Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
4. april. 2020

Covid-19 i Syrien: En lurende katastrofe

Læger i Syrien fortæller om et land “håbløst uforberedt på et udbrud af coronavirus”, beretter nyhedsmediet Al-Jumhuriya.

Mens Assads sundhedsminister med et smørret grin taler om, at hæren “renser Syrien for bakterier”, hører nyhedsmediet Al-Jumhuriya af læger fra Damaskus, Aleppo og Idlib, at de er håbløst uforberedte på at skulle håndtere et udbrud af coronavirus.

Oversat af Anne Lange


Af Al-Jumhuriya

Mandag 23. marts erklærede Dr. Rick Brennan, der er Verdenssundhedsorganisationens (WHO) katastrofechef i Mellemøsten, at man ville begynde at teste for COVID-19 i det oppositionsstyrede, nordvestlige Syrien i løbet af uge 13.

Mindst halvdelen af de medicinske faciliteter i Idlib-provinsen er ude af drift, efter i de seneste måneder at være blevet bombet af Assad-regimet og russiske fly.

I skrivende stund er ingen af de resterende hospitaler blevet udstyret med det nødvendige udstyr til at teste for den dødbringende, nye virus.

Til sammenligning fik de Assad-styrede områder test-udstyr for ca. to uger siden, selvom Damaskus fortsat hævder, at der hidtil ikke er bekræftede tilfælde af Corona-smitte i landet. – Den kendsgerning tilskriver sundhedsminister Nizar Yaziji, at hæren har “udrenset mange af de bakterier, der findes på syrisk territorium.”

Virus i bomberegn og flygtningebølge

Samtidig beretter en anonym læge fra det oppositionsstyrede Idlib om “adskillige tilfælde af lungeinfektioner i Idlib-provinsen, hvoraf nogle har resulteret i dødsfald, senest en niårig dreng. Men da det ikke er muligt at tage de nødvendige prøver, er det umuligt at fastslå, om de er tilfælde af coronavirus.”

Kilden tilføjer, at forberedelserne til at håndtere en virus har været helt utilstrækkelige, og at kapaciteten i sundhedssektoren i Nordsyrien er faldet enormt; dels som et direkte resultat af bombardementerne i den seneste militære kampagne, og dels på grund af den enorme mængde internt fordrevne.

”Sundhedssektoren i det nordvestlige Syrien står allerede over for store udfordringer på grund af den militære eskalering. Så for at kunne forberede sig på at konfrontere Coronavirus og COVID-19, er det nødvendigt at styrke kapaciteten hos et personale, der allerede arbejder under stort pres, såvel som hospitalsafdelingernes kapacitet til at modtage sager af denne type, ” siger Dr. Bashir Taj al-Din, der er chef for det Syrisk-Amerikanske Medicinske Selskabs (SAMS) kontor i Tyrkiet.

Mangler medicin og masker

I stedet er der mangel på selv de mest basale medicinske forsyninger, både i Idlib og i det nordvestlige Syrien generelt. Som Taj al-Din her fortæller Al-Jumhuriya: ”Der mangler beskyttelsesudstyr til sundhedspersonale og hospitalets andre ansatte. Uden det udstyr kan læger og sygeplejersker være i stor fare. Vi har også brug for en udvidelse af infrastrukturen for at imødegå udsigterne til Coronavirus i det nordlige Syrien. Læg så hertil, at det lige nu ikke er muligt at foretage laboratorietestede diagnoser, hvilket kan forsinke rettidige indgreb. Det betyder igen, at det eneste – vi kan gøre lige nu – er at øge folks bevidsthed om de forebyggende foranstaltninger, der kan mindske den sandsynlige risiko for infektion.”

I søndags meddelte Idlibs sundhedsdirektorat – der arbejder i de områder af Idlib-provinsen, som er uden for regimets kontrol – at det har klargjort et laboratorium til at teste for Coronavirus.

De tilføjede, at personalet har fået den nødvendige undervisning, og at laboratoriet vil påbegynde arbejdet, så snart de nødvendige materialer ankommer fra WHO. Indtil da er det ikke muligt at bekræfte eksistensen af smitte-tilfælde i Idlib eller den vestlige Aleppo-provins.

Hvad angår de Assad-styrede områder, har regeringen truffet foranstaltninger – herunder lukning af skoler, universiteter og caféer, samt begrænsning af forsamlinger, også bøn i moskeer – efter en fatwa og erklæring fra ministeriet for religiøse anliggender.

Russisk militærintervention har været centralt for, at den syriske diktator Bashar al-Assad har kunnet blive ved magten. New York Times har dokumenteret, hvordan russiske militærfly blandt andet har bombet hospitaler.

Ingen testet positiv for Coronavirus

På trods af disse tiltag, og nyheden om at seks personer i Pakistan – der er rejst fra Syrien via Qatar – er testet positiv for coronavirus, har Assad-regimet udtalt, at der ikke er nogen bekræftede tilfælde indtil videre.

Fra Damaskus fortæller en anonym læge til Al-Jumhuriya: ”Vi har som læger ikke set en unormal stigning i tilfælde af lungebetændelse på de store hospitaler, og et af de mest almindelige symptomer på COVID-19 er lungebetændelse. På den anden side kan det store fald i antallet af læger og i sundhedssektorens generelle kapacitet også være en grund til, at der ikke er opdaget nogle sager endnu.”

