Den socialdemokratiske delegation på vej til møde med Christian X under Påskekrisen. Thorvald Stauning ses forrest i midten, overborgmester Jens Jensen til venstre for ham. Kvinden på billedet er Elna Munch, repræsentant for Det Radikale Venstre og en af de første kvinder i folketinget. Arkivfoto
12 min. læsetid

For godt 100 år siden udspillede Påskekrisen sig i Danmark. Der gik fem dage fra kongens statskup – til gadens parlament pakkede sammen og blev mundlamt. Edin Šumar tegner et portræt af begivenhederne.


Af Edin Janković Šumar

29. marts 1920 afskedigede Christian X den daværende folkevalgte regering med statsminister Carl Theodor Zahle fra Det Radikale Venstre i spidsen. Kongens indgreb blev opfattet som direkte grundlovsstridigt af store dele af befolkningen, og blev startskuddet til den såkaldte Påskekrise.

Luften i København tirsdag 30. marts var derfor ladet med spændinger. Dagen før havde folk læst i Social-Demokraten og andre blade, at kongen havde afskediget hele regeringen, og at han ville indsætte en ny regering, stik imod flertallets ønsker. Gaden var fuld af demonstrerende arbejdere og utilfredse borgere, og ordene “statskup” og “grundlovsstridig” var på alles læber. Det var meget usikkert, hvad det ville føre til. I gaderne kunne man se håndmalede skilte, der opildnede til generalstrejke – ja, til helt at afsætte kongen og danne den danske republik.

Dagene sidst i marts og først i april 1920 blev senere kendt som det tætteste, Danmark har været på et statskup, og et folkeoprør i moderne tid. Det var i den uge, republikkens tilhængere fik medvind, og blev en magtfuld stemme som folket mod kongens enevældige indgreb. Det var også i de dramatiske dage, københavnerne kunne se kommunister, syndikalister og socialdemokrater gå arm i arm i optog gennem byens gader. De ellers stridende fløje i fagbevægelsen havde i flere år kæmpet sig længere og længere væk fra hinanden, mens verden omkring Danmark rystedes af den russiske revolution og de tyske opstande.

De revolutionære strømninger og generalstrejken

Syndikalismen var da også i 1920 en reel trussel mod socialdemokraternes overherredømme i fagbevægelsen. Især i 1916 da Stauning indtrådte i regeringen, og Socialdemokratiets “borgfred” med de borgerlige partier blev forstærket, gav det fremgang for Fagoppositionens Sammenslutning (FS), som syndikalisterne kaldte deres samlende bevægelse i Danmark. De stadig mere radikaliserede fagaktivister havde stormet Børsen 11. februar 1918. Måneders uroligheder kulminerede så 13. november 1918 med ’Slaget på Grønttorvet’ i gadekampe mellem politi og revolutionære socialister. Kongens kup i marts 1920 åbnede op for drømmen om ikke bare den udenomsparlamentariske, men ligefrem den antiparlamentariske vej til socialismen og arbejderklassens frigørelse. Nu skulle der smedes.

Selvom dele af FS arbejdede inden for den socialdemokratiske bevægelse, var det ikke det, som syndikalisterne slog sig op på. Modsat Socialdemokratiet – som i stadig højere grad talte for den reformistiske linje inden for fagbevægelsen – ville FS noget, der var et gennemgribende brud med det kapitalistiske system. Strejker, sabotage, og boykot gik forud for arbejdet i fagforeningsbestyrelser og politisk opstilling i lokale eller nationale valg. At vinde bedre livsvilkår for arbejderne her og nu i direkte aktion var det klare mål for dem. De handlede også for at styrke arbejderes militante kampe og klassebevidstheden i fagbevægelsen – at opildne til sympatistrejker og solidaritets-aktioner.

Deres endelige mål var den såkaldte generalstrejke. Når en kritisk masse af fagbevægelsen var organiseret, militante, og klassebevidste – så skulle der intet andet til for at vælte kapitalismen end den endelige strejke. Arbejderklassen skulle simpelthen lamme systemet for så selv at overtage arbejdspladserne og fabrikkerne.

Arbejdsløshedsdemonstration organiseret af syndikalisterne i 1918. Statspolitiet overvågede især arbejdsløshedsdemonstrationer arrangeret af Fagoppositionens Sammenslutning, da de ofte endte i gadeoptøjer. Arkivfoto.

Årene 1917 til 1920 blev stjernestunder og storhedstiden for FS. Det var i de år, hvor mange aktioner modsatte sig overenskomster. I 1919 havde FS omkring 4.000 aktive medlemmer med et utroligt højt aktivitetsniveau; i klar kontrast til krigsudbruddet i 1914, hvor de blot var 400 medlemmer. Kampen for generalstrejken og et statsløst, solidarisk samfund kørte på højt blus. I København gik det vildt for sig, her måtte befolkningen se til, mens nærmest daglige demonstrationer, aktioner og uvarslede strejker indtog byens hverdagsliv. Mure blev tildækket af plakater, der kaldte til kamp mod kapitalen og sulteløn – og for 8-timers arbejdsdagen.

