Danmarks Synder

Mathias Rølle har været i biografen og se ‘Danmarks Sønner’. Han kalder den en “relevant og veludført thriller om et dystopisk Danmark, hvor højrenationalismen har sejret”, men synes dog slutningen er lidt for letkøbt.

---

Af Mathias Rølle

Der sker noget i dansk film i disse år – noget som Danmarks sønner er det seneste eksempel på. Ulaa Salim, instruktørtalentet bag kortfilmen Fædreland, debuterer med et brag af en biograffilm.

Danmarks sønner foregår i år 2025, hvor et terrorangreb har ramt København og skabt grobund for en højreradikalisering af befolkningen. Partiet Nationalbevægelsen med Martin Nordahl (Rasmus Bjerg) i spidsen stormer frem, og står til at vinde statsministerposten. Chikane og syreangreb er blevet hverdag for landets muslimske minoritet.

Danmarks… sønner?

Filmen synes at være opdelt i tre akter, der hver indledes af Mozarts Requiem – et musikstykke, der fra begyndelsen signalerer undergang.

I første akt følger vi den 19-årige Zakaria (Mohammed Ismail Mohammed), der melder sig hos en modstandsbevægelse og får til opgave at udføre et politisk attentat mod den højrenationale partileder Martin Nordahl.

Vi er i denne akt sikre på, at Zakaria er vores hovedperson: Vi ser ham hygge sig med familien og skydetræne med den på dette tidspunkt anonyme modstandskammerat Ali (Zaki Youssef). Der er gjort meget ud af at vise, at modstandsgruppen og dens medlemmer arbejder sekulært og politisk, ikke religiøst: Zakaria og Ali kører i bil gennem et landskab, der kunne være med i en reklamefilm for Dansk Folkeparti, og hører TV-2’s »Hele verden fra forstanden« for fuld udblæsning. De snakker om ekskærester og om Danmarks krige i Mellemøsten – ikke om islam.

Selv gruppens leder tager afstand fra islamistisk motiveret terror: »Én bombe, og så tror de, at vi alle sammen er terrorister,« siger han. Det er en vigtig pointe: Gruppen har ikke et islamisk kalifat, men snarere en tilbagevenden til et humanistisk, liberalt demokrati, som motiv. Om nogen er de »Danmarks sønner«, omend de er sønner, der har fået nok.

Filmens anden akt begynder, da attentatforsøget slår fejl, og Zakaria glider i baggrunden til fordel for Ali, der bliver filmens nye hovedperson.

Ali befinder sig i filmens midte også på den politiske midte: Han bryder sig ikke om Nordahl, men ser heller ikke vold som en løsning. Han er imod enhver ekstremitet. Men højrenationalismen er på fortsat fremmarch, politiet overser angrebene mod muslimske minoriteter, og da Alis egen familie bliver et mål den samme aften, som Nordahl vinder valget, tager fanden ved ham, og han tager selv den opgave på sig, som han i filmens begyndelse bremsede Zakaria i at udføre.

Folkeforføreren

Efter at have set Rasmus Bjerg i rollen som Nordahl, er det svært at forestille sig, at man kunne have valgt en anden til at spille den højrenationale folkeforfører. Bjerg rammer med sin præstation en ganske særlig blanding af folkelig indføling og psykopati.

Da Nordahl takker Ali for at have reddet hans liv, er partilederen varm og forsikrer ham om, at det jo ikke er hans slags, han er ude efter. Og da han i valgkampen er inviteret i Natholdet, hvor Anders Breinholt med vanligt hyggedrilleri viser et gammelt foto af ham med en fjollet frisure, griner han med – men hans øjne udstråler både fornærmelse og den usikkerhed, der ligger bag enhver mangel på selvironi.

Karakteren synes sammensat af forskellige skikkelser på højrefløjen i dag: Den umiddelbare association er Martin Henriksen, hvilket må skyldes fornavnet og udseendet. Men i en optræden som den i Natholdet, hvor ekstreme holdninger normaliseres med lette grin, rammer tankerne snarere Pernille Vermund og hendes famøse kys med Jonatan Spang i Tæt på sandheden. Det samme gælder overklassebaggrunden, som afsløres, da vi ser Nordahls bopæl i Klampenborg.

Selve pressestrategien og Nordahls egen politiske historie giver associationer til Daniel Carlsen og det nu lukkede Danskernes Parti: Ligesom Carlsen havde en fortid i DNSB, men stiftede Danskernes Parti for at appellere til et bredere publikum, har Nordahl en fortid i den åbentlyst nynazistiske bevægelse Danmarks Sønner, men har stiftet partiet Nationalbevægelsen for at gå den parlamentariske vej.

Nationalbevægelsen har måske lagt den biologiske racisme bag sig, men taler stadig om »de fremmede« og vil med tilbagevirkende kraft fratage indvandrere og efterkommere deres danske statsborgerskab. »Ved lov har de fået deres statsborgerskab. Ved lov kan vi fratage dem statsborgerskabet igen,« som han siger i filmen.

Hesteskoteorien

Hvorfor nyder man en film som Inglorious Basterds? Fordi den udlever fantasien om »jødernes hævn«: I Tarantinos kontrafaktiske mesterværk indfrier de forudrettede ofre for nazismen den retfærdighed, der ikke blev dem forundt i vores virkelighed.

Danmarks sønner spiller på den samme fantasi: fantasien om, at muslimske minoriteter en dag får nok af ikke at ses som »Danmarks sønner«, men i anden, tredje og fjerde generation stadig ses som et fremmedelement i Europa. »Alle de bomber, de smed efter os, bragte os ikke længere sammen,« som modstandsgruppens leder udtrykket det.

I sin omtale har instruktør Ulaa Salim ellers lagt vægt på, at filmen afbilder to lige ekstreme verdener og ikke vælger side til fordel for den ene:

»Pointen i filmen er, at det ekstreme findes på alle fløje og består af det samme, hvis man skifter fortegnene ud,« har han udtalt til Soundvenue.

»Der er ikke nogen forskel på, om man er på den ene eller anden side af banen. I sidste ende kunne alle være på samme hold. Dem, der taber mest i det her samfund, er dem i midten, når yderpolerne får lov til at fylde så meget.«

Salim gør sig dermed til fortaler for det, der i politiske sammenhænge kaldes »hesteskoteorien«: at modsatte ekstremer møder hinanden. Men der er en sandhed i, at en forfatter ikke er den bedste læser af sin egen bog. Salim har simpelthen ikke ret, når han hævder, at filmen skildrer de to sider lige – men det er ingen kritik af filmen, snarere tværtimod.

Se traileren til Danmarks Sønner her

---

Venstrefløjens død, højrefløjens brød

Danmarks sønner er en fremtidsgyser set fra et minoritetsperspektiv. Nogle vil hævde, at den er voldsforherligende, men i hvilket politisk klima blev et attentat på en fascistisk demagog en kontroversiel afslutning på en film? Dramatisk er der heller intet at sætte en finger på: Danmarks sønner er en hamrende relevant og veludført thriller, der med garanti vil skabe debat og give stof til eftertanke.

Skal man kritisere Danmarks sønner, er det dens dramatiske slutning, som ikke er en løsning, men snarere behandlingen af et symptom. Figurer som Martin Nordahl skummer fløden af årtiers politiske svigt, og hvor afskyelige de end er, kan én person aldrig være det egentlige problem. Filosoffen Walter Benjamin har sagt, at der bag al fascisme gemmer sig en fejlslagen revolution, og det er da også værd at bemærke i den forbindelse, at da Nordahl sidst i filmen holder sin sejrstale, foregår det i Arbejdermuseets klassiske festsal med sine mange røde faner.

Mon ikke vi skal forstå dette som et vink i denne retning? At højrenationalismens triumf fejres i de selvsamme lokaler, der engang husede den stolte arbejderbevægelse.

Danmarks sønner er instrueret og skrevet af Ulaa Salim og produceret af Hyæne Film. Filmen har premiere d. 11. april 2019.

---

Mathias Rølle er kandidatstuderende i filosofi ved Københavns Universitet.

---