Lægen er bekymret for sundhedspersonalets sikkerhed på grund af manglen på ordentlige beskyttelsesværn.

“Vi har som læger ikke set en unormal stigning i tilfælde af lungebetændelse på de store hospitaler. På den anden side kan det store fald i antallet af læger og i sundhedssektorens generelle kapacitet også være en grund til, at der ikke er opdaget nogen sager endnu.”

”Det første, man kommer til at tænke på, er regeringsfaciliteternes meget ringe kapacitet. Uden nogen reel mulighed for at sterilisere eller isolere i henhold til de korrekte standarder, kan der være et udbrud af sygdommen, hvis smittede begynder at ankomme til hospitalerne. I Damaskus er to hospitaler, al-Mujtahid og al-Mouwasat, udpeget til at modtage patienter, hvor der er mistanke om smitte. Det er dog rent teoretisk; i praksis er der ikke foretaget nogen reelle forberedelser.”

Bortset fra det er alt ifølge lægen relativt normalt i hovedstaden. Han tilføjer, at de foranstaltninger, der er omtalt i medierne, “bare er en facade til pynt. Ingen af de korrekte procedurer for at håndtere et muligt virusudbrud er blevet fulgt.”

En lægefaglig kilde ved Aleppos største hospital, Universitetshospitalet, fortæller Al-Jumhuriya, at der ikke havde været nogen mærkbar stigning i lungeinfektioner i byen, hvilket kunne betyde fraværet af en pandemi indtil videre.

På trods af at der flere gange har været mistanke om coronasmitte, er der endnu ikke nogen bekræftede tilfælde. Byens befolkning ser heller ikke ud til at bekymre sig om rygterne om smittede blandt iranske og irakiske militser i området, da de stort set er usynlige i hverdagen. Deres tilstedeværelse er koncentreret om det omkringliggende landskab, som stort set er tømt for mennesker.

Skoler og grænseovergange lukket i de kurdiske områder

Hvad angår den nordøstlige region, der er kontrolleret af de kurdisk-ledede Syriske Demokratiske Styrker, har den de facto autonome administration taget adskillige skridt for at inddæmme smitten; herunder lukning af skoler og grænseovergange, hvor der nu kun tillades indrejse for lokale indbyggere, i et forsøg på at forhindre virus i at nå området ved at begrænse kontakt med omverdenen.

Borgerkrigen i Syrien

– Konflikten i Syrien blussede op i marts 2011. Den konkrete anledning var blandt andet fængsling og mishandling af en række unge studerende, som havde skrevet kritisk graffiti mod al-Assad regimet.

– Bashar al-Assad har formået at holde fast i magten, ikke mindst pga. militær støtte fra Rusland, Iran og den libanesiske milits, Hezbollah. Han er anklaget for en lang række krigsforbrydelser, herunder at anvende giftgas mod sin egen civilbefolkning.

– Borgerkrigen har ifølge Syrian Observatory for Human Rights kostet op mod 586.000 mennesker livet. Mere end 10 millioner mennesker er flygtninge eller internt fordrevne.

+

Det kan under alle omstændigheder ikke udelukkes, at coronavirus er kommet til Syrien. Som lægen i Damaskus sagde, kan de ringe forhold i sundhedssektoren have forhindret den i overhovedet at blive opdaget. En anden faktor er den hensynsløse uansvarlighed, som Assad-regimets regering udviser ved ikke at tage alvorlige forholdsregler og teste for smitte i et bredt omfang.

Det er svært at tro, at Syrien som det eneste land i området skulle være sluppet helt fri for coronavirus, selv når de tilgængelige indikatorer antyder, at situationen endnu ikke har nået epidemi-niveau.

Regimets skødesløse holdning kom måske bedst til udtryk i den førnævnte bemærkning fra sundhedsminister Nizar Yaziji, da han blev bedt om en kommentar til Coronavirus-situationen.

Hele udtalelsen lød: “Gudskelov har den syriske hær renset det Syriske territorium for en masse bakterier”. Yaziji takkede derefter hæren for det, og kaldte derefter sundhedssektoren for en “sundhedshær”.

Med andre ord vendte sundhedsministeren et legitimt spørgsmål om en dødbringende global pandemi til en mulighed for at gentage en fascistisk vending, brugt af regimets leder om det syriske regimes modstandere i de første måneder af revolutionen.

Det er stadig meget muligt, at en alvorlig katastrofe kan forekomme i tilfælde af en epidemi i Syrien, som kan overstige kapaciteten for sundhedssektorerne i alle dele af landet.

Den krig, der føres af regimet mod så stor en del af landet, har ødelagt en stor del af infrastrukturen på sundhedsområdet, og fordrevet en enorm mængde sundhedspersonale, mens forsømmelse og voldsomme finansieringsunderskud har medført en frygtelig begrænset sundhedstjeneste.

Første gang bragt på Al-Jumhuriya :COVID-19 in Syria: The disaster waiting to happen


Solidaritet dækker Corona-krisen med et klart venstreorienteret perspektiv, som du ikke finder hos de traditionelle medier. Tilmeld dig vores nyhedsbrev her, hvis du vil have en hurtig update på ugens vigtigste artikler.

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER