COVID & COVAX A/S – en forretningsmodel for en global katastrofe

Der er en grum ironi ved situationen i Indien lige nu. Det store land med over en milliard indbyggere er pandemiens epicenter i denne tid, og kan med flere end 200.000 døde nu indtage en fjerdeplads efter USA, Brasilien og Mexico. Situationen er ved at være ude af kontrol, med overbelastede hospitaler og lig, der brændes på parkeringspladser. Det kan endda blive meget værre. Når dødsraten når samme proportioner som andre steder, vil Indien være den største humanitære katastrofe under pandemien.

“Da AstraZeneca-Oxford University aftalen blev endeligt indgået i august 2020, var det et foreløbigt dødsstød til tanken om en frit tilgængelig vaccine.”

Den grumme ironi er, at Indien har en af verdens største og stærkeste medicinalindustrier. Siden 1970’erne har landet opbygget en uforlignelig kapacitet til at producere billig medicin af høj kvalitet, og før pandemien var det herfra, at 60 procent af verdens vacciner blev fremstillet. Alligevel er både produktionen og udrulningen af vaccinerne gået langsomt, med kun 17 millioner færdigvaccinerede i skrivende stund, eller 1,2 procent af befolkningen.

Den indiske medicinalindustri har spillet en afgørende rolle i epidemier i de seneste årtier, og har ikke mindst sikret billig medicin mod AIDS. Så da vaccinerne var under udvikling sidste år, og de første planer blev lagt for, hvordan pandemien skulle håndteres globalt, havde det været oplagt at sikre en nøje integration af det indiske produktionsapparat på feltet. Men da den tankegang er svær at forene med det rådende regime inden for intellektuel ejendomsret, blev det ikke sådan.

Fra folkevaccine til patent

I sagens natur gik det stærkt i begyndelsen af 2020, da det stod klart, at verden stod over for en grusom pandemi. Mange virksomheder satte undersøgelser og forskning i værk for at finde en vaccine, de fleste understøttet af rundhåndede statsbidrag. Det gik dog ikke stærkere end at ophavsret var et åbent spørgsmål i den første fase. Oxford Universitys oprindelige plan var en vaccine uden patent, ’opskriften’ skulle være frit tilgængelig for producenter af en vis standard.

Økonomisk set havde de fat i den lange ende. Som også Pfizer-BioNTech vaccinen, var udviklingen finansieret af velgørenhedsorganisationer og den britiske statskasse; 97 procent af udgifterne kom fra de to kilder. Pengene kom ikke fra medicinalindustrien selv. Men i sidste ende var udfaldet alligevel en traditionel eksklusivaftale med AstraZeneca, som dog betød, at vaccinen i de første mange måneder skulle udbydes til kostpris.

Blandt hovedpersonerne i den aftale var ingen ringere end Bill Gates, som havde en plan: Med et stort tilskud fra hans store fond, Bill & Melinda Gates Foundation, ville han sikre, at vaccinen blev billig for befolkningen i den mindrebemidlede del af verden. Men fri tilgængelighed havde ikke hans støtte.

Et globalt program tager form

Da AstraZeneca-Oxford University aftalen blev endeligt indgået i august 2020, var det et foreløbigt dødsstød til tanken om en frit tilgængelig vaccine. I månederne forinden havde to forskellige projekter udspillet sig i Verdenssundhedsorganisationen (WHO). På den ene side havde bl.a. Costa Rica og Norge taget initiativ til et globalt program for teknologideling. Viden om vacciner og medicin skulle gøres tilgængelig for alle gennem det såkaldte C-TAP program (COVID Technology Access Pool). Ved lanceringen i maj 2020, havde C-TAP opbakning fra 30 lande. Det tal skulle senere vokse til 40. Det var allerede beskedent, men hovedproblemet blev et andet: At ingen virksomheder af nogen betydning så nogen interesse i initiativet – af åbenlyse grunde.

Derfor var det et andet globalt koncept, der løb af med sejren: COVAX. COVAX’s mål er at ”accelerere udviklingen og produktion af COVID-19 vacciner, og at sikre fair og lige adgang til alle lande i verden”. Det lyder jo prisværdigt og nobelt, men for medicinalindustrien er COVAX først og fremmest interessant, fordi projektet er en markedsbaseret tilgang, der på ingen måde udfordrer dens patenter. Dette sikres bl.a. gennem COVAX opbygning, idet projektet reelt sætter den – i hvert fald i teorien – demokratiske og menneskerettighedsbaserede Verdenssundhedsorganisation ud på sidelinjen. I stedet for skal COVAX fungere som smøring og bindeled imellem de patentholdende vaccineproducenter og vaccinekøbere.

COVAX primære funktion er således at facilitere handel med vacciner. Målet lød på at sikre 2 milliarder doser til deltagende lande ved udgangen af 2021, hvoraf 2/3 skulle være gratis tilgængelige for 92 lande, som Verdensbanken har defineret som lav- og mellemindkomstlande. Denne facilitering foregår igennem to platforme: en til de såkaldt ”selvfinansierende lande” (d.v.s. rige lande) og en til lav- og mellemindkomst lande. For selvfinansierende lande kan det være interessant at indgå i COVAX, fordi de i den intense konkurrence på vaccinemarkedet ikke kan forhandle sig til hvad de måtte anse som en rimelig pris gennem direkte aftaler med vaccineproducenter. Jo flere selvfinansierende lande der går igennem COVAX, desto større kombineret købekraft har COVAX og desto bedre pris kan COVAX forhandle til denne gruppe af lande som helhed. For de 92 lav- og mellem-indkomstlande skulle COVAX sikre gratis donationer af vacciner. Betalingen for de gratis vacciner finansieres så gennem donationer fra regeringer (udviklingsbistand), banklånsaftaler såvel som omkostningsdelingsaftaler med de 92 lav- og mellemindkomstlande selv (for yderligere baggrund se denne gennemgang).  

COVAX bag facaden

COVAX har gjort sig selv til det centrale organ i distribution af vaccinerne på markedspræmisser, hvor patenter ikke udfordres. Men hvem står bag COVAX? COVAX er et offentligt-privat partnerskab, grundlagt af Global Alliance for Vaccine Initiative (GAVI), Coalition for Epidemic Preparedness Innovations (CEPI) samt Verdenssundhedsorganisationen. For at forstå dette partnerskab er det relevant at dvæle lidt ved de to førstnævnte.

“Som det fremgår er Bill Gates og hans hustru Melinda to centrale figurer i den globale pandemi-indsats. Gates har en klippefast tro på, at stramme regler for intellektuel ejendomsret er et gode.”

CEPI blev lanceret i den schweiziske bjergby Davos i 2017 til det årlige World Economic Forum møde, der samler alskens kapitalinteresser, regeringsledere og i stigende grad også NGOer for at diskutere og lægge slagplaner. CEPI beskriver sig selv som et ”innovativt globalt partnerskab mellem offentlige, private og civilsamfundsorganisationer” og partnerskabet blev lanceret som følge af et ”konsensus at en koordineret, international og interstatslig plan var nødvendig for at udvikle og fremme nye vacciner”. Bag CEPI står World Economic Forum (der også er en selvstændig organisation anført af Klaus Schwab), Norge og Indiens regeringer, Bill og Melinda Gates fonden samt Wellcome-fonden. CEPI er registreret i Norge, og har en bestyrelse på 12 medlemmer bestående af fire investorer, mens de otte øvrige repræsenterer forskellige ”kompetencer”, som det står på deres hjemmeside, herunder ”industri, global sundhed, videnskab”

GAVI er en schweizisk fond, som Bill og Melinda Gates fonden også stod bag oprettelsen af i 2000. Siden da har fonden stået bag udrulning af store vaccineprogrammer i en række udviklingslande. GAVIs bestyrelse består ligesom CEPI af en række forskellige repræsentanter fra industriinteresser, men også FN-apparatet, en civilsamfundsrepræsentant, samt fra Bill og Melinda Gates fonden selv. Bemærkelsesværdigt er det dog, at pladsen til civilsamfundsrepræsentanten pt. besiddes af Global Financing Facility, der beskriver sig selv som endnu et ”globalt partnerskab” og i øvrigt har Bill og Melinda Gates fonden som en af de største donorer.

Som det fremgår, er Bill Gates og hans hustru Melinda to centrale figurer i den globale pandemi-indsats. Det er store penge, de to velgørere har sat i distributionen af COVID-vacciner og medicin. Men for Bill Gates er de nærmere omstændigheder ikke ligegyldige. Han har en klippefast tro på, at stramme regler for intellektuel ejendomsret er et gode. Derfor kan det ikke undre, at det globale design, han har medvirket til at opbygge, ikke levner plads til den slags overvejelser. Den præmis har været indbygget fra dag ét. 

I partnerskab med WHO

De to offentligt-private partnerskaber CEPI og GAVI er så gået sammen i et super offentlig-privat partnerskab med Verdenssundhedsorganisationen i COVAX. I praksis er det imidlertid CEPI og GAVI, der bestemmer slagets gang. COVAX’ højeste beslutningsmyndighed er den såkaldte COVAX Coordinating Meeting (CCM). CCM ledes af to forpersoner fra CEPI og GAVI, mens præsidenten for WHO’s politiske forum blot er medlem af CCM. Øvrige medlemmer i CCM er to yderligere fra GAVI og CEPI, et højtstående personale fra UNICEF, en række såkaldt ”industripartner-repræsentanter” fra medicinalindustriens interessegrupper, International Federation of Pharmaceutical Manufacturers and Associations og Developing Countries Vaccine Manufacturers Network, samt én civilsamfundsrepræsentant. Udover præsidenten for WHO, glimrer regerings- (især fra udviklingslandene), patientorganisationer-, samt sundhedsplejerepræsentanter således ved deres fravær i ledelsen af denne instans.

På den måde afspejler COVAX en bredere og tiltagende tendens i håndteringen af globale udfordringer, hvor FN-systemets klassiske fundament (der trods sine mange mangler i det mindste i teorien er demokratisk funderet og baseret på menneskerettigheder) tilsidesættes til fordel for partnerskaber især med erhvervsinteresser.

Sådanne partnerskaber går år tilbage til start 90erne og den såkaldte bæredygtighedsagenda, hvor private aktørers rolle i FN-processer aktivt blev inviteret indenfor som ”interessenter” i stedet for som aktører, der var underlagt kontrol fra demokratiske stater, der stod til ansvar overfor deres borgere. Dette blev cementeret under Kofi Annan, som ved World Economic Forum i 1997 fastslog, at ”det tætte forhold mellem den private sektor og FNs arbejde er afgørende … En styrkelse af partnerskabet imellem FN og den private sektor vil være en af prioriteterne for min periode som generalsekretær.”

COVAX som bolværk mod generiske produkter

Det er dette tætte forhold, der i dag resulterer i, at det nærmest er umuligt overhovedet at forestille sig et globalt vaccineprogram, hvor det er sundhed som offentligt gode, der står i centrum – fremfor en opretholdelse af medicinalindustriens ophavsret. Med denne opbygning har medicinalindustrien fat i den lange ende, udover deres egen direkte indflydelse, er COVAX befolket af organisationer, der netop ikke ønsker at rejse spørgsmålet om intellektuel ejendomsret. Og da COVAX har marginaliseret andre internationale initiativer, herunder C-TAP, og nu står for distribution og administration af donationer, er den en del af bolværket mod et stormløb mod ophavsretten.

COVAX er også blevet et figenblad – programmet står som symbol på, at de der har mest hjælper dem, der ikke får. Og det har ikke skortet på bramfrie løfter fra organisationen – løfter som også medicinalindustrien selv har kunnet bruge i diskussionen med politikere og magthavere. I EU mødtes medicinalindustriens repræsentanter med EU-kommissionen den 9. december for at diskutere et forslag stillet af Indien og Sydafrika i Verdenshandelsorganisationen (WTO) om midlertidig suspendering af de globale regler for intellektuel ejendomsret til vacciner, medicin og testudstyr. Det forslag var, argumenterede interesseorganisationen EFPIA, ekstremt og helt unødvendigt. COVAX ville jo sørge for lige adgang for alle på hele kloden – og på samme tid.

COVAX koster indere livet

Det er så ikke dét, der sker, og Indien er det klare billede på COVAX-konceptets elendighed. I og med vaccineejerne kan afgøre, hvem der skal producere, på hvilke betingelser, og i hvor store mængder, har de ikke nødvendigvis en interesse i at sætte for mange andre i gang med at producere vacciner. Og det er heller ikke sket i særligt stort omfang, slet ikke uden for Europa og USA. Og i Indiens tilfælde er det kun en enkelt virksomhed, der er blevet sat i stand til at producere AstraZeneca vaccinen. Serum Institute of India er blevet bedt om at producere 1 milliard doser i år, hvoraf langt de fleste var tiltænkt de fattigste lande i verden, og kun i mindre grad Indien selv. I den indledende fase gik det langsomt, men i begyndelsen af marts kunne verden endelig se de første COVAX-donationer i Ghana og Elfenbenskysten.

“I øjeblikket er lav- og mellemindkomstlande som en stor petriskål, hvor nye varianter, der kan svække virkningen af de eksisterende vacciner, kan udvikles. Kommer sådanne nye varianter, står vi i en ny kriseder er skabt af et privat vaccine-regime.”