Det i 1919 stiftede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) arbejdede også sammen med syndikalisterne, og tilsluttede sig generelt den syndikalistiske strategi og forestillingen om generalstrejken. De to organisationer adskilte sig dog blandt andet ved DKPs partipolitiske ageren og dets stærke relation til Moskva og bolsjevikkerne. Det førte til mange stridigheder også mellem de revolutionære grupperinger indbyrdes.

Påskekrisen blev hurtigt til en slagmark, hvor generalstrejkevåbnet kom i spil. Men da det skete, var det ikke på den måde, syndikalisterne havde forestillet sig i deres teorier.

Parlamentarismens vogtere i stormens øje

Socialdemokratiet betragtede i 1920 stadig sig selv som et socialistisk parti – men dog et parti med en klar demokratisk linje. Mens socialistiske bevægelser både nationalt og internationalt trak i stadigt mere revolutionære retninger, forblev socialdemokraterne i Danmark fortalere for ikke blot demokratiet, men også parlamentarismen og liberal-demokratiske dyder. Tidligt under Oktoberrevolutionen i 1917 havde Socialdemokratiet godt nok bakket op om bolsjevikkernes kamp, da de anså den som et skridt i retning mod et mere socialt retfærdigt og demokratisk Rusland. Men efter bolsjevikkerne i januar 1918 opløste Den Grundlovgivende Forsamling, ændrede Socialdemokratiet dog helt deres holdning, da de anså handlingen som et brud med den demokratiske socialismes ånd. Da DKP blev dannet 9. november 1919 af tre udbryderpartier fra Socialdemokratiet (Danmarks Venstresocialistiske Parti, Det Uafhængige Socialdemokrati, og Socialistisk Arbejderparti), blev også ønsket om at indgå i et større og tættere samarbejde med bolsjevikkerne noget, der skilte de to partier.

Overskrift i Social-Demokraten 29. marts 1920. Bladet var Socialdemokratiets parti-avis.

Derfor var urolighederne i København under Påskekrisen ikke et ensidigt gode for Socialdemokratiet på samme måde, som det blev anset på den yderste venstrefløj. Mens syndikalister kunne glæde sig over den stadigt voksende militans og folkets modstand mod monarkiet, og DKP kunne drømme om rådsrepublikken som afløser for den liberal-demokratiske parlamentarisme – så ville Socialdemokratiet værne om netop den selvsamme parlamentarisme.

Selvom Socialdemokratiet også selv havde blæst til alarm over, at kongen var ved at begå statskup, var det dog ikke i deres interesse på samme måde totalt at omvælte hele det politiske system for at erstatte det med noget nyt. For Socialdemokratiet handlede det derfor om at frelse det parlamentariske system og demokratiet, som de så det – men på samme tid at tage hånd om kongens grundlovsstridige handling.

Det var med disse overvejelser, at Socialdemokratiet varslede, at de i yderste konsekvens var villige til at kalde til generalstrejke. Noget der skulle komme som et chok for de revolutionære grupperinger i fagbevægelsen, ikke mindst syndikalisterne i FS.

Revolutionære og reformister hånd i hånd

Når denne meddelelse kom som så stor en overraskelse for syndikalisterne i FS, er det især grundet Socialdemokratiets indædte modstand mod alle syndikalisternes aktionsformer – hvor generalstrejken især regnes blandt deres mest centrale. Efter en kort periode med forvirring i venstreoppositionen stod det klart for FS med Christian Christensen i spidsen, at vejen frem var at støtte op omkring generalstrejken, men dog med klare krav fra egen side. I Solidaritet, som var syndikalisternes avis, hed det, at FS ville støtte op om generalstrejken, i bytte for at politiske fanger blev løsladt, og at mange af samtidens arbejdskonflikter kunne fortsætte uden indblanding fra staten. Socialdemokratiet slog til og sagde ja, stik imod mange forventninger.

I Solidaritet, som var syndikalisternes avis, hed det, at FS ville støtte op om generalstrejken, i bytte for at politiske fanger blev løsladt, og at mange af samtidens arbejdskonflikter kunne fortsætte uden indblanding fra staten. Socialdemokratiet slog til og sagde ja, stik imod mange forventninger

De syndikalistisk-organiserede fagforeninger, her især Søfyrbøderens Forbund, Sømændenes Forbund, Transportarbejderforbundet, og Føderalistisk Sammenslutning blev inviteret til et møde på Christiansborg 30. marts. Her ytrede socialdemokraterne forståelse for venstreoppositionens krav, og generalstrejken blev planlagt med start tirsdag 6. april. Efter det møde kunne man se syndikalister, kommunister, og andre revolutionære gå side om side med socialdemokratiske partisoldater ved demonstrationer i næsten alle de større byer i landet, men især i København.

Truslen om revolutionen slår et slag for parlamentarismen

Den kendsgerning, at Socialdemokratiet ikke ønskede “russiske tilstande”, var ikke en hemmelighed i de dage i slut-marts og start-april 1920. Når partiet så valgte at true med en generalstrejke, var det klart for alle, at den blev brugt som et middel i en politisk magtkamp. På mange måder giver det et godt indblik i, nøjagtigt hvor særlige de fem dage med aktioner og demonstrationer har været for folkene i København. At det i den politiske arena gik så vidt, at selv reformister måtte tilkende sig noget hårdere skyts, er typisk for Påskekrisen.

Det var dog ikke længe, man skulle se den samlede fagbevægelses enhedsfront. Allerede 4. april blev en løsning på konflikten fundet på Christiansborg – og socialdemokraterne tog lige så hurtigt imod kongehusets forslag, som de havde taget imod FS’ forslag.

Generalstrejken blev aldrig en nødvendighed for Socialdemokratiet. Ministeriet Riis kom til, og med det ministerium blev der udskrevet et nyvalg. 5. april blev der også indgået forlig på arbejdsmarkedet mellem DsF og arbejdsgiverne. Socialdemokratiet havde sejret, og parlamentarismen var frelst. Det liberale demokrati – og også monarkiet – formåede at overleve deres største trussel til dato. Uden rent faktisk at udfolde de skrappere midler, der blev truet med.

Alt imens at Det norske Arbeiderparti i 1919 stadig vedkendte sig nogle af de mere radikale og revolutionære strømninger i fagbevægelsen – og ligefrem opildnede til bedriftsråd i arbejderklassen og argumenterede for masseaktioner i kampen for socialisme. Så stod det danske socialdemokrati efter Påskekrisen fast på den parlamentariske vej og den såkaldte ministersocialisme.

Reformismen havde sejret. Var man moderat i Socialdemokratiet i 1920, havde man kun god grund til at opfatte Påskekrisen som en absolut triumf. At den uge svækkede venstreoppositionen gevaldigt, var kun en ekstra gevinst at hente. I tiden siden krigens udbrud havde moderate kræfter i Socialdemokratiet nemlig sloges indædt mod både de partier, der senere dannede DKP, og syndikalisterne i FS. Disse revolutionære måtte se noget af et nederlag i øjnene.

Ungsocialisterne (SUF) til demonstration 1. maj 1915. Skønt SUF på det tidspunkt var
Socialdemokratiets ungdomsorganisation, var der en stærk revolutionær strømning internt
i gruppen. Syndikalisten Andreas Fritzner var for eksempel medstifter af SUF.

Venstreoppositionens kollaps i kølvandet på krisen

For Socialdemokratiet var generalstrejken en politisk manøvre, taktik – og ikke et mål i sig selv. For deres vedkommende var aktionen afblæst.

Efter forliget valgte de syndikalistiske fagforeninger dog stadig at kalde til generalstrejke 6. april, som aftalt. Det hele endte med et sviende nederlag for de oprørske. Retten gav store bødebeløb for uvarslede strejker, og søfolkene mistede den ellers nyvundne 8-timers arbejdsdag i kølvandet på aktionen. Den hårde reaktion var for meget for store dele af FS’ medlemskab, organisationen tabte mange aktive på hele affæren.

For de revolutionære skulle alliancen med Socialdemokratiet altså vise sig at blive et dyrt samarbejde. Socialdemokratiet havde i en forstand fuldstændigt udmanøvreret dem – indkapslet dem i en socialdemokratisk reformtaktik under krisen. Påskekrisen startede med FS og syndikalismen på sit højdepunkt i dansk historie og endte med et lille, men sejlivet DKP i venstreoppositionen uden meget andet, der kunne gøre dem selskab.

Efter kollapset måtte også mange i FS søge over i DKP. Således sluttede syndikalismens storhedstid. Mange forhenværende syndikalister oplevede også senere udelukkelse fra DKP grundet modstand mod bolsjevikkerne og især Stalinismen. Deres tanker har blandt andet ligget til grund for senere grupperinger på den yderste venstrefløj, der har brudt med DKP’s linje. Så selvom syndikalismens storhedstid nu i sandhed var ovre i Danmark, så fortsatte kampen for den demokratiske socialisme i andre former og under andre navne.

Men den tid var stadig langt fra på trapperne i kølvandet på Påskekrisen. Efter 1920 forsvandt den ellers så aktive syndikalistiske bevægelse næsten fuldstændigt fra gadebilledet. Når bevægelsen tabte sin styrke på gaden, fordi aktive arbejdere blev på arbejdspladsen eller hjemme, så tabte den ligeledes sin fremtrædende politiske rolle. Ikke flere store demonstrationer med syndikalister i spidsen, ej heller skulle man se og indblandes i optøjer mod politiet, kapringer af sporvogne, eller genbesættelser af familieboliger. Nærmest fra den ene dag til den anden forstummede radikalismen i gadebilledet.

Læs mere om Påskekrisen på Danmarkshistorien.dk


Edin Janković Šumar er bachelor-studerende i historie på Københavns Universitet. Han er tidligere medlem af Libertære Socialister, og er aktiv i HUMrådet på KU og Enhedslisten Valby.