktail med coronavirus.

Da Johanna Torsteinsdottir i starten af februar bliver smittet med corona, er der derfor ingen tvivl om, at hun må finde sig et andet sted at være. “Jeg tænkte på min kæreste Lukas’ sikkerhed, og kontaktede Aarhus Kommune for at finde et andet sted at være”, forklarer hun til Solidaritet. Aarhus Kommune tilbyder frivilligt isolationsophold uden for hjemmet, hvis man ikke har mulighed for at isolere sig i sit eget hjem. Kommunen har tidligere fået positiv omtale for sin håndtering af coronaisolering i blandt andet Danmarks Radio, og den 32-årige industritekniker regner på den baggrund med et par rimeligt komfortable dage i selvvalgt isolation. Det viser sig hurtigt at blive alt andet end komfortabelt at skulle isoleres af Aarhus Kommune.

Fortsat høj risiko for mange

Coronatallene flyder ikke længere de danske mediers forsider, men sygdommen er stadig et problem for mange. 568.000 borgere – eller knap 10 % af befolkningen – anslås ifølge Sundhedsstyrelsen at være i den øgede risikogruppe.

Sundhedsstyrelsen, opfordrer fortsat folk i risiko til at gå i isolation.

+

“Vi bor i en lille lejlighed, og min kæreste skal meget gerne undgå smittefare”, siger Johanna Torsteinsdottir. Det meste af hendes familie er bosat i Island, og hendes muligheder for at finde et andet sted at opholde sig er derfor begrænsede. Også svigerforældrene, der ellers bor udenfor Aarhus, er i risikogruppen, og kan heller ikke tilbyde hende overnatning under sygdomsforløbet.

Skimmelsvamp i vinduerne

Dét, der møder hende på Aarhus Kommunes tilbud, får dog hurtigt Johanna Torsteinsdottir til at ønske, hun bare var blevet hjemme. “Det første jeg tænker, da jeg ankommer til stedet, er: “Det ligner jo lort”, siger hun. Et gammelt nedlagt kollegie i den nordlige del af byen er blevet konvererteret til midliertidigt corona-opholdssted, og bærer tydeligt præg af at have stået i forfald. På muren ved indgangen er der store plamager, og der ligger skrald og flyder i baghaven. Meget bedre bliver det ikke, da hun træder ind på sit ‘hotelværelse’.

“Da jeg kommer ind på værelset kan jeg med det samme mærke, at det er fuldt af skimmelsvamp”, siger hun. Sammen med kæresten Lukas har hun tidligere måttet flytte fra en lejlighed på grund af netop skimmelsvamp, og oplevede dengang at blive syg af at bo i de uhygiejniske forhold. Hun mærker den samme fornemmelse i kroppen, da hun træder ind på det tidligere kollegieværelse, og finder hurtigt spor efter skimmelsvamp på badeværelset og i vinduet. Værelset er uhumsk og dækket af beskidte pletter i loftet. Der er heller ingen lås på døren, så privatliv er der ikke udsigt til. Det er i sig selv med til at gøre situationen utryg.

Torsteinsdottir gør hurtigt op med sig selv, at hun bliver nødt til at reagere på situationen. “Jeg er meget overrasket over, hvor dårlige forholdene er. Men jeg beslutter med det samme, at det kan jeg simpelthen ikke være i”, forklarer hun. Efter straks at have taget kontakt til Aarhus Kommune efter indtjekning, får hun imidlertid at vide, alle er gået hjem for dagen. Aarhus Kommune lukker for telefonisk kontakt klokken 13, og dén kontaktperson hun kommer igennem til, er heller ikke til meget hjælp. Det er hvad det er, lyder beskeden i den anden ende af røret.

Hun kan vælge at blive der for natten, eller tage hjem til sin kæreste i deres lejlighed i det nordlige Aarhus. Johanna Torsteinsdottir er ikke i tvivl om, at hun bliver nødt til at komme væk, og ringer efter en taxa, der kan køre hende hjem igen. Isolationen må hun klare selv.

Aarhus Kommune vil undersøge forholdene

Sagen om de uhygiejniske forhold på Graham Bells Vej kommer bag på Aarhus Kommune. Ifølge ‘Sundhed og Omsorg’, der håndterer coronaisolation i kommunen, er det første gang man hører om problemet med skimmelsvamp på det nedlagte kollegie. “Vi er ærgerlige over, at beboeren på det nedlagte kollegie ikke har kontaktet os nærmere”, siger en kontaktperson for Sundhed og Omsorg til Solidaritet.

“Vi vil nu gennemgå værelserne for at undersøge om det kan være tilfældet.”

Fra kommunens side hævder man ikke at være blevet orienteret om, at Johanna Torsteinsdottir har forsøgt at kontakte coronatilbuddet med henblik på at få henvist et nyt, skimmelfrit værelse. Aarhus Kommune vil nu undersøge sagen nærmere. “Vi vil nu gennemgå værelserne for at undersøge om det kan være tilfældet”, siger Sundhed og Omsorg.

Aarhus Kommune oplyser, at man ikke for tiden bruger de omtalte kollegieværelser, og at det heller ikke er planen, at man igen vil tage dem i brug. Beslutningen skyldtes ifølge Sundhed og Omsorg, at man i slutningen af januar oplevede en stor belastning på kommunens isolationstilbud, og derfor ikke kunne indlogere alle på det hotel, man havde lavet en samarbejdsaftale med. “Vi brugte kollegiet da vi specielt i tre uger i januar havde rigtig mange, der ønskede at komme i corona-isolation”.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER