Da kravet om grønne job blev født

Koblingen mellem miljø og beskæftigelse er ikke noget nyt hverken i fagbevægelsen eller i miljøbevægelsen. Lige siden miljødebatten for alvor kom på dagsordenen, har grøn beskæftigelse været en rød tråd i debatten.

Af Asger Hougaard

Erkendelsen af, at miljøødelæggelser påvirker arbejdsmarkedet og produktionen, og at industrisamfundet skaber miljøødelæggelser er ikke ny. I Socialdemokratiets arbejdsprogram »Fremtidens Danmark« fra 1945 kan man læse, at »Fiskevandene maa gennem Lovgivning sikres mod Forurening«. Allerede inden efterkrigstidens vækstboom kan man se, at miljø-ødelæggelsernes indvirken på beskæftigelsen var et tema for arbejderpartierne.

Efter anden verdenskrig blev det mere og mere tydeligt, at industrisamfundet havde negative konsekvenser for både mennesker og miljø. I 1969 så miljøbevægelsen NOAH dagens lys. NOAH var afgørende for, at den økologiske krise, der fulgte med industrisamfundet, i højere grad end før blev italesat, og at miljødebatten blev populariseret i medierne.

Miljøkrisen var afgørende for, at partierne og fagbevægelsen udviklede miljøpolitik. Oliekriser og økonomisk krise var afgørende for, at partierne og fagbevægelsen udviklede deres energipolitik. Miljødebatten kom i løbet af få år til at gå »viralt« og fik et stærkt element af vækstdebat.

En overordnet målsætning for fagbevægelsen gennem 1970’erne og 1980’erne var at sikre beskæftigelse til medlemmerne. I både Socialdemokratiet, DKP, SF og VS, miljøbevægelsen og fagbevægelsen kan man i denne periode finde eksempler på forslag til beskæftigelse, der sammenkædes med grønne investeringer i form af naturgenopretning, genanvendelse eller grøn(nere) industri.

Erkendelsen af, at miljøødelæggelser påvirker arbejdsmarkedet og produktionen, og at industrisamfundet skaber miljøødelæggelser er ikke ny. I Socialdemokratiets arbejdsprogram »Fremtidens Danmark« fra 1945 kan man læse, at »Fiskevandene maa gennem Lovgivning sikres mod Forurening«. Allerede inden efterkrigstidens vækstboom kan man se, at miljø-ødelæggelsernes indvirken på beskæftigelsen var et tema for arbejderpartierne.

Efter anden verdenskrig blev det mere og mere tydeligt, at industrisamfundet havde negative konsekvenser for både mennesker og miljø. I 1969 så miljøbevægelsen NOAH dagens lys. NOAH var afgørende for, at den økologiske krise, der fulgte med industrisamfundet, i højere grad end før blev italesat, og at miljødebatten blev populariseret i medierne.

Miljøkrisen var afgørende for, at partierne og fagbevægelsen udviklede miljøpolitik. Oliekriser og økonomisk krise var afgørende for, at partierne og fagbevægelsen udviklede deres energipolitik. Miljødebatten kom i løbet af få år til at gå »viralt« og fik et stærkt element af vækstdebat.

En overordnet målsætning for fagbevægelsen gennem 1970’erne og 1980’erne var at sikre beskæftigelse til medlemmerne. I både Socialdemokratiet, DKP, SF og VS, miljøbevægelsen og fagbevægelsen kan man i denne periode finde eksempler på forslag til beskæftigelse, der sammenkædes med grønne investeringer i form af naturgenopretning, genanvendelse eller grøn(nere) industri.

Uenigheder i fagbevægelsen

Miljødebatten i 1970’erne og 1980’erne handlede i høj grad om modsætningsforhold mellem økonomi og økologi. Grøn beskæftigelse inden for især energi, genbrug og produktion blev et afgørende element i venstrefløjspartiernes bestræbelser på at sikre sociale og miljømæssige behov.

På den ene side var dele af fagbevægelsens medlemmer afhængige af beskæftigelse i energitung og forurenende industri, og på den anden side var der muligheder inden for genbrug og alternativ energi. Her er der især et skel mellem Dansk Metalarbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD, en af forgængerne til 3F).

»Vi har som fagforbund for medlemmer, som er beskæftiget i en stærkt energiforbrugende industri, det overordnede hensyn at tage: At der til stadighed er energi nok til, at denne industri kan arbejde,« lød det i 1979 fra formanden for Dansk Metalarbejderforbund, Georg Poulsen.

I SiD var man mere villige til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, industrisamfundet og arbejdsmarkedet var indrettet på, end i Dansk Metalarbejderforbund. Det fremgår eksempelvis af bogen »Ud af krisen!« fra 1983 med bidrag af SiD-formand Hardy Hansen. Bogen inkluderede grønne investeringer som en måde at komme ud af den økonomiske krise på, stillede spørgsmålstegn ved den klassiske industriarbejdsuge og var positivt stemt i forhold til borgerløn.

En forklaring på, hvorfor Dansk Metalarbejderforbund og SiD havde forskellige prioriteringer i forhold til den grønne omstilling, kan findes i medlemmernes beskæftigelsesmuligheder. Atomkraft og olieindustri ville medføre tungere industrijobs til medlemmerne af Dansk Metalarbejderforbund, og en udbygning af vedvarende energi ville medføre en større andel af SiD-jobs. Den forklaring holder dog kun noget af vejen, da investeringer i eksempelvis vedvarende energi ville kunne skabe beskæftigelse inden for både industrien og bygge- og anlægssektoren.

Skaber genbrug job?

Fagbevægelsens syn på grønne jobs var i høj grad afhængigt af øjnene, der så. Det ses også inden for debatten om genanvendelse. I SiD så man eksempelvis i starten af 1980’erne en stor mulighed for beskæftigelse i forbindelse med genbrug. Her var linjen, at genbrug ikke ville føre til mindre beskæftigelse. Beskæftigelsen ville derimod blive flyttet fra produktion af varer af dårlig kvalitet til genbrugssektoren.

Genbrug var ikke kun knyttet til bygge- og anlægsarbejdspladser. I 1976 havde socialdemokraten Jens Kampmann gjort opmærksom på, at genbrug i et lavvækstsamfund især ville skabe beskæftigelse inden for industrien: papirfabrikkerne, glasværkerne, den metallurgiske industri, stålvalseværker og lignende.

Fagbevægelsens dilemma i forhold til genbrug blev i et af miljøbevægelsens blade i 1979 opsummeret med følgende ord fra et medlem af NOAH:
»Når en emballagearbejder hører ordet ‘genbrug’, så ser han Arbejdsformidlingens blå skilt dingle for vinden. Denne problemstilling er selvfølgelig reel nok for emballagearbejderen. Men fra et idealistisk synspunkt gælder lignende betragtninger som for våbenindustriens ansatte, hvis det sætter ind med en omfattende nedrustning.«

Op gennem 1970’erne og 1980’erne blev venstrefløjen konfronteret med opgaven: At løse miljøproblemerne og sikre beskæftigelse på samme tid. Det førte til en række forskellige forsøg på at ophæve modsætningen mellem økonomi og økologi. I 1987 udkom Brundtland-rapporten. Rapporten markerer et afgørende skift i miljødebatten, og med begrebet »bæredygtig udvikling« skabte den en miljømæssig konsensus på venstrefløjen. I hvert fald på papiret. For i stedet for at skabe grobund for en bred grøn alliance med deltagelse af miljøbevægelsen, fagbevægelsen og arbejderpartierne blev debatten om bæredygtig udvikling et spørgsmål om definitioner og en mulighed for ikke for alvor at udfordre den måde, vores produktion og forbrug er indrettet på. ■

Artiklen er delvist baseret forfatterens egen specialeundersøgelse »Vækst på venstrefløjen – den danske venstrefløjs forhold til økonomisk vækst fra 1969-1989«.