Men hvad der fulgte, er nok den stærkeste enkelthistorie om ‘vaccine-nationalisme’. Både Storbritannien og EU har forsøgt at få en del af den indiske produktion, hvorefter den indiske regering satte trumf på. Med kraftigt stigende smittetal i Indien selv, blev der indført eksportforbud. Indien havde brug for vaccinerne selv.

I Indiens tilfælde er det lidt svært at blive forarget over. En regering, som står i en uoverskuelig sundhedskrise, kan ikke forventes at give grønt lys til eksport af vacciner til fjerne egne. Men summen er, at det globale program, som medicinalindustrien og mange politikere har satset hårdt på fra en tidlig fase af pandemien, COVAX, er i en afgrundsdyb krise. I begyndelsen af maj vil højest 20 procent af det oprindelige mål være nået. Og målet for 2021 – over 1 milliard doser i donationer – ser urealistisk ud.

Har kattens farve betydning?

At vælge den indiske eller britiske regering som syndebukke med henvisning til vaccinenationalisme, er måske nærliggende. Men det er også forfejlet: ved bunden af vaccinekrisen ligger patenterne, og den magtfulde rolle medicinalindustrien er blevet tildelt. Det dominerende globale koncept er en afart af kapitalistisk pandemibekæmpelse. Den har ikke bare erhvervsinteresser i centrum – gennem intellektuel ejendomsret, offentlig-private partnerskaber for at udvikle vacciner, statsstøtte til private virksomheder frem for offentlig kapacitetsopbygning – den lader også store medicinalvirksomheder træde ind som deltagere i besluttende organer i den institutionelle struktur. End ikke den store rolle, velgørenhed har spillet for projektet, taler imod dets rå kapitalistiske kerne. På den anden side af den velgørende mønt finder vi en kriger for intellektuel ejendomsret. Med Bill Gates har COVAX en finansier, der ikke kunne drømme om at give plads til teknologideling.

Man kunne så sige som Deng Xiaoping – at farven på katten er ligegyldig, når blot den fanger mus. Men det passer ikke på historien om det globale svar på COVID 19. Mens medicinalindustriens lobbyister endnu i december 2020 kunne slippe afsted med at påstå, at intellektuel ejendomsret og COVAX tilsammen ville sikre vacciner og medicin til alle til tiden, så står den model i en alvorlig krise. Ikke bare står vi med en afgrundsdyb ulighed, vi står også med en pandemi, der af samme grund kan blive forlænget med flere år. I øjeblikket er lav- og mellemindkomstlande som en stor petriskål, hvor nye varianter, der kan svække virkningen af de eksisterende vacciner, kan udvikles. Kommer sådanne nye varianter, står vi i en ny krise, affødt af de forhindringer for rettidig omhu, der er skabt af et privat vaccine-regime.

Vores svar: Byg internationale institutioner uden milliardærer

Hverken medicinalindustrien eller dens støtter og financiers er i tvivl om situationens alvor, eller om at deres koncept er presset. I den kommende tid vil vi derfor høre flere opfordringer til donationer til COVAX, skarpere fordømmelse af vaccine-nationalisme, og mange vil flokkes om noget, der er blevet kaldt ”Den tredje vej” – vejen mellem status quo og det nuværende regime. Denne tredje vej rummer bl.a. et forstærket opråb til medicinalindustrien om at indgå flere frivillige licensaftaler – hvad der sådan set ikke er noget nyt i. Problemet er, at det ikke sker.

I hjertet af et reelt modsvar til den nuværende, fejlslagne strategi, ligger spørgsmålet om intellektuel ejendomsret og i bredere forstand teknologideling. Her må der ikke spares på krudtet, hverken internationalt i WTO – hvor Indien og Sydafrika for længe siden har stillet forslag om suspendering af intellektuel ejendomsret på vacciner – medicin og testudstyr, eller i EU selv, hvor verdens måske mest vidtgående regler for ophavsret til lægemidler må stå for fald.

Endelig er der ingen vej udenom at tage fat på COVAX. Gennem COVAX har vi ladet milliardærer som Bill Gates og hans allierede i medicinalindustrien få et meget stort ord at skulle have sagt. Den opgave har de klaret efter bedste evne, og det er ikke gået så godt. Vi må se i øjnene, at den globale solidaritet, der er så hårdt brug for, ikke har en international overbygning, og derfor må vi stile efter, at der skabes en ny.